Skitse 3 fra Kenya - demonstrationsdag og ambulancekørsel

Jeg sidder herpå en lille forhøjning med blødt saftigt græs under nogle få træer der selv om de ikke er særlig store alligevel er behageligt skyggefulde, vi er en lille flok mennesker af begge køn og i aldre der spænder lige fra gamle gråhårede til babyer hængende trygt mors ryg bundet op i en kanga, og der hersker en atmosfære af ro og velvære nu da en rigtig god dag lakker mod enden. Jeg har aldrig noget andet sted oplevet at velvære i den grad har kunnet forplante sig ud i ens omgivelser uden en eneste mislyd, som det ellers nu og da sker her. - Vi venter bare på at det sidste hold besøgende i denne vor allerførste Field Dag (demonstrationsdag) arrangeret hos en af Abosi Famers unge progressive småfarmere som også selv har lagt en vældig stor energi i forberedelserne til denne dag. Sammen med andre småfarmere der ligesom ham selv er medlemmer af en Zero – Grasing gruppe har han bygget egnens allerførste Zero Grasing Unit – En særlig form for kostald med afrikaspecifikationer og i miniformat til bare to køer og hvor staldfodring kan praktiseres. - Zero Grasing står for ingen afgræsning. Og forklaringen er den, at bestanden af kvæg i dette som i andre traditionelle områder hvor kvægebestanden langt mere anses som tegn på rigdom end som et produktionsmiddel, hvor man faktisk holder køer for bare at kunne tælle dem, der er kvægbestanden simpelt hen så stor, at den ganske alvorligt truer disse samfunds blotte overlevelse, dels fordi den i sig selv repræsenterer en fuldstændig død kapital, og faktisk endnu værre fordi den befordrer en i forvejen alvorlig nok jorderosion, hvilket vil sige at det i forvejen mange steder meget tynde frugtbare jordlag simpelt hen skylles væk af kraftig regn. Og her er introduktionen af disse Units et forsøg på at overbevise farmerne om nødvendigheden af dels en voldsom reduktion af kvægbestanden og dels af det betimelige i hente græsset hjem til køerne i stede for at lade køerne selv gå ud og gnave det af.

Ideen med denne demonstrationsdag er at de besøgende cirkulerer rundt til forskellige stande hvor relevante resursepersoner fortæller om det emne som deres stand nu handler om. Og alle standene handler om de dagligdags problemer og gøremål, som vi så sammen har valgt at beskæftige os med, og som gerne skulle belyse nye måder at takle / gøre disse på. Og hvor man kan sige at introduktion af Zero Grasing er ”dagens flagskib”. – Men det er naturligvis en årelang proces der er gået forud. For det er her i Afrika som andre steder på vor klode, hvor nyt skal hjælpes frem uhensigtsmæssigt forcere det, om det da ellers skal kunne vinde fodfæste og vinde varig betydning, og langsomt begynde at gro af sig selv, og hen ad vejen lære – ikke mindst af de fejl der også vil blive begået. Vejen til dette arrangement er gået over ekskursioner, workshops og møder – også under tiden møder hvor ingen dukkede op – og sidst men ikke mindst en hel del farmbesøg og i øvrigt et righoldigt register af oplevelser op både godt og mindre godt. - Men lige nu føler jeg altså bare som skrubtudsen der ved aftenstid var havnet i en stor skål med fløde, og derfor havde måttet lade sig hengive til den tanke, at nu var alt håb altså ude. Men da det jo ikke, selv i den største nød, ligge til en skrubtudse at give op fortsatte den med at svømme rundt i sin fløde den hele nat. Og se så hvad den da morgnen gryede, kunne glæde sig over? Ja, den sad såmænd på toppen af en stor klat smør.

Hele dagen er folk nemlig kommet strømmende til, og er blevet vist rundt til de forskellige stande i hold på 25 – 30 stykker. Og der har været demonstreret på stand 1 Plantning og pasning af Napier Gras (den græstype der anbefales til Zero Grasing, og som for øvrigt er nogenlunde identisk med en højstammet græsart der ofte ses i danske haver) stand 2 Fodring af malkekvæg. Stand 3 Hygiejne ved håndteringen af mælk. Stand 4 pasning og pleje af småkalve. Stand 5 Træplantning / Agroforesty. Stand 6 Rotteværn for Majsmagasiner og endelig stand 7 Et lille simpelt komfur med lukket ildsted til afløsning af de ellers brugte åbne sundhedsødelæggende ildsteder med 3 sten der desuden årligt forårsager at hundredevis af småbørn skambrændes eller får en meget smertefuld død.

Og resursepersonerne har alle været folk der har haft indgående kendskab til de fagområder hvortil netop deres stande har været knyttet. Ideen til denne såkaldte Field Day har jeg fået fra min tidligere omtalte kollega fra Kericho District, Jan Houmann, som allerede havde 5 års erfaringer med den type formidling, da jeg første gang satte mine ben på kenyansk jord. Dertil havde jeg jo også det held, at blive tilbudt mulighed for at trække på meget værdifuld assistance fra et par af de lokale landbugskonsulenter der var tilsluttet hans projekt ligesom JH også formidlede værdifuld hjælp fra nogle af de farmere der var med i hans projekt. Og det er helt afgjort også deres råd og anvisninger der har en stor del af æren for den heldige gennemførelse af denne dags succesfulde arrangement. Besøgstallet tangerede de 400 og nåede dermed langt op over det antal vi tidligere havde kunnet tromme sammen ved nogen lejlighed. Iblandt de besøgende var også, til vor store glæde og opmuntring enkelte store skoleklasser med deres lærere. Alt i alt var interessen for det vi sammen havde stablet på benene i forhold til vore forventninger helt overvældende.

Så det kan næppe undre nogen, at det var en meget glad formand for AB der kunne afslutte dagen med et kort fællesmøde, lige netop som regnen begyndte at styrte ned i stænger og som i løbet af 0,0 tømte pladsen totalt for de sidste mennesker, imens de mest prominente gæster samt alle os resursepersoner samledes en af landsbyens største hytter for at lade sig beværte med ugali og kogt oksekød i klar suppe. Det tykke spistes med fingrene og suppen drak vi af tallerknerne. Men et sådant måltid varer sjældent ret længe, i løbet af et kvarters tid har de første spist dem mætte og går deres vej, og sådan fortsættes det til hytte lige med ét er total mennesketom, og kun madrester, mere eller mindre afgnavede benstumper ligger tilbage på gulvet (der fandtes jo intet bord i hytten). For os vesterlændinge virker denne form for fællesspisning unægtelig noget flad, men vi vænner os til det, og inden længe finde også vi, at det er som det skal være.

Som dem der ligesom følte, at vi havde et særligt ansvar, forlod Linda og jeg som de allersidste pladsen for at begive os imod Abosi 6 – 8 km. fra åstedet. – Regnen var næsten ophørt men alt sejlede. Og lige netop som jeg havde startet Toyotaen indhentedes vi af nogle vildt skrigende, gestikulerende kvinder der ville have os til at køre ét eller andet sted hen, hvor der skulle være en stærkt blødende kone der lige havde født, og som babu, babu skulle bringes til vort lille hospital i Abosi. Langt om længe nåede vi da frem til stedet i dette nærmest, på grund af den voldsomme regn, ufremkommelige føre, hvor nogle kvinder på en stige kom bærende på patienten, der var totalt insølet i blod fra midjen og nedefter imens en kvinde kom bærende på en tøjbylt indeholdende den lille nyfødte der ligesom alle andre nyfødte sorte var så hvid som havde i det mindste faderen været hvid, men hav var vist nok god nok. Det var så godt nok heller ikke ham der nu skulle tage tørnen bag på pickuppen imellem tomme raslende mælkejunger, diverse fremmede medpassagerer, foruden en hel masse andet gods tilligemed det nyfødte barn på den mudrede og sine steder mere eller mindre ufremkommelige, til Abosi totalt oversvømmede vej dels sejlende, dels rutsjende snart til venstre, snart til højre over vandhuller over stok og sten – intet under at den stakkels kone klagede sig, og jeg var da heller ikke sen til at takke den almægtige Gud og min japanske bil, da vi endelig var nået velbeholdne, så velbeholdne som det nu en gang kan blive for en blødende kone at nå frem til hospitalet, hvor øvede hænder, måske, vil kunne hjælpe hende på benene igen?

Denne lille nys ovenfor beskrevne hændelse har naturligvis intet som helst med nogen Field Day at gøre, men den har til gengæld særdeles meget med min daglige tilværelse som ulandsarbejder at gøre. – Helt korrekt – dette er ikke nedfældet i mim kontrakt. Ja, det kommer rent kontraktmæssigt slet ikke mig ved. - Men alligevel ville jeg have det meget dårligt med ikke at give en hjælpende hånd, hvor jeg har mulighed for det. Samtidig med at jeg da også mange gange har måttet stille mig selv spørgsmålet: Hvad der det der bevirker at vi i Danmark har ordnede forhold imens de her i Kenya bare har kaos. For mindre end hundrede år siden var alting her i Afrika på forhånd fastlagt, man behøvede ikke en gang at tænke over det, livet levedes på en måde, forstå mig ret, på det ubevidste plan, fordi alt, overordnet set, var statisk - ubevægeligt. Men siden er der sket en masse ting, fremmede kulturpåvirkninger er skyllet ind over dem og har totalt ændret deres livs – og overlevelsesbetingelser og de dermed forbundne store vanskeligheder med at finde nyt fodfæste, måske er vanskelighederne i virkeligheden så store, at det har fået mange til at lukke øjnene og bare lade stå til, ved at lukke sig inde i det ubevidste, der, i hvert fald i forne tider, betingedes af stammetilhørets indre loyalitetskrav, som jo dog er det man forstår og føler sig trygge ved, uanset at dette allerede for længst er forvitret. - Imens andre, hovedsagelig dem der har fået en uddannelse, udelukker det ubevidste fordi det virker hæmmende på deres, af deres hvide forbilleder, promoverede krav om selvrealisering, og derfor tro – og hensynsløst hengiver sig den bevidste verdens frihed til bare at raver til sig af penge og dermed også magt, en magt der følgelig så, internt i samfundene, absolut intet modspil møder, nærmest endnu mere ydmyg underkastelse. Og hvis vi fremmede tror, at vi med steril fornuftbaseret oplysning kan ændre noget som helst ved det, har vi gjort regning uden vært. Hvis vi overhovedet vil gøre noget, og det synes jeg så absolut, at vi skal. Så skal vi først og fremmes erkende, at vi selv har en rem af den samme hud, som holder dem fangne. Og dernæst skal vi møjsommeligt og selvkritisk søge finde en måde hvorpå vi, i vor egen selvforståelse, genfinder den nødvendige balancen imellem vore ubevidste og bevidste selvbilleder, altså i den forståelse af disse begreber, som jeg så frit har forudsat at, at andre også kan forstå og godkende? – Nået så langt vil vi have gode muligheder for, foruden at hjælpe os selv også at hjælpe andre.