Skitse 2 fra Kenya - om en ældre farmer

John Milgo er en stor og stærk mand, på vel 65 – 70 år, men som har en kondition, som jeg, der dog er en halv snes år yngre end ham, må stramme mig voldsomt op for at kunne følge, og det mærkelige er, at hvor jeg bliver nødt til at lægge jakken og alligevel bliver fuldstændigt gennemvasket af sved, der har jeg aldrig set ham lægge sin jakke. – Ja man møder endda ikke sjældent sorte folk med store overfrakker på, også når man selv føler sig plaget af stegende hede. - De sorte må åbenbart være indrettede på en anden måde end vi hvide er. - John er egentlig vokset op i en helt anden verden, end den som han nu befinder sig i. En verden hvor i hvert fald alle de lidt ældre kvinder og mænd endnu gik klædt i kohuder.  - Hvor de vilde dyr endnu ikke var fortrængt fra det land, hvorfra de hentede deres næring i form af blod mælk og kød fra deres kvæg. Og hvor blodige træfninger stammerne imellem hørte med til deres tilværelses vilkår. - Og han må have været en ung mand i sin bedste alder, da han sammen med andre stammefrænder forlod deres kærneområde i egnen omkring Kericho, sandsynligvis fordi de engelske setlere bemægtigede sig stadig større lunser af deres land, fordi disse havde set de helt unikt rige dyrkningspotentialer, som netop dette område både bonitets – og nedbørsmæssigt ville kunne byde på, ikke mindst hvad angik dyrkning af te. En del af de oprindelige okkupanter af dette land søgte derfor andre græsgange og fandt det i tiden omkring 2. verdenskrigs afslutning i udmarken omkring den viden om bekendte Abosi Hill, som jeg altså nu bor nabo til, der hæver sig højt over det omliggende land og derfor er synlig, selv over store afstande, ligesom det da også var det eneste markerede punkt i hele det sydvestlige Kenya, som jeg hjemmefra havde set markeret på mit landkort.

Det var jomfrueligt land, de kom til, men det skulle altså fravristes dels de vilde dyr og dels masaierne, som anså det for deres retmæssige ejendom, og jeg kan godt have en velbegrundet mistanke om at netop disse omstændigheder, af de pågældende migranter, har været anset som ekstra attraktive - lidt som når man siger, at gamle kavaleriheste spidser ører, når de hører trompetfanfarer. – Således fortæller han også begejstret om hvordan han som soldat i The Royal British Army sloges med italienerne. Og én de historier fra den tid, som det morer ham allermest at fortælle, og som jeg som tilhører var ved at flække af grin over, var når han rullede sin fortælleglæde ud med historien om hvordan italienerne, så snart de opdagede at deres modstandere på den anden side af skyttegravene havde ”vinduer i ørene” flygtede over hals og hoved. – Sagen var jo den, at nogle stammer, altså deriblandt også kipsigisserne af gammel tradition for både kvinder og mænd, lavede huller i deres øreflipper, som hen ad vejen udvidedes ved at krænge stadigt større træstykker ind i dem så de derved kunne blive ganske store, hos nogle så store som tennisbolde eller endda mere. Og det var det som italienerne kaldte vinduer. - Og jeg tror i det hele taget, at det oprigtigt har moret ham at være i krig. – Han tilhører de mere velstående af egnens beboere, har meget land, 4 koner og en masse børn – hvor mange ved han sikkert ikke, for ligesom der i Danmark er folk, der ikke går til bords som den trettende person, således er der i Kenya heller ikke nogen mand, i hvert fald af de mere aldersstegne, der kunne finde på at tælle deres børn. Men han ved bare at han har mange.

Han var for øvrigt iblandt de allerførste menige medlemmer af ”mit” kooperativ, som jeg rigtigt lagde mærke til. Og det var fordi han på en generalforsamling søgte at lægge en dæmper mange af de andre medlemmers forventninger til alle de penge, som de måske forestillede sig, mine lommer var fulde af. For som han sagde, så var de altså heller ikke så fattige – vi kan også selv gøre noget. Ligesom jeg også husker, at han en søndag formiddag, da jeg endnu var ganske ny i Abosi, dukkede op hos mig sammen med nogle venner og en tolk, fordi der var noget han gerne ville fortælle mig. Og han begyndte med at sige, at folk der på egnen stadig var primitive, og tænkte primitivt, og derfor ville han gerne opmuntre mig til ikke at tabe modet. Og så fortalte han også en længere historie om den gang da englænderne forsøgte at introducere majsen som fødemiddel, fordi de havde set at hungersnøden fra tid til anden hærgede blandt stammefolkene. Men i begyndelsen ignorerede disse bare de bedrevidende fremmede. Det så nærmest ud som om de hellere ville dø af sult end at spise disse dumme englænderes forbandede majs. Men englænderne fortsatte bare med at komme ud i landsbyerne og viste dem hvordan majsen skulle sås, og senere kom de ud til dem der ikke bare havde ladet kvæget ødelægge den for at vise dem, hvordan den kunne males til mel, koges og spises. Men ingen ville høre om det. Og desuden så påstod de også at majsen jo alligevel ikke ville gro med mindre at hvide mennesker havde sået den. Og for at bevise dette kogte de majskernerne inden såningen, Men englænderne gav bare ikke op. og i dag er en dag uden majsgrød - ugali, altså bare ingen god dag for en afrikaner! - Hvorefter han da også sluttede med at opfordre mig til bare ufortrødent at blive ved. Og til sine medfølgende venner sagde han: ”og vi skal hjælpe ham, så han ikke bliver træt!

Og lige siden den dag kom der til at bestå et gensidigt tillidsforhold imellem os, som vel fra tid til anden kunne komme ud for prøvelser, men aldrig lod sig alvorligt antaste, og det til trods for at vi aldrig verbalt kom til at forstå hinandens sprog, men at vi gensidigt ved vore blotte attituder kunne aflæse hinandens tanker, hvilket jeg nok ikke hverken før eller siden i samme grad har oplevet i forhold til noget andet menneske. Det var også ham der hjalp mig ud af en meget ubehagelig klemme, der var opstået derved, at jeg som en vennetjeneste havde påtaget mig at tage midlertidigt vare på en kollegas hund. Men det gik så bare ikke. Og det var såmænd kun fordi denne hund aldrig havde været vant med at have fritgående får omkring sig, men dem var der jo mange af, hvor jeg boede, og da får som regel er bange for hunde løber de væk fra den, hvilket denne hunds jagtindstinkt altså bare ikke kunne stå for, så den nåede desværre at skambide et par stykker af disse får, naturligvis til stor vrede for deres ejere, men også her var det Johns mellemkomst der gød så megen olie på de oprørte vande, at vi ikke havde spor svært ved at finde frem til en mindelig afslutning på sagen.

Under den workshop der er omtalt andetsteds på min hjemmeside,< arne.vaalse.dk > under overskriften ”Workshoppen der blev vendepunktet” hvor jeg netop forsøgte at få nogle få lokale folk motiverede til selvstændig tænkning, var det også på et tidspunkt John Milgo, der sandsynligvis også på vegne af de fleste andre deltagere, stod op og rent ud sagt anklagede mig for at være fuldstændig galt afmarcheret, idet han sagde, at de skam ikke var kommet for at lege, høre på historier, stille spørgsmål, og endda selv skulle svare på dem. - Nej det de var kommet for var kort og godt at blive undervist! - for at blive belært som han direkte oversat udtrykte det. Og dette gav mig så anledning til så grundigt og ærligt som jeg kunne, at forklare forskellen på den måde vi i et demokratisk Danmark tilrettelægger vores mangestrengede uddannelsesstrategier på, der netop går ud på at opelske selvtænkende individer, i diametral modsætning til den kenyanske ditto, der i sin tid var introduceret af den engelske kolonimagt, som netop ikke ønskede at folk begyndte at tænke selv. - Men at jeg i øvrigt ville sove på det for næste dag at give en mere klar definition på uoverensstemmelserne imellem os, som jeg så dem. Og den ende på det hele, som ellers let kunne have væltet hele formålet med workshoppen over ende, afværgedes, Gud ske lov og tak er jeg bombesikker på, ved min egen hudløst ærlige og grundige redegørelse for mit syn på forskellen imellem deres og min opfattelser af begrebet undervisning. – Mem den derigennem opnåede fælles forståelse ville aldrig være nået uden igennem en dialog der netop forudsatte en totalt hudløs åbenhed også indeholdende en fuldstændig fordomsfri erkendelse af deres indvendingers ubetingede relevans.