Skitse 1 fra Kenya - om en yngre farmer

Her i et fjernt udsted, så langt ude, at mine gode danske kolleger kun sjældent vover sig herud, sikkert fordi de finder vejen herud alt for ufremkommelig, har jeg altså nu boet i mere end 2½ år imellem folk af kipsigisstammen, der for mindre end 100 år siden alle sammen levede som omvandrende kvægnomader. Der drev rundt med deres stolthed og hele eksistensgrundlag – deres kvæg – ustandselig på udkig efter de grønneste græsgange imellem deres horisonters blå bjerge, hvor der tiest, dog fra tid til anden afbrudt af idelige tørkeperioder, var rigelige regnmængder til at sikre deres overlevelse. For de var jo ikke ret mange mennesker i dette store land, der er 13 gange større end Danmark, vel omkring 1½ million skønnes det omkring forrige århundredeskifte, men som de så også til gengæld måtte dele med vildmarkens andre beboere 4 eller 2benede medskabninger forstås, og hvor de unge krigere afprøvede deres styrke og udholdenhed ved bataljer med nabostammerne ude i åbent land så vel som imellem forrevne klippers uvejsomme passager. Krigeriske var de af simpel nødvendighed, fordi det gjaldt deres overlevelse, og bitre erfaringer havde lært dem at forsvare deres kvæg og deres kvinder imod omkringboende nabostammers overfald, ligesom de også fik deres ultimative stolthed indpodet igennem de hele tiden standende konflikter omkring livets opretholdelse med den vilde faunas ubestridte hersker, dyrenes konge. - I det hele taget, så afhang deres velfærd og velstand af deres vilje og evne, at forsvare og angribe, og deres medfødte og hele tiden højt priste foragt for lidelse og død var pantet på deres overlevelse, ligesom det samme jo til alle tider har været tilfældet, også hos andre kulturer. Igennem lange tidsperioder vor egen indbefattet.

Sådan havde det været for dem lige fra tidernes morgen, og ingen drømte om at dette i nogen mulig fremtid kunne blive anderledes. Og for øvrigt så fandtes begrebet fremtid slet ikke i deres forestillingers verden – fremtiden kom jo bare af sig selv, hvorfor der, for dem, ingen relevans kunne være i overhovedet at beskæftige tanker og forestillinger med noget så nytteløst som netop denne. Og den omstændighed at deres hele livs - og eksistensunivers var gennemsyret af religiøse forestillinger forlenede dem med den åndelige balance der satte dem i stand til ubesværet at lede dem igennem deres tilværelses, for os fremmede at se, barske vilkårligheder, som altså bare for dem stod som selvfølgeligheder. - Men meget har forandret sig for dem igennem de seneste efterhånden mange årtier, og den fremtid som de tidligere ikke gjorde sig tanker om, baner sig nu vej ind, også, i deres tilværelses dybere lag og forårsager alvorlig ravage, kaster hid og did og gør mange målløse, rådvilde og bange, fordi de hverken ved hvad de har mistet, eller hvad dette eventuelt vil kunne erstattes med. – Samuel er en af de yngre farmere, der forsøger at tyde skriften på væggen, og som har sat sig for selv at medvirke til at forme en fremtid for sig selv og sit lille samfund under den nye tids vilkår. Men han må jo dog også være én af dem, man skulle mene, er vel udrustede dertil. For han fik sig en Secondary School eksamen, hvad der nogenlunde ville svare til mellemting imellem en nutidig dansk 10 klasses eksamen og et 1. g standpunkt. Men dertil havde han så også det held, at hans far, der var en holden mand, købte ham en jordlod på ca 3 ha. et godt stykke vej hjemmefra, hvor han så nu driver sit lille landbrug med 5 køer og to trækokser der lever på halvdelen af jorden, imens den anden halvdel dyrkes med majs dels til eget forbrug og dels til salg. Og disse omstændigheder har ganske naturligt givet ham en frihed og tilfredsstillelse, som meget langt fra bliver den store part af hans jævnaldrende til del, og da slet ikke i så ung en alder. - Han er ikke af de mange ord, men de ord han så udtaler er vel gennemtænkte og har, fornemmer man, tyngde. Hans moderate højde og let foroverbøjede holdning ligesom understreger hans vilje til at tage vare på de værdier og opgaver, der måtte blive ham betroet. Også den dybe fra forfædrene nedarvede religiøsitet bærer han, ligesom det meget store flertal af hans landsmænd, og ikke mindst deres kvinder, med sig hvor han går og står. (Måske ligger heri både nøglen til en ny og lysere fremtid, men desværre også og til den fælde som deres religiøst / kulturelt set fastelåste orienteringer vil friste dem til at lade sig indfange af.

I modsætning til de fleste af hans landsbyfæller, vil han altid have forståelse for, hvis jeg af en eller anden grund ikke kan efterkomme hans invitation til at spise sammen med ham i hans lerklinede, stråtækkede hytte, hvis stil ikke har forandret sig igennem århundreder. Men han lyser til gengæld af glæde og taknemmelighed, når jeg så endelig takker ja. For det er her i Afrika en overmåde vigtig forudsætning for etablering af venskabelige forbindelser, at man beredvilligt træder inden for deres dør og tager imod deres traktement, hvad enten dette så blot er en kop te eller det er af mere bastant karakter. – men til gengæld kan man altså også komme ud for, at manden forsvinder så snart konen har serveret maden, og er gået sin vej – hvad hun altid gør, da hun aldrig spiser sammen med fremmede gæster – og så kan man ellers sidde der mutters alene med sin mad, måske i selskab med et par påståelige høns og en hund, der nok ser meget sulten ud, men bare ikke tør komme én nær, imens det sagtens kan vare meget længe inde noget tobenet væsen igen dukker op og sætter én fri, som det hedder. Det strider nemlig imod god takt og tone bare at forlade et gæstebud uden at være sat fri af værtsfolkene.

Men hos Samuel spiser jeg aldrig alene, vi sætter os til rette på hver vor klapstol i gæstestuen og venter på at Selina, hans kone, bringer maden, og det kan mageligt vare et godt stykke tid, men vi har jo masser af tid, og Samuel og jeg har rigeligt med samtalestof på lager. Dog kan det også ske at røgen inde fra det åbne ildsted i køkkenrummet bliver for skrap, og så trækker vi udenfor i skyggen under et træ. Måltidet består som oftest af en stor skål ugali, som er en meget stiv majsgrød, som Samuel skærer ud af skålen men en dertil beregnet kniv, som traditionelt var skåret ud af træ, og lader en god luns falde på min tallerken og derefter en tilsvarende luns på hans egen. For at give måltidet lidt ekstra smag, hvad der da også, i hvert fald for os hvide, for hvem madens smag jo i høj grad påvirker appetitten, serveres tiest kogt sukumaviki, en art kål, eller i sjældnere tilfælde, mest hvis man ligefrem mere højtideligt har været inviteret, en tynd oksekødsuppe med små kødstumper i, og det hele spises med fingrene, imens suppen dog drikkes direkte fra tallerknen, dog først efter at husmoderen eller en anden kone / pige har været rundt med en kande med vand, undertiden også med sæbe, samt et vaskefad, vande hældes så over ens hænder som man gnider grundigt mod hverandre imens vandet fra kanden løber over dem og samles op i vaskefadet, også her kan der i sjældnere tilfælde følge et håndklæde med, ellers spiser man bare med de mere eller mindre våde fingre. Men inden nogen begynder spisningen skal der altid bedes en bøn hvilket kan besørges af såvel husmoderen som husfaderen. Et andet mademne der meget tit bliver budt på er ”musik”, som er en syrnet sødmælk der altid er syrnet i en såkaldt kalabas, som er et udhulet græskar, hvor der, for at sikre at syrningen forløber som den skal, tilsættes trækul fra en ganske bestemt busk, og det er faktisk allertiest en meget lækker kremet drik / spise, man får serveret i et blikkrus.

Samuel har en ganske nydelig, men meget ung, kone, hun er sikkert ikke meget mere end omkring de 20 år, tror jeg, altså omkring 10 år yngre end ham selv, men hendes ungdom til trods har hun allerede født ham 4 børn, og det synes mig, at der sikkert må være et 5te på vej, og de tuller alle rundt omkring hende undtagen den sidste, der mest opholder sig på hendes ryg, eller lige svinges om til mælkeriet, når det er tid til det. Selina har i modsætning til ham ingen skoleuddannelse. Det er jo stadig på disse kanter meget almindeligt at fædrene ikke ser nogen grund til at pigerne går i skole, i hvert fald ikke ret meget, dels fordi der kan være rigeligt til dem at bestille derhjemme, og dels fordi de jo bare skal giftes, føde børn og arbejde. Og sådan tror jeg nok, at Selina også selv foretrækker, at det bliver ved med at være. Hun er glad og tilfreds, som hun har det, for hun har jo heller ikke det udsyn, der måske kunne sætte hende i stand til at opfatte de snigende forandringer der både inde – og udefra truer med at vælte hendes verden omkuld. På den anden side, så har hun lært at følge sin husbond i det, som han foretager sig. Han er meget aktiv i den katolske menighed, altså sammen med de præster, som jeg jo også har tætte kontakter til. Han er uddannet, eller hvad dette nu er, som katekist d.v.s. som lægprædikant med, som jeg har forstået det, det ægteskabelige domæne som virkefelt. – Men nogen opbakning på det felt kan Selina næppe give ham.

Samuel står jo midt i et tidehverv, hvor gammelt og nyt brydes, og det er han fuldt og helt klar over. På den ene side er han dybt forankret i den fortid han er rundet af, og på den anden side er han også åben for de mange nye signaler, som en ny tid stiller ham og ham hans stammefrænder over for. For ikke ret længe siden blev han valgt som formand for en nystifter andelsforening (alts ikke den jeg arbejder for) og det er i sig selv bemærkelsesværdigt her på denne egn, hvor det ellers altid har været de ældre mænd, der har taget alle beslutninger. Men han er ikke naiv, han ved udmærket, at mange, måske alt for mange, stiller alt for store forventninger til ham, eller måske bare venter på en lejlighed til at falde ham i ryggen, hvis han fejler? for som en af ”mine egne” sorte folk har bedyret overfor mig: mulvarpearbejde er manges lyst. Det korte af det lange er i hvert fald, at det er vanskeligt, og for mange direkte fornuftsstridigt, at skifte et kollektivt ansvar ud med et individuelt. Ja, de evner bare slet ikke at rumme det. Men alligevel, når Samuel kunne vælges til formand må det vel være et tegn på, at i hvert fald nogle af de ældre har indset, at de ikke mere forstår det.

Men svært er det alligevel, hvilket kan illustreres ved min egen iagttagelse, af de helt åbenbare divergenser omkring kvægets position i deres verdensbillede. Forsøger Samuel f.eks. at effektivisere og optimere kvægholdets bidrag til familiens underhold ved at ofre det større opmærksomhed og omhu hvad angår pasning og pleje, vil han møde mange forhindringer ikke mindst på det sociale område, som jo også er en meget vigtig bestanddel af familiernes fælles liv. Måske føler han sig forpligtet til at tage del i en begravelseshøjtidelighed et eller andet sted i en nabolandsby eller for den sags skyld i hans eget nabolag, men så vil han dermed uvægerligt løbe ind i vanskeligheder derved, at han, da han jo ikke kan være to steder på én gang, bliver nødt til at passe sit kvægs fordring af hans tilstedeværelse ind i disse begivenheders krav om nærvær. - For alle de andre er det jo bare en given ting at kvæget i mere eller mindre grad passer sig selv, og de kan højest tænkeligt slet ikke forstå, hvorfor hans kvæg så ikke også kan gøre det. Eller hvis han nu i sin nød, for de dage denne ceremoni varer, overlader sine køer i Selinas varetægt, som netop er af den gammeldags slags, fordi hun slet ikke forstår, hvad det er, det drejer sig om, og så kan hans anstrengelser jo alligevel, i løbet af få dage være tabt på gulvet. For en ko kan jo heller ikke leve og producere på en måde den ene dag og på en anden måde den anden dag.