Pilgrimsrejser og Pilgrimsrejser!

For mig har det helt overordnede formål med Pilgrimsrejserne været, at udforske det uforståelige. I den store bog som tidligere forstander på Askov Højskole, Knud Hansen, for snart mange år siden skrev om den russiske forfatter, Dostojevskij, skrev han som afslutning på afsnittet om parallellerne i Grundtvigs og Dostojevskijs tankeverdener følgende: ”Overmennesket vil erobre verden, al-mennesket vil forsone sig med den, og overmennesket er en konsekvens af Vestens herodyrkelse. Al -mennesket står som disponent for det fjerne håb, som Dostojevskij og Grundtvig var fælles om, og som er udsprunget af den erfaring, at virkeligheden lukker sig for det menneske, der låser sig inde i egne tanker, meninger og følelser, som i et fængsel. Kun den der agter på det fremmede, uforståelige og risikable kan nære håb om, måske, engang at komme til at forstå det. Ud fra den vinkel ser jeg, her i min alderdom, mit liv som èn lang, åndeligt, givende og ”livsinspirerende” pilgrimsrejse. Jeg har, fordi jeg altid har kunnet arbejde meget selvstændigt, haft det privilegium, og det gælder ikke mindst i Kenya, igennem hele mit lange arbejdsliv, at kunne betragte mine skiftende arbejdspladser som mine helligsteder. Derfor græmmes jeg da også ved tanken om den for tiden verserende ”New Public Managements” udbredelse, med dets tilbedelse af rapportering, kontrol og overvågning, som kun kan virke forgiftende for al sund menneskeligt engagement og banebrydende foretagsomhed. Det blev først sent i livet at forsynet ledte Linda og mig til St. Jacobs grav i Spanien, hvilket skete, efter at vi havde meldt os til medvirken ved et pilgrimsspil omkring Kippinge Kirke på Nordvestfalster, der netop op igennem Middelalderen, på grund af beliggenheden i bunden af Vålsebugten, og ikke mindst på grund af forestillingen om netop denne kirkes blødende alterbrød, var et meget søgt pilgrimsmål. Det var dette spil, der ellers handlede om stridighederne omkring reformationens indførelse, der for første gang i livet henledte vor opmærksomhed på St. Jacobs eksistens. Og dette tema greb os så voldsomt, at vi fra 1994 - 2004 gik den franske vej 5 gange.

Det ukendte og uforståelige har helt fra min tidlige ungdom og op igennem hele livet interesseret og tiltrukket mig. Knapt nok var blækket tørt på det papir der stadfæstede afslutningen på 2. Verdenskrig, inden jeg vejrede morgenluft, og mulighed for at komme ud og se og opleve verden. Løft dit hoved du raske gut! / Om et håb eller to blev brudt / blinker et nyt i dit øje / straks det får glans af det høje. Ja, det var en af de mange sange af Bjørn Stjerne Bjørnson, som vi i min barndom og ungdom elskede og af hjertet sang til både fest og arbejde, og som i hvert fald jeg ved enhver given lejlighed tog til mig som en manede opfordring til, i fællesskab med ligesindede, fortrøstningsfuldt at give os i kast med tidens udfordringer, som for mig også måtte gælde den verden, der lå udenfor den hjemlige hønsegård. Løft dit hoved og se dig om / noget er der, som råber kom! –  / Noget med tusinde tunger / som om frejdighed sjunger.

Og jeg nåede da også, at komme i landbrugspraktik i Schweiz i sommeren 1947 (beskrevet på min hjemmeside under ”Schweiz tur – retur 1947”) og et vinterhalvår som soldat i Den Danske Brigade i det sønderbombede Tyskland fik jeg også med. Men da jeg jo stadig var bondefødt og kvajet opdraget, sagde jeg med en vis stolthed, som på trods de mange øretæver min far også havde tildelt mig, den gang, af lutter omsorg, men hvad vor tids fædre, af velmenende politikere, formanes til ligefrem at beordre: ”nu er det vist på tide, du slår dig til tåls, og begynder at tænke på din fremtid”! - Og den gang gjorde de fleste unge mennesker, eller i hvert fald, så beflittede de sig på det, men alligevel på en meget anderledes måde end i dag. For vi havde som baggrund en frihed, som vor moderne tids unge ikke mere har. For, for os stod der altid en kattelem åben, dersom man valgte at satse det, som man nu selv brændte for, også selvom man var mere eller mindre ubemidlet. Den mulighed er i dag stærkt begrænset, fordi man nu allerede i barneskolen får besked på, at det, som det gælder om i vor moderne konkurrencesamfund er, at være målbevidst i en alt for tidlig alder, en aldersklasse, for hvem det netop er så vigtigt, at få tid og bevægelsesfrihed til at finde sig selv på godt og ondt, for alt for mange af nutidens unge bliver, af deres omstændigheder, lempet ind i livssituation, som de slet ikke er modne til at kunne orientere sig i. Det er fint nok at dette for nogle sker langt tidligere end for andre. Men vi mennesker er nu en gang meget, meget forskellige af gemyt, og tager man ikke samfundsmæssige hensyn til dette forhold, vil mange, alt for mange unge mennesker simpelt hen gå til i bare frustration over at de ikke formår at finde sig tilrette nogetsteds, og forfalder til mange forskellige former for selvpineri så som narkotika, bulimi eller det stik modsatte, eller de kan også tilslutte sig bande miljøer, hvor de kan høste den selvagtelse, som det samfund, som de er født ind i, aldrig har forundt dem.

Den ”fremtid” der for mig blev min, har jeg så på nåde og unåde tumlet med lige siden mine lykkelige ungdomsår, hvor netop den ovenfor beskrevne frihed blev mig tilstået, med det resultat at jeg aldrig nogensinde, igennem mit livs undertiden barske tildragelser, har følt mig hverken træt eller udbrændt. Måske fordi jeg altid både har påberåbt mig mine frihedsidealer og mine kulturelle baggrundsresurser, der iblandt en hel masse andet også bestod i Jeppe Aakjærs muntre bondesang ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst” hvor det i et af versene hedder: Der rinder de dage i sommer og tø / med alt hvad den bonde må gøre / for føllet vil klappes og fåret ha´ hø / småspurve fra taget mig fritter om frø / og grisen vil kløs bag sit øre! - For bonde var jeg, og bonde er jeg stadigvæk, om jeg så end i dag føler mig som den enlige svale, der næppe formår at gøre nogen sommer! Men da jeg efterhånden var nået op på det 54sindstyvende trin på aldersstigen, måtte jeg indse, at jeg familiemæssigt havde spillet fallit. Men dog ikke mere fallit, end jeg til trods for dette menneskeligt set urimeligt hårde stød i solar plexus, bogstaveligt talt uden en krone på lommen, men dog Gud ske tak og lov også uden gæld, ikke havde mistet den gejst der i min grønne ungdom sendte mig på om end korte eventyr.  - Jeg husker, som var det i går, hvordan jeg under mit ophold i Irland i sommeren 1983, hvor jeg, som begynder, for at forberede mig til mit kommende ulandsengagement i Kenya, tog del i et intensivt engelskkursus, hvordan jeg dér, under en togrejse, stødte ind to katolske nonner, der viste mig interesse og udspurgte mig om mit ærinde i Irland, og hvordan jeg beredvilligt og begejstret, fortalte om mine forventninger til dette kommende arbejde som ulandsfrivillig, idet jeg understregede, at min forventning var, at opholdet i Kenya skulle blive mindst lige så berigende for mig selv som forhåbentlig også for mine kommende lokale samarbejdspartnere, og at jeg da bestemt også havde intention om, en gang, at skrive en bog om de indsigter, jeg herigennem ville være blevet beriget med. Og jeg måtte, så vidt jeg af deres attitude kunne fornemme, virkelig have gjort indtryk på dem. For de lovede mig, i en tone der var mindst ligeså begejstret, som den jeg selv havde lagt for dagen, at dén bog ville de virkelig også gerne stifte bekendtskab med. – Men som det så ofte her i denne verden er sket, så er ånden redebon, men kødet skrøbeligt – eller hvad jeg ellers har at sige til mit forsvar? For de to nonner har sikkert nok for længst installeret sig i de evige boliger, imens jeg selv stadig her på mine gamle dage tumler rundt med mit endnu ufuldendte og såre jordiske skriveprojekt, som dog endnu i mine ”støvets år” ingenlunde er opgivet. Sagen er jo sikkert bare den, at som årene er gået, får jeg bestandig øje på nye vinkler på det, som jeg stadig oplever, og som jeg på en ganske særlig måde oplevede igennem næsten 6½ års virke i landsbyen Abosi i det sydveslige Kenya. – Høsten var stor, og jeg er altså stadig ikke færdig med, i al beskedenhed, at bearbejde og forfine den.

Mit møde med bondebefolkningen på dette udsted, som tilhører Kipsigis stammen, der ligesom folk af den mere kendte Masai stamme oprindelig var kvægnomader. Og hvor det traditionelle tankesæt og ditto levevis, den gang i midtfirserne, stadig i høj grad var retningsgivende for foks gøren og laden, og desuden, hvad vel ikke burde overraske, også gav udtryk for urealistiske forventninger til mine magiske evner i retning af, grundet min hudfarve, at kunne hjælpe dem ud af de fortidige tåger, som de selv mente, de befandt sig i, idet de stort set alle udtrykte deres uforbeholdne taknemmelighed over, at jeg havde forladt den bedste af alle verdener, og var rejst den lange vej fra Danmark alene med det formål at fortælle dem - bevidstheden om deres egen tilbageståenhed var øjensynlig det budskab, som de lagde størst vægt på at gøre mig bekendt med – øjensynligt ud fra den forestilling, at jeg med et snuptag ville kunne løfte dem ind i en tilværelse, der lignede den, som de altid havde set, at hvide mennesker førte, hvilket dog fra min side modsvaredes af min sikre overbevisning om, at et folks udvikling alene næres ved, og fremmes af, dets egen indre vilje til at tage hånd om egne forhold. Og med denne ganske åbenlyse uoverensstemmelse imellem deres forventninger og mine realistiske muligheder gik jeg i gang med mit arbejde. – I sandhed en værdig opgave – ikke mindst i lyset af ovenstående udsagn om vigtigheden af, også at agte på det som jeg ikke umiddelbart forstod i det håb, måske, en gang i fremtiden, at komme til det – men dette måtte jo så nødvendigvis gælde begge veje, og eftersom det var mig, der var kommet til dém, så måtte dette sidste vel også være mit ansvar. I øvrigt læste jeg først Knud Hansens budskab for ganske nylig. Men da jeg jo selv tilhører den generation af danske bønder, der havde været med til at høste frugterne af mine forældregenerationers hårde kamp for andelstankens gennemslag, og selv hjemme i Danmark igennem 30 år havde hørt til iblandt trofaste andelsbønder, har det givetvis ligget mig i blodet.

Og det skulle da også snart vise sig, at der også her iblandt disse fremmede sorte folk, der levede i en, for mig, fremmed og aldeles ukendt verden, opstod mange forskellige udfordringer, som det krævede et rigt mål af frejdighed fra min side, at give sig i kast med. Som tidligere andelsbonde i Danmark var det vel også med velberådt hu at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) havde sendt mig ud i denne nyoprettede andelsforening Abosi Young Farmers Co-operative Society (AF). Min opgave bestod i at forsøge at rådgive omkring etableringen af en transportordning for medlemmernes mælk til et stort moderne, danidafinancieret Mejeri ca. 30 km. fra Abosi. Men efter nærmere undersøgelse viste det sig desværre, at det kvantum mælk farmerne havde at sælge slet ikke økonomisk ville kunne bære et sådant arrangement, således at deres problem slet ikke i første række var manglende transport af deres mælk, men derimod et alt for lille kvantum mælk til at bære denne. - Men i denne forbindelse, som jo i virkeligheden indikerer, at jeg var sat på en umulig opgave, er jeg nødt til at fortælle lidt om de tanker, som jeg, sat i denne situation gjorde mig. Jeg kunne faktisk med god samvittighed have meddelt MS, at det måtte bero på en fejltagelse fra deres side, at jeg overhovedet havde været sat på denne opgave, fordi opgaven slet ikke lå for. Men, med min dybt forankrede tro på sandheden i en talemåde, jeg engang er stødt på: en pessimist er én der ser en vanskelighed i enhver opgave, hvorimod en optimist er én der ser en opgave i enhver vanskelighed, tilsagde mig, at når disse bønder nu har det problem, at de får for lidt mælk fra deres køer, så må det da være en god ide at forsøge at hjælpe dem til at rette op på netop dette. For udvikling består jo, som Bjørnson skrev sangen fra 1868, ”Jeg vil værge mit land” der dog ikke handler om udvikling i Afrika: Hvad du evner kast af / i det nærmeste krav / det skal bæres helt frem af en voksende elv. – For det er værd at mærke sig, at udvikling næppe beror så meget på planlæggernes kloge ”profetier”, som på mere tvivlsomme improvisatorernes fantasi og evne til at skabe mening ud af spontane indfald og tilfældige opdagelser. Mit største handikap i forhold til denne opgave bestod hverken i manglende mulighed for at dosere landbrugsfaglig viden, eller for at demonstrere nye praktiske metoder for dit og dat, men derimod i min manglende indsigt i hvorledes man skaffer sig viden om disse lokale farmernes kulturelle og andre tilgrundliggende bevæggrunde for deres handlemåder, eller mangel på samme. Og her måtte jeg konstatere, at skuespillet, for dem, måtte være andet og mere end blot underholdning, men også en over mange generationer udviklet kunstart på linje med den, som visse dyre - og fuglearter bruger til at narre forfølgere, fjender eller andre fremmede med, og fremmed var jeg jo nu en gang – også selvom jeg havde de allerbedste hensigter. De fortalte mig nemlig tit nok, at der foregik en hel del muldvarpearbejde imellem dem selv indbyrdes, og at der fandtes en gruppe på egnen, der kun arbejdede på at på ødelægge AF, - lige indtil en tilfældig fortalelse afslørede, at al deres snak omkring dette var et rent flop, fordi jeg derudaf måtte konkludere, at formanden for AF var identisk med formanden for den gruppe der arbejdede på at ødelægge AF. Jeg blev naturligvis meget vred, så vred, at jeg var nødt til at bruge modersmålet for at finde de rette udtryk for det. Og de ord de ikke forstod kompenseredes så af mit ansigtsudtryk, som vist nok slet ikke var til at misforstå, og måske netop derfor fik en af de mest frimodige, mod til med den allermest troskyldigste mine på, undskyldende at replicere: ”Jamen du har jo da aldrig spurgt”! Siden gik det så op for mig, at denne, min egen vrede, ikke kunne være helt ægte, medmindre jeg samtidig opgav min intention om at forstå det uforståelige, da vreden og forståelsen logisk set udelukker hverandre. Men det korte af det lange var dog stadig, at jeg ikke kunne være sikker på, hvor jeg havde dem, eller om de mon skulle have helt andre dagsordener gemt i ærmet, end dem som de troskyldigst gav udtryk for? – Og hvordan så egentlig med mig selv? Heller ikke jeg kunne vel sige mig ganske fri for at tænke i taktiske termer.

Jeg boede jo i et lille, ganske dejligt murstenshus, som få år tidligere var bygget af MS som bolig for en dansk frivillig sygeplejerske der arbejdede på missionens sundhedsklinik. Men denne sygeplejerske var nu afløst af mig, som skulle være superviser for AF. Jeg var meget glad for huset, der lå på nordskråningen af en lang bakkekam som toppedes af kratbevoksede klippeformationer. Hele området med dets højeste punkt, Abosi Hill, ca. 2 km. fra mit hus, var, syntes jeg bedårende skønt, og jeg havde fra husets åbne veranda, der vendte mod nord, en dejlig udsigt over en vidtstrakt dalsænkning, hvor mange bønderfamilier havde deres bosteder, alt overvejende i runde hytter med lerklinede vægge og græstag. Og særlig hen imod mørkningen kunne jeg se, at der steg røg op igennem hytternes skorstensløse tage, hvilket indikerede at kvinderne var i gang med tilberedningen af aftensmaden, som de fleste steder udgjordes af majsgrød med en smule kogte kålblade kaldet

”sukumaviki” til. Det var på denne veranda jeg havde mine hyrdetimer, og det var i hovedsagen der jeg tumlede med spørgsmålene omkring livets mening, og det på en måde, som jeg aldrig i mit tidligere liv havde gjort det. Og mange gange havde jeg Lasse og Mathildes vidunderlige danske sange kørende på bånd, de fleste af disse var jo gamle kendinge fra min barndom og ungdom, og de virkede som en form for akkompagnement til de mange tanker der ustandseligt boblede frem. Og så gav jeg mig til, i min ensomhed, at drømme. - Linda kom først senere ind i billedet. Utallige aftener, tit til omkring midnat, var jeg at finde der. Aftenerne var tiest kølige, som de normalt er, også her under Ækvator omkring 2000 meter over havet, imens ildfluerne ufortrødent sendte deres lysende striber rundt i mørket både ude og inde, og imod nordnordvest blinkede lynilden altid lystigt. Jeg gad i grunden vide, om det netop var denne stadige stumme lynild, der bibragte mig en mærkelige følelse af vægtløshed, når jeg sammen med Oelenschlager, vegeterende sendte taknemlige tanker langt imod nordvest: Matte sol bag hjertets stene / luerød du daler ned / og nu sidder jeg alene i min dunkle ensomhed.  / Hjemme var der intet fjeld / ak, så er jeg ude vel / skal i nat ej barnligt blunde / i min Hertas grønne lunde. – Og her bekendte jeg også, hvad jeg ellers aldrig tidligere havde skænket en tanke. – Den, at den allerførste betingelse for med ærligt hjerte at kunne kaste sig fordomsfrit, så vidt dette da overhovedet er muligt, ud i et forsøg på at forstå det uforståelige, må nødvendigvis bero på en viden om hvem man selv er. Men ved jeg nu også det? Og vidste jeg det også den gang? – Ja sommetider tror jeg nok, at jeg troede, jeg vidste det. Men til andre tider, må jeg vedgå, at jeg kom – og stadig kan komme - alvorligt i tvivl! Men, hvad jeg ved, er at mit kristne livsgrundlag som jeg er vokset op med, og som er den læst over hvilken min selvforståelse, så vel som måden jeg forholder mig til verden omkring mig på, er formet, og som jeg efter bedste evne forsøger at efterleve. Og dette betyder alt for mig, også selvom jeg viger tilbage for at benævne mig selv som troende. Jeg tror faktisk, at det, at vedgå sin kristendom i et område som det der den gang var ”mit” og som også langt overvejende var / er kristent, betyder en lettere dialogmulighed med de sorte, for hvem religionen betyder langt mere end tilfældet er for os hvide. Det stående spørgsmål til alle fremmede er: ”er du kristen”? Hvortil jeg ved, at nogle af mine danske kolleger ærligt måtte svare nej. Og jeg ved også, at et nej til det spørgsmål uvilkårligt faldt dem for brystet, som liggende helt uden for deres fantasis rækkevidde. De forstår bare ikke, at det overhovedet kan være muligt at leve et liv uden tro.

De lokale landsbyboere levede den gang i midtfirserne, bortset fra at omstændighederne med tiden havde tvunget dem til opgive nomadetilværelsen frie liv for at blive bofaste, hvilket jo i sig selv var en voldsom forandring, stadig i høj grad efter gamle normer, og bortset fra at de nu, i modsætning til før i tiden, hvor det ansås for helligbrøde overhovedet at kradse i jorden, dyrkede noget majs, så var, i hvert fald for den ældre generation, synet på kvæget som et ”rent kapitalgode” stort set uforandret. De talte kvæghoveder, eller for den sags skyld haler, akkurat som en ”kapitalist” i Danmark ville tælle penge. Det, at køernes mælk også kunne gøres i penge, var nyt. Og det var naturligvis derfor de stort set ingen mælk havde at sende til mejeriet. Og så var det, at vi som et led i denne nødvendige opgradering af mælkeproduktionen blev enige om, at det kunne være en god ide at få etableret det, som vi i Danmark ville kalde en lokal grovvarehandel, med det formål at lette adgangen til basalt nødvendige hjælpestoffer i landbruget. Dette var åbenbart en sag, som de umiddelbart var med på.  Sikkert også fordi de vidste, at Danida gerne ville donere sådan et til dem, endda tilligemed varelager og alle øvrige nødvendige faciliteter, nødvendige for den videre drift, som Danida også havde gjort det andre steder i nabolaget. Det som Danida kunne tilbyde var faktisk en ren gavebod, et såkaldt ”Turn Key” (Nøglefærdigt) grovvareudsalg. Og naturligvis tiltalte det dem ekstra stærkt, at det eneste de selv skulle gøre for at få det, var at societiets bestyrelse på tro og love skulle skrive under på, at de var forpligtet til at drive det i overensstemmelse med de givne anvisninger. Men til dette måtte jeg meddele dem, at de, i fald de ville insistere på at få dette danidaprojekt til Abosi, ville blive uden min hjælp, idet jeg grundigt havde undersøgt hvordan det var gået de allerede etablerede projekter af samme slags, og resultatet heraf var temmelig nedslående. Problemet med dem havde været, at når varelageret var solgt ud, stod bygningen nøgne tilbage. Og der var ingen der vidste, hvor pengene til genetablering af varelager og andet forsvundet løsøre var blevet af. Dette måtte jeg så gøre rede for overfor de undrende medlemmer af AF, der havde svært ved at forstå, hvordan det nu også kunne være en dårlig ide at sige ja til en så generøs gave. Men enden på det blev dog, at jeg sammen med bestyrelsen udarbejdede et projektforslag, der netop tog højde for de mangler, som jeg mente, at Danidaprojektet havde. Et vigtigt element i dette var, at hele projektet i videst muligt omfang skulle gennemføres ved hjælp af lokal arbejdskraft samt ved anvendelse af lokale byggematerialer, således at dets gennemførelse, om man så må sige, blev en integreret del af lokalsamfundets daglige liv, hvorved det kollektive ejerskab til foretagendet skulle vokse frem, ligesom dette i forvejen var kendt i lokalområdet i forbindelse med f.eks. kirkebyggerier. Og det lykkedes mig virkelig, i hvert fald tilsyneladende, at få bønderne med på ideen. Men de nødvendige økonomiske midler, som trods alt også skulle til, skulle bare også, som reglen foreskrev i denne type sager, søges hos Danida. I MS anså man nu ikke dette for noget problem, for det første fordi beløbet ikke var særlig stort, og for det andet fordi samarbejdet de to organisationer imellem altid plejede at forløbe gnidningsfrit. Men ikke desto mindre kom svaret til at lyde på en blank afvisning, idet Danidas såkaldte eksperter, endda i stærkt nedsættende vendinger, udtrykte tvivl om mine personlige kvalifikationer som landbrugskyndig ulandsarbejder.

Efter dette afslag måtte jeg erkende, at min fremtid i Abosi ville hænge i en meget tynd tråd, simpelt hen fordi de forventninger og den tillid, som jeg hidtil, fra bøndernes side, havde været mødt med, nu var opbrugt, hvad bønderne da selv bestemt heller ikke lagde skjul på, efter at jeg, for dem at se, i den grad havde vildledt dem. Jeg overvejede min stilling og var meget tæt på at kaste håndklædet i ringen. Men så skete der det, at jeg tilfældigt løb på en hollandsk kollega, der ligesom jeg selv arbejdede med landbrugsudvikling, bare i et nabodistrikt, men hans projekt, der havde en del år på bagen og rådede over adskillige lokale medarbejdere med videregående landbrugsuddannelser, og som, fordi disse netop var lokale og talte sproget, på en helt anden måde end os fremmede, ville kunne formå at trænge ind i kerneområder, hvor vi fremmede ikke ville have en chance. Ham forelagde jeg min situation og spurgte hvilket råd han ville kunne give mig. Skulle jeg forsøge at ride stormen af? Eller kunne jeg lige så godt belave mig på at samle mine sydfrugter sammen og forføje mig? Som en god kollega lyttede han omhyggeligt til mine ord, og svarede så, at det naturligvis først og fremmest afhang af min egen vurdering. Dog mente han, at jeg stadig kunne have en mulighed. Men forudsætningen herfor ville være, at jeg kunne vinde den tillid hos bønderne, som jeg helt klart havde mistet, tilbage igen. – Du skal indkalde til en workshop af mindst 3 dages varighed, hvor du forsøger at forklare hvad udvikling i virkeligheden går ud på, og ikke mindst hvad den forudsætter fra deres side, og jeg vil gerne, hvis du skulle ønske det, udlåne to af mine egne betroede og erfarne landbrugskonsulenter, som også taler det lokale sprog, til at hjælpe dig. Men det er vigtigt, at stedet for denne workshop skal være så langt fra deres bopæl, at de ikke har mulighed for at tage hjem for natten, for hvis de kan det, vil de med stor sikkerhed holde sig væk for den resterende del af workshoppen, simpelt hen fordi de, ganske særligt den første dag, ikke vil kunne få øje på noget som helst, der kan have med deres udvikling at gøre.

Og det kan nok være, at denne samtale, og ikke mindst hans meget generøse tilbud om at hjælpe mig, gav mig noget at tænke over. Og så var det, at min tro på, og begejstring for, hvad jeg set, at den danske højskolebevægelse, et århundrede tidligere, havde betydet for den danske bondestands frigørelse og fremdrift, og i øvrigt havde formået at udrette. Og dertil havde jeg, da jeg jo boede på en katolsk mission sammen med to unge præster fra Latinamerika, som jeg efterhånden havde fået et nært forhold til, stiftet bekendtskab med den såkaldte ”Befrielsesteologi”, en bevægelse indenfor den katolske kirke, der op igennem 1970erne opstod i Sydamerika som en protestbevægelse imod de respektive landes regimers massive undertykkelse af meget store, brede befolkningslag, som desværre, overordnet set, var orkestreret fra af vor egen allierede, verdensmagten USA. Hos disse præster havde jeg nemlig fundet en bog der hed ”Training for Transformation” (Opøvelse i Forandring) en håndbog for samfundsarbejdere - socialarbejdere - som var fyldt med praktiske, visuelle, filosofiske og også rent pædagogiske betragtninger og anvisninger samt en masse andet, som helt faldt i tråd med mine egne tanker, ja, jeg kunne faktisk slet ikke lade være med tænke på, at det da måske også kunne være gamle, danske Grundtvig, der her, via disse to unge præsters teologiske orienteringer og sociale engagementer, var kommet mig til hjælp. Der tændtes et lys for mig, der blussede så kraftigt op, at jeg hen over få dage var blevet fyr og flamme, dette bibragte mig den følelse af den uovervindelighed, som jeg lige på det tidspunkt havde allerhårdest brug for. – For den tanke, at jeg kunne blive tvunget til at give op, frastødte mig i den grad. - Jeg kan på ingen måde påstå, at jeg havde lært at forstå disse gådefulde abosibønder, men jeg havde lært at holde af dem!

Baggrunden for den måde hvorpå jeg herefter tænkte mig at tilrettelægge den workshop, som jeg nu satsede alt på at gennemføre, havde egentlig hele tiden, under mit hidtidige ca. 1½ års arbejde i Abosi, været under forberedelse, ikke fordi det var den, jeg bevidst stilede imod, men nok i det ubevidste havde lagt op til allerede fra den gang jeg helt fra begyndelsen valgte at bruge en meget stor del af min tid til at fordybe mig i skriftlige kilder omhandlende afrikansk historie, filosofi og tankesæt, der jo alle kun fandtes på engelsk, og selvom mit engelsk, især i begyndelsen, var så mangelfuldt, at jeg ikke uden en engelsk dansk ordbog ved hånden havde mange muligheder for at finde mening i det, jeg læste, vel var det en langsommelig proces, ikke mindst om aftenen ved petroleumslampens flakkende lys eller ved en lille simpel neonlampe tilsluttet bilens batteri – men jeg kunne bare ikke give op. Jeg har vist nok allerede antydet, at jeg fandt den viden om afrikanske forhold, jeg på forhånd sad inde med helt utilstrækkelig i forhold til den opgave, jeg var gået ind i som en slags selvbestaltet vejleder for mennesker, hvis baggrund jeg, efter min egen opfattelse, kendte alt for lidt til. Og lad også dette udsagn gælde som et memento til den almindelige godhedsdagsorden vi rige vesterlændinge synes at have en tyrkertro på betimeligheden af. – Hvad vi synes er godt for os hvide under vore omstændigheder, behøver nemlig ingenlunde automatisk at være godt for de sorte under deres meget, meget anderledes omstændigheder! - Hvad kunne f.eks. være grunden til, at de sorte i stort og småt følte sig underlegne i forhold til os hvide? Hvad kunne være grunden til at de helst undgik at omtale deres oprindelige kulturelle og religiøse rødder, men til gengæld kunne være både velbevandrede og docerende, især i Bibelens Gamle Testamente, som havde de overtaget dettes fortællinger som substitut for deres egen historiske fortid. Hjemme i Danmark taler vi dog både højt og gerne om den gamle gudeverden og om Danernes ofte blodige bedrifter både hjemme og ude i verden? Det er som om de sortes hele identitet er bygget op omkring den ringeagt for deres eget, som jeg mener kolonisatorer og missionærer, der jo ofte gik hånd i hånd, lærte dem at foragte. Hvilket jo dog står i skarp kontrast til den danske model for folkerejsning, hvor det tit nok er blevet fortalt om Grundtvig, at hans lære om Odin og Thor rundt omkring på højskolerne fortaltes til de uvidende bønderkarle ude fra landsbyerne, hvorefter disse grove karle resolut gik tilbage til de landsbyer, hvorfra de var kommet og skabte andelsbevægelsen. – Dette er sikkert nok stærkt forenklet. Men uanset det, så var det sådanne tanker, der kom til at udgøre den bærende ide, og dermed blive retningsgivende, for den workshop hvis udfald siden skulle komme til at afgøre min forbliven eller exit fra Abosi. Jeg har i denne forbindelse måttet erkende, at en mere udførlig gennemgang af de nærmere omstændigheder omkring denne workshop, der foregik i 1986, ligesom en udførlig gennemgang af dens samlede forløb ikke kan rummes her, hvor visse begrænsede rammer nødvendigvis må tages ad notam. - Men skulle nogen være interesseret i at læse mere om den, kan dette ligeledes findes på min hjemmeside.     arne.vaalse.dk  under: Workshoppen, der blev vendepunktet.

Til sidst nogle bemærkninger omkring de historiske indsigters betydning for at vi som mennesker kan orientere os i en kaotisk virkelighed. – Og risikoen for at uvidenhed om dem kan få katastrofale følger. Brian Patrick Mc Guire, der vil være de fleste af dette blads læsere bekendt, tog for nylig i Kristeligt Dagblad til genmæle overfor en journalist ved Danmarks Radio, der havde karakteriseret Taleban i Mellemøsten som et middelalderstyre, hvortil til BPMG replicerede, at han, efter at have studeret middelalderen igennem 40 år absolut intet havde fundet, der kunne retfærdiggøre en sådan karakteristik, hvorimod Taleban, efter hans mening, netop må ses som et produkt af vor egen tid, som, med dens menneskeforagtende, religiøse fundamentalisme fra muslimsk, såvel som fra jødisk og kristen side, netop har vendt ryggen til den menneskelighed der var middelalderens særkende, og som gjorde, at de populistiske ekstremer, som er vor egen tids plage, ingen mulighed havde for at vinde gehør. Dette foranlediger mig til her at trække en parallel til ”den hvide mands”, igennem århundreder, indarbejdede nedværdigelse af Afrikas sorte folk. For ligesom vor tids, negative syn på middelalderen har rod i kollektiv uvidenhed om vore egne historiske rødder, således har, mener jeg, også ”den hvide mands” negative syn på Afrikas sorte folk rod i kollektiv uvidenhed om vore egne og de sortes historiske baggrunde. – Og er i virkeligheden også udtryk for en parallel til mange rige menneskers, især nyriges, syn på fattigfolk, nemlig at fravær af rigdom alene skyldes dovenskab og åndelig armod. Den fremherskende opfattelse blandt mine hvide racefæller i Afrika var, at det var missionærerne der havde gjort afrikanerne så religiøse, at de hellere lagde deres fremtid i Guds hænder, end selv tog sig af den. Det er forkert, deres religiøsitet er langt, langt ældre end det. - Den tanke, som ofte i min kenyatid slog mig. At dén tro som missionærerne i sin tid bragte med sig til Afrika, fra Europa, og som naturligvis bar præg af den sekularisering, (verdsliggørelsen) som europæisk kristenliv da igennem århundreder havde gennemgået, men som bare aldrig fandt klangbund i den afrikanske, religiøse tradition, der jo bygger, og stadig gør det, på det ”hele religiøse univers”, det, at alt hvad vi mennesker kommer ud for, tilskrives en religiøs betydning. Dette gjorde det klart for mig, at afrikanernes ”importerede” kristentro, og evangeliernes budskaber, for dem, via deres tolkninger klart havde taget farve af mødet med deres egen kultur.  Min tanke var derfor, at denne ”sekulariserede” tro som missionærerne havde bragt dem, måske en dag ville vende tilbage og revitalisere vor egen europæiske kristenforståelse ved at sætte vor sekulariserede kristendom under lup og indstille den til ”lutring” i en søgen tilbage imod rødderne for en tiltrængt fornyelse. Og som jeg tyder den udvikling, vi nu er på vej ind i, så er det virkelig det, der er ved at ske. – Den nye pave, Frans, var netop en overraskelse i den retning – og ikke mindst den omstændighed, at det gik så hurtigt med at finde frem til netop ham, forbavsede verden. Særlig for mig er dette perspektiv naturligvis interessant, set i lyset af hvad min tid i Kenya bragte mig af nye, interessante indsigter. – Som så ofte før har Grundtvig holdt det lys for mig, der har kunnet give mig fornyet mod og fornyede kræfter til at fortsætte min uforskning af det uforståelige, med alle de blindgyder, som dette også bærer med sig. – Og til at kunne øjne lys forude, på trods af mulm og mørke.

Har hånd du lagt på Herrens plov / så se dig ej tilbage / se ej til verdens trylleskov / og ej til Sodoms plage / men pløj din fure, strø Guds sæd / er jorden dig for tør, så græd!  / Vil gråden kvæle røsten, / så tænk på gyldenhøsten.