Min Første jul under fremmede himmelstrøg

Da jeg i midten af november 1984 ankom til den lille landsby Abosi i det sydvestlige Kenya stod julen jo nærmest for døren. Og lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så har tiden op imod jul, i hvert fald for mig, altid haft en helt særlig plads i min bevidsthed, hvor det hjemlige, det vante og det højtidssvangre omkring Jesu fødsel altid på en ganske særlig måde har sat sig igennem, også og nok ikke mindst, ved den snarlige udsigt til det lys, som vi så både symbolsk og i virkeligheden så forventningsfulde har længes imod igennem disse mørke, kolde dage. - Men alt dette faldt ubønhørligt af lave, da jeg lige med ét stod for at skulle holde jul uden mørke, uden kulde og uden korte dage, men derimod havde fået solen i zenit, dagenes lyse og mørke timer i ligevægt, og varmen som en vedvarende selvfølgelighed. Ja, hvordan skulle jeg så under disse ukendte forhold alligevel kunne længes imod lysets og varmens tilbagevenden, når begge dele bare var der hele tiden? Ja, derom i det følgende, blot nu set på 30 års afstand.
 
Min nærmeste kollega, Laura, med hendes 7årige datter, Lise, og jeg havde på forhånd bestemt os for, at vi ville holde jul sammen. Vi mødtes nemlig på forberedelseskurset, før udsendelsen, på Mellemfolkeligt Samvirkes kursuscenter i Tanzania et par måneder tidligere. Laura skulle arbejdede i et sundhedsprojekt i landsbyen Ibathio, i det vestlige Kenya og jeg i et andelsprojekt i landsbyen Abosi. Og vi skønnede at der efter landkortet at se i luftlinie ville være ca. 25 km imellem os. Men da vi kom ud i vore projekter og bedre kunne overse forholdene viste det sig, at der ad den nærmeste, men temmelig dårlige, vej var ca. 35 km. - og ad en rimelig farbar vej, når det bare ikke regnede alt for meget, var der ca 50 km. lig med 1½ – til 2 timers kørsel, under ugunstige vejrforhold noget mere. Så hvilken vej der var bedst måtte forholdene altså altid bestemme. Helt fra begyndelsen af vore kontraktperioder tilbragte vi da også de fleste weekender sammen, og fik også derigennem lært hverandre nogenlunde godt at kende.
 
Så da Laura og Lise ankom til Abosi fredag eftermiddag d. 21. for at påbegynde juleforberedelserne, bage, klippe / klistre og meget andet, var vi allerede godt kendt med hverandres særlige præferencer og andre individuelle forskelligheder, herunder også med hensyn til måden vi gerne ville fejre jul på.  Bl. a. så skulle jeg i god ”Nøddebo Præstegårdsstil” sammen med Lise hente et juletræ hos en af de få farmere, jeg indtil da havde nået at lære nogenlunde godt at kende. Han var en stovt person, noget ældre end jeg, og som under 2.verdenskrig havde været soldat i den engelske hær, og boede i gå afstand fra mit hus. At denne farmer som en ren gestus beredvilligt havde ladet os fælde denne ca. 1, 5 m. høje cypres, var vi ham naturligvis meget taknemlige for, vel vidende at det vi her foretog os, set med hans øjne, måtte tage sig ud som et udslag af ekshibitionisme. For hvad julen kunne have med et sådant træ at gøre måtte jo egentligt ikke være let for ham at fatte, selvom det nok så godt, for os, illuderede en scene fra Nøddebo P. Hvad Lise tænkte ved det, kan jeg ikke vide, men selv følte jeg mig nok en lille smule forlegen, da vi gik der på vejen i let sommertøj og med træet imellem os. Godt nok er cypressen slet ikke et nåletræ, men den var dog alligevel det bedst opdrivelige alternativ. Og med et barn i huset er et juletræ bare vigtigt - også for os voksne. - Lørdag morgen, kørte vi til Ibathio hvor vi fortsatte juleforberedelserne med bl. a. indkøbstur til den større by Kisii, hvor der fandtes et moderne supermarked, hvor næsten alt kunne købes, men lysholdere til julelysene på juletræet var dog ikke at finde. Heller ikke hverken rødkål eller fløde til ris a la manden var der. I øvrigt, så er Kisii som by betragtet et temmelig beskidt hul i en ellers meget grøn, frodig og umådelig smuk og afvekslende natur med vældige bakkedrag og dybe dale, hvor de små, runde eller firkantede græs eller bliktags tækkede hytter på hver deres lille jordlod ligger som drysset ud over det hele og gør landskabet ganske levende. - Fra meget tidlig søndag morgen stod den for Lauras vedkommende på småkagebagning og øvrige madforberedelser imens jeg selv var optaget af at snedkerere bure med indbyggede soverum for Lises marsvin og kanin.
 
Mandag, juleaftensdag, var Laura på arbejde om formiddagen, og tidligt om eftermiddagen startede vi så bilen den lange vej mod Abosi ladet med diverse indbogenstande, madvarer, marsvin, kanin og meget andet stuvet ind i min ellers alt andet end store firehjulstrækker af mærket Suzuki, men denne gang via Sotik, så den samlede vejlængde vel var på ungefær 70- 75 km. Det var nemlig i Sotik jeg havde min post boks – og hvad er en jul ude i det fremmede uden julepost? – Men jeg siger jer! Heldigvis var det ikke regnvejr. For under uheldige vejrforhold kunne denne vej, ligesom i øvrigt også mange andre veje i Kenya, bortset lige fra hovedvejene, være særdeles vanskelige at passere. Og hvad, med at være tvangsindlagt til at holde jul i en snæver Suzuki i et mudderhul af en vej? Så dette tørvejr var nok alligevel den allerbedste julegave vi kunne tænke os. – Og det vidste vi! - Da vi så endelig henad ved 16 tiden ankom til Abosi, kunne det nok ellers være, at vi fik pisketravlt. Det viste sig nemlig, at julemessen i kirken var en time tidligere end vi havde regnet med, for vi havde jo inviteret den katolske missions to præster. Carlos fra Colombia og John fra Mexico til at spise sammen med os inden messen, og desuden var der ikke, som vi havde regnet med, én gæst udover de to præster - men nu yderligere 3 gæster foruden præsterne. Og selv om vi endnu ikke havde været ret længe i Afrika, så havde vi da fået lært, at her er alt det der med planlægning nærmest omsonst. Her må man altid være forberedt på, at der når som helst kan være en kendt eller ukendt europæer der banker på ens dør. – Og det er vel at mærke en æressag at ingen banker forgæves, såfremt der da ellers er nogen hjemme. Ja, man kan vel nærmest sige, at her er der hjerterum, selv om det måske slet ikke er husrum. Men godt var det nu alligevel, at vi havde rigeligt med mad i huset, og at Laura ikke så let lod sig slå ud, for det var virkelig noget af en opgave at få den planlagte menu klar tids nok til at præsterne kunne nå at spise og bag efter i tide komme hen i kirken og forrette julemessen. Juletræet, som vi lige havde hentet, skulle jo også pyntes en smule, i det mindste med julelysene som i mangel af lysholdere måtte fæstnes på grenene med knappenåle, og det var slet ikke nogen let sag, ligesom der skulle rokeres om med borde, stole og taburetter m.v. – og lånes tallerkener og bestik i præsternes køkken.
 
Men alt var klappet og klar da gæsterne ankom, foruden de to præster var der så et tysk lægeægtepar med deres søn, samt en ung præstestuderende, Roberto, fra Mexico. Således at det endte med at blive det mest internationale selskab jeg indtil da havde været vært for. - Menuen bestod af farseret høne og ”flæskesteg”. Det vil sige, Laura havde bedt nogle gode venner om at købe en flæskesteg med hjem fra Nairobi, da denne spise jo er fuldstændig ukendt uden for de allerstørste byer, og disse venner havde godt nok glædesstrålende fortalt, at de endda havde været så heldige at få fat i en ribbenssteg. – Men jeg var nu ikke længe om, da den blev pakket ud, at konstatere at denne ribbenssteg alle dage måtte have siddet inde midt under maven på en gris. Men uanset hvor på grisen denne steg nu ellers måtte have siddet, så måtte den i hvert fald en tur i ovnen inden den kunne serveres for gæsterne, der på trods af deltagernes forskelligheder, ikke mindst sprogligt, fra første øjeblik demonstrerede deres vilje til at gøre dette julemåltid på en gang både højtideligt og fornøjeligt, og først og fremmest takket være værtindens ret enestående sprogtalent, opstod der ingen sprogforvirring, for der blev bare snakket løs på både dansk, tysk, engelsk og spansk, ja, vi gik i bogstaveligste forstand ind hos hverandre med træsko på, også. hos dem, som vi ellers ikke uden tolk kunne tale med. Naturligvis indledtes måltidet med at en af præsterne bad en bordbøn. Og selvom dette vel ikke lige var noget der faldt mig naturligt, så må jeg dog alligevel i dag indrømme, at når jeg nu ser hvordan såkaldte moderne mennesker skødesløst kaster vrag på de i tidligere tider højt prioriterede og socialt formidlende daglige måltidsfællesskaber, så kunne jeg egentlig godt ønske mig, at vi stadig omfattede disse unikke livskilder med større respekt end tilfældet er. Selv følte jeg nok, i hvert fald inderst inde, denne for mig særlige bordbøn som en forløsende kraft i højtidens stund. For selvom jeg nok var vært, så var jeg dog også en fremmed. - Men alt spistes, selv patteflæsket, med den allerbedste juleappetit som gjorde os alle glade, tilfredse og mætte. Men jeg må indrømme, at jeg ikke husker hvilken drik vi fik til maden, men vil dog umiddelbart gætte på saftevand med rebenasmag, fordi de importerede vine var ekstremt dyre og den i Kenya producerede vin var af stærkt vekslende kvalitet, ja, den kunne sommetider nærmest være udrikkelig.  Men det korte af det lange var, alt taget i betragtning, at det for alle deltagere havde været en opløftende, for ikke lige at sige himmelsk åbenbaring at få lov til at indlede julehøjtiden på denne måde. Og også et levende bevis på at det ikke er så afgørende hvad man får at spise, men betyder langt mere hvem man selv er, hvem man spiser sammen med. – Og så selvfølgelig, at alle på forhånd er indstillede på imødekommenhed. - Som endnu et lille kuriosum kan det i øvrigt tilføjes, at Laura, da vi ingen rødkål havde, havde ”malet” hvidkålen rød med frugtfarve til morskab for hele selskabet – og lad så dette være en ekstra understregning af improvisationsevnens mangfoldige udtryksmanifestationer, også i forbindelse med denne ganske særlige sociale omstændighed.
 
Da gæsterne mætte og glade var gået ud af døren igen, og Laura og jeg havde fået ryddet lidt op, pyntet juletræet færdigt og i en kort stundet os i hver sin behagelige stol, gik så også vi tre over til julemessen i kirken, kun 2 – 300 m. fra mit hus. Og det var virkelig festligt. Kirken, som var næsten helt nybygget, 8kantet og med hvad jeg ville kalde et paraplytag med noget der kunne ligne et spir anbragt i toppen, naturligvis med et kors allerøverst oppe. Den havde et vindue med kulørt glas i hver af de 8 kanter anbragt næster helt oppe i taghøjde, og den var stuvende fuld, måske var der 2 – 3 hundrede mennesker, hvoriblandt naturligvis også rigtig mange børn. Kirkebænkene havde alle, lige bortset fra dem der stod langs med ydervæggene, ryglæn. Og selv sad jeg med Lise på skødet på enden af en bænk lige ud til en midtergang, imens der i en halvmåne uden omkring os stod en sand sværm af børn og kiggede den modsatte vej af alle andre, angiveligt fordi det var vigtigt for dem at se på dette vidunder af en fuldstændig hvidhåret og blåøjet pige, godt nok i begyndelsen til stor irritation for hende, men efterhånden vænnede hun sig dog til at lade som ingenting. Nu er det, som jeg forstår det, i afrikansk sammenhæng, og sikker som følge af den lokale sorte befolknings lemfældige omgang med begrebet tid, sådan, at selvom messen er sat til kl. det eller det, så er dette ikke ensbetydende med at alle kommer til fastsat tid. Nej her kommer og går man nærmest som man selv finder for godt. Og messen var da også allerede godt i gang, da vi ankom. Så havde det ikke været fordi vi var hvide mennesker, som de ellers kun sjældent møder, så ville der ikke have været et øje, der havde lagt mærke til at vi kom ind og tog en plads, hvor en sådan ellers kunne være at finde.
 
Den katolske julemesse er jo, i hvert fald her i Afrika, i høj grad præget af sang, kastagnetspil, glæde og klappen i hænderne. Alt sammen noget, der på samme måde som organister hjemme i Danmark øver sig på orgelet, også her er indøvet på forhånd af en særlig gruppe, hovedsagelig kvinder, hvis opgave det er at folde messens musikalske indslag ud. I det hele taget synes det mig alt overvejende at være kvinder, mange af den med baby, der flittigt møder op i denne kirke imens kateketerne (en slags lægpræster) alle ligesom de viede præsterne er mænd. På et vist tidspunkt stod den ene af præsterne frem med et lille imiteret jesusbarn i hænderne, som folk kunne gå op og bukke dybt for og endda kysse. Altergang var der naturligvis også, hvor det som bekendt kun er brøddet (hostien) der deles ud, imens altervinen kun er for præsterne. Man kan sige, at den katolske messe er en form for teater med røgelse og alle de til messen i øvrigt hørende ceremonier, som nok vil falde mange danskere fremmede. – Men de fleste mennesker har dog, ifølge mine iagttagelser, brug for en gang imellem at begive sig ind i de mere uvirkelige tros – og fantasiverdener for også at kunne klare dagenes og vejenes fortrædeligheder, og jo mere barske disse fortrædeligheder er, desto større en også dette behov. Da messen var forbi styrtede alle ud af kirken og ind i den tilstødende store forsamlingssal der også hører til missionen, hvor der fortsat skulle være sang, musik og optræden. Men da gik Laura, Lise og jeg hjem til vor egen lille julefest. – For det var jo nok alligevel det, som Lise allerhelst ville, nu da klokken allerede var blevet 10,30, og så kunne det vel for den sags skyld heller ikke være spor for tidligt. Vi tændte juletræet og sang mange jule sange – og salmer – Ja, det var næsten som havde vi været hjemme i Danmark – dog, herude i det fremmede, ved petroleumslampernes let flakkende lys, med et stæk af vemod. – Her var nok allermest Lise der lyste op og samtidig gjorde atmosfæren hjemligt for os andre også, og hun blev ved med at insistere på at synge mere. Men vor vagtmand Joel, der gik udenfor med bue pil og rungo (en rungo er et våben, en kort stav med en eller anden form for dump hoved i den ene ende beregner til at slå med, som vagtmand havde Joel i stedet for et dump hoved af træ sat et spidshjul fra en bils differentiale på staven for rigtig at kunne slå hårdt). Han passede altså på os, også selvom indbrud endnu, den gang, var meget sjældne på sådanne udsteder, vor det at skulle sætte lås på sine ting var ganske ualmindeligt.  Men han skulle naturligvis også mærke, at der var jul, så ham inviterede vi inden for, så også han kunne være lidt med, og det var tydeligt, at han var dybt betaget af at høre os synge. Nu skal det også siges om ham, at han selv var aktiv i en lille protestantisk menighed, der holdt deres gudstjenester i en lille simpel ”skolestue” på dén nærliggende skole, der ikke var andet end et såre simpelt skur. Men derfra var han altså ganske godt kendt med også selv at synge salmer, lige såvel som han også både kunne læse teksten og efterfølgende prædike over den.  - Men den ris a la mande, som vi bød ham smage som en helt særlig dansk delikatesse, brød han sig bestemt ikke om, for den spyttede han altså bare resolut ud.
 
Da klokken var henad 01 var Laura altså bare tjenlig til at gå i seng. Imens Lise og jeg hyggede videre lidt endnu, indtil hendes øjne fortalte mig, at hun hellere måtte gå ind og sove hos sin mor. Og endelig kunne jeg så få tid til at fordybe mig i den julepost, som allerede havde ligget uåbnet alt for længe. Og så til allersidst gav jeg mig til at beskrive min juleaften for den derhjemme. Men så da klokken var 02,30 kom der pludselig, gæster ind ad døren. Det var de to præster, der kom for at undskylde, at de ikke, som de ellers havde lovet, var kommet for at spise ris a la mande sammen med os i løbet af aftenen, de havde været forhindret, fordi julefejringen i samlingssalen efter julemessen, havde trukket meget længe ud. Og da de kunnet se, at jeg stadig havde lys i huset, fik de lige lyst til at se hvad der foregik? Så de kom selvfølgelig, velkomne som altid, indenfor. Og snart var Laura så igen på benene, og kom ind i stuen og plantede sig i sofaen imellem præsterne med begge ben trukket op under sig. Og så snakkede de ellers løs, af hensyn til mig på engelsk, mest om religiøse og filosofiske spørgsmål imens jeg selv lyttede til med åben mund og polypper fordi det er emner som altid har interesseret mig altid rigtig meget. Og her fik jeg så et lille kig ind et af julens, ud over den ganske jord, vidt forskellige symbolistiske værdiladninger, på steder af vor fælles jord, hvor julen netop ikke falder sammen med lysets tilbagekomst, ligesom hos os nordboer. Denne samtale trak så også ud i en times tid inden præsterne igen drog af, imens Laura og jeg dog fortsatte diskussionen / samtalen i endnu times tid, således at klokken var blevet 04,30 inden vi gik til køjs med bevidstheden om, at vi havde haft en ganske usædvanlig og i alle måder mindeværdig juleaften. – Men meget anderledes!
 
Juledag tog vi en lang travetur op til toppen af en meget høj bakke, Abosi Hill, 2100 meter over havet, og hvis top udgøres af en eneste stor sammenhængende klippeblok, hvorfra der var den allerskønneste udsigt og til alle sider så langt øjet rakte. Dette bjerg er det sydvestlige Kenyas højeste punkt, som jeg allerede hjemme fra Danmark havde spottet på et kenyakort. Da turen derop jo var en noget strabasserende tur for Lises korte ben måtte hun tilbringe meget af turen siddende overskrævs på mine skuldre. Men det hende tilsyneladende aldeles udmærket. Undervejs fulgte vi hverken vej eller sti, men skråede tværs over landskabet, og kom derved tæt forbi adskillige bosteder. Men ved et af dem, blev vi altså inviteret inden for, og selv om det egentlig var os lidt på tværs, følte vi os bare mere eller mindre forpligtede til at tage imod invitationen, da alt andet ville have været i allerhøjeste grad uhøfligt, følte vi. Men da ingen af os jo talte kipsigis, og det engelsk, som én af de yngre familiemedlemmer i huset talte, var meget gebrokkent, blev det så som så med samtalen, men at de helt åbenbart følte det som en stor ære at vi tog imod invitationen til at træde indenfor i deres hytte, kunne vi ikke nære mindste tvivl om. Men det at blive inviteret ind indebærer jo så også, at man tager imod, hvad der bydes én at spise eller drikke. Ja, man kan så gar komme ud for, at det er uhøfligt igen at forlade stedet før husfaderen har givet sit samtykke. Men det vidste vi som helt nye i deres lag heldigvis endnu ikke noget om, for så kunne nemt være sket, at vi ikke nåede toppen af bjerget den dag. Det vi blev budt var et krus pombe, som er deres hjemmebryggede øl, som man ikke kan vide noget om alkoholindholdet i, kun at det kan være ret stærkt. Og det var her Lauras problem, var at hun ikke ret godt tålte alkohol, derfor måtte vi foruden bestemt at insistere på, at mængden af øl der hældtes op i krusene til os skulle være beskeden, så imens vi sad i hyttens bedste stole og konverserede så godt vi nu kunne, måtte vi på et tidspunkt, så ubemærket som muligt, bytte krus for ikke at risikere, at Laura fik for meget. Men alt endte på bedste vis, og vi nåede at komme op på toppen af bjerget og ned igen, inden det blev mørkt. Men af dette lærte vi dog, at hvis man i situationen finder det ubelejligt at blive inviteret indenfor, er det klogest ikke at komme for tæt på bostæderne, med mindre man da færdes på noget der kunne ligne en vej, som også andre benytter. Men på den måde, opdagede vi, har vi som fremmede rigtig meget at lære.
 
Samme aften var vi inviteret på genvisit ovre hos præsterne, hvor det var den tyske læge der stod for den kulinariske del af arrangementet, og hos dem bestod menuen af farseret kalkun med en masse andet godt til. Serveringen foregik efter tag selv systemet, ligesom alle også, så vidt pladsen i det lille køkken nu tillod det, foregik mere eller mindre kollektivt. Hvorefter der blev spillet og sunget lige til vi alle var så trætte, at vi ikke længere kunne holde øjnene åbne. Vi sang blandt andre også, glade jul, på hver sit sprog på hvert sit sprog, samtidig. Til stede var 6 latinamerikanere 3 tyskere og så vi 3 danskere, som altså åbenbart viste sig at være en særdeles god blanding for en festlig afvikling af en 1. juledags aftenkomsammen. Latinamerikanere er helt tydeligt lige så åbenhjertige som vi europæere er reserverede, idet det dog trådte tydeligt frem, at Laura også bar præg af, i en periode at have boet Mexico.
 
2. juledag inviterede vi nogle af vore lokale bekendtskaber til at komme og se vort juletræ med lys på, og ligeså høre os synge nogle af vore jule salmer – og sange, og så til gengæld få dem til at synge nogle af deres sange. Men desværre fik Laura et voldsomt anfald af malaria lige før gæsterne skulle komme. Hvorfor hun måtte gå i seng med høj feber. Hvorefter Lise og jeg blev nødt til at underholde gæsterne alene. Men på trods af det, fik vi alligevel en rigtig god eftermiddag ud af det. Gæsterne spiste pebernødder, mandler, chokolade og dadler med, i hvert fald tilsyneladende, god appetit, og så var det altså dertil noget så dejligt at høre deres sange, som de meget velvilligt underholdt Lise og mig med, og de kunne, vel at bemærke modsat os, deres sange udenad. En enkelt af dem var endog særdeles god til at synge med på vore sange, når han bare kunne læse med i sangbogen.
 
Det varede 3 dage inden Laura igen var kommet nogenlunde til hægterne efter malariaen, som jo slet ikke er nogen ufarlig sygdom. Om man får den eller ej afhænger nok i nogen grad af moskitoernes smag for én. Kan de godt lide at stikke én er man i hvert fald udsat. Laura fik altid mange stik, hvorimod jeg meget sjældent fik nogen. Og i øvrigt ramtes jeg under mit næsten 7år lange ophold i Afrika slet ikke af den. - Ja, dette var altså så en lille smule om min allerførste jul under ækvator.