Min 60års fødselsdag – i både med og modvind

Efter gennemlæsning af et langt brev fra Kenya til familien i Danmark skrevet d. 22. sept. 1986 er jeg nærmest blevet helt euforisk ved at få denne begivenhedsrige fødselsdage genopfrisket, som jo strakte sig over flere dage. Brevet begynder med en beklagelse af, at jeg desværre havde måttet kigge forgæves efter fødselsdagsbrev hjemmefra men alligevel undskylder dem med, at det jo da for så vidt er min egen skyld, jeg kunne jo bare være blevet hjemme, hvor jeg hører til.  Men uanset dette, så må jeg nu alligevel her i bagklogskabens klare lys vedgå, at fortællingen om denne fødselsdag, i hvert fald for mig selv, så absolut har været udlændigheden værd. – Ikke mindst her, hvor jeg genoplever den på 30 års afstand, hvor den jo uundgåeligt vil være farvet af tanker, som jeg i bagklogskabens klare lys siden måtte have gjort mig. Jeg husker jo, at jeg en gang i mine unge år af en klog mand blev fortalt, at mennesket ikke skal stå men gå, modsat hvad desværre alt for mange mennesker i vor tid synes mig at tro, at man netop skal stå fast, koste hvad det vil.

På selve dagen havde jeg en lille privat komsammen med spisning om aftenen. Ruth, som jeg så som min kæreste / elskerinde, og som for øvrigt er forblevet min gode veninde livet igennem, havde været hos mig ret længe, imens der dagen før fødselsdagen dukkede en ung fyr på 20 år op hos mig. Han havde kort tid forinden været i arbejdslejr sammen med Ruth andetsteds i Kenya, og vidste derfor hvor hun opholdt sig, vi syntes for øvrigt begge, at Jacob var sådan en rar, altid hjælp – og betænksom fyr, som vi begge havde rigtig megen sympati for. Men nu skete det så, at Ruth, som jeg dog ellers havde sovet sammen med igennem nogen tid, netop natten før fødselsdagen uden et eneste ord bare ville sove for sig selv, hvilket, indrømmer jeg blankt, jeg følte som et slag i ansigtet - og så her natten lige før min 60års fødselsdag hvor man jo nok kan være en smule mere hudløs end normalt – hvilken fødselsdagsgave at få fra sin elskerinde? Næste morgen efter en nat uden ret megen søvn, bebrejdede jeg hende naturligvis hendes opførsel i kraftige vendinger, idet jeg dog også indrømmede hende, at jeg jo inderst inde godt vidste, at jeg slet ikke kunne være det bekendt, hun som jo dog i dagene forinden, havde gjort mig meget store tjenester ved at hjælpe mig til rette med de nødvendige forberedelser til fødselsdagen, forberedelser jeg, som mand, hverken havde erfaring med eller håndelag for. – Og så blev der ellers ikke talt mere om den sag, imens jeg stadig havde to, mig, meget kære mennesker omkring mig, Jacob og Ruth, som formeligt bar mig på hænder den hele fødselsdag igennem, som bagte kringle, boller og lagkage, for da slet ikke at tale om tilberedelsen af maden til de mange gæster, som jeg nok så frimodigt havde tilladt mig at inviteret. - Kl. 10 om formiddagen kom personalet oppe fra sundhedsklinikken, en 5 – 6 mennesker med den gamle hollandske Søster Mari Johanni i spidsen. De havde nemlig på dette tidspunkt en halv times pause til deres rådighed. Men blev dog i dagens anledning i næsten en hel time, også fordi Ruths kringle var blevet noget forsinket i ovnen fordi gasflasken løb tør midt i bagningen, og måtte skiftes. Så derfor måtte vi begynde med teen og deles om en kage som Søster Johanni havde haft med, således at vi fik Ruths kringle som en slags efterret. Og vi hyggede os ganske gevaldigt alle sammen, og alle var i perlehumør, Ruth dog lidt undtaget på grund af kringlen, som hun på trods af alle andres forsikringer om det modsatte mente havde taget skade af afbrydelsen i bageprocessen. – Men til hendes undskyldning skal det siges, at hun stadig var så ny i Afrika, at hun endnu ikke havde fået lært sig bare at tage det som det kommer.

Hen sidst på eftermiddagen dukkede et par af de gæster op, som skulle med på vor 4 dages safari til Masai Mara næste dag, Birgit, frivillig i nærheden af Kisii med veninden fra Danmark Ragnhild, som hun havde på besøg, og de kom med en flaske vin og en meget flot kage med et dannebrosflag på stage plantet lige midt i. Og så kan det ellers nok være at der for alvor var ved at komme liv i det lille hus, hvor jeg ellers til dagligt for det meste var vant med at færdedes helt alene.  Men nu skal jeg ellers lige love for, at maden og lagkagerne blev fabrikeret i en ret så munter atmosfære. Maden kom til at bestå af noget aldeles fremragende røget svinekød, som det i sig selv er et rent svineheld at løbe op i en by som Kericho, hvor svinekød så absolut nærmest er en absurditet, men stadigvæk for os danskere en ubegribelig lægger spise, dertil serveredes kartoffelmos gulerødder og blomkål, og så ellers nogle lagkager som dessert. Heldigvis er maden her i Kenya ikke så kompliceret som hjemme i Danmark, og måske spiser vi, på grund af varmen, heller ikke lige så meget som hjemme i det kolde Nord. Henad kl. 19,30 kom så de øvrige indbudte fødselsdagsgæster. – Præsterne ovre fra missionen Father John fra Mexico, præst her i Abosi og Father Jairo fra Colombia som var en helt ung præst der blot opholdt sig her for at lære lokalsprog, og så var der Søster Gabrielle – tanzanianer – sammen med Father Brian – irer begge fra den katolske mission i nabolandsbyen Ndanai, og så ellers førnævnte Søster Johanni. Og hermed udgjorde vi et pænt lille selskab på 10 personer, lige netop hvad der kunne rummes i min stue, og alt klappede som det skulle, så vi fik nogle meget fornøjelige timer sammen i et, kan man sige, nærmest overstadigt fødselsdagshumør, som havde vi kendt hverandre igennem mange år.

Næste morgen var vi så tidligt på benene, da vi jo så skulle starte vor 4 dages safari til Masai Mara. Hvor vi, dog uden præsterne og søstrene, skulle slutte os til de øvrige safarideltagere og hele teamet af ansvarlige for turens gennemførelse med pakistaneren Major Latif fra Kericho som boss. Major var en middelaldrende mand, der havde en fortid som storvildtjæger og som derfor kendte Masai Mara som sin egen bukselomme, ligesom han stadig efter storvildtets fredning nød visse privilegier i forhold til parkadministrationen, og derfor var en meget værdifuld hjælper for os, der tilmed    aldrig ville kunne få nok af vildmarkens mysterier. Og at han så dertil med stor lyst, i mere privat regis, kastede sig ud i rollen som turarrangør, guide og kulinarisk tryllemand, og det til en pris som selv vi, som lidet velbeslåede eventyrer, havde mulighed for at komme i nærheden af, var unægtelig et rent fund for os. Deltagere i turen var for det første os fem der havde været med aftenen før og desuden Hanne, frivillig et sted nord for Nairobi med en nevø, Jacob, som var på besøg hos hende, Gyrith, frivillig i Kericho, samt et FAO ansat mejeriingeniør ekspertpar udstationeret i Naivasha. Og jeg må nok vedgå, at jeg, som jo var den der havde fået det hele stablet på benene som en fødselsdagstur, dog uden selv at skulle betale for andre end mig selv, havde sommerfugle i maven over at have bragt så mange mennesker sammen, som for de flestes vedkommende absolut intet kendskab havde til hverandre. Godt nok syntes jeg, at jeg havde tænkt mig om, og i øvrigt bedt dem ikke snakke for højt om det for andre, da noget sådant ville kunne bringe mig i forlegenhed, når jeg nu ikke fandt det tilrådeligt, at vi blev flere end vi allerede var.  

Indkøb af madvarer og andet nødvendigt herunder 8 velvoksne, levende hanekyllinger og f.eks. toiletpapir til disse 3 – 4 dages forbrug klaredes af Major sammen med Gyrith, der jo begge boede i Kericho. – Men vi samledes altså alle sammen i Kilgoris hvorfra vi naturligvis ifølge ”african standard time” som sædvanligt kom et par timer for sent afsted. – Men det kendte vi jo, og det gjorde bestemt heller ikke nogen skår i forventningens glæder. Undervejs gjorde vi holdt forskellige steder på den, et slag på tasken, vel omkring 60 – 70 km´s. køretur ud til vor lejrplads, hvor Major fortalte lidt om det han vidste, og det var da slet ikke så helt lidt. Vi gjorde også holdt i den lille landsby Lolgorion, hvor der var både guldminer og guldvaskere, hvilket var en stor overraskelse for alle, dog mig undtaget, for jeg var vist den eneste der overhovedet vidste, at der fandtes guldminer i Kenya. Nogle steder kunne det vaskes ud af sandet, imens der andre steder var rigtige minegange og skakter hvor selve klippen blev brudt og derefter møjsommeligt med en hammer pulveriseret til fint sand, for derefter at blive vasket ud. Guldvaskerne sad der på kanten af nogle mindre bassiner med fødder og det meste af underbenene i dette sandblannede vand, hvor de ved hjælp af det meget giftige kviksølv kunne tiltrække guldstøvet og få det ekstraheret. Men naturligvis foregik hele denne proces efter yderst beskedne og primitive principper. – De så da heller ikke ud til at være blevet rige af deres arbejde, men tjene dog, så vidt vi kunne se, til deres fordringsløse livs underhold. - Vi nåede frem til lejrpladsen lige tids nok til at til at se en ganske bedårende solnedgang, og til at kunne få et indtryk af dette storslåede landskab her udenfor alle former for civilisation. Vi befandt os pludselig på kanten af en 30 - 40 m. høj og stejl skrænt der adskilte to vidt forskellige landskabsniveauer. Bag os vidtstrakt bushland med spredt lavere bevoksning iblandet nogle enkeltstående store træer, alt sammen spredt ud over et landskab med store åbne panoramaer iblandet hemmelighedsfulde remiser, der, måske, måske ikke, tjente som gemmested for en ren velsignelse af allehånde større eller mindre vilde dyr. Alt sammen en perfekt og uforfalsket udfordring for vor menneskelige fantasis forestillingskraft. - Og foran os lå en endeløs udsigt over reservatets lavereliggende plateauer med åbne halvtørre savanner, hist og her sparsom bevoksning, mange steder stod der spredte mindre tornede ”paraplytræer” og så ud som om deres vækst var gået helt i stå af mangel på væde, men ind i mellem stod også enkelte store af slagsen med meget brede kroner, som ofte, erfarede vi senere, tjente som parasol for en hvilende flok bøfler. Men de eneste dyr vi med det blotte øjet og på den lange afstand ellers kunne fange var nogle giraffer, der her oppe fra hvor vi stod tog sig ud som de små legetøjsgiraffer, jeg en gang som barn legede med. Men igennem det hele scenarie, som en kæmpelang slange, snoede Marafloden sig dybt nede under os som et smukt grønt bælte med en, i forhold til omgivelserne, nærmest euforisk frodighed.

Men inden mørket som en streg i sandet trak sit sorte gardin ned over os havde vi dog fået vore telte slået op imens køkkenpersonalet fik tændt en brand på bålpladsen der både lyste op og bidrog yderligere til lejrlivets romantiserende atmosfærer, og selvom det pludselig lige ovenpå den hede dag var blevet rigtig koldt og begyndt at regne en lille smule og blæse ret så kraftigt hyttede vi os alligevel i de ekstra lune beklædningsstykker, som vi ganske klogelig havde medbragt, ligesom jeg selv for tilfældets skyld havde medbragt ekstra meget tøj, hvis nogen skulle have glemt deres eget i tiltro til at Vor Herre her under Ækvators sol ville sørge for den side af sagen. Men her i højlandet omkring 2000m. over havet, er andre regler gældende. I hvert fald, så var der en enkelt af deltagerne der siden forsikrede mig om, at jeg havde frelst hendes liv. Af sikkerhedshensyn blev teltene placeret i en halvcirkel uden omkring bålet, og med vores biler i en anden lidt større halvcirkel lige bagved teltene således at det i påkommende tilfælde ville være let at søge tilflugt i dem. Efter at lejren er faldet til ro, har jeg erfaring for, at enkelte deltagere kryber i deres soveposer ude omkring bålet under den åbne himmel, hvor regnen imidlertid var hørt op, og bliver ved med at tale sagte sammen til langt ud på natten, men selv, indrømmer jeg, forlader jeg nødigt teltet for f.eks. at tisse, jeg ligger hellere på knæ og tisser ud af teltåbningen. - Lejrbålet der jo også om natten skræmmer de vilde dyr bort, skal derfor løbende holdes ved lige. Og noget af det allerførste Major gør, når han kommer til en lejrplads, er at få bålet sat godt i gang, brænde er der som regel rigeligt af, og for at der ikke hele tiden skal lægges nyt brænde på, finder han en godt tør træstamme, så stor og tyk som han kan finde, og får den ved hjælp af Landroveren trukket ind i bålet med rodenden, der fordi den er så kompakt brænder meget langsomt, og på den måde holdes bålet ved lige ved at han, når det dog ikke særlig tit behøves, trækker stamme et nøk længere ind i ilden. – Ja, der er nu en gang, på en sær måde, noget på en og samme tid både farligt og tillokkende ved at bo under en tynd teltdug ude i vildnisset, hvor intet er sikkert, også selvom man kan se hvor lystigt lejrbålet gang efter gang blusser op, og man tilmed ved, at en bevæbnet vagt holder et vågent øje med lejrens omgivelser. Løvernes brøl er jo en gang imellem faretruende nær ved, imens nattens og de øvrige vilde dyrs og fugles lyde danner et bagtæppe af de uendelige gentagelsers inerti - og af dennes understregning af moder naturs skønhed og skæbneladede ustyrlighed.

Men med morgengryet vinder man ligesom modet tilbage, man giver sig bare på Majors opfordring til at hoste, alt hvad man kan, for at gøre opmærksom på sig selv, så sker der ingenting påstår han, selv om vi jo også godt ved, at intet hverken her eller der er sikkert. Og dog føler jeg, at jeg ånder friere her end hjemme i Danmark hvor forsikringsdækningen nærmes er total – men dog dér også altid med det forbehold at assurandøren, der jo også skal stille sine aktionærer tilfreds, kan finde et hul at gemme sig i – så begrebet frihed befordres nok i virkeligheden slet ikke i samme grad, som mange synes mig at forestille sig, på dette at kunne forsikre sig imod diverse ulykker, populært udtrykt, ”ved at have sin ryg fri”. Men derimod i langt højere grad ved den ansvarlighed for liv og gerning i forhold til hver enkelt individs samvittighed, ulykkernes mulighed taget ad notam, som friheden i sig selv som livsform indebærer – dog forudsat det religiøse begreb nåde tages med som en levende realitet.

Menuen for aftensmaden har jeg desværre intet skrevet om, men jeg kan forsikre om, at den var vellykket. Og næste morgen var de fleste igen tidligt på færde, for også solopgangen er mange gange aldeles pragtfuld, og dette hvad enten der er skyer på himlen eller ej, morgentågebanker ude over de lavere plateauer eller ej. Når man bare har tøj nok på er det en oplevelse for livet, og med en kende mere ro i sjælen end aftenen før, hvor dagen jo hastigt hastede imod enden, og alting var mere uvant, bliver éns evne til optagelse af disse voldsomme indtryk af en aldeles fremmed naturs umådelige slagkraft jo også optimeret. En morgenstund på kanten af lejren er her ligesom en sommermorgen på Møns Klint, hjerterørende, ja, bare at sidde stille og betragte rovfuglenes spejden efter bytte, som vi ellers altid derhjemme havde haft at betragte fra neden, betragter vi, sært nok, her fra oven, hvilket igen minder os om verdensaltets mange modsætningsfyldte finurligheder. Og imens solen langsomt hæver sig op over horisonten og fordriver morgenkøligheden tilberedes morgenmåltidet med spejlæg, røget flæsk, kaffe / te og ristet morgenbrød som omdrejningspunkt af køkkenteamet imens Majors altid friske morgenhumør fra sin obligatoriske instruktørstol sætter farve på det hele sceneri. Ja selv hanekyllingerne i fjerkrækassen betænkes med både uindskrænket frihed, væde og foder, og dermed er den nye forventningsfulde dag en realitet.

Af de 4 dage turen var lagt an på skulle jo én dag gå med rejsen ud og én dag med rejsen hjem igen, således at vi havde to hele dage til lejrliv og game trekking (køre ud og se på dyr). På én måde er dette alt for lidt, for selv om der ér masser af vilde dyr, så er området jo nok også på størrelse med Lolland og Falster til sammen, og derfor kan man sagtens komme ud for at køre rundt en hel dag uden rigtig at støde på noget interessant, ligeså vel som det modsatte også kan være tilfældet. For de eneste større dyr man kan være nogenlunde sikker på at finde, lige bortset fra Gnuerne i deres særlige migrationsperioder, er faktisk flodhestene der for det meste har deres tilholdssteder bestemte steder i Marafloden, forudsat at man altså kender disse, samt elefanter og bøfler der foruden at de er så store også er mange og som oftest lever flokvis. Men det at støde på de mere sjældne dyr som krokodiller, geparder, næsehorn og leoparder ingenlunde er noget man lige kan regne med, selvom det for leopardernes vedkommende gælder, at de egentlig slet ikke er sjældne dyr, men de gemmer de sig bare så godt, at man sjældent ser dem. Ja selv løver, som der dog også er mange af, må man undertiden køre langt for at opspore.

Så derfor, hvis man som vi her bare har få dage, må det først og fremmes være den unikke naturoplevelse, vildmarkens til alle tider højtspændte atmosfære, og lejrlivets altid højest velkomne afbrydelse af de almindelige hverdages trummerum, man retter forventningerne imod, og tager de små uventede tilfældigheder med i købet. Som f. eks. da jeg ganske uforvarende kom til at forstyrre en just nedkommet Thompsons Gazelle, som der jo alle vegne er en Guds velsignelse af, i færd med at slikke fosterhinden af sit kid, der jo helst skal gå lidt kvikt, så det hurtigst muligt ville kunne følge sin mor eller gemme sig, da der er mange fjender, der stræbe det efter livet. - Og da vi f. eks. på vor turs første eftermiddagstrek kom forbi en tysk veterinær, der var i færd med at tage blodprøve på en bøffel for at tjekke den for kvægpest, han havde skudt den med en pil indeholdende morfin hvorefter den i bedøvet tilstand var let og ufarlig at rumstere med, og vi blev selv vidne til at han efter at blodprøven var taget gav den en ny indsprøjtning, som skulle ophæve morfinens bedøvende virkning, således at den efter ganske få minutter igen rejste sig og tog flugten. Men i øvrigt så kan eftermiddagene og i særlig grad skumringstiden, sin korthed til trods, udarter sig meget anderledes end morgen og formiddagstimerne, måske fordi dagværket der er endt. Men også takket være at den lille forventningsfulde flok som jeg her havde fået trommet sammen til overmål havde bevist, at de var naturmennesker med sans for både det ekseptionelles og det trivielles finurligheder. Og fordi der nu kun af dagen er tilbage at nyde solnedgangenes fredfyldte skønhed, og så lige den der mere praktiske opgave at indfange de endnu ikke fortærede kyllinger og putte dem tilbage i kassens sikre forvaring for natten. Men dette lille forehavende kunne selv for de mest adrætte lejrdeltagere godt volde lidt besvær, især at få hold på de sidste to forskræmte stykker fjerkræ. Men til gengæld var det altid en forestilling af stor underholdningsværdi for det mindre aktive segment af lejrdeltagere. Aftensmaden indtoges for det meste omkring bålet garneret med fantasifulde vidtløftigheder serveret efter parolen ingen højere i en atmosfære af glad eftertænksomhed og, på bedste beskub, søgen efter grænser, ens egne så vel som andres, heriblandt også, skulle det vise sig, muligheden for, for en middelaldrende ellers i allerhøjeste grad ærbar kone / mand at slå sig løs med spontant opståede lyster og muligheder og alt hvad dertil hører. Der kan nemlig her ude i vildmarken ske ting og sager, der aldrig ville være sket andetsteds, og i hvert fald slet ikke iblandt såkaldte civiliserede mennesker, nemlig dette at vildskaben i den grad indtager sin retmæssige plads i den menneskelige psykes mange veje og vildveje, og dette i tæt samvirke med anderledeshedens krydsningsfrodigheder, fordi disse sorte m / ker, som jo dog netop var med os som vore tjenende ånder, og derfor også befandt sig i en af vildmarkens fristende domæner - her som forløsende, forførende feer. - Alt mens nyfinhedernes moralske opstød iblandt den lille kreds af medvidere, med overbærende smil – eller?  - dækkedes ind under den vilde naturs ustyrlige incitamenter, men også med syv segl for munden. – Men bemærk venligst, at det var før AIDS´truslen var almindelig kendt.

Men nu igen tilbage til den af Masai Maras fortryllelser, som vi egentlig var gået efter. En hel del forskellige dyr fik vi dog set på morgen - og eftermiddags trekkende – midt på dagen våner både dyr og mennesker sig under varmen og søger skygge. Ja, nu kunne jeg jo så give mig til at remse alle de forskellige dyr op som vi heldigvis også havde set og endda også haft lejlighed til at tage billeder af, men det finder jeg bare i denne forbindelse alt for trivielt og uspektakulært, og ligesom andre remser der ikke har nogen konkret hverdagsmæssig mening i huskeformidlingsøjemed og derfor i bedste fald bare befordrer kedsomhed, også altid er det. Nej, skulle jeg virkelig nævne noget der gik et godt stykke ud over det trivielle, kunne det vel være Majors spændende jagt på antilopekød til aftensmaden, selvom vi godt nok ifølge sagens natur kun kunne være ganske få medvidere til dén. Men flåningen og den videre slagtning af dyret kunne dog følges af hvem der havde lyst, og et godt stykke kød kunne der også blive til hver den, der ønskede sig en steg med hjem den påfølgende dag. – Og med denne lille rigtige helt sandfærdige jagthistorie vil jeg slutte min beretning om min fødselsdagssafari, der endte med at blive én iblandt mange mindeværdige tildragelser, som mit liv i sin gavmildhed har skænket mig. – Som sædvanligt i nøje sammenhæng med, og i total afhængighed af mine medmenneskers helhjertede tilstedeværelse og medvirken.

Og herefter vil jeg så gå over til sidste afsnit af fødselsdagsberetningen, nemlig den fest sammen med både mine danske kolleger i det sydvestlige Kenya og så mange af omegnens lokale sorte folk, der måtte have lyst til at medvirke. For selvom der nu er gået 29 år, så er det ikke mindst denne del af min beretning der optager mig. Ikke fordi den, hvad selve forløbet angik, er noget, jeg er udelt stolt af, men fordi det netop var i forhold til den, jeg måtte indkassere en af mit livs største beter, eller hvad jeg nu bedst vil kunne kalde det. - Jeg havde netop få måneder tidligere, meget imod min vilje, været på nippet til at måtte forlade projektet i Abosi med uforrettet sag, hvilket var forårsaget af, at en halsstarrig danidaekepert, der altså åbenbart ikke havde haft alt for mange brikker at flytte rundt med, på en helt utilstedelig måde havde nedgjort mig både i mine lokale projektmedarbejderes og i lokalbefolkningens øjne i øvrigt, og det på en måde så jeg fuldstændig havde mistet min troværdighed overfor dem. Og dette var vel helt naturligt en, for mig, meget meget trist historie, som jeg kun slap heldigt omkring ved takket være en hollandsk kollegas uegennyttige opmuntring, praktiske støtte og erfarne vejledning, som igen førte frem til afholdelsen af den andetsteds udførligt omtalte workshop, som hvis overmåde heldige forløb kom til at åbne op for mine yderligere, mener jeg i hvert fald selv, 5 års både spændende, givende og ikke mindst hvad fremtidsperspektivet angik ganske epokegørende fortsatte tilstedeværelse her i Abosi.

Og det var da helt sikkert også denne euforiske sindstilstand, der fik mig til at planlægge min 60års fødselsdag som en aldeles umisforståelig manifestation af min taknemlighed, ikke mindst overfor mine lokale projektmedarbejdere, men også overfor så mange andre, der ellers havde støttet mig, mere eller mindre helhjertet, vendt mig ryggen, og så her på det sidste igen taget mine sande ærligt mente intentioner for pålydende. - En begivenhed som en 60års fødselsdag, som muligvis aldrig tidligere, på grund af de frivilliges, som regel, langt lavere alder, havde fundet sted, måtte jo nødvendigvis markeres iblandt mine danske frivilligkolleger, i hvert fald på regionsplan, en flok der vel med børn iberegnet talte et sted omkring 20 personer, hvorfor vort kvartalsmæssige regionsmøde helt naturligt i den anledning måtte forlægges til Abosi weekenden efter d. 10. sept. Men således at min fødselsdag, hvilket overordnet set var mig aldeles magtpåliggende, kom til at udgøre en fælles kenyansk – dansk begivenhed, et kulturmøde på lavt folkeligt græsrodsplan, hvilket jeg da også på forhånd i meget tydelige vendinger havde pointeret overfor mine danske kolleger, og som jeg da også til min store glæde bestemt havde fornemmelsen af, at alle, selvom noget sådant så absolut ikke tidligere havde været forsøgt, glædede sig til at blive en del af. Meningen var at vi danske ulandsarbejdere lørdag eftermiddag i samlet flok skulle begive os til Abosi skole og synge forskellige danske sange for de dér fremmødte lokale folk, hvorefter de så til gengæld skulle synge for os, altså ment som en manifestation af kulturmødets fundamentale betydning som grundlag for udviklingsarbejdets hele relevans og formålstjenlighed.

Således var det der tegnede sig i horisonten altså et rigtigt fælles kenyansk - dansk arrangement, som, troede jeg, faktisk kun vedvarende, silende regn skulle kunne spolere, for vejret er vi jo alle på nåde og unåde underlagt. Jeg havde hyret en af societiets bestyrelsesmedlemmer, som igennem en årrække havde været kok for hvide mennesker, som han udtrykte det, til at stå for den rent kulinariske del af det hele og bestilt en halv slagtet ko hos en slagter i Sotik, der af en af missionens præster skulle hentes tidligt om morgenen. Ligesom jeg også havde aftalt med min førnævnte gode danske veninde, Ruth, der efter safarien i Masai Mara var taget til Nairobi i et presserende ærinde, skulle komme tilbage derfra et par dage senere, for at hjælpe til med forberedelserne. - Så jeg havde virkelig meget store forventninger til markeringen af denne dag. Fredagen før var jeg i Sotik dels fordi jeg manglede sort peber, øl og mælk til mine gæster og dels fordi jeg skulle hente Ruth ved bussen fra Nairobi. Men peber fandtes altså bare ikke i byen, øl og mælk fik jeg, men Ruth var ikke med bussen, hvorved jeg altså måtte indkassere det første alvorlige brud på min plan. Hvortil naturligvis også føjede sig en ganske alvorlig uro for hvad der måske kunne være hændt hende, da trafikken og herunder ikke mindst bustrafikken var kendt, eller rettere med fuld rette anset som en farlig transportform fordi mange busdrivers simpelt hen kører med hovedet under armen, men som Ruth jo ikke desto mindre netop var afhængig af. Og jeg kunne da heller ikke lade være med at tænke på min meget nære kollega Elisabeth, som jeg et ars tid tidligere forgæves havde ventet på en hel søndag, og som, viste det sig, havde været ude for en meget alvorlig trafikulykke. - Og da jeg så halvdeprimeret og humørforladt igen var hjemme i mit hus, opdagede jeg en slange, der havde gemt sig på min veranda, endda én af de meget giftige som kaldes Puff Adder.

Jeg havde heldigvis læst den del om den og vidste, at den farlighed i nogen grad beroede på dens langsomhed der forhindrer den i hurtigt at flygte og gemme sig, og at den i regelen bider ret lavt, hvis man f. eks. kommer til at træde på den. Men væk fra mit hus skulle den i hvert fald. Og jeg vidste jo også hvor bange, ja, fuldstændigt perplekse de sorte bliver såmænd bare ved at tale om slanger, så fra deres side ville der ingen hjælp være at hente. - Jeg var simpelt hen nødt til selv at klare problemet. Derfor tog jeg et par læderstøvler på, som jeg tilfældigvis havde, tog i øvrigt en masse andet tøj på samt læderhandsker og bevæbnede mig med en panga – en ca, 50 – 60 cm. lang kniv (bruges også til at fælde træer med) som jeg forsigtigt prøvede at pirke til den med, men den lod meget sløv og ikke særlig villig til at flytte sig, det som jeg var ude på, var at få den til at anbringe sig i en stilling, hvor jeg kunne tilføje den et ordentligt hug i hovedet med pangaen eller så tæt på dette som muligt, og efter nogen tid lykkedes det, så jeg med alle mine kræfter kunne give den et hug lige på det rigtige sted, således at den i næste øjeblik var stendød. - Men selv ikke denne bedrift kunne jo fordrive min rastløse sindstilstand, Jeg bestemte mig for at stege nogle bøffer men måtte opgive det, fordi jeg jo ingen peber havde, jeg gik i seng men kunne ikke sove, så jeg stod op igen og fordrev et par timer med at bage en ordentlig stak pandekager. – gik i seng igen, og var nu blevet så træt, at jeg faldt i søvn med det samme og sov i 5 timer indtil jeg med et sæt sprang op og foretog mig forskellige forefaldende eller skal vi sige afreagerende arbejder.

Det næste endnu mere ødelæggende brud på min plan kom så tidligt om morgenen, altså på selve dagen. Der kom bud fra kokken, at hans kone var blevet syg og skulle på hospitalet, og at han derfor var forhindret i at komme. – Og der stod så jeg med en halv slagtet ko, men ingen til at lave den om til festmad! – Og jeg anede ikke mit levende råd. Dette var virkelig, tror jeg, meget værre end at stå med håret i postkassen! Selv at gøre noget ved den halve ko var en umulighed, og jeg kendte heller ingen andre der ville kunne gøre det! Så der var ikke andet at gøre end hurtigst muligt at sende besked til Sotik (det var da til alt held ikke var regnvejr) og melde afbud, så slagteren kunne nå at sælge sit kød til anden side inden varmen ville have ødelagt det. – Men nogen løsning på hvordan jeg ellers skulle klare at skaffe mad til mine gæster, havde jeg jo overhovedet ikke. Løsningen på det problem kunne måske være, først at overtale nogle af de folk, som jeg kendte, til eventuelt at slagte et får, hvis jeg så efterfølgende bare kunne være så heldig at finde en mand, der ville sælge et sådan et til mig? - Men sådan noget er ikke noget, man bare lige gør, i hvert fald ikke når man opholder sig i Afrika, for der må ting altid tage den tid, som det nu engang tager. Skønt den situation jeg her var bragt i jo ikke lige var kendetegnet ved overskud af tid. Jeg snakkede med præsten om, at jeg blev nødt til at udsætte denne fællesspisning med de lokale folk til en anden gang, fordi jeg pludselig ingen kok havde. Ja havde præsternes egen kok været hjemme, ville han kunne have klaret det. Men det var han altså bare ikke. Father John syntes dog ikke, det var nogen god ide at udsætte det, han skulle via sine forbindelser nok få problemet klaret ved både at finde en ged og nogen til at slagte og tilberede den, mente han, så det forlod jeg mig på, og selv ville jeg jo også kun allernødigst udsætte det. Men ved middagstid måtte han erkende, at det var mislykkedes, alle steder hvor han havde henvendt sig, var manden ikke hjemme, og koner har jo som bekendt ingen myndighed til hverken det ene eller det andet. - Men så til alt held fandt der et lille møde sted på missionen - og 4 af mødedeltagerne derfra, naturligvis mænd, ville gerne hjælpe mig ud af min klemme, selvom de ellers hverken var slagtere eller erfarne i madlavningens kunst erklærede de sig villige til at bistå mig formedelst de øller, som de mente måtte tilkomme dem, og som jeg jo i forvejen havde købt rigeligt ind af, og så ellers det fåreskind der måtte komme ud af slagtningen, og da jeg kendte disse folk ganske godt, havde jeg ingen grund til at frygte, at de kiggede for dybt i flaskerne. Så vidt så godt. Og herefter gjaldt det så bare at skaffe dette får til veje. Og til den ende opsøgte jeg den lokale ”storbonde” som jeg vidste, havde mange får, og som tilfældigvis var hjemme, og også han indvilligede beredvilligt, vi blev enige om prisen, således at der nu kun stod tilbage at indfange dette får, hvilket så til gengæld heller ikke var så helt ligetil, da det dels befandt sig rimeligt langt væk fra hans bopæl, og dels krævede en ung, adræt og udholdende løber til at indfange det, fordi det jo var midt på dagen hvor fårene gik spredt over et meget stort areal, modsat hvis det havde været om aftenen, hvor de gik samlet i en lille fold. Men til sidst lykkedes dog alligevel, så jeg kunne få sat ”slagteriet” i gang.

Men hele denne proces havde nu også taget adskillige timer, så da jeg endelig forpustet og noget udmattet kunne vende tilbage til mit hus midt på eftermiddagen, var det naturligvis fuldt af gæster, der jo givetvis var noget desorienterede over mit fravær, men dog havde haft nærvær nok til at gå i lag med kaffebrygningen og samtidig nærmest havde udslettet den anseelige stak pandekager jeg dog havde fået bagt. Naturligvis var de både glade og lettede over min tilbagekomst, men nok også en lille smule frustrerede – selvom alle mine hvide gæster (vel 15 eller der omkring) til alle tider og under alle forhold jo kun alt for godt kendte til det fyndord vi altid trøstede os med, når noget ikke lige gik efter planen: ”this is Africa” – ”dette er Afrika”. Men jeg måtte jo forklare mig så godt, som jeg nu kunne, med beklagelser og undskyldninger, idet jeg pointerede, at aftensmaden sammen med vore sorte venner ovre i missionens Social Hall nu efter mange forhindringer alligevel, med hjælp at 4 gæve farmere, var sikret. Iblandt de fremmødte var til min glædelige overraskelse også den med længsel savnede Ruth. For sagen var jo den, at Ruth i forvejen havde været hos mig i et godt stykke tid, og også havde fulgt mig ud til mine forskellige forbindelser, bl, a. også, da jeg skulle ordne nogle forretninger med hollandske Jan Houmann, og da han og hans kone også skulle til min fødselsdag have de på landevejen, der hvor stikvejen til Abosi møder den, genkendt Ruth, der her efter flere forskellige, hende selv uforskyldte, genvordigheder på busrejsen fra Nairobi altså nu stod i vejsiden og netop spejdede efter kørelejlighed til Abosi. - Også mine danske frivilligkolleger var for længst ankommet, og nu da klokken allerede var blevet over 3 var det så også på høje tid, at vi i samlet flok begav os imod Abosi skole, hvor de lokale interesserede helt sikkert ventede os.  – Og som noget helt særligt var der også en af frivilligkollegerne der havde medbragt sin særdeles velvoksne tuba, som han undervejs til skolen musicerede på, og dermed vækkede betydelig opsigt. – Og et held var det dog også midt i alle genvordighederne, at det ikke regnede, som det ellers så tit gør på den tid af dagen. Og dette lille utraditionelle indslag med udveksling af sange, viste det sig, gjorde øjensynlig stor lykke både hos de sorte og hos os hvide, og hvad der især glædede mig var, at vi danske for en gangs skyld formåede at udgøre en ligeværdig figur, også på det kulturelle område. Alle var glade, og vi danske høstede i særlig grad de sortes bifald i form af vedvarende klapsalver, da vi sang” Den sømand han må lide”, og bestemt ikke mindre da vi til allersidst gav de sorte et rungende hurraråb.

Oppe på missionen havde mine 4 ”fåreslagtere” også efterhånden fået deres job fra hånden så fællesspisningen, efter at det var begyndt at mørkne, kunne begynde. Men ak og ve, missionens generator ville ikke starte, hvorfor der intet lys var i den store sal, hvor spisningen skulle foregå. Så det blev nødvendigt at udsætte denne et par små timer imens Father John hastede til Ndanai for at låne den derværende missions generator. Men så var dette, viste det sig, slet ikke den eneste genvordighed, der kom til at plage denne multinationale fællesspisning. Nu er det jo sådan, at de sorte altid, i hvert fald hvor der ingen hvide er til stede, koger kød og rensede indvolde sammen, og derudaf kommer der en spise, som vi hvide bestemt ikke bryder os om at putte i munden. Og jeg havde i min til dels forfjamskede tilstand fuldstændig glemt at pointere overfor mine slagtere, at kødet og indvoldene skulle koges hver for sig. – I forvejen er fårekød jo ikke, for os hvide, det allermest delikate, man kan tænke sig, men kogt sammen med indvoldene er det altså direkte ulæggert. Så derfor endte denne fællesspisning faktisk med, at vi hvide, efter at Father John igen have fået skaffet lys i lamperne, måtte nøjes med de kogte kartofler og - eller ugali (majsgrød) imens de sorte med stort begær kastede sig over måltidets kød og suppedele. – Men når jeg alligevel på trods af alle disse genvordigheder, der jo i sidste ende kun delvis blev overvundet, nu efter disse mange år ser tilbage på denne fødselsdag med sindsro og glæde, så er det først og fremmest på grund af de intentioner, der fra min side lå bag, og som jeg følte mig ganske sikker på, også fra de sortes side ville blive modtaget med en udstrakt hånd, nemlig dette at forsøge at bygge bro imellem tilsyneladende vidt forskellige mennesker. – Jeg må indrømme, at de sorte tog del i hele festivitassen med liv, sjæl og den allerstørste appetit, imens vi hvide, for hvem alle disse genvordigheder, og naturligvis allermest den mangel på appetit til maden som omstændighederne havde givet os at kæmpe med, og som i nogen grad havde gjort os følelseshandikappede. Men dette forårsagede ikke, at det hele løb ud i sandet. Festen fortsatte med sang og optræden lige til over midnat iblandet mange anerkendende ord og anprisninger af det jeg allerede havde, og i fremtiden gerne ville gøre for dem.

Desværre var der ikke så mange af os hvide, der unægtelig, lidt til en skuffelse for mig, holdt ud så længe. Men på den anden side, så havde mange af dem jo kørt meget langt for at komme til stede, nogle med mindre børn, og de havde alle sammen ligesom jeg selv slet ikke været forberedt på alle de forhindringer der lige til det sidste vedblev med at lægge sig i vejen for den kodeks for orden i tingene, som jo er et ret så velkendt krav, som vi hvide faktisk på forhånd stiller til os selv. – Krav som de sorte i lykkelig uvidenhed – eller hvad? slet intet kender til – og som måske netop ér hemmeligheden bag deres sorgløshed, tilsyneladende uanset hvad?