Løvejagten

Den daværende engelske guvernør i Kenya, Sir Edward Grigg, har beskrevet det således:  Løvejagten viser masaikrigerens forbløffende personlige mod og uforrærdethed. Deres taktik er at lokalisere løven og omringe den uden andet i deres hænder end deres malede læderskjolde og bredskæftede spyd. Når kredsen snævres ind og spyddene kastes fra kort hold vil løven altid angribe. Og den kriger der så angribes vil altid blive maltrakteret.

Denne løvejagt fulgte sædvanen. Skønt spændingen  var betydeligt forstærket af en nyhedstørstende reporter i en flyvemaskine kredsende ovenover. En pragtfuld sortmanket løve var helt efter opskriften, omringet og spiddet, da to helt uforudsete situationer fulgte lige efter hinanden.

Prinsen af Wales og min kone havde lige netop, ubevæbnede iagttaget løvens endeligt, da en anden sortmanket løve kom masende ud af buskadset. Masaikrigerne gjorde hurtigt kreds omkring den, og endnu en kriger blev maltrakteret. Men løven faldt, ligesom den forrige med et spyd i hjertet.

Selv stod jeg vel ca.75 m. med en dobbeltløbet riffel, idet jeg ville beskytte Lord Delamere, Baronesse Blixen samt nogle andre kvinder. Men da jeg skulle til at afslutte denne ærefulde opgave kom der pludselig en tredie løve springende ud af buskadset midtvejs imellem Prinsen og vores gruppe. Den vendte fuldkomment respektløst bagenden til Prinsen og vendte sig imod mig med sine truende øjne under de buskede øjenbryn, idet den vredt svingede med halen.

Da jeg frygtede at komme til at såre den uden at dræbe den, valgte jeg at overlade initiativet til den selv. Ventetiden forekom mig uendelig lang. Men til sidst virrede den med hovedet og luntede væk. Masaikrigerne, som havde Prinsen imellem dem og løven, var nødt til at lade den gå. – Som min egen reaktion på det skete tog jeg min hat af til ære for dens bagende, der langsomt fortonede sig.