En nybagt ulandsfrivillig

Som bekendt begynder mange eventyr med: ”Der var en gang”! - For mig, hár mit liv været et eventyr, måske nok et af de mere usædvanlige, men alligevel et, som det er mig en stor glæde og tilfredsstillelse at fortælle om. Ikke nær så meget på grund af det jeg udrettede, som på grund af det jeg lærte om det, at være menneske. Dels gav det mig en dybere, indsigt i den gamle sandhed, at det du ser i det medmenneskes ansigt, som du møder på din vej, viser dit eget spejlbillede – og dels fordi det gav mig muligheden for i ensomhed (ikke den fortærende, men derimod den opløftende, vegeterende) at finde vej ind i en dyb, hidtil uerkendt grund for min eksistens igennem ”Gæring og Afklaring”, som jo også er titlen på en bog af forfatteren og præsten Jacob Knudsen, ham der også skrev den vidunderlige morgensalme: ”Se nu stiger solen af havets skød, / luft og bølge blusser i brand, i glød. /  Hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, / medens lyset lander på verdens kyst.
 
For en menneskealder siden, nærmere betegnet den 11. november 1984, fik jeg mit nye hjem og min nye arbejdsplads i en lillebitte landsby i Kenya med bare nogle få blikskure, en katolsk missionsstation med tilhørende beskeden sundhedsklinik samt to små, men alligevel ganske rare, nybyggede beboelseshuse, hvoraf det ene skulle blive min fremtidige bolig. Landsbyens navn er Abosi, og den ligger i det sydvestlige hjørne af landet, vel omkring 100 km. øst for Viktoriasøen og omkring 330 km vest for hovedstaden, Nairobi. Det var altså ca. 53 år efter at Karen Blixsen, af nød, måtte forlade sin Afrikanske Farm ved foden af Ngong Hills nær Nairobi, hvor hun sammen med de mange sorte lokale beboer, der boede omkring hende, og som hun omfattede med stor veneration og respekt, ja, man kunne måske endda også godt, ud fra hendes egen tids almindelige, europæiske nedvurderinger af de sorte folks status som undermennesker, sige kærlighed. Farmen og livet omkring den blev igennem hendes 17 – 18 år på stedet med ægtemand, elsker og en lang række af prominente eller ordinære og skiftende hvide gæster, som for kortere eller længere tid udgjorde omdrejningspunkt i hendes tilværelse med alt hvad hjertet kunne begære af kamp, dramatik, elskov, tab og fortrøstning. Når jeg nævner dette, så er det fordi hun, for mig, i kraft af sit vidsyn og sit skarpe intellekt kom til at rage højt op over sin egen tids andre hvide kolonister, der stort set alle dyrkede det ovennævnte, nedvurderende syn på Afrikas sorte folkeslag. Hun tog derigennem de første spæde skridt i en meget lang proces, der den dag i dag slet ikke er afsluttet, men som med Guds eller forsynets hjælp, og forhåbentligt en dag i fremtiden vil placere Afrikas folk, i andres men dog især i deres egne øjne, som ligeværdige borgere i et folkefællesskab der om kort eller længe skal modnes og tage form som en frugt af mange generationers kampe og lidelser. For mig har Karen Blixsens person igennem mine egne brydsomme, men frem for alt lykkelige år i Kenya, udgjort et vigtigt pejlemærke og en stor inspiration. Jeg ved meget vel at KB af kritiske røster igennem de seneste årtier, sorte som hvide, er blevet beskyldt for racisme. Men her er det værd at erindre, at hendes karat i så henseende ikke skal måles med vor tids målestok, men med den målestok, som på hendes tid var gældende, og om hvilken man vel roligt uden at gå nogen for nær kan sige gudgiven forpligtelse. Og ser man Karen Blixens liv og virke fra den synsvinkel, må hun så ubetinget anses som det fyrtårn, som jeg tillader mig at betragter hende som.
 
Det sker, at folk i en moden alder søger ud i det fremmede som f.eks. ulandsarbejdere motiveres dertil ved at et eller andet har været gået skævt for dem. Der kan have været noget ubehageligt de søger væk fra for at begynde på en frisk på et helt andet sted i verden, hvor de, i hvert fald ikke af andre, behøver at blive mindet om de ulykkelige ting, der kan have været hændt dem. At sådanne tilfælde forekommer, kan jeg nævne mig selv som et levende eksempel på. For det var da også ulykkelige hændelser i min familie der åbnede muligheden for, at jeg kunne blive fri til at realisere en gammel ellers bortgemt barndomsdrøm om at rejse ud og opdage verden. Tænker jeg nærmere efter, så har min sorg med dens til tider ubærlige tyngde krævet, at jeg mobiliserede alle mine kræfter på igen at komme ovenpå, ved at jeg omvekslede dages og nætters tårer og vågen til den spore i livet, der til sidste blev stærk nok til at sprænge den pansrede kappe som sorg, skyld, samvittighedskvaler og ikke mindst såret selvfølelse ellers havde lagt sin klamme hånd på min lyst og virketrang. Og det var ved denne genvundne friheds hjælp, jeg så samtidig genfandt min ungdoms gejst, min manddoms tålmod og min modenheds resignation. Jeg følte det som om, det netop var overvindelsen af mine egne kvaler, der gav mig trangen til endnu en gang med foragt for tabets mulighed at kaste mig ud i det uvisse. Når jeg nu her mange år senere sætter mig til tasterne for at fortælle om mine år som ulandsarbejder i Kenya, har jeg egentligt svært ved, med mig selv, at afgøre, om det er et forsøg på, her i min alderdom, at genkalde mig det ovenfor omtalte eventyr, eller det bare er et forsøg på retfærdiggøre mig selv overfor, hvad for mig selv må have været Guds hensigt med mig. Det der ligger mig på sinde er ikke kun at skrive en beretning om mine oplevelser igennem syv års bestræbelser på i bedst mulig harmoni med et, mig, vildfremmed afrikansk folkefærds egne drømme at inspirere til uforfærdet at give mig i kast med fremtidens udfordringer. Det er også i høj grad mit personlige bidrag til den vigtige, og efterhånden igennem mange årtier verserende debat om dansk vestlig udviklingsbistands succes, eller mangel på samme. Ifølge min bedste vurdering, så har den til trods for de allerbedste intentioner om det modsatte i alt for høj grad forfejlet sine målsætninger. Jeg må indrømme, at det, da det allerede er 25 -30 år siden jeg høstede mine erfaringer, kan være vanskeligt helt at adskille det som den gang var de aktuelle problemer, fra det som i skrivende stund driver mig til tasterne, og som vel egentlig dybest set er fremprovokeret af erkendelsen af at vor egen hvide verden ikke har magtet at slette det ”afhængighedstempel” som lige siden uafhængighedsbølgens start i 1960erne, skyllede hen over kontinentet, og som i vid udtrækning den dag i dag stadig efter disse mange år lever videre i bedste velgående. – Hvad kan da årsagen til denne march på stedet, som ingen vel har ønsket, være? – På baggrund af nu mange års ”hvid” hovedrysten over dette ”Tabte Kontinent”, skal jeg her forsøge at klargøre, hvorfor jeg mener, at en ganske væsentlig årsag til miseren er, at vi hvide, ved vor himmelråbende selviskhed og ved vort udviklingsmæssigt set i forhold til de sorte overlegne syn på dem, i katastrofalt omfang er kommet til at berøve dem den stolthed, der i fortiden sikrede dem deres førstefødselsret til det land, der dog igennem århundreder havde været deres, men som vort hvide ophav koldt og kynisk ignorerede. Derfor må den fornemste opgave for os som efterkommere af de tidligere kolonisatorer være, at gøre opmærksom på den betydning, som dette tab af stolthed og dermed af identitet har haft på de sortes eget syn på dem selv som mennesker, samt at nøglen til genetablering af det tabte ikke er at finde i hvide menneskers medynk og eventuelle dårlige samvittighed, men derimod i deres af os selv inspirerede falden på maven for tilfældige fremmede kolonisatores magtbegær. Og at de senere hvide hjælpeorganisationers massive indsatser for at hjælpe i virkeligheden, der måske nok for en overfladisk betragtning kan tage sig uegennyttigt ud, men som ikke desto mindre, uden tvivl, måske nok til dels utilsigtet, udgør en forlængelse af det èn gang etablerede, men for alle parter tragiske, hvide bedrevidenhedssyndrom.   
 
 Foranlediget af den sindsstemning hvori jeg den gang i 1984 befandt mig - det var jo dog så langt den allervæsentligste forandring i mit liv nogensinde, jeg her stod i begreb med at tage hul på - havde jeg et stort behov for at få samling på mig selv. For nu følte jeg for alvor behovet for, både reelt og i overført betydning, at pejle mig ind på mine nye omgivelsers hemmelige, og for mig, ganske ukendte væsen, ligesom jeg også havde et stærkt behov for at søge ind i mit eget inderste for at finde et, i det mindste foreløbigt svar på det rent eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? Og hvad har jeg her at gøre? Jeg behøvede ganske enkelt en form for et modus vivendi for at favne de enorme modsætninger imellem det, der på den ene side er mig selv og mine egne drømme, og så det, der på den anden side er de herværende mennesker, med deres drømme. - Stående på dørtærsklen til min nye bolig, gik jeg indenfor i min lille nødtørstigst møblerede stue, der som lovet stod akkurat som mine danske forgængere, en sygeplejerske og en landmand, havde efterladt den, og i øvrigt sammen med husets øvrige indbo inklusive køkkengrej og andet husgeråd, gik jeg i gang med at trække en elledning fra bilbatteriet og forbinde det med min medbragte radio / kassettebåndoptager, og spontant satte et bånd på, som lå i en kassette, der på forsiden var påmalet et stort dannebrogsflag. Båndet, som også var en arv fra mine danske forgængerne i huset, indeholdt nogle af vore mest kendte danske sange, indsunget af Lasse og Mathilde. Og dette fik mig til at tænke på hvor heldig jeg i grunder havde været ved at høre med til de årgange derhjemme, hvor det at synge vore danske sange endnu i bogstaveligste forstand var en integreret bestanddel af den danske folkeskoles hele formål og undervisning, og som jeg derved havde tilegnet mig et, ja, jeg tøver ikke med at sige, et kærlighedsforhold til vor nationale sangskat. For mig forholder det sig sådan, opdagede jeg med ét, at jo længere væk jeg var kommet hjemmefra, jo mere styrke og mod kunne jeg, syntes det mig, uddrage af disse min hjemstavns sange. – I Danmark er jeg født / der har jeg hjemme / der har jeg rod / derfra min verden går! Således skrev H. C. Andersen, som jo også er så kendt for tesen: At rejse er at leve – og han vidste givetvis hvad han talte om. For ham var det netop det fremmedartede der blev det hjemmevantes spore og befrugter. Og så var der Jeppe Aakjærs Ole, der sad på sin knold og sang om den udlængsel, der endda, uanset dens tilsyneladende ret så luftige karakter, formåede at sprænge de bånd der bandt ham til morderen imens øjet skinnede og tårerne løb, da han for alvor følte, at intet mere i verden bandt. - Men ej kan beder og får forstå / længslers tog over bølger blå. Nu var dette altså ikke længere bare en drøm for mig – det var virkelighed.  Jeg blev på en gang både euforisk over min drøms virkeliggørelse og vemodig over min flugt fra hjemlandets trygge rammer. Og her var jeg på lykke og fromme overladt, om ikke fuldstændigt til mig selv, jeg havde jo dog en dagsrejse eller to væk en organisation i ryggen, men alligevel, jeg var langt længere væk fra hjemmets skærmende vinger, end jeg ellers nogensinde havde været. – Ville jeg mon bestå denne, min missions manddomsprøve? - Jeg var fri til at trække tråde fra i mit eget jeg, som jeg påhæftet følsomme detektorer ville kunne kaste ud i mine nye omgivelser for at indfange responderende tanker jeg rimeligvis ellers aldrig tidligere havde tænkt mulige.  
 
Jeg havde just lige, med min splinternye Suzuki firehjulstrækker, haft min allerførste køretur fra Nairobi og ud vest på ad nogenlunde antagelige asfalterede landeveje igennem provinsen Rift Valley med det såkaldte ”Hvide Højland” der bød på en hav af helt vidunderlige udsigter, ikke mindst den udsigt, der på et tidspunkt åbnede sig mod syd ud over den monumentale, og i hvert fald igennem mange, mange år udslukte vulkan ”Longonot”, der lå bare nogle få km. fra landevejen, og som rejser sin kegle og sit krater på en måde, så man fra landevejen ligefrem kan kigge ned i det. Dette helt betagende syn stemmer uvilkårligt én til ydmyghed overfor moder naturs vældige kræfter. Men allermest betagende fandt jeg dog de sidste 30 – 40 km ad meget dårlige stikveje i øsende regn og kraftig torden, hvor det flere gange mere var lykken end forstanden der forhindrede, at jeg med min nye bil blev hængende i sølet. Det var nu ikke kun på grund af de dårlige veje, jeg ikke glemmer den tur. Det var først og sidst fordi landskabets bedårende skønhed og lysegrønne frodighed i den grad betog mig. Sagen var nemlig den, at en meget, meget lang og altødelæggende tørke, hvor både mennesker og dyr døde på stribe af mangel på vand, få uger forinden var ophørt. Enkelte kadavere af køer og æsler lå der stadig tilbage i vejkanterne og mindede mig om de nærmest foregående års misvækst. Men nu var regnen altså endelig kommet tilbage. Jeg havde jo netop selv, på mit forberedende sprogkursus andetsteds i Kenya, oplevet hvordan menneskene der, så snart Vor Herre havde åbnet himmelens sluser for den livgivende regn, skiftede sind og fra lang tids svidende sol med deraf følgende mistrøst og trusler om sult med ét genvandt troen på hans nådige forsyns sejr over al jordisk elendighed ved at skabte dette forunderlige fornyede, fremtidshåb. Den sprukne jord formeligt eksploderede i et orgie af indestængt grøde, så alt det der før var trist og goldt, helt bogstaveligt fra den ene dag til den anden måtte vige for dette lyst – og lysfyldte grønne. De af mine landsmænd der ikke selv har været vidne til det, vil slet ikke kunne tro det muligt. Det var nok lige netop derfor, jeg i glæde og taknemmelighed over min egen medleven i denne atmosfære af livsbekræftende håb følte mig fuldstændig bjergtaget af det panorama som denne køretur imod vest, der med den efterhånden ophørende regn og den gennembrydende eftermiddagssol spillende i Abosi Hill, som med sine omkring 2100 m. over havet udgjorde et af de få højdepunkter i det vestlige Kenya, som jeg hjemmefra havde kunnet spottet på noget atlas, og som her i den virkelige verden igen sekunderedes af et antal spredte, toppede klippeformationer, som takket være den nedgående sols strålers rundsendte deres ustandseligt skiftende reflekser. Efterhånden som jeg bevægede mig stadigt længere og længere mod vest, kunne jeg ikke dy mig for, med billederne af mange andre helt anderledes trøstesløse afrikanske landskaber i baghovedet, som jeg også andre steder i Østafrika havde set  at tænke: hvor længe kan dette blive ved? Ligger der mon foran mig en trist halvørken og venter på mig? Eller skulle jeg mon virkelig få mit fremtidige virke i disse forjættende omgivelser? Det er ikke spor for meget sagt, at jeg følte mig tryllebundet af dette, mit allerførste møde på nært hold med det rigtige Afrika, med dets mennesker og med al den mystik og gådefuldhed, som set fra os fremmede udvikleres selvpromoverede stade vel må lignes med hemmelige koder, som hver enkelt af os kan vælge om vi vil give os i kast med, og, måske, få held til at knække, eller hellere vil vælge at se bort fra og med vanlig europæisk selvsikkerhed henholde os til den helt konkrete opgaveløsning, som vi hjemmefra er overdraget. Uanset at et oplagt udviklingspotentiale derved meget let lader sig reduceredes til et ”Goddag mand – økseskaft” For mit eget vedkommende var der imidlertid ingen tvivl. Jeg følte mig forpligtet til at gøre forsøget / forsøgene. Alt andet ville være mit gemyt og min trang til indsigt i indviklede årsagssammenhænge imod.
 
Og dertil er desuden at tilføje, at spillet imellem mennesker mere eller mindre bevidst, og ikke mindst over min egen omskiftelige livsbane, er blevet min lidenskab. Som da min ældste søn, som baby, siddende på moders arm præsenteret for sit spejlbillede, rakte sin lille arm om bag ved for at undersøge hvad der mon kunne være på den anden side? – Også jeg måtte / ville være nødt til at give mig tid til at undersøge de mange bagvedliggende forhold, der måtte styre de mennesker, som jeg nu var sat til at arbejde iblandt. Da jeg i mine unge år som vorndene selvstændig landmand tog på landbrugsskole, var en af de vigtige ting vi lærte, at vi, hvis vi kom ud for at skulle begynde vor gerning på et fremmed sted, hvor vi ikke kendte hverken jordens bonitet eller naboernes gemytter, var det af største vigtighed, at vi til at begynde med i alle måder holdt en lav profil, og at det før alt andet ville være en god ide at stikke fingeren i jorden og ”lugte” sig frem til, hvor det nu var, man befandt sig. – Og her var jeg virkelig for alvor kommet til et ukendt sted. Så var der ellers noget jeg havde brug for, så var det netop at stikke fingeren i jorden og ”lugte” mig frem til hvad det var for mennesker, jeg for de kommende to år havde skrevet kontrakt med, og dermed også var bundet til at leve og arbejde sammen med. Opgaven, jeg havde fået, gik i første omgang ud på at være det stedlige Farmers Cooperativ behjælpelig med at organisere en transportordning for deres mælk til den nærliggende afdeling af Kenya Cooperative Creameries (K.C.C.), (initieret og finansieret af Danida under det danske udenrigsministerium). Denne afdeling lå i byen Sotik i en afstand af ca. 30 km. fra Abosi, men ad meget dårlige veje, der i regntiderne ofte kunne være vanskelige - til tider nærmest umulige at passere. Huset jeg skulle bo i, var et hus, der oprindeligt havde været bygget til en frivillig dansk sygeplejerske tilknyttet sundhedsklinikken, som tilhørte, og blev drevet i samarbejde med den katolske mission. Huset, som således de facto ejedes af sundhedsklinikken, var et ganske dejligt mindre murstenshus som lå på en høj, klippefyldt bakkes nordskråning således at der fra dets åbne veranda på husets nordside var en ganske vidunderlig udsigt over en stor grydeformet dalsænkning med spredt busk - og træbevoksning imellem et utal af runde græstækkede lerhytter, dyrkede jordstykker, imens det hele mod vest og nordvest var omkranset af runde grønne bakkeformationer stort set uden anden bevoksning end tæt afgnavet græs, Mod nordøst og øst lå der en høj rund stenet og klippefyldt bakke, der var bevokset med kratvækster og lav træbevoksning, og hvor der desuden på toppen lå en ret så primitiv politipost med tilhørende arrest, og mindede områdets beboere om at dette udsted også lå under for lovens lange arm og var et civiliseret sted. 
 
Jeg mindes også endnu med ganske særlig glæde dette, for mig, ekstremt fremmedartede panorama der mødte mit øje på min allerførste morgen i Abosi, hvor en stor del af disse mange småbønder var i gang med, inden solen kom for højt op på himlen og gjorde luften varm og mændene døsige, at pløje med deres forspand af 4 eller 6 okser, hvor mændene styrede ploven og konerne svingede pisken over oksernes rygge imens tilråbene fra grove mandsstemmer og skingre kvindestemmer blandede sig med køers brølen, oksers snøften, æslers skryden og børns råben og fnidder hen over bosteder og marker, godt blandet op med duernes kurrende elskovssang fra de omkringstående træer og buskadser. Jeg bemærkede mig hvor lydt hele dette landskab trådte mig i møde i disse mine allerførste morgentimer på dette sted, hvor der næsten ingen vind var. Lydene var klare og rene og lod sig bære langt omkring. Ja, de ledte uvilkårligt mine tanker hen på, at alt dette drejede sig om en kantate der spilledes til ære for den nye dag, og som var orkestreret af et utal musikere hver med deres helt særlige instrument og  med en stor dirigent på podiet, der, fordi han var så dybt indlevet i det hele scenario, ønskede at også jeg, som en fremmed, skulle kunne sanse og ladet sig bjergtage af den nye dags begyndelse, nu imens solen sindigt stod for at skulle hæve sig op over de nære omgivelsers morgentravlhed, så vel som over de fjernere horisonters blå bjerge på dagens rejse mod zenit. Og jo højere den steg og steg, des tydeligere tegnede de spredte ”sommerskyer” deres mørke skygger sig hen over de kuperede landskaber, som de jævnt og lydefrit gled hen over som lydige marionetter. Kvinderne, fornemmede jeg, var dem, der var mest vedholdent engagerede i den nye dags aktiviteter - eller hvilede mon nødvendighedens byrde tungere på dem end på mændene? For det var, kunne jeg nogle få timer senere iagttage, netop mændene der først, når solen for alvor begyndte at brænde, søgte ind i træernes skygger bevæbnede med deres transistorradioer, en iagttagelse som jeg siden hen igen og igen måtte prøve at finde svar på, imens kvinderne, disse altid tålmodige, hårdtarbejdende og frem for alt smilende og glade væsener, som jeg snart skulle lære at se op til. - Som nævnt havde landet nylig været plaget af langvarig tørke. Så det må nødvendigvis, ved min ankomst have stået det samlede samfund i frisk erindring, men ingen nævnte det, og havde jeg ikke spurgt, ville jeg såmænd intet have hørt om det. – Det hører åbenbart ikke til god tone at beklage sig, ikke en gang bare at tænke på det. Men noget fik jeg dog halet ud af, først og fremmest mændene, måske også fordi der kun var få af kvinderne der talte andet end stammemålet. Og det forstod jeg jo af gode grunde ikke en brik af.
 
Jo længere tørken havde varet, fortalte de, jo mere desperate var folks indbyrdes kamp om vandet blevet. Mange kilder tørrede ud, og de kilder der stadig gav vand blev stadig mere og mere karrige. Til sidst måtte der graves ned i flodsengene, for at få vandet til, dog stadigt langsommere, at pible frem. Men det var jo ikke kun menneskene der skulle have vand, det skulle kvæget også. Derfor begyndte kvinderne allerede fra eftermiddagen, med deres plastdunke at stille op i køer, for når det en gang blev deres tur, at søbe det sparsomme vand op med en konservesdåse og derfra hælde det i dunkene. Men det var ikke hver gang det lykkedes alle at få vand inden morgenlyset meldte sig. For så kom mændene med deres kvæg, som herefter ubetinget havde forret. Således at de kvinder der ingen vand havde fået bare tomhændede kunne gå hjem igen. Derfor var det da heller intet under, at dødeligheden blev stor blandt både mennesker og dyr. Men ifølge deres erfaringer efter generationers tvekampe med naturens luner, var de nødt til at bøje nakken og underkaste sig de tilskikkelser, som det alligevel ville stå uden for deres formåen at ændre på. Der var kun tilbage at påkalde sig Guds nådige forsyn, lide i stilhed. – Der er da heller ingen tvivl om, at de har sendt mange bønner til ham, imens dette at gøre oprør imod hans orden, for dem, ville være helligbrøde – ja, simpelt hen under deres værdighed. – Måske er det netop denne fastlåste forståelse af begrebet ”Guds Almagt”. Der for os fremmede udgør udviklingsarbejderes største og vanskeligste udfordring i udførelsen – eller måske rettere - udlevelsen af vore jobintentioner på en frugtbar måde, dog mest når det drejer sig om kvinderne, så konfronteres vi fremmede med selveste ”Guds Vilje”, som mange os hverken har noget forhold til, eller forståelse for.
 
På mit livs første søndag i Abosi bestemte jeg mig til at gå i kirke. Et sted skulle jeg jo begynde indlede min akklimatiseringsproces i forhold til min nye ”hjemegn”, og når nu kirkebygningen, der for øvrigt kun så ud til at være ganske få år gammel, var sekskantet og havde ret små beskedne vinduer med farvet glas der var anbragt ret højt på muren under selve tagkonstruktionen, som gik op i en spids og faktisk så ganske spændende ud, lå lige uden for min dør.  – Så hvorfor ikke? – Når nu den lille kirkeklokke der var anbragt på en beskeden klokkestabel ved sin ringning havde annonceret gudstjenesten. Og indenfor, viste det sig, at rummet var ret imponerende af størrelse og fyldt med bænke med rygstød der gav plads til en stor menighed. Præstens talepult husker jeg som lige op og ned og uden særligt iøjnefaldende udsmykninger var placeret på et ret stort podium, som også gav plads til en mindre talepult beregnet til kattekisters (særligt udvalgte og til formålet skolede lægfolk) oplæsninger, bekendelser og eventuelle andre kirkegængeres vidneudsagn. - Kirken var den pågældende søndag ikke fuld, men langt de fleste tilstedeværende viste sig at være kvinder. Det nøjagtige tidspunkt for messen toges ikke særligt højtideligt, da det at komme og gå efter forgodtbefindende synes at være en naturlig ting. Der var naturligvis intet orgel, men i stedet var der kvinder der musicerede med sang akkompagneret af trommer og kastagnetter. Præsten og kattekisterne talte alle kiswahili under messen, (Kenyas nationalsprog). Der var også det man på dansk kalder altergang dog uddeltes kun brødet, idet det ifølge katolsk praksis kun er præsten der får lov at smage vinen). Til allersidst inden afslutningen, blev jeg af præsten, til stor overraskelse for mig selv på engelsk og kiswahili, budt velkommen til Abosi, og opfordredes samtidig til selv at fortælle menigheden hvem jeg var, og hvad jeg i det hele taget var kommet til Abosi for. Desværre var jeg fuldstændig uforberedt, men var jo nødt til at noget at sige, naturligvis også på engelsk, som så oversattes til kiswahili - hvad jeg fik sagt husker jeg ikke meget af, men fik jeg ikke andet ud af den oplevelse, så lærte den mig dog i det mindste, at jeg for eftertiden var nødt til altid, i alle sammenhænge, at have noget parat i ærmet, for ikke i gentagelsestilfælde at falde igennem overfor ”folket”. For jeg opdagede hurtigt hvor let de sorte har ved at tage ordet i en forsamling, især kvinderne overraskede mig ved deres selvsikre måde at tage ordet på. Ordene flød fra dem, som man i gamle dage udtrykte yndede at udtrykke det, som skidt fra en spædkalv med mavepine. - Der var der virkelig et område, hvor vi danske, i forhold til vore sorte medmennesker, må anses som de rene undermålere. 
 
I det område omkring Abosi, der fremover skulle udgøre mit virkefelt lå der en halv snes landsbyer med tilsammen vel omkring 10,000 indbyggere, som alle tilhørte kipsigis stammen, der oprindelig ligesom folk af Masai stammen, var kvægnomader. Faktisk kun med den forskel, at hvor masaierne stadig, til trods for at det ikke længere, som det ellers igennem utallige generationer havde været, var muligt for dem at flytte fra sted til sted i deres evindelige søgen efter de bedste græsninger for deres eksistensgrundlag, kvæget, alligevel stædigt, til trods for udviklingens ugunst, forsøgte at holde fast i deres gamle livsform, der var kipsigierne mere indstillet på at indordne sig de nye tiders vilkår. Hvor masaierne holdt på, at de havde en gudgiven ret til alt kvæg på jorden, og derfor på livet løs og med fred i sjælen ved regulære krigstogter, røvede kvæg fra nabostammerne, ja, jo egentlig blot hjemtog hvad de mente var deres retmæssige ejendom, der havde kipsigierne generelt en mere moderne indstilling. I begyndelsen af 1900tallet, da de hvide for alvor begyndte at kolonisere landet var kipsigierne, om end modvilligt, mere tilbøjelige til at lade sig bruge og inspirere af de fremmede kolonister, hvorimod Masaierne ganske enkelt hellere lagde sig til at dø, end frasagde sig deres traditionelle livsform ved at indordne sig. kipsigierne havde altså til en vis grad taget de hvides tilstedeværelse ad notam og forsøgte at indrette sig med deres livsgrundlag, kvæget, som basis, med de begrænsninger som den engelske koloniadministrationens beslaglæggelse af en betragtelig del af deres bedste jord, nu en gang måtte sætte. Dertil var der det særlige forhold at abosiområdet lå i udkanten af kipsigistammens stamterritorium og havde masaifolket imod syd og sydvest og kisiifolket som der også fra tid til anden var kontroverser med, imod nord og nordvest. Det var nu ellers ikke fordi det i årene omkring min ankomst havde den store betydning, da alle øjensynligt levede i fred og fordragelighed med hverandre. Da jeg ankom til landet, så det nærmest ud som om euforien fra landets selvstændighed omkring 20 år tidligere stadig gav sig tydeligt til kende. Spurgte man tilfældige mennesker hvilken stamme vedkommende tilhørte, var svaret hver gang, at stammetilhøret ikke mere var vigtigt, for nu vi er alle kenyanere, som de sagde. Og man hørte da heller ikke noget om, at der skulle være internt fordrevne mennesker inden for landets grænser. Men desværre skete der, især hen imod slutningen af min tilstedeværelse, en gradvis skærpelse af stammemodsætningerne, så blodige sammenstød i grænseområder ikke længer var sjældne, heller ikke i Abosiområdet. Og selvom disse sammenstød som oftest var stærkt lokalt afgrænsede, skabte de alligevel uro og nervøsitet. Og de gav mig da også lejlighed til at erfare, at der på trods af markante tegn på, og vilje til fredelig sameksistens, så var der stadig potentielle stridspunkter der lå og ulmede her og der, og som på grund af myndighedernes ofte manglende konsekvens eller åbenlyse partiskhed medførte, at de implicerede fristedes til selvtægt og dermed i stridsspørgsmål tillagde sig stadig kortere lunter. Hvad der især bekymrede mig var den tilsyneladende euforiske dødsforagt og nådesløse krigsgejst hvormed de implicerede ofte gik ind i disse bataljer med løftet pande, som gamle kavaleriheste der opildnedes af trompetfanfarer.
 
Som anført, så var både masaier og kipsigier traditionelt nomadefolk. Hos masaierne regnedes det, ifølge deres tradition, overhovedet at kradse i jorden i den hensigt at dyrke den for utænkeligt – ja, det sås ligefrem som gudsbespotteligt. Deres daglige føde bestod af kød og mælk foruden blod som de tappede fra en blodåre i kvægets hals, dette sidste var også almindeligt hos mange andre stammer.  Hos kipsigierne gjaldt det ligeledes, at de traditionelt, bortset lige fra at deres kvinder dyrkede den hirse de skulle bruge til ølbrygning, heller ikke befattede sig med at dyrke jorden. Det var først noget op i 1900tallet at englænderne introducerede majsen som supplement til det, som de sorte ellers altid havde levet af, men som jo forudsatte meget store landarealer, som nu bare ikke længere stod til deres rådighed, og befolkningstætheden, dels på grund af stadig flere munde at mætte og dels på grund af de hvides beslaglæggelse af stadig større arealer til dyrkning af salgbare afgrøder som te, kaffe, sisal samt i visse varmere lokaliteter også bomuld, som alt sammen førtes ud af landet til gode for koloniherrerne, En helt nødvendig forudsætning for nomadelivet er nemlig store landarealer med få mennesker. Det ansloges at Kenyas befolkning ved forrige århundredeskifte udgjorde omkring 1½ million mennesker, hvilket naturligvis fristede mange hvide nybyggere til at invadere landet, hvor de næsten ingen mennesker fandt, som de kunne tage jorden fra. (det er dog kun ca. 20 % af Kenyas jord der er dyrkbar, resten er bjerge, klipper, ørken eller halvørken). Så det forhold at befolkningen i dag anslås at udgøre 30 millioner fordrer i sig selv så store omstillinger at det nærmest trodser enhver forestilling, foruden at det også har trængt en masse mennesker dels ud i halvørkenlignende områder med tvivlsom dyrknigsværdi, og dels fået byområderne til at vokse eksplosivt. Undervejs i alt dette har nomadetilværelsens frie liv på stepperne nødvendigvis måttet opgives til fordel for bofasthed og dyrkning af jorden for overhovedet at få noget at putte i munden. Den deraf følgende øgede befolkningstæthed i de til dem reserverede områder, sammen med traditionelle værdiers stadige tilbagetog under indtryk af den nye tids krav, fik igennem 1950erne – og tresserne en god del kipsigier fra det i datidig målestok mere progressive Kericho District, som var deres oprindelige hjemsted, til at søge tilbage til gamle dages livsstil, hvor der endnu var jomfruelig jord at finde. Og det var netop dette, der førte til, at Abosiområdet så at sige blev erobret dels fra de vilde dyr og dels fra masaierne. Området bestod på det tidspunkt af en blanding af kuperet urskov og savanne og havde et rigt dyreliv bestående af de både små og store kød – og planteædere, men betragtedes dog af masaierne som deres domæne. - Hvis man ellers kan sige det sådan, for i virkeligheden var hverken kipsigier eller i særdeleshed ikke masaier med på disse nymodens ideer om at kunne eje jord, som jo var kommet til dem sammen med de fremmede kolonisatorer. Jord var egentlig, ifølge deres traditionelle opfattelse, noget der bare var der, og som man, hvis der ikke var nogen, hvor man kom frem, eller hvis man følte sig stærk nok til at drive eventuelle i forvejen tilstedeværende okkupanter væk, var i sin gode ret til at tiltage sig den til alle tider midlertidige brugsret over den. Masaierne gav da heller ikke godvilligt slip her. Følgelig havde stammekrigene imellem dem da også igennem årtier og til helt op imod slutningen 1970erne været både blodige og grumme. Men samtidig var de også, efter hvad jeg måtte skønne, for de migrerende kipsigier fra mere udviklede områder, en ikke helt uvelkommen ”flugt” tilbage til ”de gode gamle dage” hvor skærmydsler imellem disse evindeligt rivaliserende stammer både hørte med til dagens orden, til unge krigeres heroisering, samt ikke at forglemme, til den kamp for tilværelsen, som nu en gang for alle mennesker, alle steder på jorden, udgør selve livets indhold. Derfor, når kipsigierne her bare en halv snes år efter, at dette var foregået, fortalte mig om disse, for mig at se, grufulde sammenstød, så var det ikke uden stolthed, ikke bare over at have trængt masaierne væk men også over den gru, bål og brand, parret med nådesløs dødsforagt hvormed dette var foregået. At det her også drejede sig om bevidst gennemførte blodige træfninger, som en del af disse, mine kommende arbejdsfæller, selv havde taget aktiv del i, uden at jeg ellers på nogen måde kunne sætte en finger på deres medmenneskelighed i øvrigt, havde jeg svært ved at kapere, samtidig med at det stod det mig klart, at om jeg nogensinde ville gøre mig håb om at udrette noget som helst her. Så måtte forudsætningen være, at jeg seriøst og fordomsfrit prøvede at grave mig ned i deres historiske baggrund, for at lære at forstå bare en flig af motiverne for deres krigeriske handlemåde i stort som i småt. Jeg måtte erkende, at jeg ud fra mine egne begreber om menneskelighed ikke forstod deres utilslørede stolthed over ligefrem at have massakreret medmennesker. Men jeg var også nødt til at medgive, at tilsvarende grusomheder jo dog heller aldrig havde været vore egne europæiske folkeslag fremmede. Og derudfra betragtet må ondskabens væsen vel sagtens rangere som en uafvaskelig menneskelig tilbøjelighed, som vi altid må regne med – selvom vi naturligvis på den anden side heller aldrig må opgive håbet om en dag at overkomme den. Ud fra denne synsvinkel ville enhver form for bedrevidende moralsk belæring fra min side være det samme som en falliterklæring i forhold til den opgave, jeg havde kastet mig ud i.
 
Jeg ved meget vel, at der er meget langt fra Danmark til Kenya. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at der på de dybere menneskelige planer, på trods af tilsyneladende himmelråbende forskelligheder alligevel er helt utroligt meget vi er fælles om. Forskellighederne, som også for en stor del kan have rod i det forhold, at vi europæere på grund af vor igennem århundreder tilsyneladende uovervindelighed utvivlsomt har tillagt os selv en glorie, der langt fra altid har været belæg for. Enhver hvid vesterlænding der med åbent sind igennem længere tid og har opholdt sig i Afrika, må nødvendigvis vedgå sin fascination af disse sorte folkeslag, ikke mindst fordi de har så mange umiddelbare måder at udtrykke sig på. De forstår sig på kunsten, på en aldeles indtagende og forførende måde, at blande de talte ord, kroppenes gebærder og ansigternes mimik sammen til en uimodståelig musisk cocktail, akkurat på samme måde som vore egne mindre børn, der ved deres umiddelbarhed mestrer kunsten at gøre store, voksne mennesker bløde om hjertet - lige indtil vi voksne, indimellem med møje og besvær, med det ubestemmelige begreb vi kalder ”livets nødvendighed” som det afgørende argument, har fået denne barnlige kvalitet pillet ud af dem. Det drejer sig altså en medfødt evne, som vi i vore ”udviklede” omstændigheder bryster os af at være vokset fra, men som vi alligevel i mødet med Afrika, om end ofte modstræbende og halvhjertet, må erkende udgør en kulturel guldgrube. Og jeg har da også i denne forbindelse tit måttet gribe mig selv at tænke på min egen dåb, hvor, fordi mine forældre havde ønsket det, Jesus jo netop her belærte dem i den lyttende menighed påhør, om at lade de små børn komme til ham, for, som han i sin visdom udtrykte det: den der ikke modtager Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. 
 
Ligesom de sorte har visse egenskaber, vi misunder dem, så har vi også visse egenskaber, de sorte misunder os. Eller er det bare fordi, vi hver for sig, indfanges af det der er anderledes? Eller måske fordi det anderledes altid er interessant ved på én og samme tid både at være fascinerende og frastødende. Der er jo også meget stor forskel på at være hjemme, hjemme hos én selv, og at være fremmed i det fremmede. Er man ude, ser man på sit land og på sig selv med ganske andre øjne end man ville gøre, da man var derhjemme. – Man kan nu og da stød på udtrykket ”udviklingsturisme”, som er betegnelse for mennesker fra en rige verden, der for at sige det kort, rejser ud for at frelse verden. Og det kan de i ekstreme tilfælde være så optagede af, at de rent ud sagt af dårlig samvittighed over egen herkomst, kaster vrag på egen baggrund og forsøger i samklang med vore ideale forestillingers tvekamp med alverdens ondskab og elendighed, ved at gå op i en højere enhed sammen med dem vi vil hjælpe, og som kan fører til den absurditet, måske lidt groft sagt, at de sorte ønsker sig hvide og vi hvide ønsker os sorte, uanset at vi hver for sig er og forbliver dem vi er og kun formår at udvikle os harmonisk ved ydre påvirkninger, dersom vi tager udgangspunkt i hver vort eget indre og forbliver dem vi er, formet og indlejret i vore egne kulturer og traditioner. Forestiller vi os andet, løber vi uvægerligt vild i vore egne sanseligheders labyrinter.
 
Mit møde, med det rigtige Afrika, med dets mennesker og den mystiske gådefuldhed som hører dette kontinent til, var mig en ren åbenbaring af mangfoldigheden i vor klodes umådelige rigdom af lutter forskelligheder. Forskelligheder som jeg lærte at se på som yderst vedkommende udfordringer af de fastlåste positioner, jeg selv, som tro discipel af vesterlandsk målbevidsthed, helst ville tro var universelle, nu spontant gik i gang med at udforske som det ”livets salt” uden hvilke menneskelig søgen ville forblive flad og uden mening. Den opgave der her var mig betroet, tænkte jeg, med en dansk bondes grundtvigsk inspireret resonement i baghovedet: ”Hvordan skulle jeg kunne udrette noget til gavn for disse mennesker uden først at sikre mig mest mulig viden om, hvor de kommer fra, hvor de står, og hvad de tænker? Vigtige spørgsmål, som jeg ikke ville kunne få fyldestgørende svar på ved bare at udspørge dem? Jeg måtte kunne sammenholde deres svar med skriftlige kilder fra anden side, som jeg var nødt til læse mig til på engelsk, skønt mine evner på det felt var ret så beskedne, hvorfor jeg brugte de lange mørke aftener i ensomhed til, ved petroleumslampens flakkende lys, eller ved lyset fra et meget lille neonrør som var tilsluttet min bils batteri, skiftevis at studere nedskrevne fortællinger fra Afrika og finde meningen ved opslag i engelsk – dansk ordbogen. Vel var det møjsommeligt, men også spændende, da det, som det hele drejede sig om jo i virkeligheden var at knække en kode, der måske ville kunne åbne mig nogle sprækker ind til den gamle afrikanske virkeligheds kringelkroge tilligemed nogle veje ind i verdens dagsaktuelle fordringer om nye fortællinger. Jeg fandt bl. a. frem til en lille bog, som en tidlig engelsk eventyrer, Ian Orchardson, havde skrevet. Han havde igennem en årrække i 1900tallets begyndelse levet iblandt kipsigierne, talte deres sprog havde giftet sig med en af deres kvinder, hvorved han, også iblandt kipsigierne selv, antoges som en af deres egne. Han fortæller bl. meget a. hvordan både masaier og kipsigier nærmest kunne betragte blodige træfninger som regulære sportskampe, hvor de sågar kunne beslutte sig for at spise et måltid sammen inden de ”gik til værks” og sloges på liv og død med knive, spyd, buer og pile. Og krigen angik som oftest, for angriberne, de angrebnes kvæg, kvinder og børn, som, dersom de vandt slaget, herefter optoges i de deres stammefællesskab som krigsbytte. Dog ikke hvis drejede sig om folk fra stammer der ikke havde omskæring som en del af deres tradition, som f.eks. folk fra luostammen, da disse ifølge masaiernes kultur, i modsætning luoernes, på grund af den manglende omskæring, livet igennem ville forblive børn, hvorimod f.eks. masaier og kipsigier derimod, takket være markante sammenfald i traditioner, gensidigt betragtede hinanden som ”respektfulde” fjender, som de på lige fod med god samvittighed kunne krydse klinger med. Beretninger herom har været overleveret fra generation til generation ved de gamles fortælleglæde, formet som den var af deres særlige livsvilkår og religiøse orientering, med det formål at skabe kontinuitet i slægternes, klanernes og stammernes livshistorier. Og det er ret beset netop denne livshistorie, som jeg af egen nysgerrighed havde fået til opgave at søge at afkode. Således at vi, måske, i fællesskab vil kunne dreje historiens hjul endnu en tak fremad. Hverken mere eller mindre! Dette dog på trods af min sikre viden om at vi menneskers, hvad jeg vil kalde, rodfæstende livshistorier for de allerfleste vedkommende ligger gemt i koder der kun giver sig synligt til kende i særlige truende situationer. - Jævnfør sagnet om vor egen Holger Danske, der som det fortælles vil vogne op af dybe søvn, dersom Danmark stander i våde.
                                                                    
Overvejelser og tankeflugter som disse næredes, tror jeg, i særlig grad af den frugtbare ensomhed der ofte greb mig omkring de ofte helt vidunderlige solnedgange, især når vejret var godt - og det var det tit. Da åndede der en fredfyldt atmosfære af de mange forskellige lydes fælles bidrag til at gøre den vindstille aftenlufts stemningsfulde atmosfære der fyldte mig med både poetiske smuler og jordbundne realiteter. Det var køers brølen, geders brægen, fårs mæen, og æslers skryden blandet godt op med børns og voksnes mere ubestemmelige ud - og tilråb der i en sælsom kakofonisk vekselklang satte sig som en sindsbevægende brusen i min nye virkeligheds frodige univers, alt imens røgen fra hytternes ildsteder sindigt kom sivende op igennem de mange stråtage i et sceneri, der gerne beredvilligt fremmanede mig billedet af en storslået offerfest, der fejredes som tak for at endnu en strålende, varm og begivenhedsrig dag var kommet til sin lykkelige afslutning. Og meget snart ville mørkningen, for en kort stund, trække sit dunkle slør hen over dagværkets frugter – var denne mørkningens korthed mon blot til fordi vort syn nu engang havde brug for et varsel om den bælgmørke nats abrupte overfald på den just forgangne dag? – Ja, det kunne vel tænkes? i hvert fald alle de gange månelyset ikke fra sin særegne liggende stilling forhindrede det. – Men måne eller ej, så hengav jeg mig altid på dette tidspunkt af døgnet i mine egne tankers vold imens jeg viljesløst lod mig forføre af ildfluernes uafbrudte lysstriber i mørket, både ude og inde, og som ganske overbevisende bekræftede mig i erkendelsen af, at Guds veje er uransagelige, og det er ildfluernes veje rundt i den tomme luft helt bestemt også, man ser, at vejene er der, men evner ikke at tage bestik af dem. Til gengæld vidste jeg altid, hvor jeg havde kassettebåndet med Lasse og Mathildes danske sange, de var nemlig, især igennem det første års tid eller to af min kenyatid, fast tilbehør til min, åbenbart mangelfulde ekspertise på det kulinariske felt. Jeg ved, at de allerfleste af mine danske kolleger betjente sig af lokal hushjælp, også til madlavning, måske var det da også en skuffelse for nogle lokale beboere, som givetvis i den anledning havde set hen til et ekstra jobopslag. Men noget sådant var mig inderligt imod, med undtagelse af hvad vask, opvask, rengøring i øvrigt angik, samt eventuel forberedelse af grøntsager, fjerkræslagtning eller lignende der alt sammen kunne klares om formiddagen, når jeg alligevel ikke var hjemme, og det klaredes af en helt usandsynlig trofast, enlig kone, der som ganske ung kone var blevet forstødt af sin ægtemand på grund af barnløshed. Det var nemlig, vidste jeg med mig selv, vigtigt for mig at kunne være helt alene med mig selv, i særlig grad når dagene randt mod enden. – Lad mig kalde det min ”ensomhedernes hyrdetimer”. Hjemve var mig aldeles fremmed, men til gengæld havde jeg stor brug for at holde fast i mig selv midt i alt dette fremmede.
 
Mangen stille aften satte jeg mig ud på min lille åbne, nordvendte veranda for at lade tankerne gå på langfart - konkret og i overført betydning. - Og så følte jeg mig lykkelig. Utallige er de aftener, jeg har siddet der alene, men på ingen måde forladt, ikke sjældent til det blev midnat eller endnu længere, hvor jeg har tænkt, filosoferet, og vejet for og imod omkring livets store spørgsmål - såvel som omkring de små, alt, imens jeg lod mig betage af den fjerne lynild, der som regel hver eneste aften og nat blinkede lystigt ovre i den nordvestlige horisont, samtidig med at jeg også sendte taknemlige tanker imod de langt mere nordlige egne, som jeg kendte så godt. Ganske enkelt fordi det var fra disse egne min verden gik, og derfra jeg havde de kraftkilder, som forlenede mig med det overskud som forhindrede mig i som hjemløs flygtning at miste grebet om min stolthed og min selvfølelse, ja i sandhed, jeg følte mig som en dansk gesandt ude i det fremmede, udsendt for at være disse, mig ukendte, mennesker behjælpelige med tilpasningen til vore aktuelle, moderne tider, rundet som de var af en ældgammel kultur, som jeg nu skulle til gå på opdagelse i.  Jeg vidste, at deres samfunds - og verdensbillede allerede længe havde været ude i en opløsningsproces forårsaget dels af ublide omstændigheder påført dem af ganske voldsomme udefra kommende magtpolitiske og religiøse omvæltninger, der havde skabt kludder i deres interne, fra gammel tid nedarvede, verdensbillede, og dels vel også af den omstændighed, at jeg på egen krop havde erfaret, at det vitterligt er en vanskelig proces, når den menneskelige tilpasningsevne i den grad abrupt udfordredes af at skulle forlade en tryg kulturudvikling til fordel for en langt mere uigennemsigtig dynamisk ditto. Det var vel i grunden også derfor disse, for mig at se, egentlig dybt desorienterede mennesker havde besluttet sig til at bede mig om assistance til at finde vej. - Som om jeg skulle være klogere på disse spørgsmål, end de selv er?
 
Men nu var jeg så ikke desto mindre havnet i favnen på dem, for min uvidenhed til trods at forsøge, så godt jeg nu kunne, at agere ”heksedoktor” for dem. Og jeg havde da forberedt mig grundigt hjemmefra, mente jeg, det drejede sig jo om udvikling af landbrug med særlig fokus på fremme af kooperative initiativer. Og det var jo dog lige netop hvad jeg i hele mit hidtidige liv havde beskæftiget mig med, så den opgave måtte da ligge til min højrehånd. – Men nu, da jeg var vel ankommet hos dem, meldte der sig hos mig en stor tvivl om mine kompetencers anvendelighed her. Jeg havde nemlig ikke i tilstrækkelig grad gjort mig klart, hvor stor forskellen er på at ”booste” i forvejen motiverede menneskers forståelse for den moderne verdens ubønhørlige fordringer, og så dette som den ultimative førstefordring at skulle motivere dem til ikke kun at adoptere disse, for dem, helt nye ideer, der forståeligt nok kunne være inspireret af deres viden om den, for dem at se, overdådige livsstil, som hvide mennesker normalt førte sig frem med, og derved havde vækket deres drømme om at kunne gøre ligeså. Men at de så også skulle gå ind under de mangeartede fordringer, som denne livsstil forudsætter, var de mildt sagt meget ambivalente overfor. Meget kort sagt. De ville gerne kunne leve som de hvide, men de var slet ikke forberedt på så også at skulle betale de omkostninger, som dette nødvendigvis måtte indebære, og det måtte vel, konkluderede jeg, være fordi de også bevidst eller ubevidst drømte om den frihed, som deres ophav i fordums tider havde nydt ude på de endeløse stepper, drømme, som de bevidst eller ubevidst stadig nærede. Men som viste at de i virkeligheden stod i ingenmandslandet med fortidens allerede for længst tabte paradis på den ene side, og på den anden side en fremtid bestående af løse forestillinger, forestillinger som i det tanke univers, som nu en gang er deres, aldrig har kunnet komme på tale. For bedre at forstå deres tanker, netop om omkring begrebet fremtid, søgte jeg viden i en bog der hedder ”African religions and Phylosophy” skrevet af professor John S Mbiti fra Makere universitetet i Kampala, Uganda. Der kunne jeg læse mig til en vis grad af forståelse for meget af det, som jeg ellers dagligt måtte forundres over. Bl. a. også om deres forhold til begrebet, fremtid, som ud over den allernærmeste tid aldrig har eksisteret i deres tankeverden, fordi de jo aldrig mente at have brug for at gøre sig tanker om noget, som alligevel lå langt udenfor deres tilværelses på forhånd afstukne rammer, som netop i høj grad er defineret ud fra, og sammen med, begreberne tid og sted, der alle har det til fælles, at de har dybe rødder i fortiden. – Og hertil må vel egentlig også tilføjes, når ret skal være ret, at vort eget prognoserytterri da også næsten altid har bygget på mere eller mindre luftige antagelser, og kun sjældent på facts, lige så vel som jeg må lade spørgsmålet om hvorvidt jeg har forstået alt dette rigtigt eller ej må hænge i den tomme luft. Men det der for mig er afgørende er da også, at jeg ikke på forhånd forudsætter, at det også for de sorte giver mening, hvad jeg ud fra min forståelsesramme fortæller dem. Eller sagt med andre ord, forudsætningen for at der kommer noget fornuftigt ud af vor dialog må være, at vi, begge parter, er parate til at bevæge sig ud på ukendt grund, hvor livet altid er farligt. For hvis ikke vi formår i fællesskab at fremkalde den tillidsfuldhed, der skal til for at lokke hverandres nysgerrighed ud i det åbne men blot fortsat lader mistroen råde, så er der, efter min mening, heller ikke mulighed for, at der kan komme positive resultater ud af anstrengelserne.
 
Mine foreløbige indtryk fra introduktionsrunden, hvor jeg sammen med min tolk besøgte en god del af AF’s medlemmer var noget blandede, ikke fordi jeg ikke alle vegne blev modtaget med overstrømmende venlighed. Men der var bare dette, at de flestes forventninger til mig syntes mig noget banale, og vidnede ikke om den entusiasme og vilje til handling fra deres side, som jeg havde forventet.  Alle sammen udtrykte de deres glæde og taknemlighed over at jeg nu havde forladt den bedste af alle verdener og var rejst den lange vej fra Danmark, hvor de jo vidste at kvæget, ligesom her hos dem selv havde en høj status, bare for at være med til at udvikle dem til at blive moderne mennesker. De fleste mente tydeligvis, at det var mig der skulle formulere deres aktivitetsbehov ved at finde ud af, hvad de skulle eller burde foretage sig. Og det, fandt jeg nu modsat dem selv, ikke, lovede særlig godt! – Det som de allerhelst ville, kunne jeg forstå, var rent ud sagt at høste den hvide mands overflod, uden også at skulle belemres af besværet med den dermed forbundne bearbejdning af de veje, der skulle føre dertil via deres egne helt nødvendige aktive indsatser. Disse fandt de øjensynlig måtte være min hovedpine! En hovedpine som jeg dog til alt held ved Lasse og Mathildes hjælp kunne drive på flugt. Derfor var det da også disse skønne danske sange, der i en tid lang blev fast tilbehør til min åbenbart notorisk ringe evne til at takle min mangel på ekspertise i disse udviklingsanliggender. Jeg måtte vel i virkelighedens konkludere, at de, måske nok halvt på skrømt, mere så mig som en potentiel ”malkeko” end som vejleder i kunsten selv at malke. Nu skal jeg da i sandhedens interesse medgive, at der imellem disse bønder også fandtes stoute folk som påkaldte sig min dybeste respekt.  Og forbigås skal det heller ikke, at jeg igennem al min tid i Abosi ikke behøvede at låse min dør for at sikre mine private egendele, i hvert fald ikke i forhold til de lokale beboere. At der så som tiden gik, og den moderne udvikling bragte stadig flere motoriserede ”lejlighedsgæster” med sig, som ikke alle var lige pålidelige, var en anden sag, som de fastboende dog dårligt kunne lastes for. Det var altså ikke mangel på moralsk pondus, men snarere en dybereliggende erfaringsbaseret tilbøjelighed til at kravle over hvor gærdet var lavest, der som en nedarvet inerti lå bag deres tilsyneladende ulyst til forandringer, som de dog inderst inde følte trængte sig på.
 
 Allerede igennem mine første år i Abosi arbejdede jeg, i begyndelsen nok nærmest ubevidst, hen imod det projekt, som jeg her betegner som ”Abosi Farmers” Som med tiden kom til at dreje sig om en bredere form for samfundsudvikling end den som lå i oprindelige smallere projekt der udelukkende var målrettet societiets medlemmer. Det blev mig nemlig ret hurtigt klart, at udvikling nødvendigvis, en for at opnå den bedst mulige effekt, må have en bredere fokus i et givent samfund end blot nogle få af dets medlemmer, der i konflikt med ældgammel afrikansk tradition har samlet sig i en ”sekt”, som for den omgivende majoritet let vil kunne affærdige som usolidariske, og da den oprindelige bestyrelse heller ikke gjorde krav på eneret til min indsats, men faktisk bifaldt ”udvidelsen” gav dette ingen problemer.  Herefter omfattede projektet ”Abosi Farmers” i praksis hele den administrative enhed ”Abosi Sub Location”, omfattende en halv snes landsbyer med en samlet befolkning på omkring 10,000 mennesker. Hvilket så naturligvis også betød at det ikke mere kun drejede sig om landbrugsudvikling, men stort set om hvad som helst, af samfundsmæssig interesse til fremme en mere overordnet, progressiv udvikling i hele området, over hvilket de oprindelige medlemmer jo alligevel i forvejen havde deres bopæl. Jeg er ikke i tvivl om, at en meget væsentlig grund til at så mange af områdets beboere så positivt på de motiver, som jeg personligt lagde til grund for min vision om denne udvidelse, var at jeg, for dem, tilhørte alderdommen, skønt jeg dog endnu ikke var fyldt 60 år. Der blev lyttet til mig på en helt anden måde, end hvis jeg nu kun havde været halvt så gammel. Hvor jeg helt fra begyndelsen tiltaltes og omtaltes som Mr. Arne, blev jeg nu af stadig flere både tiltalt og omtalt som "Djamorta", som var navnet på den aldersgruppe, som jeg ville have tilhørt, havde jeg været en af deres egne stammefolk. Og det kunne jeg jo kun tage som en varm tillidserklæring, som jeg fra min side nødvendigvis på alle måder måtte forsøge at leve op til. – Og her må jeg, med læsernes forventede tilladelse citere en lille ordveksling fra Exupery’s ”Den lille Prins” som jeg har læst både forfra og bagfra. Dette lille uddrag er fra den lille prins’ samtale med kongen der herskede over alt og alle og som påstod, at hans befalinger altid udførtes til punkt og prikke. Da den lille prinse hørte dette, kunne han ikke undlade at opfordre kongen til at befale solen af gå ned, fordi han elskede disse solnedgange så usigeligt højt! Men hertil svarede kongen: Hvis jeg befaler en general at flyve fra blomst til blomst som en sommerfugl, eller til at skrive et skuespil, eller til at forvandle sig til en havørn, og generalen ikke udfører ordren. Hvem ville da have skylden, han eller jeg? Det ville De Deres Majestæt, svarede den lille prins afgjort. – Ja der kan du se, sagde kongen. Det gælder om at forlange det af den enkelte, som han kan præstere. Autoritet bygger først og fremmest på fornuft. Hvis du befaler dit folk at styrte sig i havet, gør det oprør. - Men når jeg har ret til at kræve lydighed, så er det fordi mine befalinger er rimelige. – På selv samme måde havde jeg det med abosifolkene, Jeg ville aldrig kunne påberåbe mig deres agtelse, medmindre jeg af hele mit hjerte havde lagt mig efter at tale et ”sprog”, som de forstod.
 
Jeg ved udmærket, at det fra min organisations side forventedes, at man som ny kvinde / mand i et i forvejen etableret udviklingsprojekt ikke brugte alt for meget af sin 2årige kontraktperiode på at akklimatisere sig i sine nye omgivelser, og jeg er da også på det rene med, at jeg måske ved den måde hvorpå jeg greb min egen akklimatisering an på kunne have risikeret at få alvorlige problemer med både mine kolleger, mine foresatte, og ikke mindst med de mennesker som forudsattes at skulle nyde godt af min indsats, der alle med en vis ret ville kunne anklage mig for i alt for høj grad at beskæftige mig ting og sager der, for så vidt, var mit projekt uvedkommende, og følgelig for at forsømme de opgaver, som jeg vitterlig kontraktlig var forpligtede på. Men grunden til at jeg, på trods af dette, gjorde som jeg gjorde var, at jeg, ifølge min intuition følte, at jeg nødvendigvis måtte finde ud af, ikke så meget hvad der forventedes af mig af andre, men mere hvad jeg forventede af mig selv. Og uden et dybere kendskab til hvilke motiver der egentlig lå bag ”mine” sorte medarbejderes ”gøren og laden” i forhold til mine egne reelle evner og muligheder for at være dem til nytte, ville jeg meget let komme til bare at ”løbe for en halv vind” - som min egen tids gamle ville have udtrykt det. Og for at kunne det sporede jeg mig ind på mere generelt at være til nytte, hvor det var muligt i en bredere forstand i forhold til de sammenhænge, som cooperativets medlemmer jo vitterligt også var en del af. Og her må det, ikke mindst af os udviklingsarbejdere, huskes, at traditionelle afrikanske samfund i langt højere grad end vore europæiske er gennemsyret af kollektive tankebaner således at forstå, at fællesskabet, bevidst eller ubevidst, går forud for den enkelte, men at dette forhold i disse opløsningstider, og også af en ubønhørlig udvikling støttet af os udviklingsarbejdere kommer stadig mere under pres, og derfor i takt med at disse” balancer” ændrer sig fordrer en helt ny etisk tilgang til selve samfundsbegrebet – den enkeltes frisættelse må stadigvæk underordnes samfundsmæssige hensyn – og det er netop dette der både er vanskeligt og smertefuldt. Men hvorom alting er. Mine arbejdsdage var i vid udstrækning præget af sociale begivenheder så som de årligt tilbagevendende festligheder omkring omskæringen af både drenge og piger, og selvom omskæringerne gør ondt helt ind i sjælen på os fremmede, hvide, så er dette også en del af den virkelighed vi frivilligt er gået ind i, og som vi kun kan medvirke til afskaffelse af ved tålmodig insisteren. Familiefestligheder kunne det da også forekomme, at jeg blev inviteret til. Og den slags sociale forpligtelser hjalp mig godt på vej med hensyn til at blive fortrolig med en bredere kreds af beboere, ligesom disse jo også virkede den modsatte vej, og hjalp dem til at opfatte mig som én der seriøst interesserede sig for dem og deres tilværelse. Men det der i særlig grad medvirkede til, at jeg altid, hvor jeg kom, følte mig, ikke bare vel modtaget, men i høj grad hjerteligt modtaget var sikkert min ”ambulancekørsel”. Jeg havde nemlig ikke opholdt mig i Abosi ret længe inden nogen kom og bad mig om at køre et familiemedlem på hospitalet. Og jeg tænkte med det samme, ja, hvorfor ikke? Og selvom jeg ikke kunne gøre det gratis, så holdt jeg mig til at forlange, at de i det mindste betalte benzinen og måske en smule mere, på den anden side skulle dette ikke på nogen måde gøres til forretning, men fra min side en dels en gestus og dels en måde hvorpå jeg kunne demonstrere min interesse for deres liv i al almindelighed uanset om de så havde tilknytning til mit projekt eller ej. Og uanset at det en overgang var ved at blive for meget. Det var jo mest om natten det foregik, og kunne derfor gå noget ud over min nattesøvn. Især i perioder med megen regn hvor vejene kunne være vanskelige og tidkrævende at passere. Men en glæde var det dog alligevel også at kunne være dem til helt konkret nytte, når de ved nattetide kom og bankede mig op, og jeg så dem stå der, somme tider hen imod en halv snes mennesker med den syge på en stige eller en eller anden, anden, til lejligheden sammenflikket båre eller måske en trillebør, som de måske havde transporteret over mange kilometer. Tiest ønskede de at blive kørt til missionshospitalet i Kilgoris ca. 25 km. fra Abosi, men det kunne også være til andre hospitaler længere væk. Til offentlige hospitaler var det altid tvivlsomt, for der kunne de blive afvist af mangel på medicin, måske fordi de ansatte der havde solgt den.
 
Især mindes jeg en af de allerførste gange ikke særlig længe efter min ankomst til Abosi. Det var hen imod aften, endnu inden jeg havde spist aftensmad, at en middelaldrende mand, med hovedet indsvøbt i en blodrød forbinding, der netop lige var blevet lagt på den lille klinik der lå på samme grund som mit hus, og som altså for ikke mange minutter siden havde været kridhvid. Han talte ikke selv engelsk, men havde en tolk med, og det blev mig fortalt, at den tilskadekomne havde haft en batalje med en nabo, som havde hugget ham oven i hovedet med en panga, en ca. 50 -60 cm. lang og temmelig kraftig kniv, som i mere fredelige sysler bl. a. også brugtes til at fælde træer med. Så det var ikke underligt, at han var blevet ilde tilredt. Han ville gerne køres til et hollandsk missionshospital i nærheden af Sotik ca. 35 km. væk, for yderligere behandling. Og det gjorde jeg naturligvis gerne. Da vi nåede frem til hospitalet var det imidlertid blevet helt mørkt, og jeg tænkte, at jeg måtte have aftensmaden til gode, indtil jeg var vel hjemme igen. Jeg skulle bare vente og se om han ville blive indlagt, eller om han kunne komme med hjem igen. Jeg ventede og ventede, jeg tænker at der mindst gik et par timer inden ledsageren dukkede op og fortalte, at den sårede skulle køres til Nakuru, ca. 170 km. væk, til et distriktshospital, hvor han skulle røntgenfotograferes. Ja, jeg ville selvfølgelig nødig være skyld i, at manden gik hen og døde, fordi jeg ikke ville køre ham til Nakuru. Så skønt det efterhånden var godt hen på aftenen og min mave skreg på mad, gjorde jeg ingen indvendinger. Jeg måtte bare tage den tørn med. Men 170 km er langt, når det er buldermørkt, og der er ret mange tunge lastbiltransporter i begge retninger, det drejer sig nemlig, på et langt stykke af vejen, om hovedvejen fra Mombassa ude på kysten til Ugandas hovedstad Kampala ved Viktoriasøen og af en landevej at være med så megen tung trafik er den ikke særlig bred og på steder heller ikke særlig godt vedligeholdt foruden at jeg også vidste, at der kunne stå havarerede vogntog på vejen, uden anden afmærkning end tilfældige emner, ofte afhuggede grene hvis sådanne fandtes i nærheden? Men de kan være svære at få øje på i mørket, så det gælder om at køre forsigtigt og se sig godt for. Og er man vant med kenyansk lastbil - og busstrafik, så ved man, at hensynsfuldhed fra deres side ofte kan være en by i Rusland. Så jeg må nok indrømme, at den tur var mig en prøvelse, ikke mindst fordi jeg, særlig når det gjaldt kørsel i mørke, stadig måtte siges at være en novice i Kenyas trafikale virvar og venstrekørsel. Men frem kom vi, og fik manden lempet ind i receptionen, hvorefter jeg igen satte mig til at sove indtil ledsageren kom ud og fortalte hvordan det gik? Igen ventede jeg nogle timer, og da han endelig langt om længe kom fortalte han, at manden ikke kunne røntgenundersøges før efter daggry, hvor byens gadebelysning slukkedes, fordi der ellers ikke ville være spænding nok på byens elnet. Derfor skulle han indlægges, men han insisterede på, at jeg var med ved indlæggelsen, af hvilken grund blev jeg dog aldrig klar over. Vi fulgte manden ind til sengen hvor han skulle ligge. Og jeg må nok sige, at det var noget af en chokerende oplevelse for en velfærdsdansker. Vi gik igennem flere kæmpestore sengerum, hvor der i mange senge, der på ingen måde var bredere end hospitalssenge i DK, kunne ligge to store mandfolk i ske, og adskillige steder lå der tilmed en mand på en madras under sengene. Det siger sig selv at i et rum hvor så mange ligger så tæt og prutter og dunster, må luften nødvendigvis blive noget indelukket, en indelukkethed der kraftigt forstærkes af tropenattens lune natteluft udenfor og af luftskiftets helt åbenbare utilstrækkelighed. Men heldigvis, kunne vi så til gengæld køre hjem i dagslys. Hjem til en dag hvor rekreation, eftertanke og mad krævede en god del ud over det sædvanlige. Ved en anden lejlighed blev jeg kaldt op en tidlig søndag morgen, og denne gang drejede det sig om en fødende kvinde, det var en tvillingefødsel, og den første var kommet, men den sidste så ud til at ligge på tværs med den ene arm dinglende ud af moderen. Hun ville gerne køres til et sted der hed Kaboson 20 -25 km. i en helt tredje retning sammen med sin ledsager, der sad med
den nyfødte tvilling i favnen, foruden at de også havde en mandlig tolk som sad på forsædet ved siden af mig i med i min lille Suzuki, som havde to alt andet end komfortable siddebrikse bagved. Og da det jo alle steder ude i bushen drejer sig om ret så bumpet jord eller grusveje som ellers måtte være velegnede til igangsættelse af vanskelige fødsler skulle alene kørslen kunne befordre en positiv udgang for både mor og barn. Men nej, pludselig da vi var nået halvvejen insisterede den fødende på at vi skulle vende om, for nu ville hun hjem. Men da fordampede min venlige imødekommenhed i løbet af 0,0. Det nægtede jeg simpelt hen. Så vi fortsatte altså så vi kunne få konen indlagt. Hvordan det ellers gik hende, hørte jeg aldrig noget om. Over et par års tid eller der omkring foretog jeg mange af den slags ambulancekørsler. Somme tider tog missionens to præster dog også nogle af turene. Men da den lokale klinik blev udvidet og selv anskaffede en Land Rower til formålet fladede behovet for min hjælp ud, og hørte til sidst helt op. Og godt det samme, for efterhånden som jeg også fik stablet flere projektaktiviteter på benene der krævede mit nærvær, blev min tid også mere knap. Men at denne hospitalskørsel i høj grad havde medvirket til at bane vejen den tillidsfuldhed fra de sortes side, som senere hen ad kom mig rigtig meget til gode, er jeg slet ikke i tvivl om.
 
 
Men det gik ret hurtigt op for mig, at det meste af hvad jeg sad inde med af min i DK erhvervede, faglige viden om landbrug, ikke havde relevans her i Abosi. Eller måske rettere, for at denne viden skulle få bare nogen relevans, måtte jeg, som allerede påpeget, først til det yderste af min indlevelsesevne, sætte mig ind i disse menneskers livsvilkår, hvis grundlæggende forudsætninger var så anderledes, og for en overfladisk betragtning for os danskere, både meningsløst forældede, fulde af fordomme, ja, nærmest absurde. – Og heldigvis for mig, havde jeg allerede inden min ankomst til Kenya forberedt mig på, at det højest sandsynligt ville være sådan, og derfor voldte det mig ingen kvaler at overbevise mig selv om at uanset hvad, så var det respekten for de mennesker, jeg gerne ville række en hjælpende hånd der ville være min nøgle til åbning af døren ind til den helt dialog uden hvilken hvert eneste skridt alligevel ville forblive en march på stedet. Men vejen dertil gik kom til at gå igennem et besværligt, og dog kun nødtørstigt, studium af deres, først og fremmest, kulturelle baggrund. - Besværligt var det, fordi jeg måtte læse mig til det meste af det på et engelsk, som jeg på daværende tidspunkt ikke ligefrem var stærk i (Engelsk beskæftigede man sig jo ikke med i min ”stråtækkede” folkeskole i 1930verne) hvilket tvang mig til at bruge den engelsk - danske ordbog for overhovedet at forstå de tekster, som jeg stred med læsningen af. Men det var altså, hvad en stor del af min tid gik med igennem den første del af min kenyatid. Ja, min største bekymring gik faktisk på, at der jo kunne komme kolleger eller tilsynsførende og spørge ind til, hvad jeg egentlig gik og lavede. Og jeg kunne frygte, at de ikke ville se på det med milde øjne, måske ville de kalde det rent tidsspilde, og afskedige mig på gråt papir. Men mine anstrengelser dermed bibragte mig et væld af for mit arbejde i marken yderst relevant viden, foruden at det også var mig en kilde til en mere forståelse af menneskelig adfærd i det hele taget, herunder også vore vesterlandske samfunds misbrug af kristendommen som legitimation af forestillinger om vor højere moralske standards fortrinsret i forhold til andre kulturer, dem, som vi i halvandet århundrede har benævnt ”udviklingslandene”, og endda gjort det så effektivt, at det i katastrofal grad har undergravet deres selvforståelse, jævnfør vor egen Grundtvigs udsagn om, at ord skaber hvad de nævner. For vidste jeg det ikke i forvejen, så gik det i hvert fald op for mig det gik langsomt op for mig, at det i høj grad har været vort eget overmod, der har medvirket til at udvikle dette mismod hos dem, vi gjorde til vore klienter.
 
Ligesom omskæringen, for dem, markerede overgangriten fra barn til voksen, så var også døden en overgangsrite fra livet til begrebet ”levende død” der vel udgjorde en barriere, men som alligevel ikke i samme grad som hos os var absolut og endelig. Stadiet som ”levende død”, hvor de nylig afdøde fortsatte som medvidere i stammens liv og den omstændighed, at det stadigt var en naturlig ting at kontakte dem for at indhente råd, visdom eller varsler udgjorde den glidende overgang fra livet til åndeverdenen som må være en del af forklaringen på at afrikas folkeslag aldrig har fundet, at døden var nær så skræmmende, som den for os hvide angiveligt er. Man kan sige, at de bærer deres døde med sig ind i det liv der nødvendigvis må gå videre, og hvor fællesskaberne står som urokkelige garanter for kontinuiteten. Det er eksempelvis en mands pligt i tilfælde af en brors død at overtage dennes efterladte kone / koner og børn, fordi den filosofi der som en rød tråd går igennem samfundsopbygningen er, at ingen lades alene.   Det er vel også det der er baggrunden for, at man her i Afrika, generelt set altid møder glade og smilende mennesker, Når de hilser, siger de: ”Hvordan har du det”? Og svaret herpå er altid: ”Jeg har det fint”! Og det ganske uanset om en stor ulykke der måske lige har ramt vedkommendes familie. Livets æteriske flygtighed, som for mange af os hvide er forvist fra både tanke, tale og hele gestalt som upassende sortsyn, er for afrikas sorte folk en levende realitet i dagligdagen, som det grænser til det formastelige ikke villigt at bøje sig under, fordi netop er dette aspekt der for dem udgør den højere instans i tilværelsen, der råder for liv og skæbne. – Skulle der være noget de har bestemt sig til at gøre i morgen eller i næste uge, vil det altid være med tilføjelsen: Om gud vil? Og det er på ingen måde ikke noget, som kristne missionærer har lært dem, men er noget der står som udtryk for deres dybt religiøse og uafrystelige livstolkning, som en arv fra tidernes morgen. Godt nok har vi hvide missionærer, kolonisatorer eller for den sags skyld moderne indstillede udviklingsarbejdere såvel som turister vitterligt ikke for intet umaget os for, både på den ene og den anden måde, at sætte vort stempel på den afrikanske folkesjæl. Men det betyder ingenlunde, at deres historisk funderede livsforståelse er trængt længere tilbage i deres bevidsthed, end at den stadig ligger dybt i dem som et ”sikkerhedsnet” under dem, for det tilfældes skyld, at skulle det vise sig, at denne fremmede, for dem, påklistrede livsstil og lære alligevel ikke rækker.
 
Det virkelige problem for sorte så vel som for hvide ligger i overgangen fra en statisk samfundsmodel, hvor begreber og livsvilkår var nogenlunde genkendelige fra den ene generation til den næste, og til en dynamisk samfundsmodel, hvor de stadige forandringer forvirrer os, kapper vore rødder og gør os fremmede for forældregenerationernes begreber og livsvilkår, og dermed anbragt os alle sammen i et vadested, hvor vi i modstrid med alle tidligere påbud og advarsler er nødt til at skulle skifte heste, jævnfør forne tiders ordsprog: ”Du skal aldrig skifte heste i et vadested”! - Og når vi i vor naivitet fremhæver vort eget demokratiske sindelags fortrin frem for den rå magts logik i forhold til løsningen af Afrikas akutte problemer, så glemmer vi, at udviklingen af demokratiske institutioner og demokratisk sindelag kun er muligt skridt for skridt, generation for generation, og i et samdrægtigt samspil mellem forhåndenværende åndelige og timelige samfundsopbyggelige kræfter.  I Europa drejede det sig om en periode på over 200 år.  Hvordan kan vi så tro, at den samme proces her i Afrika skulle kunne klares i en håndevending? - Der var engang for mange år siden en lille håndfuld hvide opdagelsesrejsende, der havde hyret en gruppe unge sorte mænd som bærere for deres materiel og fornødenheder under en ekspedition langt ind i dette den gang ukendte sorte kontinent. Og de hvide folk var, som hvide folk er flest, ihærdige og målbevidste, hvortil kommer at de aldrig har nogen tid at spille. Hvorimod de sorte hverken var målbevidste eller tidsbevidste, ja de havde i grunden, ud over den hyre de optjente som de anonyme bærere de var, slet ingen forståelse for de hvides forehavender. Hvorfor de da også betegnede hvide folk ”mzungo”, (hvilket er kiswahiliordet for nogen, der løber omkring uden mål og med). Ekspeditionen havde på et tidspunkt igennem mange dage gået meget langt, hvorover de hvide frydede sig. Men hvorfor de sorte en skønne morgen pure nægtede  at fortsætte. Og på trods af de hvides ihærdige overtalelsesforsøg holdt de stædigt fast ved deres beslutning. De henholdt sig til, at de nu havde tilbagelagt en meget lang distance, så langt og så hurtigt at deres ånd umuligt havde kunnet følge med. Derfor var de nu nødt til at vente på, at deres ånd igen skulle indhente dem. - For demokratiets tidlige pionerer i Danmark såvel som andetsteds var dets forudsætning i høj grad en åndelig bevidstgørelse. Jeg mener desværre, at vi europæere har introduceret demokratiet i Afrika mere som en rent praktisk samfundsindretning, hvor den helt nødvendige åndelige dimension har været stærkt nedprioriteret om ikke helt negligeret. Og det endda i et dybt religiøst miljø, hvor åndeligheden igennem årtusinder har været de enkelte samfunds bærende element. Det er meget muligt, at vi vesterlændinge har fundet afrikansk åndelighed mindreværdig eller endnu værre, forrående, men det er nu en gang deres, og må som sådan også danne udgangspunktet for deres fremtidige udviklinger. - Måske burde vi ligesom førnævnte opdagelsesrejsende lade os nøde til at vente på, at en ny åndelighed igen indhenter os alle sammen, hvide som sorte, og kommer os til undsætning i det vadested, hvori vi på lige fod og her og nu befinder os?

I Afrika stiftede vore tidlige udsendte europæiske missionærer bekendtskab med en langt dybere religiøsitet end den de kendte hjemmefra, for her var den netop bundet op på et helt univers af livstydninger, hvor alle menneskelige handlinger, vilkår og tildragelser var undergivet Guds egenhændige styring, som ofte også kunne give sig til kende i form af straffe eller belønninger. Missionærerne kom altså ud til mennesker, hvis ”brøde” ikke var gudløshed, men at det, for dem at se, var falske Guder de havde underlagt sig. Derfor sås missionens opgave som temmelig ligetil. Disse mennesker skulle frelses ved at lære dem at foragte og forsage denne deres egen guddom, så de til gengæld kunne opnå frelse ved troen på den Gud, som for os hvide var den ene sande. Den europæiske sekularisme, som missionærerne kom fra, har de muligvis forbigået i tavshed eller tænkt at dens betydning i en sammenhæng hvor det, som det her drejede sig om, først og fremmest er det som står i den kristne missionsbefaling, at frelse sjæle, så de kunne komme i himlen. Men det var bare kristendom i en videreudviklet europæisk, vesterlandsk udgave, der i sit udgangspunkt gav plads til to sideordnede spor i fællesskabsforståelsen, et religiøs kristent - og et verdsligt politisk hvilket de sorte, ret beset, ingen mulighed havde for umiddelbart at forstå, hvorfor missionærerne så sig nødsaget til at springe over hvor gærdet var lavest og give kristningen en dragt, som målgrupperne ville kunne forstå, også selvom det så i forhold til europæisk kristendom måtte blive en ”discountudgave” uden den vesterlandsk, sekulære ”smutvej”. Om missionærerne overhovedet har tænkt over at deres forehavende egentlig var en form for forræderi overfor deres vesterlandske baglande, som dog både stod for deres udsendelse og deres underhold. For det de forsøgte, eller måske rettere, følte sig nødsaget til at gøre for overhovedet at vinde ørenlyd hos de sorte var jo i virkeligheden at ”skyde genvej”. De sorte forledtes til at tro, at det bare drejede sig om at skifte én tro ud med en anden, uden at det i øvrigt ville indebære nogen væsentlige forandringer i deres måde at praktisere troen på. Og der kan ikke herske tvivl om, at mange ting som missionærerne i øvrigt var i stand til, har slået dem med forundring, og da de naturligvis også selv gerne ville belæres om hemmeligheden bag denne, for dem, helt utrolige formåen, har dette også talt til fordel for trosskiftet, skønt den omstændighed at de så også, som et led i ”handelen” skulle forkaste deres egen historiske baggrund må have smertet mange dybt. Men der kunne missionærerne så sætte trumf på ved overfor de sorte at fremhæve, at deres egen historie kun bestod af gamle mundtlige overleveringer, hvis autenticitet mageligt kunne betvivles, imens det Gamle Testamentes fortællinger om jødernes eksistenskamp, der jo på mange måder lignede deres egen, i kraft af, at den stod nedskrevet i en bog ikke kunne betvivles. – Og hvilke indvirkning kan disse omstændigheder så have for situationen i dag?
 
Noget der slog mig ved mit bekendtskab med de sorte var, deres uvillighed til at fortælle træk fra deres egen historiske baggrund. Det kan da godt være, at vi danske ikke almindeligvis taler meget om vor historiske baggrund, men vi, i hvert fald dem af os der tilhører den ældre halvdel af danskere, er dog alligevel stolte over vor fortid og fortæller direkte adspurgt gerne hvad vi ved om emnet., f. eks. om vore gamle vikingers bedrifter, også selvom disse helt bestemt indeholder mange vidnesbyrd om nedrig umedmenneskelighed! - Men for mig at se, så ligger der dybt i de sortes selvforståelse en skamfølelse, måske over den fornedrelse som slavetiden nedkaldte over dem, hvor det at forråde hverandre på tragisk vis kom til at udstille de allermest nedrige menneskelige egenskaber til offentlig beskuelse, og måske også en skamfølelse over deres forfædres ageren i for længst henrundne dage, endskønt de ugerninger som disse måtte have begået næppe har været hverken værre eller bedre end dem, som vore egne vikinger begik. Men alligevel en skamfølelse som missionærer kan have følt sig fristede til at puste op.. - Når det nu er så vigtigt for mig at fremdrage disse rent hypotetiske formodninger, så er det begrundet i min søgen efter mulige årsager til de sortes markante underlegenhedsfølelse overfor os hvide mennesker, en underlegenhedsfølelse hvis relevans jeg i mine 7 år iblandt dem intet belæg har kunnet finde for, som må være opstået ved en kortslutning imellem diverse uhellige, bevidste eller ubevidste og hverandre bekræftende inertier i den måde hvorpå vi hver for sig har set på den anden part. Jeg mødte engang tilfældigt en sort mand, der var professor ved det noksom bekendte Makere Universitet i Kampala, Uganda, som fortalte mig, at også han dybt beklagede sine racefællers nærmest kollektive underlegenhedsfølelse overfor hvide, som, understregede han, gjaldt både høj og lav, også han anså dette forhold for at være lige så ødelæggende som uberettiget. Selv må jeg se det som en form for indestængt, voldsomt potent energiladning, der nødvendigvis på et eller andet tidspunkt må / vil komme til udløsning, og her findes der jo så et bredt spekter af muligheder lige fra en kontinental eksplosion af vrede a la hvad der f.eks. i miniformat skete lokalt i Uganda under Idi Amins styre i 1970erne på den ene side, og så det scenarie der så smukt kan uddrages af et enkelt vers af en af vore danske sange til modersmålets og vor egen uovervindeligheds pris, på den anden side, verset lyder som følger: De fremmede de tænkte at volde hende sorg / de bød hende trældom i hendes egen borg / Men just som de tænkte, hun var i bånd og bast / så lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast. Selv ved jeg nok hvilken mulighed jeg ville vælge. Men det mest sandsynlige er nok desværre, at den afgørelse kommer til at bero på rene tilfældigheder.
 
Men hvordan kan det overhovedet gå til, at gamle stolte stammesamfund hvori høvdingen i vid udstrækning delte levevilkår med stammernes menige medlemmer, og som igennem mange århundreder med legendarisk dødsforagt har kæmpet for deres egen overlevelse, og så alligevel er kommet dertil, at deres nutidige efterkommere gør sig, hvis fattige til professionelle tiggere, og hvis rige til grådige vampyrer der uden blusel suger livskraften ud af deres egne landsmænd, fordi de ikke mener, at den bundløse fattigdom de ser i deres umiddelbare nærhed kan være deres (de rige sortes) problem, men derimod de udenlandske hjælpeorganisationers. Jævnfør den påstand jeg fra tid til anden har været konfronteret med, nemlig at ulandsbistand er noget ilandenes fattige betaler til ulandenes rige! – men jeg dog vil sige er en sandhed med modifikationer Kenyas første præsident Jomo Kenyatta er kendt for at have udtrykt dette ”hvid / sortkompleks” på særlig illustrativ vis: ”Fra begyndelsen havde vi landet. Men så kom de hvide kolonisatorer i følgeskab med fromme missionærer, som med Bibelen i hånd fortalte os, at vi skulle rettet vort åsyn opad, lukke øjnene og bede til deres Gud. Det gjorde vi så. Men da vi igen åbnede vore øjne, var det os der havde Biblen i hånd, imens de fremmede, hvide havde tiltaget sig retten til vore lande.  Jeg vil her, nu jeg er ved det tema der vedrører relationerne imellem sorte og hvide kaste blikket godt og vel et århundrede tilbage til vor egen danske kolonihistorie. Den allerførste sorte mand jeg i mit liv så var den nu for længst afdøde entertainer og viceskoleinspektør i Nakskov, Victor Cornelins, som i begyndelsen af 1900tallet, som 6 – 7årig sammen med en få år yngre pige, Alberta, ”importeredes” til Danmark fra Dansk Vestindien. Planen gik ud på, at disse sorte børn skulle uddannes i Danmark for derefter at blive sendt tilbage til St. Croix, hvor de skulle lære deres sorte landsmænd om moderlandet – troede man i hvert fald igennem mange år. Men senere undersøgelser har afsløret, at denne plan først så dagens lys længe efter at børnene var kommet til landet, men at den oprindelige tanke, der var undfanget af vor den gang, som nu, kontroversielle kulturdebattør Emma Gad, og den gik ud på at disse to sorte børn skulle udstilles som led i en Vestindisk Udstilling i Tivoli. Men den lille Victor ville meget hellere være på den grønlandske udstilling. Måske var det i virkeligheden dette. der var årsagen til at han sammen med den bare 4årige Alberta blev sat ind i et bur, dog ifølge hans eget udsagn mest for at holde nogle af de mest nærgående tivoligæsters nysgerrighed på behørig afstand. Men disse nysgerrige blikke kunne dog alligevel fra tid til anden, ifølge ham selv, få den lille Victor til i desperation at spytte efter dem. Men tilbage til Vestindien kom de to børn nu aldrig, for skæbnen ville, at Danmark inden den påtænkte uddannelse af børnene var fuldført, afhændede øerne til USA, således at der derefter ikke længer var nogen ide med at sende dem tilbage. - og danske statsborgere var de jo. Ulykkeligvis døde pigen ganske ung. Men drengen var heldig, at nogen fra nede fra Vestlolland fattede interesse for ham og hjalp ham til en læreruddannelse, der nok nå siges at have været til stor nytte for ham. Men han vár også, menneskeligt set, et stort menneske der igennem et langt og aktiv liv som foredragsholder, entertainer, musiker, korleder og viceskoleinspektør i Nakskov og igennem mange hårde prøvelser livet igennem både lærte at elske sit nye fædreland, og tilførte det, mange nye impulser. Selv havde jeg den glæde en gang i mine helt unge år at høre ham spille harmonika og synge, fortælle sit brogede livseventyr, herunder også om sin opfattelse af os danskere som herrefolk. Bare måden hvorpå han var kommet til Danmark, kunne han fortælle en lang historie om.  Men det, der for ham havde været det fineste vidnesbyrd om danskhedens karat havde han fundet i sangen af Johs. Helms: ”Jeg elsker de grønne lunde”, hvor der i det 4. vers står: ”Mig fryder din ros din ære / mig knuger din sorg dit savn / Hver glans hver plet vil jeg bære / som falder på Danmarks navn”. Han glemte dog aldrig den brutalitet hvormed han som 6 - 7årig var blevet fjernet fra sit hjem og sin skole, sat ombord på et skib uden nogen anelse om destination, eller hvad meningen med det hele skulle være. Men alt det tilgav han os, idet han begrundede denne tilgivelse for vor ukærlige behandling af ham og den anden lille pige, Alberte, i ovennævnte sangs vidnesbyrd om at vi ikke kun vil bære hver glans, men også den plet som vor behandling af disse to værgeløse børn måtte have efterladt på Danmarks navn.  Og som et apropos vil jeg afslutte dette afsnit af min fortælling med ordret at citere hvad Karen Blixen i sin berømte bog om sit liv 1914 – 1931 ved Ngong Hills ”Den Afrikanske Farm” skrev om begrebet stolthed:
 
Noget der for mig er væsentligt, ikke bare i denne sammenhæng, men i omgangen med mennesker under alle forhold: Vort naboskab med vildtreservatet og det store vildts nærhed lige uden for vor grænse imod syd og vest, gav hele farmen et særegent præg, som om vi havde haft en stor konge som nabo. Der var stolte folk omkring os, vi følte deres nærværelse. Barbaren elsker sin egen stolthed og hader eller nærer mistro til andres stolthed. Jeg vil være et civiliseret menneske, jeg vil elske mine modstanderes stolthed, mine folks, min elskers stolthed, og i al ydmyghed skal mit hus i vildmarken være et civiliseret sted. Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde da han skabte os. For den stolte mand er denne tanke altid nærværende, at det er hans mål at fuldbyrde den. Han stræber ikke efter en lykke eller et velvære, som ikke er i overensstemmelse med Guds plan med ham. Hans succes er Guds tankes succes med ham, og han er forelsket i sin skæbne. Ligesom den gode borger finder lykken i opfyldelsen af sin pligt imod samfundet, sådan finder den stolte mand sin lykke i fuldbyrdelsen af sin skæbne. Han kræver en skæbne af Gud. Mennesker uden stolthed er sig ikke bevidst, at Gud har forbundet nogen tanke med at skabe dem, og de kan tit få andre til at tvivle på at der virkelig var nogen tanke forbundet dermed. Eller også er ideen med dem gået tabt, og hvem skal da finde den igen? Disse mennesker må stole på andre folks opfattelse af hvad der er op og ned, og de må acceptere deres lykke og selve deres jeg til dagens notering. De skælver med grund for deres skæbne, løber fra den når de kan. Elsk Guds stolthed over alle ting, din næstes stolthed og din egen. Løvernes stolthed: sæt dem ikke i zoologisk have. Jeres hundes stolthed: Lad dem ikke blive fede. Elsk jeres partifælders stolthed, og giv dem ikke lov til at føle medlidenhed med sig selv Elsk de besejredes nationers stolthed og lad dem ære deres fader og deres moder”.
 
 Noget af det allerførste der slog mig, da jeg begyndte mit arbejde blandt de sorte var den helt umiddelbare, nærmest selvudslettende, måde hvorpå de lod mig vide, hvor store forventninger de havde til mine evner og min formåen i retning af at udvikle dem. Der var, med enkelte undtagelser, ikke mindelser om den stolthed, som i tidligere tider må have været der som sikkerhed for deres stammesamfunds overlevelse igennem tidernes dramatiske omskiftelser, og som det ville have glædet mig at have kunnet spore i deres umiddelbare gestalt. Dette overraskede mig, og gav mig anledning til mange overvejelser eftersom jeg jo vidste at en stærk vilje ville være et godt aktiv som løftestang for nybrud i forhold til det ønske om forandring, som jo dog må have ligget bag deres opfordring til MS om bistand til udvikling af deres nye Coop. Society. Deres religiøse indstilling til tilværelsen ufortalt, syntes det mig, måtte de ligesom have konverteret fra deres oprindelige mundtlige historiefortællinger, overleveret fra mund til mund til Bibelens Gl. Testamente på skrift, men uden at de havde fået deres egne gamle fortællingers gnist med sig. Derfor er jeg mange gange kommet på den tanke, at de må have adopteret disse bibelske fortællinger som substitutter for deres egne oprindelige ditto, sikkert nok også fordi der i disse har været mange sammenfald med deres egne fortællinger. Man kan jo sige om det gamle testamente hvad man vil. Men den giver et sandt billede af almenmenneskelige levevilkår på godt og ondt. Alligevel, så må det, at forsage egne rødder til fordel for jødernes dog have været et ganske dramatisk skridt at tage. Som bekendt, så blev Bibelen introduceret i Afrika af hvide missionærer, der ofte gik hånd i hånd med skruppelløse kolonisatorer, som for manges vedkommende slog de sorte i klasse med kontinentets vilde dyr, der bare skulle ryddes af vejen for at skaffe plads til dem selv. Hvilket man ikke behøver at have studeret ret meget kolonihistorie for at måtte indrømme sandheden af. Så For mig at se, så var det os kristne vesterlændinge, der i sin tid ved manipulation og nedgørelse fravristede de sorte den forbindelse til deres rødder dybt i den gamle afrikanske virkelighed, hvorfra de, ellers ville kunne have suget energier til sig, som ud fra deres egne guddommes og traditioners etik, og under påvirkning af en modsvarende respektfuld, kristen etik i frihed og over tid havde kunnet tilegnet sig nogle redskaber hvormed bearbejdning af deres nye virkelighed på et langt mere realistisk plan, end tilfældet blev, ville have været muligt. Men med i denne sammenhæng hører også en helt anden, hos os hvide desværre indtil denne dag stort set fraværende forudsætning for at den ligeværdige dialog overhovedet er en mulighed. Og det er at begge parter ikke kun i ord men også i praksis demonstrerer åbenhed sådan at forstå, at begge parter er indstillet på ”at flytte sig” og billedligt talt ”tage farve” af mødet imellem dem, uanset om det drejer sig om enkeltindivider folkeslag eller religiøse opfattelser. I dag ved vi ud fra nutidens antropologiske landvindinger, hvad formentlig ingen den gang vidste, at vores menneskeligt set ganske naturlige, religiøse sult i samvirke med det enkelte menneskes egen søgen, såfremt denne foregår i frihed, bogstaveligt talt er i stand til at nærme sig modstridende religiøse dogmer igennem et ”modererende” filter, som kan muliggøre en gradvis afklaring og dermed i frihed, friheden skal være absolut, sikre fundamentet for et muligt nyt revideret trosindhold. Jeg ved godt, at dette står i skarp kontrast til kristendommens påstand om at repræsentere ”den eneste rene sandhed”. Men det er efter min overbevisning netop denne helt katastrofale fejlslutning, der i dag rider menneskeheden som en mare og som ustandselig stiller sig i vejen for de mere fredelige fremtidsperspektiver, som alle mennesker dog hungrer efter.
 
Det der den gang skete, var jo, at missionærerne krævede den kristne tros totale overlegenhed og overhøjhed over alt andet religionsrelateret arvegods respekteret som prisen for at de kunne undgå fortabelse og adgang til himmeriges rige var betingelsen for en ny tro, som dermed afskar alt i forvejen nedfældet trosindhold med deraf følgende udvordes og indvortes sjælekvaler og, endnu værre, det smertelige identitetstab, som et abrupt og mere eller mindre påtvunget trosskifte nødvendigvis må medføre. Der faldt mig lige et bibelcitat fra det gamle testamentes Højsang ind, hvor der i kap. 8 vers 4 står: Jeg besværger eder, Jerusalems døtre. Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke, før den ønsker det selv! – Der findes inden for religiøse den sfære megen kræmmermentalitet hvorved det, at kunne slå en handel af øjensynligt gøres til en uangribelig moralsk lov. I modsætning hertil mindes jeg at have læst, at Dahlai Lama en gang han talte for en kristen forsamling blev spurgt om mulighederne for at stifte nærmere bekendtskab med hans egne religiøse trosforhold mindede om, at han egentlig fandt det mere relevant for kristne mennesker at søge dybere ind i deres egne trosforhold for at afsøge netop dennes inderste væsen, da han ikke mente, at det er fordybelse i andre religioners, men i ens egen religions trosforhold der kan befordre frugtbare relationer forskellige religioner imellem. Også selvom fordybelse i egene trosforhold altid forbliver en uafsluttet, livslang øvelse. Johs. Møllehave refererer et sted til sin egen præstevielse, hvor den ordinerende biskop efter selve højtideligheden henledte hans opmærksomhed på det forhold, at han som præst altid måtte regne med, at uanset hvad han selv vil med sine prædikener, så vil tilhørerne altid høre det, som de vil høre. Og så er den i de fleste tilfælde ikke længere. Det selv samme forhold gør sig naturligvis også gældende, når vi som ulandsarbejdere fortæller vore målgrupper, hvad vi, måske, kunne have mulighed for at hjælpe dem tilrette med, men må påregne at blive holdt fast på hvad de nu mener, at vi har sagt. På baggrund af vor villighed til på skrømt at uddele almisser til højre og venstre ser det ud som om vi vesterlændinge i overmål har vedgået os ansvaret for fattigdommens store udbredelse i verden. Men giver man sig til at tænke dybere over vore motiver til denne hjælpsomhed, tegner der sig, i hvert fald for mig at se, et noget forsorent billede af denne, hvor det at kunne sove de retfærdiges søvn også hører med. Når Afrikas folk stadig efter så mange års velgørenhed ikke er kommet længere end tilfældet er, så har det en væsentlig del af sin årsag deri, at de aldrig, som ovenfor anført, er kommet ud over den rampe hvorfra de ville have kunnet skudt sig ind i fremtiden. Og hånden på hjertet. I og med at vi så flittigt har hjulpet dem med at løfte fremtidens byrde fra deres skuldre og rydde stenene væk fra deres veje uden at være i besiddelse af den dertil svarende gudestatus – heller ikke selvom vi ofte nok har ladet dem tilbede os, som om vi virkelig besad den, så har vi været med til at fastholde dem i en offerrolle der for ethvert menneske og for ethvert folk er en dødens blindgyde.
 
Det kan godt være, at jeg tager fejl, når jeg som ovenfor anført siger, at det må have været de hvide missionærer der, billedlig talt, fik de sorte til at sælge deres ”førstefødselsret for en ret linser”. Der kan muligvis også ligge andre årsager, som jeg bare ikke har haft øje for. Men det ændrer ikke ved, at for at udviklingsbistanden overhovedet skal have mening, indhold og effekt, så må de sorte selv ophøre med at stå med hatten i hånden og overlade de udfarende initiativer og deres virkeliggørelse til en alt for villig, såkaldt, ekspertbistand, som er rodfæstet i en moderne, og for dem ganske ukendt verden. Uanset at der i den verden, hvori disse initiativer hermed forudsættes at skulle fungere og videreudvikle sig, ikke hverken mentalt, kulturelt eller idemæssigt findes skyggen af forståelse for baggrunden for denne moderne verdens frembringelser. Ser man på Kenya, som er det land jeg kender mest til. Så var det i midtfirserne da jeg ankom, et i afrikansk målestok relativt velstående land, hvor spændingerne de forskellige stammefolk imellem, på trods af spredte mislyde, alligevel var nogenlunde overskuelige. Der fandtes, så vidt jeg var orienteret, ingen eller meget få, internt fordrevne mennesker. Vi kunne som fremmede færdes nogenlunde sikkert de fleste steder i landet, selv om natten. Og spurgte man sine lokale samarbejdspartnere eller andre, man kom i forbindelse med, til deres stammemæssige tilhørsforhold svarede de stort set alle sammen, at de nok tilhørte den eller den stamme, men at det vigtigste for dem i øvrigt var, at de var kenyanere. Igennem de 25 år der er gået siden da, har landet modtaget milliard efter milliard af dollars i bistand. Og på trods af det er billedet af dagens Kenya et på alle måder yderst nedslående eksempel på spildte anstrengelser, spildte muligheder, og spildte visioner. Men med den rolle som omfanget af bistandsmidler har spillet i den kenyanske økonomi, må donorlandene også bære deres del af ansvaret for at det er gået, som det er. Selvom der nok generelt er vokset en ret velstående middelklasse frem, så har der til gengæld også været en alarmerende vækst i fattigdommen, foruden at der som produkt af tiltagende spændinger og regulære, ofte meget blodige krige stammerne imellem, nu findes et ukendt antal internt fordrevne der lever under usle forhold i trøstesløse lejre forskellige steder i landet. Alt i alt en indikation af, at bistandens enorme omfang har været, i bedste fald virkningsløs, i værste fald direkte skadelig. – Der har igennem mange år i de hvide bistandsmiljøer været talt om at mennesker har været fanget i en fattigdomsfælde. Her kan der så vist også være tale om en bistandsfælde, der har medvirket til at forstærke fattigdomsfælden.
 
Når jeg angler efter at vi på en helt anderledes seriøs måde må gøre os klart, hvor det egentlig er de mennesker som vi gerne vil hjælpe befinder sig trosmæssigt, kulturelt, socialt, klimamæssigt og menneskeligt set i forhold til os selv, og hvorledes vi pædagogisk ud fra deres udgangspunkt ved tålmodig dialog ville kunne medvirke til at lirke deres i virkeligheden meget fastlåste positioner i bevægelse. Her i Danmark har vi en institution der hedder Socialforskningsinstituttet, som udelukkende beskæftiger sig med sociale gavnlige / skadelige forskydninger i samfundet. Det er også der retningslinierne for uddannelse af vore socialarbejdere udklækkes. Og det er dette vidtforgrenede arbejde der sikrer at danske socialarbejdere har en solid baggrund at arbejde ud fra med et minimum af politisk indblanding, således at vi ikke på dette vigtige samfundsområde kommer til at lege alt for meget blindebuk. På ulandsarbejdet er det meget anderledes. Er man i besiddelse af tilstrækkelig overbevisende evner som sælger af et humant postulat er det faktisk muligt for en hvilken som helst eventyrer at få sig en på opleveren ved bare at melde sig. Selvfølgelig forudsat at vedkommende har de faglige kvalifikationer som et givent stillingsopslag forudsætter.
 
Problemet er bare, at ulandsarbejde, i hvert fald såfremt det er fattigdomsorienteret, og andet finder jeg slet ikke burde have relevans for os, består af 80 % socialarbejde og 20 % fagarbejde, hvilket ikke betyder, at det faglige aspekt bør nedprioriteres, da det faglige grundlag stadig er lige nødvendigt, blot med den vigtige tilføjelse, at uden samtidig at være suppleret med en solid socialpolitisk forståelse og indlevningsevne i netop ulandsproblematikker komme det faglige slet ikke til sin ret, men forbliver mere eller mindre illusorisk, da arbejdets målgruppe rimeligvis nok vil lytte interesseret og opmærksomt. Det kommer bare ikke til at fænge, der hvor det skal. – Det bliver til: ”et Goddag mand – Økseskaft”! Og videre kommer det ikke. Derfor mener jeg, at enhver ulandsarbejder burde være udrustet til sin opgave igennem en uddannelse i disse særlige forhold, efter samme retningslinier som gælder for alle øvrige danske socialarbejdere. For at sige det råt og brutalt, så er vor ulandsbistand, dansk eller andetsteds fra, i alt for høj grad baseret på luftige følelser frem for på konkret viden og pædagogisk indsigt. - Altså viden og indsigt i modtagernes evne og mulighed for at frugtbargøre de af ulandsarbejderen doserede ideer såvel som konkrete projekt tiltag, forstås. Kaster man en tør klud i vandet, vil man se, at den kan flyde længe uden at suge vandet til sig. Men har man forberedt kluden ved på forhånd at fugte den en smule, vil den omgående begynde at suge vandet til sig. Det er netop dette vigtige forarbejde vi snyder os fra eller slet ikke har forståelse for. Og så længe dette er tilfældet er det naivt at forestille sig, at hjælpen skulle kunne virke efter hensigten. Men jeg indrømmer, at dette desværre hidtil har været bragesnak, for der findes så vidt jeg ved ingen uddannelse med relevans for denne særlige kategori af socialarbejde, og selvom den fandtes, ville ulandsbistanden måske alligevel stadig i for høj grad blive styret af følelsesmæssige impulser omsat i politiske afgørelser, der tages i donorlandenes parlamenter. Så alt i alt ser det ikke alt for lyst ud lyst ud, imens vi stadig i meget høj grad, også for vor egen velfærds skyld, er forpligtede overfor verdens underprivilegerede befolkninger.  Jeg læste forleden i en avis om en klog mand der var refereret for at have udtalt, at det er en meget vanskelig sag at forklare rige mennesker hvorledes fattige mennesker føler og tænker. Og det er netop visdomsord i en tør sandørken, på samme måde som det også udstiller en af vore demokratiske akilleshæle. For kan man egentlig, på den ene side, fortænke almindelige danske vælgere i, at de stemmer på politikere de har tiltro til, og at politikerne på den anden side søger at gå ind for de holdninger, som de fornemmer vælgerne deler? Ideelt set ville en mere realistisk praksis i forhold til udviklingshjælp i underudviklede samfund, og såmænd også i forhold til et lige så vigtigt fattigdomsproblem på hjemmefronten herefter forudsætte, at vælgerne i langt højere grad end det er tilfældet gav sig til at beskæftige sig med disse problemstillinger. Men noget sådant synes det mig ikke, at der umiddelbart skulle være udsigt til. Men ikke desto mindre tror jeg på, at fremtidige fredelige udviklinger i både små og store sammenhænge uomgængeligt vil være betinget af en fælles vilje og evne til at bygge broer hen over verdens sociale, religiøse og nationale skillelinier.
På min indledende introduktionsrunde hos Cooperativets medlemmer gik det alle steder igen, at de gav udtryk for deres store taknemmelighed over at jeg rejst væk fra det Danmark, som var kendt for kvægbrugets højt udviklede stade og for eksporten af smør, (jeg bed mærke i deres særlige interesse i at nævne kvæget, som for enhver kipsigis mand er hans hele liv) for at komme helt her ud til det afsides Abosi for nu også at udvikle kvægbruget hos dem. Hvortil jeg jo kun kunne svare, at jeg ikke troede, at jeg på nogen måde ville være i stand til at udvikle deres kvægbrug, men at jeg var kommet til dem, fordi jeg fra min organisation havde fået til opgave at finde ud af på hvilken måde jeg eventuelt ville kunne være dem til nytte i deres egne bestræbelser på at gøre deres kvægbrug mere lønsomt og berigende for både dem selv og for deres familier. Det skal i denne forbindelse nævnes, at kvæget for mændene her, er det samme som velspækket bankbog ville være for en dansker. Kvæget har de for at kunne tælle hoveder, er der mange er de rige, så kan have flere koner og få mange børn. Om de giver mælk er underordnet. Hvor vi i Danmark avler efter en høj mælke – kød ydelse, kan det ligeså godt være at de avler efter flotte horn. Fælles for dem var også, at de var umådeligt venlige, gæstfri og (tilsyneladende) åbenhjertige, ligesom de meget eftertænksomt lyttede efter, når jeg svarede på deres spørgsmål, selvom jeg nok havde en fornemmelse af, at de i virkeligheden ikke forstod ret meget af hvad jeg sagde. At denne introduktionsrunde mere var: Goddag mand – økseskaft. Nu vidste jeg jo godt, at selvom dette Coop. Society havde Young Farmers i navnet, så udgjordes det næsten udelukkende af middelaldrende folk, og dertil var medlemstallet på omkring et halvt hundrede ikke ret mange ud af områdets flere tusind farmere. Derfor kunne det heller ikke overraske, at den undersøgelse jeg satte i værk, i forsøg på at estimere hvor meget mælk der i givet fald ville være at transportere til mejeriet, gav til resultat, at der det meste af året var så lidt, at et særligt transportarrangement ikke ville være muligt. Jeg diskuterede naturligvis dette med cooperativets demokratisk valgte bestyrelse, og det overraskede dem, at der ikke ville være mælk nok til det transportarrangement de havde ønsket sig. Med hensyn til det lave medlemstal henviste de til en gruppe andre farmere, der kun arbejdede på at ødelægge deres nye cooperativ, og at det også var en af grundene til at der ikke var mælk nok.
 
Men da vi så ikke kunne komme nogen vegne med det, måtte vi jo foretage os med noget andet der ad anden vej ville kunne virke stimulerende på mælkeproduktionen. Et eller andet der ville kunne medvirke til at få farmerne til at indse, at det blot at betragte kvæget som en værdi i sig selv, i stedet for som et aktiv i bestræbelserne for at opnå et bedre liv, ikke længere var hensigtsmæssigt.  Få dem til at forstå, at den tid hvor der ikke var ret mange mennesker i landet var forbi, nu havde hver enkelt farmer ikke længer ret meget land til rådighed. Og hvis de derfor stadig satsede på mange kreaturer ville disse både blive magre og uproduktive på grund af mangel på græs, og dertil medvirke til den frygtede jorderosion der ødelagde jordens evne til at opsuge regnen, når den kom, men lod den løbe direkte ud i Viktoriasøen. Derfor skulle der nu satses på få malkekøer, der så til gengæld skulle passes, plejes og fodres des mere omhyggeligt for at opnå denne højere mælkeydelse, herunder at der skulle være lettere adgang til at købe både kraftfoder, kunstgødning og diverse hjælpestoffer i øvrigt. Derfor foreslog nogen, at vi skulle etablere en mindre grovvarehandel for at afhjælpe et stort savn. Og de vidste, at Danida par andre steder havde finansieret den slags nye projekter. Det der i udviklingsproget går under betegnelsen Turn Key projekter (nøglefærdige projekter), hvor det hele, bygning, varelager tilligemed alle andre nødvendige driftsmidler fiks og færdigt overdragedes til modtagerne med udførlige anvisninger på hvorledes en sådan forretning skulle drives. Dette var de naturligvis meget optaget af. Hvad jeg imidlertid ikke var, fordi jeg med beskæmmelse havde set hvordan det netop disse steder var gået. Da varelageret var udsolgt stod denne, i forhold til alt det omkringliggende byggeri, yderst vel propotionerede bygning som et pynteligt minde om gode intentioner der bare var løbet ud i sandet. Gabende tomme stod bygningerne tilbage som forladte monumenter over endnu et par ”hvide elefanter”. Derfor nægtede jeg, under henvisning til hvad jeg vidste om det, at medvirke til dette. Mens jeg til gengæld, hvis de syntes ideen var god, ville være åben for, at vi selv lokalt og ved egne anstrengelser projekterede og opførte en mere beskeden ”grovvarehandel” på andelsbasis, hvor vi selv tog stilling til varesortimentets beskaffenhed, og i øvrigt selv stod for projektets hele gennemførelse og senere drift. Jeg gjorde rede for mine argumenter imod Turn Key løsningen, hvordan det var gået med dem de andre steder, og fremhævede at dette skulle skabes af dem selv, således at de kunne føle den stolthed der altid følger med vel gennemført arbejde, således at det, at de selv ejede den, også ville betinge den helt nødvendige ansvarsfølelsen der krævedes for efterfølgende nidkært at kunne tage vare på projektets sunde forretningsmæssige drift. Og de gik med på ideen, hvorefter vi i fællesskab gik gang med forberedelserne. Herunder at jeg, da MS ikke på det tidspunkt, udover rene bagateller, var egentlig projektbærende, måtte søge de nødvendige økonomiske midler hos Danida. Men det regnede man, da det jo ikke var noget større beløb det drejede sig om, på MS kontor i Nairobi for en ren formssag. Men det viste sig, at vi havde gjort regning uden vært. For min ansøgning skulle først forelægges Danidas landbrugskyndige konsulent. Og han vendte tommelfingeren nedad med den begrundelse, at de ikke kunne bevillige penge på så løst et grundlag, men tilføjede dog, at jeg selvfølgelig var velkommen til at sende en ny ansøgning, såfremt jeg kunne komme med et mere fornuftigt projektforslag. (Uden al tvivl den hvide elefant, som Danida i de år havde som standard, men som jeg ikke agtede at medvirke til,). Og så var vedkommende konsulent tilmed så uforskammet at sætte spørgsmålstegn ved om jeg overhovedet havde forstand på udvikling af kenyansk landbrug? En ren uforskammethed der vist nok skaffede ham en reprimande. Men pengene fik vi altså ikke.
 
Og det var uden sammenligning mig der måtte indkassere den største skuffelse. Farmerne, som jo havde sat deres forventninger til min autoritet, syntes mig, selv om de vitterlig havde sat meget ind projektets gennemførelse, ikke særlig berørte udover at de i al stilfærdighed stillede mig spørgsmålet, om jeg ville fortælle dem, hvad jeg nu efter næste 1 ½ års tilstedeværelse havde udrettet til gavn for dem? Ingen ting, måtte jeg nødvendigvis erkende. Under den påfølgende samtale med bestyrelsen, opfangede jeg, trods de sprogvanskeligheder som jo altid havde været et tilbagevendende problem i vor kommunikation, (kun få af dem talte et gebrokkent engelsk, de andre slet ikke, swahili var jeg meget ringe til, ligesom mit engelsk, på det tidspunkt, også var mådeligt) tilfældigvis en henkastet bemærkning, som åbenbart ikke var beregnet for mig. Men jeg gik dem på klingen og forlangte en forklaring. Herefter viste det sig, at de helt fra begyndelsen, da de fortalte mig om den gruppe af farmere, der bestræbte sig på ødelægge deres cooperativ, havde ført mig bag lyset, og at formanden for cooperativet og formanden for omtalte gruppe var en og samme mand. Jeg blev naturligvis både dybt rystet, meget vred og brugte en hel del mindre pæne ord om deres utroværdighed. Men da jeg ret hurtigt fandt mig selv mig udtømt for galle, sagde den ene af dem med en aldeles troskyldig mine på: ”Men du spurgte jo aldrig”? – Hvad der i øvrigt er op og ned på den sag, har jeg aldrig forsøgt at få rede på. Blot taget det som et vidnesbyrd om deres måde at omgås sandheden på, rimeligvis især når det gælder forholdet til ”hvid bistand” eller anden form for hvad de åbenbart forstår ved tuskhandel. Det minder mig om at en af mine kolleger, vor allerførste dag på gaden i Nairobi blev afkrævet 100 shilling for en skopudsning, skønt prisen ellers normalt var 5 eller deromkring. – Går den, så går den!
 
Men helt uanset ret eller vrang. Så var det svaret fra Danida der gjorde, at jeg kom i tvivl om min fremtid i Abosi overhovedet herefter ville have noget formål? Et var, at cooperativets bestyrelse havde forsøgt at føre mig bag lyset. Men efter mine hidtidige oplevelser i Kenya, havde jeg faktisk lært mig selv at holde af dem, som de nu en gang var, på godt og ondt, og at samarbejdet med dem på mange måder var at ligne ved et spil, der vel kunne irritere, men som jeg også i højeste grad fandt fascinerende. Jeg havde det vist lidt som forne tiders guldgravere i Alaska, var de først blevet ramt af guldfeberen, havde de ikke mere nogen vej tilbage til det normale.  Jeg var helt klar over, at jeg sagtens kunne leve med deres ”uærlighed”. – Eller at jeg, måske lidt nærmere sandheden, havde bestemt mig for at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Noget helt andet var så, at den tillid som de umiddelbart hidtil havde haft til mine evner som vejleder for dem, tilligemed den respekt de havde næret for mig og mine muligheder for, overfor mine foresatte i MS / Danida, at sætte mig igennem med de ønsker, som jeg på deres vegne, forventedes at have autoritet til at få tilgodeset, havde fået et alvorligt knæk. Det var ikke nok, at jeg sagde ja til dem. De skulle også sige ja til mig. Derfor overvejede jeg meget seriøst at kaste håndklædet i ringen og enten få anvist en opgave andetsteds i Afrika eller rejse tilbage til Danmark med uforrettet sag, det sidste var noget som jeg meget nødigt ville.
 
Men inden jeg fik gjort alvor af det, løb jeg tilfældigvis på en hollandsk kollega, der ligesom jeg selv arbejdede med landbrugsudvikling, blot i et nabodistrikt. Jeg faldt i snak med ham, og han fortalte om sit projekt, der specielt rettede sig imod mælkeproduktion, for øvrigt i det distrikt hvorfra folkene i Abosiområdet 30 – 40 år tidligere var udvandret, som jo også var kipsigier. Hans projekt havde nu løbet over en årrække, og omfattede et langt større område, end det der var mit.
Men da jeg nu måtte antage, at han havde et langt mere indgående kendskab til de sorte, og særlig til kipsigierne, fortalte jeg ham om den situation jeg følte mig stedt i, og bad om et godt råd? Og hans svar var, at jeg ikke nødvendigvis skulle forlade Abosi. Det helt afgørende spørgsmål var, om jeg ville være i stand til at genvinde den tillid hos dem, som jeg helt åbenbart havde tabt? Han mente, at jeg måske kunne have en chance. Og anbefalede mig at indbyde farmerne til en workshop (hvad vi nærmest på dansk ville kalde en form for landbrugsfagligt højskolekursus) med overnatning på stedet, og af mindst 3 dages varighed, samt at den skulle foregå så langt hjemmefra, at de umuligt ville kunne tage hjem om aftenen. For hvis dette var muligt, ville de højest sandsynligt ikke møde op den næste dag, simpelt hen fordi de garanteret ikke, i første omgang, ville finde at arrangementet havde noget at sige dem. Og han advarede mig kraftigt imod, af finansielle grunde, at afholde det hjemme i Abosi. Og han tilbød, at han, hvis jeg måtte ønske det, vederlagsfrit ville sende to af sine egne mest betroede, lokalt ansatte medarbejdere (landbrugskonsulenter), der havde stor erfaring med den type workshops, og ikke mindst stor erfaring i at omgås farmere af netop denne stamme, til at assistere mig. Jeg fandt, at dette tilbud over al måde var både generøst og udtryk for en ærlig vilje til at ville give en betrængt kollega en hjælpende hånd, og var omgående  
fyr og flamme. 
 
Jeg fandt frem til en katolsk mission i Sotik, der hvor mejeriet også ligger, der havde faciliteter til sådanne arrangementer, og hvorfra mine kursister ikke ville have mulighed for at tage hjem om aftenen. Jeg bad også min gode ven og i mange sager fortrolige, Father Carlos fra Colombia, en af præsterne på missionen hvor jeg boede, at tage del. Han talte flydende kipsigis. Ham var det vigtigt for mig at have med, fordi han, med sit gode kendskab til sproget ville kunne rede mig ud af eventuel sprogforvirring, som jeg vidste, ville kunne opstå, dertil nød han stor agtelse iblandt folk, hvad enten de bekendte sig til den katolske menighed eller ej. Han var, uden at forklejne andre, det som jeg ville kalde en mand af høj karat, foruden at vi også havde haft mange samtaler omkring udviklingsspørgsmål og i vid udstrækning var på bølgelængde. Og så var der jo det med finansieringen? Det måtte jeg en tur til MS i Nairobi for at opklare. Jeg var nødt til, for dem, at klarlægge alvoren i den situation jeg efter Danidas afslag var bragt i, og som altså nu havde affødt mit ønske om at afholde denne workshop, samt de nærmere omstændigheder omkring den, ligesom jeg også måtte meddele min beslutning om med øjeblikkelig virkning at afslutte mit engagement i Abosi, hvis man fra MS sige afslog at financier. Men til min store glæde og tilfredshed gav koordinatoren mig grønt lys på stående fod, hvilket faktisk ikke var ret almindeligt. Således at jeg med det samme kunne tage tilbage til Abosi for mere detaljeret at forberede workshoppen. Jeg havde kort tid forinden i den katolske mission, stiftet bekendtskab med en helt ny guidebog kaldet ”Training for Transformation” på dansk ”opøvelse i transformation”, eller lidt lettere forståeligt ”strategier for udvikling”, som netop lige var udkommet og som man på missionen havde et eksemplar af, og for mig synes at være kommet på rette sted og tid. For en gammel højskolemand som mig gjorde den det ganske enkelt ud for en røst i ørkenen. Den skænkede mig den gejst jeg havde brug for.  Og den passede som fod i hose til de ideer om udvikling, som man også det hollandske projekt stod for, og sikrede mig at strategien var velkendt af de medarbejdere Jan Houman havde stillet til min rådighed. En strategi der i høj grad var inspireret af den såkaldte befrielsesteologi, der vist nok især indenfor de katolske kirker i Latinamerika igennem en årrække havde vundet frem, og som jeg både overrasket og med største glæde kunne konstatere næsten lige så godt kunne have været formuleret af vores egen gamle Grundtvig. Så, på en måde følte jeg mig helt på hjemmebane. Jeg hører nemlig til de mennesker i Danmark der altid med forundring og også med en vis stolthed har omfattet den danske bondestands oprejsning fra livegen trældom til selvbevidst hovedaktør i skabelsen af det Danmark vi kender i dag, som i virkeligheden var en udvikling der havde sit udgangspunkt i vort nederlag til Tyskland i 1864 hvor vi mistede næsten alt hvad et land kan miste. Ja, hvor vi faktisk kun ved et tilfælde redede selvstædigheden son nation. Da var det Grundtvig fik den tanke, at skabe en skole for livet, som han formulerede det, hvor det meget hurtigt viste sig, at de ellers så arbejdsvante unge bønderkarle i stort tal flokkedes, for at høre om Odin, Tor og alle de andre guder fra den nordiske mytologi, hvor sang af hjertens lyst fra højskolesangbogen, samtidig med at de også opøvede sig i at læse, skrive, regne og i øvrigt lærte noget om hvad det krævedes af dem for at klare dagligdagenes trummerum, og samtidig holde fanen højt. Kor sagt, med udgangspunkt i de ældste nordiske fortællinger udvidedes deres horisont og motiveredes deres fantasi og fremtidsdrømme, således at de ud af dem fik det mod og den overskydende energi der gjorde det muligt for dem, i fællesskab, at sprænge de hidtil stængte porte ud imod den store verden og ind i en ny tid. Da de var vendt tilbage til gårdene, landsbyerne og de folkelige fællesskaber, som de var udgået fra, gik de ufortrødent sammen for skabe de mange forskellige andelsforetagender der kom til at løfte, først landbostanden og siden det samlede danske samfund ind i en ny og ekspansiv æra. Kunstgrebet havde for højskolefædrene været at gribe fat i de dybeste folkelige rødder for derfra at lede energier ud i dagliglivets grå trivialiteter, lyse dem op og få dem til at slå gnister der kunne fænge i de unge fantasiers bevingede og flyvske verdener.
 
For, som almindeligt selvlært menneske at kunne røgte den, på mange måde overmodige, opgave det er at blande sig selv ind i ukendte historiske og kulturelle sammenhænge med intention om at sætte synlige aftryk, uanset om man fra pågældende hold er anmodet om det eller ej, er egentlig en temmelig umulig opgave, der er nærmest er at ligne ved at spørge et tilfældigt ukendt menneske om at få lov til at kurere vedkommende for en sygdom, som hverken behandler eller patient har kendskab til, ja egentlig ikke engang ved om der overhovedet er nogen sygdom at kurere. Men gør man det så alligevel. Og det er vi jo mange der har gjort, så er det af ultimativ vigtighed, at begge parter ved hvad det er, de har gang i, og i fuld ærlighed, og hver for sig, gør sig deres eget ståsted klart som noget de betragter med veneration og kærlighed. Er denne gensidige forståelse ikke tilstede, så er alle muligheder åbne for den åndelige og materielle voldtægt der igennem århundreder har redet Afrika som en mare, og som har medført så mange ubeskrivelige lidelser.
 
Vi, som har hjemme her i Danmark, vort eget skønne land, og oplever vi det ene vidunderlige forår efter det andet, bl.a. også fordi årstiderne altid tålmodigt og regelmæssigt, i takt med vor egen livsrytme og dennes mere praktiske gøremål, skifter efter et bestemt skema aflæst på kalenderen. Vi lever vore liv på vilkår, der hvad angår elementernes så vel som de menneskelige modsætningers indvirkning på vore forestillinger om hvad lykkelige omstændigheder er for en størrelse, er, om ikke ganske, så dog for så vidt, at de ikke fylder os med daglige bekymringer, det der udgør baggrunden for den relativt trygge tilværelse vi igennem årtusinder har kunnet hengive os til. Men her i Afrika er det meget anderledes, her er vægten af de store kontrasters ofte meget dramatiske vilkårligheder, det være sig menneskelige modsætninger og ikke mindst klimaets troløshed, sammenholdt med folkeslagenes tusindårige fra hånden og i munden samt indbyrdes krigeriske livsformer, nærmest groteske. Og så på trods af disse ods synes der dog alligevel, uophørligt, og til os vesterlændinges stadige forundring, at være overskud nok til nære selve deres livsviljes ustyrlige frodighed og fabelagtige evne til ufortrødent at overleve og i fuld fortrøstning til forsynets varetagelse af skæbnens uransagelige veje føre deres evige tvekamp med ærkefjenden, den brutale, nådige død, hvis man han sige sådan om et folkefærd, der fra fødselen er vokset op med at være truede på livet, om truslen så drejede sig om indtrængende nabostammes forsøg på at bemægtige sig deres land eller kvæg for at berige sig, bemægtige sig deres unge kvinder og børn for at mangfoldiggøre sig, sygdommes nådesløse hærgen, eller den afrikanske naturs lunefulde gambling om lyst og nød, hvilket undertiden tvang dem til at skille sig af med en, i en given situation, belastende nær, gammel slægtning, som alligevel snart skulle dø, ja endog med babyer, som de ikke mere havde kræfter til at tage vare på, fordi selve deres blotte overlevelsen krævede det. - De fortalte mig en historie om en klan af deres stamme, der på grund af sult og tørke var nødt til at foretage en lang vandring med alt hvad de ejede af kvæg, geder og husgeråd for at finde en rigeligere græsning. Men undervejs var en af deres gamle kvinder, som var blind, og som havde udtømt sine sidste kræfter, og derfor forventede af dem, at de overvejede om de skulle efterlade hende til hyænerne eller hvad? Men da de på samme tid kom forbi en af stammens andre bosteder forhandlede de med dem om at overlade den gamle kvindes videre skæbne til dem, og de enedes om at betale en ko for det. Men da disse folk jo også havde småt med føde, og den fremmede kvinde var blind og derfor ikke kunne vide, hvad de gav hende at spise, tog de det ikke så nøje med det. Så var det imidlertid at kvinden fik et fortroligt forhold til en af bostedets mindre drenge, der endnu ikke havde lært at fifle med sandheden. Ham spurgte hun, hvad det egentlig var, hun fik at spise, og han svarede hende, hvad sandt var, at det var efterbyrden fra en ko som netop havde kælvet. - Og i selv samme øjeblik skete et jordskælv så hele klanen med alt hvad der hørte den til forsvandt ned i en dybt spalte der havde åbnet sig, og som ganske og aldeles opslugte dem, så ingen har siden set dem. – Tilmed er historien lige så sand som dagen er lys, for enhver kender stedet, hvor det skete. Selv jeg, som dog ellers som en fremmed var kommet til langvejs fra blev gjort bekendt med det, fordi det er en vigtig viden at have som ballast, når verden er så fuld af fristelser og ondskab.