En lille Solstrålehistorie

På et bestemt felt har jeg som bekendt en hel del både bitre og søde erfaringer. Men sådan er jo nu det liv, som har lært mig. at det søde såmænd ikke ville være så opløftende, hvis det ikke var fordi kontrasten til det bitre netop danner den nødvendige baggrund derfor. Men hvorom alting er, så har jeg fra allerførste færd næret så stor beundring og fascination for Linda, at den, for mig, sagt med Dirch Passers ord, altid har fængslet mig.
                                                                                                                                                 
Og nu synes jeg alligevel også, at jeg kort vil fortælle historien om hvordan vi (Linda og jeg) mødtes, det er nemlig en RIGTIG solstrålehistorie. – Og den begyndte faktisk med, at jeg omkring nytår1986 var hjemme i DK på ferie fra Kenya, og der læste jeg i den lokale avis, at et gymnastikhold fra det tidligere Maribo Amt skulle på turné i Kenya nogle måneder senere. Og så fik jeg den skøre ide at spørge dem, om de dog ikke kunne tænke sig at komme ud i bushen i det rigtige Kenya og gøre opvisning for ”mine” landsbyboere. – Men det mente de dog nok ville være en temmelig umulig tanke, da det hele jo allerede var planlagt og ikke nemt kunne ændres. Vi blev dog enige om, at jeg skulle komme og vise mine 136 lysbilleder en aften efter træningen. - Jeg kom som aftalt og ventede længe på at denne træning skulle tage en ende. Og da jeg nærmest havde opgivet, og var begyndt at overveje, om jeg dog ikke lige så godt kunne vende næsen hjemad imod Vålse igen, kom gymnasterne da endelig og ville se billederne, men lidt hurtigt, insisterede de, fordi de var trætte og skulle møde på arbejdet tidligt næste morgen. Så jeg kørte hele møllen igennem på en god halv times tid, og forlod lokalet med en bemærkning om, at de ville være velkomne ude i ”min bush” med tillæg af nogle dages safari i det nærliggende vildtreservat Masai Mara, der jo faktisk udgør den kenyanske del af det meget store Tanzanianske reservat Serengeti, altså såfremt de ville forlænge deres turné med syv dage, hvilket jeg stillede som en absolut betingelse. Men det mente lederne dog godt nok ikke overhovedet ville være realisabelt.
 
Så rejste jeg tilbage til mit arbejde i min bush, og da jeg efterhånden, som jeg havde fået tid til at tænke mig om, måtte spørge mig selv, hvordan jeg dog kunne være kommet på en så tåbelig tanke? For jeg havde jo i virkeligheden nærmest slet ingen forudsætninger for at kunne påtage mig et sådant arrangement. For bare dette at skulle sørge for både husly og mad til ca. 45 - 50 mennesker her ude i Abosi, hvor jeg jo ikke kunne vide, om jeg overhovedet ville kunne få hjælp til f.eks. at sørge for madlavning og bespisning af så mange mennesker. For da slet ikke at tale om at organisere de indkøb af madvarer, som jeg aldeles ikke selv havde forudsætning for at kunne stå for. Derfor håbede jeg inderligt, at jeg ikke ville høre mere fra dem om den sag. Idet jeg henholdt mig til håbet om at deres udsagn om, at det ikke ville kunne lade sig gøre ville komme mig til gode og holde stik. Jeg som absolut ikke på hverken den ene eller den anden måde havde erfaring i den retning! Jeg havde jo nok med bare at få lavet mad til mig selv. Hvor kunne jeg dog også være så letsindig? Og jo længere tid der gik, uden at jeg hørte noget, jo højere steg også min ”optimisme”. Og jeg var næsten helt sikker, da der så alligevel en skønne dag kom brev fra dem. - Så denne glæde havde altså kun været stakket. For I dette brev lod de mig vide, at de nu havde fået det ordnet, så de kunne få 5 dage ude hos mig. - Men jeg sendte et ilbud tilbage, der henledte opmærksom på, at det hele tiden havde været mit absolutte krav, at det skulle være 7 dage, idet jeg håbede, at jeg så stadig havde en mulighed for at få det hele væltet. Men herefter gik der kun kort tid inden deres ”frygtelige” accept nåede mig. Og så kan det ellers nok være at gode råd lige med ét var blevet dyre. Det var altså virkelig endnu en gang lykkedes mig at lukke munden for højt op.
 
Til alt held, kom jeg til at tænke på en i øvrigt. ifølge det billede jeg havde set af hende på min nærmeste kvindelige frivilligkollegas billedkollage, meget tiltalende veninde til hende. Men hvad der så her i min helt aktuelle kvide i særlig grad tiltrak min opmærksomhed, var hvad denne kollega havde fortalt om hende. Hun havde nemlig fortalt mig noget om alt det som denne dame var i stand til, særlig på det kulinariske område, hun var en erfaren kogekone der både kunne administrere og ikke mindst rent praktisk stå med ansvaret, selv for større festselskabers behov med nærmest legendarisk professionalisme og succes. Og hvad jeg så i denne forbindelse især hæftede mig ved var, at denne, Linda, som hun hed, i nær fremtid ville komme til Kenya, dels for igen at komme til kræfter ovenpå en skilsmisse, og dels for at være behjælpelig i min kollegas arbejde på ”hendes” sundhedsklinik, idet hun jo også var uddannet sygehjælper. Men hvad min kollega især pointerede, var at hun nu lige efter sin skilsmisse havde behov for komme væk hjemmefra og genfinde sig selv som en uafhængig kvinde, der for altid havde fået nok af mandfolk. Men min kollega mente nu heller ikke, at jeg ville have store chancer for at kunne at lokke hende på en galej, som den jeg der havde i tankerne. Men alligevel, så måtte jeg jo, presset som jeg var, gøre et eller andet. Så jeg vovede forsøget, da det jo var lige før jeg nærmest sprællede fortvivlet som en mus i en fælde, og derfor var parat til næsten hvad som helst. Jeg havde alt at vinde, men godt nok også alt at tabe. Hvis det hele gik i vasken, ville jeg være en stækket mand i Abosi, og ville dertil hjemme på Lolland Falster komme i avisen som en tåbe. Så jeg halede på bedste vis op i mig selv, opsøgte hende og forelagde hende mit problem, at jeg havde brug for at hun i en uges tid ville hjælpe mig med alt, stort som småt, dog primært hvad der havde med madlavning, administration og indkøb at gøre i forbindelse med gymnastikholdets ophold i min uanseelige kenyanske landsby. Dagene i Masai Mara Vildtreservat, som jeg jo også havde lovet dem, havde jeg, Gud være lovet, fået udliciteret til en halvprofessionel turarrangør, som jeg kendte, og som jeg havde stor tillid til.
 
Men alligevel vidste jeg jo kun alt for godt, at den hjælp jeg havde brug for ville der næppe være ret mange, der ville have mod til at kaste sig ud i. For skønt erfaren kogekone i Danmark var hun dog, hvad denne særlige opgave angik så absolut en novice, som jeg ellers er helt sikker på aldrig i sin vildeste fantasi ville havde forestillet sig at kunne blive stillet overfor noget så vidtløftigt, som dette, der jo ret beset gik ud på at være gastronomisk tusindkunstner i en kenyansk landsby uden at have noget som helst kendskab til præmisserne, og kun vide at et lille halvt hundrede gymnaster, ledere og lokale chauffører ville forvente at blive bespist med lækre, velsmagende måltider. Og dertil var jeg jo desuden en hende absolut ukendt mandsperson, der bare havde henvendt sig til hende, for nu at sige det ligeud, at få hende til at redde sig selv ud af en klemme, som jeg selvforskyldt, tankeløst og med åbne øjne havde rodet sig ud i. Vidtløftigheden i hele projektet stod mig ganske klart, og jeg erkendte for mig selv, at medmindre hun var en lige så tankeløst lidenskabelig eventyrer, som jeg her havde ført bevis for, at jeg var, så ville der næppe være hjælp at  hente fra den kant. – Men miraklet skete. Min anmodning bragte ikke den mindste antydning af betænkelighed frem i hendes ansigtsudtryk. Det gav nærmest sig selv, selvfølgelig var hun parat til at stå last og brast med mig. Ja, selv om der godt nok ikke var nogen af os der nævnte det, så var det jo dette, som det i sidste ende drejede sig om. Og hun kom til, blot ved den måde hun agerede på, at løfte et tungt åg fra mine skuldre. Og fra det øjeblik vidste jeg, at jeg endnu en gang, til trods for min vane for lidenskabelig mangel på fornuft, havde fast grund under fødderne. Og jeg tænkte på den gamle talemåde: ”lykken står den kække bi”. Og dette, at hun også, som sideordnet bibeskæftigelse ved min ”ansættelse” af hende, uden min viden medbragte min kollegas 8årige søn Kristian, der bare gerne ville lidt hjemmefra i nogle dage, var, opdagede jeg efterhånden, et udtryk for hendes aldrig hvilende omsorg for dem der trænger til en hjælpende hånd.
 
Og den største oplevelse i mine 7 år i Afrika ventede mig / os, da jeg i spidsen for vores kortege ankom til den landsbyskole, hvor den første gymnastikopvisning skulle foregå. Jeg havde naturligvis på forhånd forberedt både lærerkollegiet og Headmaster på hvad det hele drejede sig om, og havde også med et vist forbehold godkendt den lidt for ujævne græsmark, hvor opvisningen skulle foregå. Men de værste tuer skulle dog jævnes og kokasserne fjernes, ligesom jeg naturligvis havde afmærket hvor stort et areal der var nødvendigt. Men i øvrigt ikke gjort mig særlige tanker om hvor stort et nummer skolen selv ellers ville gøre ud af det. Men til min / vor helt store og meget glædelige overraskelse var der gjort et særdeles stort nummer ud af det. Måske takket være at Headmaster selv, hvad lidenskabelig entusiasme angik godt kunne betegnes som min egen ligemand, og det havde da også været med velberådt hu, at jeg netop havde valgt hans skole til den første opvisning. - Eleverne i de mindste klasser dannede espalier langs adgangsvejen og klappede taktfast for at byde os velkommen, med den effekt at jeg er sikker på af mange kom til at knibe en glædeståre. Det måtte jeg i hvert fald selv gøre. Og dette foran disse simple ”skoleskure” som jeg nødvendigvis må kalde dem, skønt jeg jo i forvejen var godt kendt med dem, men som gymnasterne fra Danmark nødvendigvis måtte have meget svært at forbinde med nogen som helst form for undervisning var skuepladsen afmærker med reb eller snore, som jeg havde forventet, men stemningen omkring pladsen var til gengæld ikke til at tage fejl af, for den oversteg langt hvad nogen af os på forhånd ville have turdet bare drømme om. Hvad skolen i den ydre fremtoning manglede, det  blev i et helt overstrømmende mål erstattet af den lokale befolknings spontane begejstring og åbenbare store forventninger til det som de nu skulle overvære. For uden om den med snore afmærkede opvisningsplads var der i bogstaveligste forstand sort af mennesker, flere tusind må der absolut have været. – og stemningen var på kogepunktet. En simpel mikrofon med højttaler var i dagens anledning bragt til veje, men var under disse ekstreme forhold ret virkningsløs, således at der ikke, da den efter kort tid brød sammen, var ret mange der bemærkede det. Vi blev budt velkommen af lokale honoratiores, og naturligvis ikke mindst af de mange mennesker, der alene ved deres blotte fremmøde i så ubegribeligt stort et tal udtrykte de spændte forventninger, der er den allerbedste spore, når det gælder fremme af mellemmenneskelige relationer på tværs af selv de mest åbenbare skæl og forskelligheder. Dermed var betingelserne for det kulturmøde, som for mig var arrangementets inderste og for mig helligste formål og drivkraft til fulde opfyldt. Denne helt spontane drivkraft der, desværre, kun alt for sjældent træder så tydeligt frem i rige landes ulandsarbejde som i netop dette tilfælde, kom her helt op til overfladen, og bekræftede mig i min antagelse, om at det netop er spontaniteten der er det tværkulturelle arbejdes alfa og omega.
 
Det at have inviteret gymnaster fra Danmark til at komme ud i en fattig kenyansk landsby for at gøre opvisning, skal man selv have oplevet for at kunne forestille sig hvor bevægende det er, beskrive det er jeg ikke i stand til. Jeg mangler simpelt hen ord, som i den grad vil kunne afkode sig éns sanseapparat på grund af noget, man selv har iscenesat, det være sig igennem ihærdigt arbejde med hverdagenes grå og trivielle småtterier, eller som i dette tilfælde, igennem et vovestykke der kun takket være særdeles heldige – ja mirakuløst heldige omstændigheder til fulde lykkedes! Man siger at den fornuftige må altid tænke sig godt om og ikke tage chancer – hvor ville verden dog blive farveløs og kedsommelig, dersom vi alle, i alle forhold, lod fornuften være øverste instans. Opvisningen fik et meget smukt forløb. Og det var helt tydeligt, at det der imponerede mest var de mandlige gymnasters rent fænomenale færdigheder i spring, som publikum kvitterede for med ubestemmelige lyde som udtryk for en blanding af næsegrus beundring og dyb undren. Efter opvisningen inviteredes de modigste af drengetilskuerne, af nogle af gymnasterne, til også at forsøge sig med spring fra trampolin og plint, hvilket viste sig at være ganske velkomment. Og senere inviteredes alle gæster på ugali (meget stiv majsgrød) med sukumaviki (en slags kål der var kogt), som alt sammen spistes med fingrene, selv de danske gymnaster, for hvem andre kultiverede spiserutiner med anvendelse af kniv gaffel eller ske ellers aldrig havde været fraveget, gik til ”fingermetoden” uden nølen og med god appetit som det naturligste af verden.
 
Efter spisningen var der så gaveuddeling til lederne. Til sin forfjamskelse, overraskelse, eller hvad man nu ellers kunne kalde det, fik Elin Johnsen (pigernes leder) overrakt en levende høne, som hun højt og helligt lovede at tage med i flyveren, når hun igen rejste hjem til Danmark. Hvilket hun godt nok ikke havde behøvet, idet det ifølge min tolkning af lokale folks tradition for gavegiveri er langt mere jordnært ment, nemlig at det er noget der, også gerne, om muligt, på stedet, kan / må mætte en sulten mave. Noget helt andet, som den opmærksomme iagttager under opvisningen kunne have lagt mærke til var, at nogle, ja faktisk ret mange af kvinderne blev undseelige og nogle gange vendte hovederne væk, når gymnastikpigerne lod deres, ellers tækkelige, skørter flagre lidt højt, imens en del af mændene modsat spilede øjnene op – ja enkelte mænd følte sig endda frimodige nok tit at tilbyde en passende høj brudepris. Men sådan er der jo så meget. Men alt er jo alligevel ikke kun gammen. For da vi stod for at skulle forlade pladsen kom Kristian højt hulkende og fortalte, at vores bil var punkteret på det ene hjul – Men som man siger: små børn små sorger og store børn store sorger, og hjulet fik vi da skiftet.
 
Det var med dette nærmest overstadige velvære i krop og sjæl at Linda og jeg gik til ro efter endt dagværk. Jeg, som ellers, indtil få uger tidligere, havde resideret i et yderst komfortabelt murstenshus, havde desværre, på grund af indtrufne omstændigheder, måttet forlade det, og var i stedet af de stedlige præster tilbudt at kunne flytte ind i et mindre 20 kvadratmeter stort blikskur på deres katolske mission. Og da jeg med assistance fra 3 unge tyske studenter, som jeg i nogle dage havde haft boende, flyttede ind i dette blikskur med alt mit løsøre, var jeg på grund af pladsmangel, nødt til selv at overnatte i telt, imens en mindre udvidelse, der dog ved gymnasternes ankomst netop lige var fuldført, så pladsen øgedes fra 20 til 32 kvadratmeter. således, at der i det mindste nu var plads til min seng indendørs.
 
Men nu skulle Linda jo også sove et sted, og til hende havde jeg indrettet et sovested på en løs sengebund med skumgummimadras placeret ovenpå 3 bildæk. Mærkeligt nok havde jeg ikke på noget tidspunkt tænkt på, om hun nu også ville stille sig tilfreds med disse ydmyge forhold, men i påkommende tilfælde kunne hun også indlogeres sammen med gymnasterne i missionens dormatory. Men da hun ikke viste nogen antydning af indvendinger, må hun vel have følt sig tryg ved det. Vi bød hinanden god nat og gik til ro. Det vil sige, jeg var, af årsager som jeg slet ikke kan gøre rede for, nærmest ved siden af mig selv af bare overstadighed over, at vi to, for hinanden vildt fremmede mennesker, havde været fælles om at få dette vidtløftige forehavende til at lykkes, ja næsten mere end det, det var lykkedes så godt, at vi var nødt til at knibe os selv i låret for at overbevise os selv om, hvem vi i virkeligheden var, og hvor, ja, jeg skriver vi, for det var mig ikke muligt at tvivle på, at hun havde det ligesom mig selv. Godt nok lå vi i hvert sit rum, men rummene var kun delvis adskilt ved en væg bestående af en tynd sivmåtte. Om jeg nu har tænkt, at denne dag langt havde overgået mine dristigste forventninger, og derfor var parat til at kaste de sidste blokeringer til side, skal jeg ikke kunne sige, for ligesom jeg helt fra den dag hun havde sagt ja til at hjælpe mig følte, at jeg med hendes professionelle assistance nok havde alt at vinde, men stadig, den gang, også alt at tabe. Må jeg nu have været rimeligt skråsikker. Så jeg stillede hende, igennem denne ”fremkommelige” sivvæg spørgsmålet om hun måske også godt kunne tænke sig at ligge i arm. Og ligesom forrige gang jeg spurgte hende, svarede hun også denne gang med et alt andet end spagt, ja. Siden fandt vi dog ud af mere komfortable sovestedsløsninger. Men da vi i den tidlige morgenstund næste dag lå og vegeterede, vågnede også Kristian, til hvem vi havde indrettet et sovested ved side af os, og han sagde, stadig med søvn i øjnene: Hvad laver I? hvortil vi svarede: vi hygger, hvortil han blot replicerede: det vil jeg også! – Hvorpå han tillidsfuldt kravlede op til os.
 
Ja, sikkert er det, at venerationen for det primitive liv får vi nok aldrig rystet af os. – Ja, og så var dette bare, meget kort fortalt, begyndelsen på et nu mere 25årigt helt fantastisk makkerskab.
 
Hvis I har lyst og energi til mere, hvad jeg godt kan forstå, hvis I ikke har, så kan I på denne hjemmeside også finde beretningen om vore oplevelser som guider for et hold elever fra Næsgård Agerbrugsskole under en to ugers ekskursion i Kenya i 1992. Den fortæller også lidt om Lindas ret usædvanligt brede spekter af udfoldelsespotentialer. - Så det var altså ikke helt ved siden af, da veninden fortalte mig, at der næsten ingen grænser var for, hvad hun ville være i stand til at klare. Og jeg kan rigtig godt forstå, at hun blev skide sur på Linda, da hun havde bestemt sig for at foretrække arbejdet hos mig i Abosi frem for hos hende på sundhedsklinikken.
 
Skulle du have lyst til at vide mere om vort makkerskabs spændende facetter kan du sige til. Jeg sidder alligevel og skriver min livshistorie, fordi jeg slet ikke kan lade være.