En fantastisk fortælling om udvikling!

Det hændte da Linda og jeg i 1994, af Lolland Falsters Ulandsforening sammen med 6 danske Produktionsskoler var sat på den opgave det var at udføre en forundersøgelse ”i marken” for et muligt dansk udviklingsprojekt i Uganda der i særlig grad skulle tage sigte på at hjælpe de mange forældreløse børn som borgerkrigen, der sluttede i 1986, havde efterladt. De havde af præsident Museweni personligt fået et landområde overdraget, der tidligere havde udgjort en del af et vildtreservat, hvor de frit kunne slå sig ned. Og som leder af dette genbosættelsesprojekt havde præsidenten udpeget en pensioneret skolelærer, som præsidenten selv, som dreng, havde haft til lærer. Denne mand, Eric Kirimani, som på det tidspunkt hvor vi arbejdede sammen med ham var blevet en mand på 80 år, men også et af de mange mennesker, som vi igennem årene i Afrika kom til at møde der, i vor bevidsthed virkelig kom til at rage højt op over de fleste andre, vi også mødte.  

Nu er det at få til opgave at lede traditionelle pastoralister (kvægnomader) ind i en, for dem, fuldstændig fremmed måde at overleve på ingenlunde nogen let opgave. De og deres forfædre langt tilbage i tiden har eksempelvis altid set det som helligbrøde overhovedet at kradse i jorden for at få noget til at gro, og derfor har skolegang naturligvis været dem en ligeså fremmed fornødenhed som dette at dyrke jorden. – Men sagen er bare den at man som kvægnomader nødvendigvis må lægge beslag på et stort landområde, og at man med den voldsomme befolkningstilvækst, der hen over det sidste hundred år har fundet sted ikke mere kan have så megen jord liggende pr. person som et fortsat nomadeliv ville kræve, uden at jorden uvægerligt ville erodere på grund af alt for meget kvæg pr. arealenhed, således at dette, at dyrke jorden og leve direkte af dens produkter uden først at skulle lade dem passere igennem kvæget for igennem dette at omsætte det til kød, mælk og blod, de fødemidler, som man ellers traditionelt levede af, altså på grund af befolkningstilvæksten er en både bunden og presserende opgave for disse mennesker af Ankolestammen, som menneskene i dette område altså tilhører. – Som læser af dette vil jeg anbefale jer at forsøge, om også dette så ville være en umulighed, at sætte jer selv i disse mennesker sted. – Hvor vi i Danmark havde mange århundreder til at gennemgå vores egen udvikling, der er det for dem i bogstaveligste forstand et krav der nu og her skal efterkommes, om man så må sige, fra den ene dag til den anden.

Det sker fra tid til anden af man må lade sig imponere af, at der som en Fugl Phønix kan vokse en vilje frem, som altså også har kunnet formå disse flygtningebørn, som de jo reelt var, til at komme i skole. I ugandisk forstand er børn forældreløse hvis de kun har én forælder eller slet ingen, men set med vore ”hvide” briller er de i hvert fald alle sammen lud fattige, og alligevel, så skabte de rent ud sagt en folkeskole ud af stort set intet. Og dette er ikke kun i afrikansk sammenhæng, men i alt hvad jeg i mit lange liv har set og oplevet overhovedet, taget i betragtning de midler der har været dem for hånden til at skabe en skole for, rent ud sagt imponerende.  Alene det at kaste et blik på skolens bygninger gjorde et meget stort indtryk på os.  Ikke fordi de i form og udstyr adskiller sig meget fra de fleste andre skoler, vi har set i Afrika.  Men fordi man selv på afstand kunne se, at den var vokset ud af en stærk vilje til totalt at omforme en gammel tradition, og give den en ny klædning og en ny fremtidsvision. - Skolens udvendige vægge var "dekoreret" som en tro kopi af en illustreret lærebog i anatomi, biologi, geografi osv. osv.  Og det endda i farver.  Jeg tænkte ved mig selv, da jeg med undren betragtede det: Dette er virkelig udvikling, så det klodser.  Det er den slags initiativer vi må støtte lige så meget som vi overhovedet kan.

Da så nogen tid senere eksamensresultaterne fra samtlige folkeskoler i Nyabushozi County blev offentliggjort, altså ikke kun fra det relativt lille område som genbosættelsesprojektet (GBP) dækker, kunne vi sort på hvidt forvisse os om, at det ikke kun var skolens rent fysiske fremtræden, der var usædvanlig, dens resultater var faktisk endnu mere enestående. For den var, så langt, blevet hele countiets allerbedste. Lærerkollegiet besluttede i deres overstrømmende glæde over dette flotte resultat, at fejre det med en fest, hvor Linda jeg, som en ganske særlig hædersbevisning blev inviteret med som æresgæster. - Tilstede ved denne fest var omkring 30 - 40 lærere og støttepersoner fra både folke og gymnasieskolen (en sådan havde de nemlig også fået stablet på benene) sammen med enkelte forældre. - Som sædvanlig åbnedes festen med en bøn, og derefter tog den på forhånd udpegede ordstyrer ordet, for med nogle få ord at tage hul på den lange talerrække, som, for at det ikke skulle trække alt for meget i langdrag, også på forhånd var fastlagt.  Der blev naturligvis udtalt mange vægtige ord, og udtrykt megen stor glæde i anledning af denne markante, lad os bare kalde det, viljesmanifestation, der på trods af megen mistro og mange vanskeligheder havde formået at sætte sig igennem. Jeg kan her tilføje, at allerede for flere år siden var skolen blevet den bedste i countiet.  Men det blev ignoreret af ministeriets embedsmænd i Kampala, fordi man mente, at det måtte være fusk.  Man kunne ikke fæste lid til, at alle disse forældreløse børn virkelig kunne blive de bedste. Men da det samme så gentog sig år efter år, måtte man til sidst krybe til korset og godkende.

Som den næstsidste i talerrækken holdt Eric Kirimani, der for 10 år siden, som 70årig pensioneret lærer, af landets præsident, som for øvrigt var en af hans tidligere elever, blev opfordret til at indtage stillingen som administrerende direktør for GBP, en indtrængende tale, hvoraf det fremgik, at han ikke følte, at hans kræfter slog til mere, idet han satte sin lid til, at andre ville føre hans arbejde videre. - Og derefter var det så, som den sidste i rækken, min tur, hvad jeg naturligvis følte som en meget stor ære. - Nu har jeg det sådan med at holde taler, at jeg, stort set, aldrig på forhånd har lagt mig fast på, hvad jeg vil sige. Jeg holder meget mere af at improvisere, for så synes jeg, at jeg meget lettere kan få sagt netop det der passer ind i den ramme, der måtte have været lagt af de foregående talere – eller af den på stedet herskende øjeblikkelige stemning. Og ofte kan det måske mere komme til ligne en historie end en egentlig tale. Men dette er fra min side med velberådt hu. – Også fordi jeg har en sikker fornemmelse af, at jeg på den måde ligesom falder ind i en ældgammel fortælletradition, som så at sige, fra tidernes morgen har udgjort en livline til de sorte folkeslags identitets stadige ajourføring fra fortidens sejre og nederlag og ind i nutidens daglige udfordringer. En fortælletradition, som vi fremmede, bedrevidende personager lige fra kolonitidens missionærer og erobrere til vore dages i god tro handlende udviklingsarbejdere fuldstændigt har negligeret som værende uforenelig med det moderne verdensbillede, som vi har bildt dem ind forudsætter, en fuldstændig underkastelse fra deres side, herunder at de også forkaster alt hvad deres fortid, som vi jo foreholder dem, at de alligevel ikke har skriftlige kilder at fortælle dem om, men som jo på trods af dette godt kunne repræsentere en væsentlig værdi for dem, helt enkelt fordi den nu en gang bare ér deres - som f.eks. deres stolthed. Men dette kunne vi kun gøre, fordi vi havde magt dertil, troede vi i hvert fald, idet vi viste dem, hvor hjælpeløst de ellers ville være stedt i denne fremtidens fagre nye verden, som vi med største overbevisning kunne vifte dem omkring næsen med – og helt åbenbart også kunne få mange af dem til at tro på.

Derfor forventer de naturligvis også nu af os fremmede, at vi lever op til de forventninger, som de, af samme grund, på forhånd stiller til os. Derfor bryder de sig generelt ikke om at fortælle os om deres fortid, heller ikke om vi så ligefrem fritter dem ud om den, fordi vi jo selv har lært dem at skamme sig over den. Og derfor føler de sig i deres gode ret til enten at kede sig gudsjammerligt, når vi dosere vores lærdom for dem, fordi de finder den alt for blodfattig, eller også tager de ganske kritikløst vore anbefalinger for gode varer i en form for jagt på penge magt eller anden form for snusfornuftige, jordiske magtmanifestationer, som deres forfædre aldrig ville have tilladt sig, og som da også mange gange kan få os fremmede til at undres, fordi det jo måske dog alligevel ikke var det, vi havde forestillet os skulle blive resultatet af vore anstrengelser. Helt overordnet set har de fra tidernes morgen grundlæggende været fuldstændig på det rene med, at de var på Herrens Mark hvor ingen patentløsning på noget problem alligevel ville være mulig, og at derfor kun deres egne, ud af generationers erfaringer indhøstet livsvisdom, kunne være dem til tankemæssigt konkrete pejlemærker netop i form af alle disse igennem generationer overleverede fortællinger. - Ifølge min bedste overbevisning, så repræsenterer historieløshed et af menneskehedens allerfarligste trusler imod vor menneskelige adfærd og værdighed, og det gælder vel at mærke for alle verdens folkeslag. Og når vi i den såkaldt rige del af verden f. eks. bryster os af, at vi gør et stort nummer ud af vor i alle måder veludviklede museumsvæsen, så ligner det nok mere, at vi pynter os selv med lånte fjer, end at vi for alvor tager svundne tiders omstændigheder og vilkår til os som det disse i virkeligheden er, idet vi, hånden på hjertet, mere tager det som underholdning end som de dybt alvorlige vidnesbyrd, som de virkeligheden udgør. – Og at det netop er denne form for flugt fra virkeligheden der giver vor tids demagoger alt for megen vind i sejlene. – Lad nu denne lange forklaring udgøre den adkomst, som jeg selv mener at have til ved denne højtidelige lejlighed at fortælle en af mig selv opdigtet historie, som jeg også mener, vil kunne falde naturligt ind i den ovenfor skitserede, men nu til dels hengemte, afrikanske fortælletradition, også fordi denne, udøvet af mig, adskillige gange i løbet af min afrikatid, har givet mig en positiv respons, fra deres side, som jeg aldrig bare tilnærmelsesvis har observeret på nogen anden måde. Og når jeg ved denne lejlighed valgte netop denne historie, så var det også som en form for respons på hvad de andre talere havde lagt op til, herunder ikke mindst Kirimani selv.

Min historie må vel nærmest kaldes et eventyr og lyder som følger: Der var engang en gammel konge, der havde været konge i mange år.  Igennem hans unge år havde hans land været ramt af mange ulykker, været udsat for både krig og hungersnød, og det var kun med nød og næppe, det var

lykkedes ham, ved hjælp af, til tider hårdhændede metoder, at undgå at hans land blev slidt op af indre stridigheder. Men det var nu meget længe siden. Og der havde nu været gode tider med fred og fremgang i mere end en hel menneskealder.  Hans ministre og rådgivere fra den gang var alle døde. Og dem der nu havde overtaget deres pladser, var anderledes indstillet, om end de var gode og retlinede folk alle sammen. - Men der var alligevel noget der pinte ham. Han så nogle farlige tegn vise sig iblandt sit folk - det folk, som han havde givet al sin kærlighed. De mange år med fremskridt, fremgang og velstand havde bragt meget godt med sig, men alligevel var alt ikke godt, kunne han se, for alderen havde lært ham at se ting, som han i de unge år sikkert ikke ville have haft øje for, det måtte han for sig selv indrømme. Hvor der før i tiden altid havde været plads til, at stort set alle kunne finde en plads, som de kunne udfylde til gavn og glæde for sig selv og for det samfund, som de var en del af, men jo sandelig da også for dem der måtte sidde lunt og sikkert højere oppe på samfundets rangstige, der var der nu flere og flere, der ikke kunne finde nogen plads, og de var endda begyndt at ødelægge hvad de kunne komme til i bare frustration over deres lod som deres eget samfunds stedbørn og prygelknaber. Dette var hvad der til stadighed og i stigende grad bekymrede ham. - Han prøvede at tale med sine ministre om det.  Men de kunne da virkelig ikke se noget problem. Alting gik jo fremad med raske skridt. De rystede dog ikke på hovedet ad ham. Men han fornemmede tydeligt, at det var det, de havde lyst til.  Han anede ikke sine levende råd om, hvordan han skulle få sit advarselssignal frem til sine undersåtter. ~ Men Alligevel. Hans 80 års fødselsdag nærmede sig. Og han vidste, at hans folk ville fejre ham. For hans folk satte ham meget højt, og ville lytte til hans ord.  Og på den dag ville han kunne tale til dem, uden om sine ministre. Og uden at ministrene ville vove et forsøg på at forhindre ham deri. - Heller ikke selv om han meget godt vidste, at de havde den allerstørste lyst dertil.

Dagen oprandt med sol og varme lige fra morgenstunden.  Rigtigt fødselsdagsvejr.  Selv om der op ad dagen trak nogle sorte skyer op, så havde folket tidligt samlet sig på festpladsen med store forventninger, nu skulle de både se og høre deres gamle konge, som de følte, at de skyldte så meget. Og præcis kl. 13,30 steg kongen som planlagt op på tribunen og hilste dem. Og han så virkelig trods sin høje alder så glad og frisk ud.  Han havde en rose i et knaphul af sin fine hermelinskåbe af den slags, der i folkemunde gik under navnet "Kongens Rose" som alle, til ære for ham, havde plantet i deres haver på hans 70 års dag. Og han talte til dem med høj, klar røst, og sagde: Elskede og ærede folk af mit eget gamle land. Vi som jo dog har haft så mange rige stunder sammen i både lyst og nød. Der er noget, som ligger mig på sinde, som jeg må sige til jer, mens jeg endnu kan. - Men just som han havde udtalt ordene genlød den store plads af et så øredøvende brag, som kunne det have været verdens undergang. - Da folk, efter nogle øjeblikke igen kom til sig selv, kunne de se, at der oppe på tribunen lå kongen og alle hans ministre, som om de var døde. Ministrene rejste sig dog hurtigt igen. Men kongen blev liggende. Han var død, ramt af lynet. Ministrene, som jo var kongens nærmeste, græd i mange dage sammen med hele folket. Men ministrenes tårer var krokodilletårer. Det var folkets ikke.  Og det viste sig snart, at folket fuldstændigt havde mistet lysten til at arbejde, hvorfor ministrenes 5 års plan fuldstændigt blev væltet over ende. For alle gik bare rundt med tomme øjne og grundede. - Hvad var det mon, deres gamle konge ville have sagt til dem? - Ministrene rejste land og rige rundt og holdt lange taler fulde af klogskab og sund fornuft. Men lige meget hjalp det. Folket ville bare finde ud af, hvad kongen ville have sagt, ligegyldigt hvor fuldstændig tåbeligt dette så end ville være – for deres konge var jo nu en gang død.

Men for folket var det bare gået hen og blevet et traume der lammede dem fuldstændigt, og som det ikke bare kunne sætte dig ud over. Kun kongen selv vidste det måske?  Men han var jo nu en gang død. Ministrene kunne gætte sig til det. Men de skulle nok tie stille. Folket bestemte derfor til på trods af ministrenes nye lovgivning der simpelt hen forbød, denne folkets, fikse ide, med at sende en delegation til en klog kone, der boede langt væk i et fremmed land, for at spørge hende til råds. Men heller ikke det hjalp. Delegationen sneg sig bare uden om alle forhindringer, og nåede alligevel frem til hende. Men dette viste sig at ligge ud over hendes evner, så hun kunne ikke hjælpe dem. Dog vidste hun, at hendes gamle kollega, som boede på toppen af det bjerg, der ligger lige der, hvor regnbuen når højest op på himlen, og strækker sig op igennem den som et gådefuldt spørgsmålstegn angående selve livets mening. - Men hun havde godt nok ikke hørt fra hende i mange år. Så måske var hun død. Men hvis hun nu stadig levede, så ville hun ganske sikkert kunne hjælpe dem. Og skulle det være, ville hun gerne anvise dem, hvordan de ville kunne nå frem til hende, hvis de nu også stadig havde mod på det. - Og mod, det havde de, de var parat til at gøre selv det allermest umulige!

Af hendes anvisning fremgik det, at det var en både yderst farlig og krævende tur, så krævende, at det kun ville være de stærkeste og mest udholdende unge mænd, der overhovedet ville kunne klare denne over al måde strabadserende tur. Og der skulle bruges 4 stærke og modige unge mænd.  Men en klar betingelse måtte det dog være, at hun selv skulle bedømme, om dem der blev udvalgt, nu også var stærke nok. Det eneste hjælpemiddel at medbringe skulle være et langt reb og en god lang kniv til hver af dem. Den besked tog de med hjem for at gennemdrøfte sagen. Ministrene, der nu vejrede morgenluft, gned sig i hænderne. De var nemlig helt sikre på, at der iblandt deres egne unge sønner, nemt ville kunne findes 4, som ingen andre ville kunne overgå, hvad de opstillede kriterier angik. For deres sønner havde nemlig brugt næsten al deres tid på at dyrke bodybuilding, og al mulig anden sport, og når de ikke syntes det var nok, gik de i fitness center for resten.  Så de 4 flotteste af den blev sendt til bedømmelse hos den kloge kone. Ministrene nød jo stadig alligevel, som den gamle konges mænd, hos mange borgere en vis tillid. - Også selv om de ikke selv havde nogen større tillid til folket. - Den kloge kone modtog naturligvis disse fire unge mænd venligt, og hun beundrede dem på en måde, så det var til at få øje på. Det blev de fuldstændig overstadige over. For det var jo ligesom hjemme hos deres forældre. For sandt at sige, de havde nu godt nok været lidt utrygge ved at skulle stille op til "eftersyn" hos sådan en gammel heks, men det sagde de bare ikke, så højt så nogen hørte det.  Hun spurgte dem så hvor længe de havde prøvet at gå uden at få mad. Ja, det havde de nu ikke helt styr på, men mindst en 5-6 timer blev de enige om.  Og det syntes de selv var imponerende. Hun gav dem et forseglet brev med hjem, som de, når de kom tilbage, skulle aflevere til folkets repræsentanter, ministrene, som jo også var deres egne fædre. Men de unge sønner var bare, som altid, i højt humør, for som de sagde til hverandre, livet er nu så dejligt let. Man skal jo bare forstå sig på det. - Og det jo så sandt, som det er sagt! Så det er nemt at forstå, at de af bare glæde gik bersærkergang, rev deres tøj i laser, smadrede mødrenes krystalvaser, brændte fædrenes ordensbånd og malede graffiti på familiernes nye fine sofaer. Og så burde de fornemme ministre og deres fine fruer endda være ovenud lykkelige over, at deres stolte sømmer ikke gjorde det, der ville have været endnu langt værre. – For det er dog nu engang et tegn på holdning! - Den kloge kone havde nemlig været klogere end som så. I brevet havde hun skrevet: Disse unge mennesker har kræfter som bjørne, når solen skinner på dem. Og de er i stand til at bestå alle prøvelser, når deres maver er fulde, og som "underskrift" (hun havde nemlig aldrig fået noget navn) havde hun tegnet en tommelfinger der vendte nedad, for på den måde at sikre sig imod misforståelser. - Men dette var jo en flov historie for de ministre, der alligevel ikke turde lyve alt for tykt for folket, selv om de stadig følte sig højt hævet over det, og mente, at de selv var forsynet med landets bedste og klogeste hoveder.  Og i den tro var de aldeles klippefaste. Men folket lod sig ikke stille tilfreds med det, men gjorde oprør. Så nu udvalgte de selv, ud af deres egne, 4 unge stærke mænd, der altid havde måttet levet på skyggesiden, og som nød havde tvunget til udføre meget tungt arbejde på tomme maver. Og dem sendte den kloge kone omgående gladeligt afsted med mange varme ønsker og en kæmpestor spytklat lige i nakken.

Det blev en meget hård tur op ad dette bjerg. Pibende snestorme, hvor de ikke kunne se en hånd for sig. Tåge så tæt så de måtte skære sig igennem den med deres knive. Isslag hen over ujævne spejlglatte klippeafsatser hvor de måtte holde sig fast med neglene. Hvile kunne der ikke blive meget af, for hvor de lejer, som de skulle de hvile på? føde fik de heller ikke meget af, det var kun sjældent de fandt noget spiseligt på deres vej, og medbragte forsyninger havde de ikke, da disse ville komme til at tynge alt for meget for deres i forvejen hårdt trængte kræfter. Kun vand manglede de ikke – for de kunne jo bare tø en klump is op ved at anbringe den inde på deres bare maveskind. Og havde det ikke været for det medbragte reb, som de hele tiden havde måttet holde fast i for ikke at miste hverandre af syne, var de bare aldrig nået frem. – Og så endelig, da deres sidste kræfter allerede for nogen tid havde været sat ind, nåede de toppen. Og de blev helt overvældet af glæde, da de fik øje på den gamle kone. Hun var altså stadig i live. Men hun kunne ikke mere høre - Og hun kunne heller ikke tale. Men hun var så omsorgsfuld og kærlig imod dem, så de slet ikke mærkede, hvor meget turen havde udmattet dem. De mærkede til deres overraskelse, at de godt kunne forstå hende, bare ved det hun gjorde for dem, og at det varme menneske hun i al sin ensomhed var, simpelt hen bare strålede ud af hendes hele væsen, fordi det var umuligt for hende at spærre det inde.  Og de forstod nu, at de drømme, som de selv, som børn, havde haft, når de så regnbuen, og af hjertet ønskede sig at kunne nå helt op på toppen af det bjerg, der nåede helt op midt igennem den med spørgsmålstegnet om livets mening, som de dog, den gang, ikke forstod ret meget af, måtte denne gamle kvinde sikkert også have haft engang, da hun var meget yngre og nærede tanker som der ellers er forbeholdt barnlige sjæle. - Og så nu i sin alderdom var hun altså, hvad visdom angik nået helt op på toppen. - At hun på mere end en måde havde kæmpet sig opad og lidt meget kunne ingen tvivle på. Hun havde jo dog været ganske alene om det, og havde måttet trække sig selv op igennem alle fortrædeligheder ved sit eget hår, kastet alt det væk, som havde været for tungt at bære på, og kun beholdt det der virkelig ville kunne have blivende værdi for hende. Og nu var hun så blevet meget gammel, rynket, og krumbøjet og havde måske i virkeligheden mistet en del af sine sansers brug og netop derved opnået en intensivering af det tilbageværende. For hendes rynkede ansigt skinnede som en sol. Og det gav varme - nyt håb - og ny energi til enhver der kom hende nær, således at de snart efter mødet med hende, fulde af fortrøstning, igen kunne tage afsked med hende, for at begive sig tilbage til deres kære, som de vidste, sad eller gik derhjemme og ventede dem med længselsfulde blikke, hvilket så også gjorde, at de under nedstigningen gennemstrømmedes af en forløsende følelse af, at de på samme tid steg opad. - Men der er jo så meget i denne verden, der er underligt.  Og man kan ikke altid med forstanden vide om man er på vej op, eller på vej ned? - Men ned til deres ventende landsmænd, det kom de.  Og da de blev stillet over for det spørgsmål, som de var blevet sendt ud for at hente svar på, kunne de bare sige.  At de intet svar havde fundet, og at svaret sikkert slet ikke fandtes, men derimod skulle skabes – af dem selv. - Men en ting var de ganske sikre på! . . . . Uden deres gode stærke reb, ville de aldrig være kommet tilbage. ~ Ja, de ville end ikke være nået op!

Jeg indrømmer villigt, at jeg, da historien skulle på tryk, måtte brodere lidt ekstra på den, for at bevare effekten. Det synes mig, som om en mundtlig fortælling med langt færre ord mange gange kan sige meget, meget mere end en skriftlig kan med langt flere ord. Det føles som om den tætte fysiske kontakt imellem fortælleren og den / de lyttende forstærker budskabet. Og når jeg så endda også har valgt at tage den med som en del af en rapport, så er det for at give et eksempel på hvordan et folks rødder kan bringes i forbindelse med en, for dem, imaginær fremtid (begrebet fremtid fandtes nemlig slet ikke i de sortes traditionelle tidsopfattelse) ved hjælp af igennem sekler opsamlede leveregler og akkumulerede fortællinger mættet med visdom, som har overlevet ved at blive fortalt fra generation til generation, tiest fra bedsteforældre til børnebørn, og det foregik mest i det flakkende skær af kogestedets ild under aftenskumringen, imens de smås kobberbrune ansigter og glinsende mørke øjne lyste af højspændt opmærksomhed, imens skyggebillederne dansede kang - kang oppe under hytternes græstækkede, sodsværtede tag.

Da jeg fortalte denne historie til de unge lærere i Kanyaryeru følte jeg mig, selv om jeg ikke mener mig særlig god til fortælling, som en af disse gamle fortællere, der kunne fange børnenes udelte opmærksomhed.  Det var en meget mærkelig og helt uventet oplevelse. Og Kirimani, som sad ved min side, gav mig som tak et meget varmt håndtryk. Jeg havde, som en fremmed iblandt dem, uden at jeg rigtig vidste af det, ramt noget centralt i deres tankeverden, som ikke kun henter fortiden frem som en kuriositet, men som tager bestik af den, og viser ind den fremtid, som vi alle må famle os frem i via en sikkert mere ubevidst end bevidst kærligheds - og omsorgsfuldhed der på samme tid nærer fantasi og skabervilje. - Og hvor rebet som symbol, der binder mennesker sammen i samfund, danner bro imellem både generationer og kulturer – kort sagt, får os til at føle, at vi er til.

Men ligesom vi i den vestlige verden, i vid udstrækning har lagt den kristne tro bag os, sådan har de sorte også lagt de gamle fortællinger og værdier bag sig.  Men ligesom vi alligevel ikke er i stand til at smøge de kristne grundholdninger af os, der immervæk har 1000 år på bagen.  Så kan de heller ikke fuldstændigt afsværge hverken deres tusindårige livssyn eller dettes udtryksformer. - Fælles for os alle er, at hvis vi på denne måde, billedligt talt, forsøger at afsværge os selv, så kan vore dybeste værdier risikere sætte sig igennem som rene karikaturer.  Men vi kan også alle sammen, hvis vi er bevidste derom, prøve på at vælge til og fra, og bære det bedste af vor åndelige og timelige bagage med os ind i en ny tid. - Måtte dette også komme til at gælde i en sammenhæng, som denne, for dem, helt nye og ganske uprøvede skoleform, som denne påtænkte produktionsskole er skal føjes ind i. Men den omstændighed, at man ud af det kaos, der kun få år tilbage har været herskende på netop dette sted, har formået at skabe en skole af den størrelse (ca 3000 elever, ud af hvilke omkring 2/3 er forældreløse) og af et sådant ganske enestående visionært tilsnit, ude i en fjern afkrog af landet, i en flække med bare nogle få huse, uden nogen som helst form for, bare den allerringeste grad af moderne komfort, er i sig selv en bedrift af kæmpe format. Ikke mindst når man ved, at det ikke lader sig gøre, uden også at kunne tiltrække tilstrækkelig mange lærere af bedste karat, vel vidende hvor svært alene dette er alle steder i Afrika. For det er jo ikke kun i Vesten de dygtige folk går efter komfort, hvis de har mulighed for det. Den tendens er om muligt i endnu højere grad gældende i Afrika.

Undskyld mig, at jeg ofte, for kortere eller længere bemærkninger, forlader det, der vist nok almindeligvis forstås som rapportering, i dens mere almindelige form, og derfra bevæger mig over i nogle refleksioner over de iagttagelser, som vi har gjort.  For det er ikke for meget sagt, at det som vi her har set, for os, har været et gennembrud for en tanke, jeg længe har tumlet med. Nemlig den, at et samfunds mere langsigtede udvikling sjældent fremmes ved udenforstående hjælperes aldrig så gode og velmente initiativer og intentioner, det være sig i form af materiel eller anden støtte. Med mindre, at disse fremmede hjælpere har takt til, og forståelse for, at al sand udvikling og alle sande fremskridt altid, i den spæde start, står på meget svage fødder.  Ligegyldigt om det så er i Danmark eller i Uganda.

I virkeligheden er det måske kun muligt at fremme sand udvikling udefra, hvis denne udvikling i forvejen har rod i de menneskers liv, som udviklingen angår. Vi kan gå ind og støtte en proces, der allerede er gået i gang, men må være opmærksom på, at ligesom for lidt eller uigennemtænkt støtte kan forsinke eller ødelægge den, så kan en for bastant eller af kulturfremmede ideer inspireret støtte også gøre det. Jeg skal ikke afvise, at en sand udvikling kan fremelskes af fremmede, men blot fremhæve, at det er en meget vanskelig og meget betroet opgave, der kræver en indlevelsesevne langt ud over det almindelige. - Det jeg med egne øjne har set med disse skoler i Kanyaryeru, (der er nemlig også en stor gymnasieskole, der, den gang, bare endnu ikke havde virket så længe, at nogen var blevet færdige) er en udvikling, der helt spontant og på trods af nærmest uoverstigelige forhindringer, er gået i gang, ved stort set egen hjælp. Det er nok rigtigt, at den igangsættende kraft skyldes en enkelt person, der har haft viden om, tro på og ikke mindst kærlighed til sit eget folk og dets skjulte reserver. Og så også har været i stand til at kalde dem frem!

Men det er jo ikke første gang historien kan fremvise eksempler på noget sådant. Det ligner for mig en åndelig kraft, der er blevet tændt, og som vil kunne brænde meget længe, dersom de næste generationer sætter sig for at bære den videre. Vor opgave, når/hvis vi involverer os, må være at medvirke til, at formidle denne åndelige kraft videre til den påtænkte nye produktionsskole i Akayanja, så den derfra igen kan gro, og sprede sig videre ud. Jeg ved, at det er en "mission", som mange danske bistandsarbejdere på forhånd vil være særdeles forbeholdne over for af frygt for netop at komme til at missionere. Nok for en hel del på grund af manglende fantasi, men først og fremmes på grund af blindhed overfor historiens helt fundamentale betydning, som hos alt for mange er alt for mangelfuldt udviklede, så deres sans for historiske realiteter naturligvis også må blive derefter. Men jeg må her overfor anføre, at dette ud fra min egen forståelse netop ikke er en mission, men derimod blot at give en hjælpende hånd til en lokalt baseret udvikling, der på forhånd må have vor fulde sympati.