Arne Larsen

En aftenscene

En aftenscene

Fra ”The Kipsigis” af Ian Q. Orchardsons

 

I midten af en ring formet af det flakkende skær fra hyttens kogeplads er en stor rund og sort lerpotte anbragt på ilden imellem en, af oprejste flade sten formet bålplads. En ung kvinde, nøgen til midjen - når man lige undtager hendes tæt perlebesatte kæde / trådornamenter, der ustandseligt sender bålets klare blinkreflekser rundt i rummet. Og imens hun, med let udstrakte arme, støder og ælter i den stive majsgrød med sin store træslev er hendes smidige råstyrke klart synlig under hendes gyldne kobberbrune fremtoning. På den anden side af ilden sidder, i en halvcirkel, unge piger i alle aldre med deres perlesmykkede halskæder, der når dem til midt på livet, og som et rent flimmer giver sig til kende i blå, hvide, grønne og røde farveskær. Deres hvide tænder kløver mørket her og der, når de viskende driller hverandre.. Dunkelt og glimtvist er en gruppe af tålmodigt sultne, mindre drenge synlige lige under bålpladsen. I intervallerne af dyb stilhed syde og bobler det våde brænde under stadig skiftende tegninger af gnisternes regn hen over overfladen på den store sorte lerpotte. - Næsten ligesom når græstæppet er i brand på en fjern bakkeskråning. Den stadige gnasken af alle de drøvtyggende geder, der er bundet langs med hyttens runde væg, er svagt synlige i yderkanten af bållysets rækkeevne, og høres som et monotomt akkompagnement fra en ubestemmelig baggrund.

 

Tæt oven over ses loftets bærende rundholdter, der igennem vedholdende afbrænding af  vådt træ i en hytte uden aftræk, er sværtet blanksorte af den tætte røg, der altid udgør aftenmåltidets faste slørende indramning. Et lille barn, der frygtløst hopper omkring på kanten af det åbne ildsted, bliver gesvindt hevet tilbage til sin nervøse mors nærhed af et andet barn, der er lidt større, og lidt klogere. 

 

Husets ejerinde siger til, når maden er færdig. Ugali (den stive majsgrød) bliver skåret ud i nogle ordentlige lunser med en trækniv. Noget af det til hendes hushond i hans egen skål, som er fremstillet af noget meget stift flettet græs - selvom han endnu ikke er kommet til stede, da han, som vanligt, altid har noget han skal have gjort færdigt ved sine køer,. Noget andet ugali lægges i en anden, ham tilhørende, lignende skål, beregnet for næste morgen. Imens resten skæres i passende stykker på en kohud for at køle lidt ned. Den store træslev rækkes ud til et af børnene, der skraber den vedhængende ugali af, og spiser den. Børnene placerer sig i to rundkredse, der hver har en stor tallerken ugali samt en skål suppe i midten Og de spiser på den måde, at de tager en lille klump af ugalien hvorpå de med en finger huler den ud så de kan dyppe den i suppen og få noget af denne med op i munden. Og alt foregår i stilhed. Fra tid til anden er der en der nupper en luns kød op af suppen og rækker de frem til den næste, der med to fingre river et stykke af og putter i munden, for derefter at lade resten gå videre til den næste og så fremdeles.

 

Imens der stadig er rigelig mad tilovers, begynder de fremmede børn at rejse sig, idet de siger, at de nu er blevet mætte. Hvorefter både husmoderen og hendes børn forsøger at presse dem til at spise mere: ”Nonsens børn, hvad er der nu galt med jer? Spis dog alt hvad I kan”! Så rejser de større børn sig og overlader de mindre at spise færdig med ordene: ”Fortsæt børn, I har jo endnu ikke fået nok”. Men heller ikke de mindre børn formår at tømme ”fadet” Så efterhånden kan husmoderen komme til at gøre rent og rydde op, imens alle børnene gradvist forsvinder.

 

Snart efter høres sang udenfor, først prøvende, senere hævende sig til fuld styrke. Ham / hun, der synger for, improviserer sædvanligvis ordene til en kendt melodi imens et svagere kor akkompagnerer, der  henimod slutningen på hvert vers udvikler det sig til kraftfuldt refræn. Fra tid til anden skifter forsangeren uden ophold i sangen. Børnene står i det kølige månelys skulder ved skulder enten i en cirkel eller på to rækker, ansigt til ansigt, danser fra knæerne og opefter i takt med sangen og svajer kroppe og hoveder i harmoni hermed, imens de med overbevisende energi lægger sjæl og krop i både sang og dans.

 

Når husmoderen så, efter at have gjort sit arbejde færdigt, kommer ud og retviser dem i det de har for, byder de hende velkommen med stor glæde, men også med en lidt forlegen latter over de fejl, de har gjort sig skyldige i. Så, efter en times tid eller to forsvinder børnene ud i mørket. Nogle til huset hvor de hører til, andre til en af naboernes huse, og atter andre til huset hvor de spiste, hvor de sidder og sludrer omkring ilden, indtil de slutteligt putter sig sammen i en bunke og falder i søvn på et øjeblik ,liggende på den store kohud hvor de varmer sig ved hverandre og ved gløderne fra det hendøende bål.