Den spæde start på en udviklingshistorie

Den første tid efter workshoppen blev iblandt AF`s medlemmer præget af en næste euforisk tro på fremtiden, der gav sig udtryk i langt større tilslutning til generalforsamlingen kort tid efter workshoppens afslutning, end der tidligere havde været set, selv ikke i begyndelsen af mit ophold, hvor jeg vidste at mange medlemmer stillede store forventninger til alle de penge, som jeg formodedes at ville kunne tilføre dem. Og at jeg i høj grad, til trods for min efterhånden ellers grundigt opøvede skepsis glædede mig med dem, må vel næppe heller kunne undre nogen. Hvor de før klappede de i hænderne, når jeg, måske en smule uforsigtigt, kom til at stille dem lidt for store forhåbninger omkring mine muligheder for at skaffe donorer til vore i fællesskab udarbejdede projekter, klappede de nu i hænderne, da jeg opfordrede dem til selv på egen hånd at gå i gang, om end i det små, og uden at stille alt for store forventninger til mine muligheder for at skaffe villige donorer. Hvilket i sig selv viste mig, at der virkelig var sket en forandring. Hvad jeg især husker fra denne generalforsamling var, at den mand, der på workshoppen stod op og kritiserede den måde, hvorpå jeg havde tilrettelagt den, og bedyrede at han var kommet for at blive undervist og ikke for bare at blive stillet spørgsmål, at høre på gamle historier og for at lege som børn, nu stod op for varmt at anbefale alle at kontingentet til AF sattes væsentligt i vejret, således at de selv kunne finansiere en påtænkt opførelse af egen kontorbygning, Idet han med stor vægt understregede: vi er jo ikke fattige. Og selvom forhøjelsen ikke desto mindre ville blive en hård belastning for nogle, så var der ingen der meldte sig ud, men tvært imod adskillige nye der meldte sig ind. Og den 1. juni 1986, den dag, hvor de havde bestemt at begynde mælkeindsamlingen til mejeriet i Sotik blev der indsamlet ca. 350 liter og få dage senere hele 450 liter, hvilket betød, at de 10 mælkejunger, hvoraf jeg havde betalt de 8 nu var fyldte, så jeg skyndsomt måtte skaffe 8 mere til veje imens medlemstallet samtidig steg fra 150 til omkring 200. Så det var da ikke underligt, at humøret og optimismen var kommet op i det høje gear.
 
Derfor benyttede jeg da også lejligheden til, på ny, at lufte de muligheder, som den nylige workshop havde gjort dem bekendt med, med hensyn til langt mere rationelle produktionsmetoder for deres kvæghold generelt og for mælkeproduktionen i særdeleshed. Og det kan da også godt være, at deres ånd den gang ved workshoppen havde været redebån, men at kødet til gengæld stadigvæk var skrøbeligt, ikke mindst hvad angik deres dybe uvilje imod forandringer i det hele taget, og især i forholdet til deres kvæg. For sagen var jo den, at kvæget var deres helligdom. Jo flere stykker kvæg en mand ejede desto rigere var han i både sine egne og i stammefællernes øjne, tilsyneladende uanset disse køers huld og sundhedstilstand, Og derfor var det da også, at antallet af køer i det samlede område var adskillige gange højere end det, som dette med rimelighed kunne bære, hvorfor de fleste køer da også var magre og i lange perioder af året ikke gav meget mere mælk, end det der lige dækkede familiernes daglige behov, og altså kun gav overskud til salg de gange, hvor regntiderne, som lige netop nu, havde velsignet dem med en særlig frodig græsvækst, imens dette at tørtiden måtte forudses at vende tilbage dog ikke syntes at forstyrre deres nattesøvn. Og så har jeg endda stadig ikke nævnt en på længere sigt måske endnu farligere konsekvens af den overstore kvægbestand, nemlig jorderosionen. I fordums tider, hvor der måske levede 1 - 2 millioner mennesker i Kenya, imod i dag måske 40 millioner, og al jord var dækket af en eller anden form for vegetation der kunne forhindre jorden i at erodere under de voldsomme regnskyl. Den gang blev den gode jord, hvor den var, hvor den i dag hvor de øverste frugtbare jordlag på grund af opdyrkning eller på grund af alt for mange køer ligger åbne og ubeskyttede hen og derfor er uhyre sårbare, når himlens sluser åbner sig og regnvandet fosser ad de nærmeste og letteste veje, i denne del af landet ud i Viktoriasøen, medtagende de mest frugtbare dele af den jord, de ellers skulle leve af at fravriste deres livsgrundlag. Jeg har set mange både flere m. dybe - og brede regnvandsslugter, der ikke bare ledte dette livgivende regnvand væk fra, hvor det egentlig skulle have været dem til velsignelse, men altså også tog de øverste, og mange steder tynde, formuldede jordlag med sig. - Man kan sige, at hvor hele landskabet i fortiden af omstændighederne var i stand til, som en svamp, at suge regnvandet til sig, bliver det i dag ved uforstand og befolkningstilvækst, endda i stigende tempo, drænet væk. - Men på den anden side, hvad fremtidige forandringer i øvrigt måtte angå, så måtte jeg dog for mig selv indrømme, at der tilsyneladende må ligge noget bondsk og dybt konservativt i dette at være bonde, noget som jeg også selv så udmærket kendte til hjemme fra Danmark, og netop derfor kom denne træghed overfor dette med at agte på tidens tegn da heller ikke til at ødelægge min nattesøvn. Ikke derved at jeg var upåvirket, men derved at livet havde lært mig at resonere og hele tiden søge nye veje.
 
Det der lige på det tidspunkt optog mig så stærkt var mit begyndende samarbejde med de lokale folkeskoler ude i de forskellige landsbyer, både hvad angik mine lysbilledaftener og i særdeleshed også hvad angik mit forsigtige tilløb til at involvere mig i mere direkte oplysning / spørgetimer og skolehaver med særlig fokus på de større klasser. Det kunne vel med rette anføres, at et engagement som det ovenfor omtalte ikke har noget som helst at gøre med det, som er nedfældet i mit ansættelsesbrev hos AF. Men når jeg så alligevel involverede mig i det, i øvrigt med AF´s billigelse, så var min bevæggrund den, at AF´s succes eller mangel på samme i allerhøjeste grad ville være afhængig af den folkelige forståelse af og opbakning til de nye ideer og forslag, som jeg i min egenskab af udenforstående, måtte fremkomme med, vel at mærke efter at jeg omhyggeligt havde sat mig ind i de prioriteringer, som den overvejende stemning iblandt dem selv måtte tilsige mig, idet jeg ikke så det som min opgave kun at hjælpe nogle få, til dels af mig selv tilfældigt udvalgte eller på anden måde privilegerede personer, der som udbrydere, skruebrækkere eller hvad de nu ellers, iblandt deres egne, ville kunne tituleres som, men som så senere hen ad vejen ud fra disse punktnedslags formodede succes ville kunne trække resten af det omgivende samfund ud af det, som vi fremmede fordomsfuldt kalder fortidens tåger. Her er det dog min påstand, at mennesket er et socialt dyr, hvis optimale trivsel er betinget af en eller anden form for overordnet fælles forpligtelse, den forpligtelse som ikke mindst i traditionelle afrikanske samfund til alle tider har udgjort hovedhjørnestenen i deres eksistentielle livsforståelse og som rummer så mange, for dem, helt nødvendige pejlemærker der kan hjælpe dem på en måde, så de ufortrødent og med åbent sind vil kunne mødet disse nye ukendte udfordringer og samtidig holde fast i deres eget ganske unikke mentale fodfæste.
 
En dag så jeg, at en af farmerne havde lejet en traktor til at pløje sin jord, imens han selv sad i skyggen af et træ men sin transistorradio og så til, idet han forsikrede mig om sin positive indstilling til den udvikling, som jeg jo var kendt for advokering af, og henviste til sin beslutning om af leje denne traktor, der for ham netop var beviset herpå. Jeg spurgte ham om han nu også var så sikker på, at det kunne være en god ide? Jeg foreholdt ham, at det jo kostede mange penge og måske derfor i sidste ende kunne komme til at gå ud over f. eks. hans børns skolegang, hvad han øjensynlig ikke havde tænkt på, men nu havde han bare lige haft penge imellem hænderne, og hvad forkert kunne der dog så være ved det. Og så for resten, føjede han til, pløjer man ikke med traktor hjemme i det land, hvor du kommer fra? Jo da, måtte jeg lade ham. Men hvordan kan det så være forkert her hos mig?
 
Og med dette gode spørgsmål hængende i øregangene måtte jeg for alvor erkende kompleksiteten i den opgave, jeg havde sat mig selv på. For selvom jeg nok forsøgte mig med at forklare dem, at en traktor jo ikke bare er en traktor, men en teknologisk frembringelse som er skabt ved samarbejde imellem et utal af vidt forskellige mennesker med ligeså mange forskellige kompetencer, og at alle disse mennesker, hvoraf en god del er ganske højt uddannede og derfor også ganske højt lønnede, hver for sig kræver sig betalt. Så derfor, når du nu lejer denne traktor. Så lejer du jo i virkeligheden disse højtlønnede folk fra et fremmed land til at pløje din mark, men åbenbart ganske uvidende om at den dagløn som disse fremmede folk, igennem traktorlejen, afkræver dig måske er hundrede gange højere end den dagløn, som du selv har mulighed for at aftvinge din gerning som farmer. - At en sådan forklaring fra en fremmed modtoges med visse forbehold, var vel kun hvad jeg måtte forvente af mennesker, hvis praktiske erfaringshorisont, ligegyldig hvor rig på kulturelle kvaliteter den ellers en gang i fortiden måtte have været, ligger milevidt fra at kunne tilgodese nutidens aktuelle fordringer. Og desuden så kan vi, i de sortes øjne som fremmede, aldrig på forhånd være rigtig troværdige, hvilket hænger sammen med de forskellige stammers, i fortiden, udbredte gensidige mistænksomhed overfor fremmede, sorte såvel som hvide. Intern i stammerne var solidaritet, ærlighed og gensidig hjælpsomhed en igennem generationer dyrt erfaret selvfølge, imens der udenfor herskede ganske anderledes barske sædvaner, hvor snedighed, bedrageriske finter og blodige krige var i højsædet. Og når vi hvide taler om de sortes upålidelighed som en plagsom unode, så er den i virkeligheden en udløber af deres i fortiden verserende stammekulturelle relationsmønstre. Og her må vi hvide huske at erindre hverandre om, at vi jo dog også er fremmede her, og derfor ikke umiddelbart kan påberåbe os den autoritet og troværdighed fra deres side, som vi måske har været alt for tilbøjelige til at betragte som en selvfølge. Det er den ikke! Men det er ikke desto mindre den, vi som en forlodsbetingelse for det frugtbare samarbejde, på eget initiativ, møjsomt må give os i kast med opbygningen af.
 
Jeg var da også helt på det rene med, at jeg på dette punkt på en vis måde gik på tværs af de, om end aldrig helt konkret nedfældede, strategier for den tids danske / vestlige ulandsbistand, som vel netop tog udgangspunkt i en form for ”punktnedslag” hvorfra udviklingen så forudsattes, som ringe i vandet, at udbrede sig til siderne lige så vel som dets udkomme, øget velstand, forudsattes at sive nedad i samfundsherakiet, hvor man så kan sige, at min strategi på en vis måde gik den modsatte vej ved at søge at præge helheden for ad den vej at trænge ud til det enkelte individ.
 
 
Og når jeg, modsat alle andre, gik på tværs her, så tror jeg, at det havde sin årsag i, at jeg som tilhørende en noget ældre aldersgruppe end den som samtlige mine kolleger tilhørte, selv havde mine rødder i en tid, der på mange måder var helt anderledes end den, som bare mine egne børn og samtidig hermed også de allerfleste af mine kolleger i udviklingsarbejdet var vokset op med. Og det for mig allermest interessante her i min nye kenyatilværelse var faktisk, at det viste sig, at det netop var min egen form for personlig bundethed til mine egne rødder, der såmænd også til overraskelse for mig selv, åbnede mig vejen imod en gryende forståelse for, og akcept af, at disse menneskers, i en gammel kultur rodfæstede særegenheder, helt uanset vor besynderlige disse så ellers måtte falde mig, langt mere blev mig en af ærlig nysgerrighed drevet interesse, end til den forhindring i forhold til nyudvikling af deres gamle sædvaner og tankemønstre, som den ellers meget let kunne være blevet til. Og derved åbnedes der for mig en mulig mellemvej, hvor det som igennem århundreder havde været en del af deres arvelod kunne medindoptages som en respekteret stemme og værdifuld ballast i nyorienteringen tjeneste. For at kunne forstå dette bliver vi nødt til at dykke en lille smule ned i deres religiøs betingede forhold til døden. Døden er i afrikansk livsforståelse ikke i første omgang definitiv, for idet stadie befinder den døde sig imellem de såkaldt levende døde, et stadie der varer ved indtil ingen mere har erindring om dem. Og i den tid der går indtil da, kan de altid som rådgivere og inspiratorer kontaktes af deres efterkommere. Det er jo da for den sags skyld, om end på lidt anderledes vis, også på den måde vor egen vestlige civilisation gradvis har udviklet sig på grundlag af en sådan langsomtløbende ”udluftning”, om man så må sige, som vel at mærke, for os, har været en proces hen over flere århundreder, og som heller ikke på nogen måde, hos os, har været uden meget store menneskelige lidelser. Med andre ord, så kan de traditionelle afrikanske samfund ikke komme ind en, for dem selv, positiv samfundsudvikling, blot ved, som vi hvide alt for kritikløst dels har tvunget dem til ved at afhængiggøre dem, og dels lokket dem til ved at stille dem vor egen, for dem at se, i allerhøjeste grad attråværdige livsstil i udsigt, til gengæld for at de så efter bedste evne efterabede / eftersnakkede os fremmede, og som godt nok gav nogle få adgang til stor materiel rigdom, imens det meget store flertal enten har måttet ladet sig indrullere i kapitalmagtens slavehær eller også har været henvist til et liv i mere eller mindre bundløs fattigdom, men stadig med det fra vestligt (amerikansk) hold introducerede slogan som fællesnævner for både rige og fattige: ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Et slogan der om end ganske tilforladeligt i sit udtryk, i sin konsekvens de facto forudsætter alles krig imod alle. Det er rigtigt at de afrikanske stammesamfund i fordums tider, ganske på linje med vore egne fortidige europæiske stammer, den gang, konstant bekrigede hverandre, da stammerne jo hver for sig udgjorde en fra de andre stammer mere eller mindre afsondret og homogen befolkningsenhed. Men sådan er det ikke mere, befolkningstætheden er i dag måske 100 gange større, imens det deraf følgende stærkt øgede individuelle samkvem stammerne imellem har, og i fremtiden med stigende styrke vil nødvendiggøre en fredeliggørelse af forholdene mennesker imellem, ikke bare her men verden over. Og netop her kan de gamle hedengangne afrikanske og i øvrigt tilsvarende traditionelle stammesamfund verden over blive vigtige vejvisere, fordi der i disse samfund endnu findes den erindring om den helt nødvendige sociale balance der er selve forudsætningen for deres livskraft og i sidste ende for deres overlevelse, som i den industrialiser del af verden er om ikke ganske forsvundet, så dog begravet under et tykt lag af giftige alger.
 
Lad mig gøre et tankespring: - En bosættelse hedder på engelsk "a settlement". De europæiske nybyggere som i 1800 og 1900tallet slog sig ned i Kenya var settlers. Men parallelt hermed opstod hjemme i det engelske industrisamfund en ny betydning af dette ord. Et settlement blev her betegnelsen for et sted i storbyens fattigkvarterer, hvor en gruppe højtuddannede, i reglen unge kristne, slog sig ned for at bedrive socialt arbejde, herunder også uddannelsesindsatser blandt de dårligst stillede i samfundet. Et settlement var altså nu blevet til en aktiv bosættelse midt i et ellers marginaliseret proletariat, hvorfra udelukkelse af noget menneske, hvad enten det så var af den ene eller den anden grund, udgjorde en krænkelse af dette menneskes værdighed.
 
Det allerførste af den slags settlementer, Toynbee Hall i Londons nordøstlige Whitechapel, åbnede i 1884 og var blandt andre inspireret af kunst- og samfundskritikeren John Ruskin. Bevægelsen bredte sig hurtigt over hele verden, og den dag i dag, er det blevet mig fortalt, fungerer lignende settlementer rundt omkring på kloden i bedste velgående. Settlement-bevægelsen refererer altså til nogle af de fineste sider af den tidlige industrialismes sociale ideer – og er i høj grad værd at fremdrage her i denne udviklingssammenhæng. John Ruskin var en central figur i den såkaldte prærafaelitiske kulturstrømning, der så industrialiseringen som et forfald, både fordi fabriksbyerne ødelagde menneskets sans for naturens skønhed, og fordi masseproduktionen varslede enden på det gode håndværk. Ifølge ham gjaldt det derfor for håndens, så vel som for åndens arbejdere om at fastholde magten over hver deres egen særlige kunnen, frem for bare at lade denne glide over i hænderne på en anonym stat eller / og dennes privilegerede profithungrende eliter.
 
Grunden til at jeg gør dette sidespring i forbindelse med gamle, traditionelle stammesamfunds mulige rolle som vejvisere i en verden der altid er i bevægelse, er tydeligvis min egen overbevisning om håndens arbejdes helt centrale betydning for menneskelig trivsel overhovedet. Som jeg ser det, så er det postmoderne vestlige menneskes erfaringsbasis omkring håndens og åndens arbejdes livgivende potentialer, i hvert fald uden for de mere kunstnerisk - eller hobbyorienterede beskæftigelser, i alarmerende grad under afviklling, eller hvis der alligevel skulle være en rest tilbage, så i hvert fald stramt indføjede i industribaserede forståelsesrammer. Og det er her vi modsætningsvis hos det af ældgammel tradition bundne menneske stadig vil kunne møde det oprindelige, det, som der helt fra verdens begyndelse tillagde mennesket dets instinktive dragning imod dets tilværelses udfordringer, og derved i samme åndedrag bibragte det vedholdenhedens, tålmodighedens og lidenskabelighedens berigende nådegave.
 
Set ud fra denne synsvinkel opfatter jeg mig selv som en settler, og hele Abosi Sub Location som det settlement hvori jeg har slået mig ned for på bedst mulig måde at være dets mennesker behjælpelige i forhold til den udfordrende proces, som det for disse naturfolk, for det er jo i høj grad det, som de stadig et langt stykke hen ad vejen er, at transformere sig selv fra et gammelt, snævert, statisk og rodbundet stammetilhørsforhold, og over til et moderne, vidtfavnende, dynamisk og multietnisk samfund, hvor hovedsagen drejer sig om at indpode den nye tids krav i den svundne tids rødder, til gode for genskabelse af en fremtid hvori fortiden stadig har en stemme, der, når dette kræves, kan advare om ikke i skyndingen – sammen med regnvandet - at komme til at dræne det allervæsentligste væk, nemlig vor fælles menneskelige trang til frit at kunne virke for herliggørelse af, også, vore drømme og visioner.
 
Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at det for mig var af stor værdi, at jeg kom til at virke i et udpræget landligt miljø, hvor afstandene for den inkarnerede vandringsmand, som jeg den gang var, ikke var ganske uoverkommelige, hvilket skænkede mig en ren overdådighed af vandringer – og det ikke mindst i fantasiens verden. Vel benyttede jeg mig meget, især i starten, af min lille firehjulstrækker, hvormed jeg let kunne komme ud i selv distriktets yderligste kroge. Bortset fra en gennemskærende landevej (grusvej) fandtes der stort set ingen veje, og da farmerne endnu ikke havde fået skøde på den jord der, måske, var deres, var der heller ikke mange hegn eller gærder at tage hensyn til, jeg kunne næsten, bortset fra hvor der var majsmarker, køre overalt, når det da ikke lige regnede alt for voldsomt. Men efterhånden som jeg fik mig akklimatiseret, blev det stadig oftere apostlenes heste jeg tyede til. For man kommer nu en gang langt tættere på sine medmennesker, når man går langsomt, frem for når kører hurtigt. Og hvad skal man overhovedet med medmennesker, som man aldrig har tid til at interessere sig for? Og netop når jeg vandrede rundt i dette helt mageløst afvekslende landskab med dets mange runde græstækkede lerhytter, brølende køer og skrydende æsler, imens lyden af kalve der kaldte på deres mødre blandede sig med duers kurren og hundes glammen gik mine tanker på langfart i mere eller mindre imaginære, fantasifulde menneskeverdener. Dog også nu og da, hvor jeg fik mine tankevirksomhed forstyrret af fortvivlende barnegråd, endda somme tider fremkaldt af min egen tilstedeværelse. Jeg forestiller mig, at de fleste sorte børn er fortrolige med at se hvide menneskers i en bil. Men at hvide mennesker også kunne dukke op til fods og det endda lige uden for hjemmets sikre havn. Det var simpelt hen for meget, for så spænede de skrigende / råbende, enten imod mors åbne favn, eller imod nærmeste åbne dør at smutte in ad: mzungo, mzungo (hvidt menneske), ja selv kvinder kunne undertiden falde på om end ikke lige at skrige, så i hvert fald demonstrativt at forføje sig fra min nærhed. Men dette fænomen forsvandt dog efterhånden som de vænnede sig til mig. – Og, måske, endda ikke længer frygtede mig.
 
Det var naturligvis almindeligt, at vi fremmede hvide mennesker bosat i ulande hyrede lokale folk til at klare husholdet fra ende til anden, måske både fordi disse særlige lokale ”tjenende ånder” virkelig satte en ære i, ja i mange tilfælde ligefrem tog det som et kald, at udføre arbejdet på upåklagelig vis. Egentligt havde jeg det tit ikke særligt rart med de sortes, i mange tilfælde temmelig udtalte og ikke sjældent ligefrem udstillede mindreværdsfølelse overfor os hvide. Men netop med folk i disse særlige ”tjenejobs”, var det som om den selvrespekt, som i andre situationer gemtes væk, her igen voksede med deres særlige arbejdes påskønnede prisværdighed. Og det i både deres egne og i deres ”herskabers” øjne. Jeg tror, at det er fordi de her, i modsætning til i så mange andre relationer sorte og hvide imellem, føler sig taget alvorligt, føler sig på omgangshøjde med deres omstændigheder. – Netop dette er for mig et positivt og lovede positivt tegn. – Og at disse hvide ”herskaber” så til gengæld en dag før eller siden, tilbage i Danmark, kommer til at sande det gamle ord: ”Det er nu alligevel mere behageligt at spille Kong Salomon i et uland, end det er at måtte nøjes med bare at være Jørgen Hattemager hjemme.
 
En anden gang bibragte min fodtur mig måske både inspiration og brændstof for overvejelser omkring en helt anden problemstilling, måske har jeg udenfor et bosted set en gammel glad kone, der svagt nynnende var i færd med at arrangere sin opvask på det udenfor hytten sindrigt, af tynde pinde, opbyggede opvaskestativ for at solen skulle tørre den, og måske løb der i skørterne på denne gamle kone et pludrende barnebarn, hvilket uvilkårligt fik mig til at tænke: ”Ja, det kan da godt være at disse mennesker i mine øjne  er fattige og lever deres liv primitivt. Og alligevel, så er det tydeligt for mig, at disse mennesker må have en rig tilværelse derved, at de alene ved deres blotte fremtoning smitter mig med deres ganske spontant umiddelbare lyssyn, hvilket så igen fik mig til at fundere over den gamles og barnets småsnakkende pludren, der jo hen ad vejen ville udvikle sig til et egentligt sprog, men dog kun fordi de i denne hytte var så heldige, at hos dem har generationerne et fælles sprog; Og det er en gave som ikke længer er nogen selvfølge, heller ikke på disse kanter. For de unge der har været så heldige at få både uddannelse og job, måske i en storby? hvor kravene til sprogfærdighed kan have været en af adgangsbilletterne til dette mere attraktivt, moderne byliv.
 
I f.eks. Kenya har mange mennesker 3 forskellige officielle sprog at holde styr på. For det første har alle mennesker et oprindeligt stammesprog fordelt på måske 15 – 20 forskellige sprogfamilier, som de almindelige mennesker ude i landsbyerne, først og fremmest kvinderne, i deres respektive stammeområder taler. For det andet så har Kenya antaget sproget kiswahili, som oprindeligt taltes af folk fra Østafrikas kystegne, som sit nationalsprog. Og endelig så bruges Engelsk i forhold til alle former for offentlig administration. For os danske, der kommer fra et meget lille og meget homogent sprogområde kan det på den ene side være vanskeligt overhovedet at forholde sig til den kenyanske, set med danske øjne, sprogforvirring. Men ikke desto mindre husker jeg fra forberedelsestiden på DVTC (Dansk Volontør Trænings Center) i Tanzania, at vi, den gang, vordende ulandsarbejdere gerne gav vort besyv med, også om disse problemer. Hvor de mere praktisk anlagte af os argumenterede for, at det da bare måtte dreje sig om hurtigst muligt at tage konsekvensen af en uafvendelig udvikling, og derfor simpelt hen standse brugen af stammesprogene i undervisningen, imens nogle af os andre lidt mere tænksomt indrettede personager advarede om de helt uberegnelige kulturelle eftervirkninger, som en sådan kurs nødvendigvis også ville medføre. Jeg har så siden haft lejlighed til ved selvsyn at gøre mig mange tanker derom. Unge mennesker, uanset om de sidder på den grønne gren eller ej migrerer i stort tal til de større bysamfund, hvor lokalsprog ingen relevans har, hvorfor de da heller ikke er særligt tilbøjelige at sørge for at deres børn lærer deres oprindelige stammesprog, al den stund heller ingen offentlig undervisning anvender mange resurser derpå. Det ideelle ville jo være, at denne udvikling ikke forceredes hurtigere frem, end at den, populært sagt, gaves den tid til det, som det nu en gang nå tage at transformere gamle stammesamfund fra fortiden og over i nutiden. Men også her støder vi så igen ind i vor modernitets akilleshæl, dette at vi aldrig har hverken tid eller penge, som vi gider bruge på det allermest basale i vor tilværelse. Jeg har mødt ældre mennesker, der på grund af børnebørns sprogskift er ude af stand til overhovedet at kommunikere med dem. Og noget sådant er, mener jeg, at ligne ved åndelig strangulering af både unge og gamle. Det er nemlig for mig stensikkert, at definitionen på et menneske i modsætning til dyret er, at mennesket, modsat dyret, som udelukkende består af materie, består af lige dele ånd og materie, og imens materien forgår, er det ånden der består. Forholdet imellem konge og folk, hvor kongemagten regerer imens folket adlyder, er en ganske bemærkelsesværdig parallel til nødvendigheden af at ånden, som består, tilstås mulighed for at byde over materien, som jo alligevel forgår. Og hvad er ånd andet end tanker, der centrerer sig omkring de kilder hvorfra vor menneskelige dannelse hele tiden hales ud af urtiden, således at denne dannelse derudfra gives mæle igennem den tale og skrift, som gør det muligt for os på en og samme tid at række vor opmærksomhed både bagud og fremad. – Vel er der i historien talrige eksempler på at også ånd kan køre af sporet, men der ligger alligevel i åndens træge natur nogle stopklodser, som den flygtige materie helt afgjort ikke har. - Materie uden ånd er som et skib uden ror. Og mennesker uden dannelse (og dermed ånd) er ofte farlige, både for dem selv og for deres omgivelser. - Og dermed havde mine skridt så endnu en gang holdt både min fantasi, min begrebsverden og mine visionære ideer levende, imens jeg var på vej. – Og hvis verden ind imellem skulle falde mig for brutal, uretfærdig og meningsløs, så er det vel først og fremmest fordi, vi er godt på vej til kollektivt at give den forgængelige materie råderet over den evigt bestående ånd. – Og med denne triste konstatering lukker jeg mig ind i min egen lille beskyttende hule, tænder op for at Lasses og Mathildes vidunderlige danske sange, som altid kan bringe mig den ro i sindet, som også er mig et stort behov.