Demonstrationsdagene der sprængte alle rammer

Et vigtigt element i arbejdet med at trække / lokke de lokale stærkt traditionelt indstillede familier og enkeltpersoner ud af deres mere eller mindre ubevidste modvilje imod at bevæge sig væk fra dé gammelkendte normer, der knytter sig til livsomstændigheder, som ikke mere findes, fordi disse for længst er gået al kødets gang, og bevæge sig ind i seriøst begrundede overvejelser omkring de muligheder som denne fastholden ved det gammelkendte netop blokerer for. Det kan måske bedst illustreres ved en billede – kaster man en tør svamp i vandet, vil denne også, selv om der absolut intet alternativ er, i ret lang tid være i stand til at holde sig flydende. Og det er det samme der her gør sig gældende iblandt mennesker. Alternativt kunne man jo bare lade disse mennesker passe sig selv, og vente på at naturlovene alligevel til sidst ville ske fyldest. Men når jeg desuagtet forsøger at ”hjælpe disse mennesker på vej”, så er det først og fremmest fordi, jeg ved, at hvis de bare får lov til at sejle deres egen sø, så vil de ikke kun selv gå til bunds, det vil hele deres kulturelle baggrund også, og det vil sige, at de efterkommere som de trods undergangen alligevel vil efterlade sig kommer til at leve en både rod – og retningsløs tilværelse uden pejlemærker og uden andet mål for livet end ret og slet bare at overleve med alle de uoverskuelige, ikke mindst menneskelige, konsekvenser som dette uvægerligt vil medføre for dem.

Jeg tror nemlig på, at hvis jeg ved mine bestræbelser kunne medvirke til at mildne den defaitisme som de helt åbenlyst, måske igen ubevidst, er blevet offer for, så vil de også billedligt talt være i stand til at drage nogle af de dybere elementer af deres gamle kultur med sig, som de vitterligt på godt og ondt er produkter af, til gavn og glæde for dem selv, og føre disse med over i kommende nye livsomstændigheder, således at de ikke fuldstændig gøres til retningsløse enkeltindivider på Herrens Mark, men stadig vil have en flig af fællesskabernes etiske nødvendigheder at øse af - et frø af fortidens blomstrende samfundsliv, som også vil kunne plantes og trives under forhold der er meget anderledes end de tabte, og uafladeligt minde dem om den tryghed der lå gemt i forfædrenes gensidige afhængighed af hverandre, og derved også være med til at mildne den usikkerhed der til alle tider har været forbundet med menneskeslægternes tidehvervsskifter – herunder naturligvis vore egne. – Det som jeg som ulandsarbejder og forkæmper for hvad jeg forstår ved sand menneskelighed så gerne ville kunne gøre er, efter bedste evne at forsøge empatisk og hudløst at indleve mig i deres tanke - og livsverdener, og derefter ved hjælp af en form for vaccination, uforpligtende, og i minder doser give dem anledning til at reflektere over hidtil, for dem, ”forbudte” eller på anden måde ukendte muligheder og så håbe på derved, måske, at kunne medvirke til at bibringe disse mennesker en ny tro på, at ikke alt er håbløst og tabt. Og hvis det lykkes, vil min indsats ikke have været ganske omsonst.

Linda og jeg havde jo over de allerseneste år forsøgt os med ellers helt ukendte initiativer omkring begrebet Field Days (demonstrationsdage) som også er iblandt de aktiviteter vi kan takke vor hollandske kollega Jan Houmann for inspirationen til, som går ud på at befordre et lokalt baseret oplysnings undervisningsinitiativ ved at trække på alle dele af lokalsamfundets rent umiddelbare muligheder og resurserigdomme som enkeltindivider, foreninger, skoler og så videre overhovedet måtte ligge inde med – og samtidig være interesserede i at medvirke til udbredelse af. (Omtalt i skitse 3 fra Kenya: demonstrationsdage og ambulancekørsel). Den i denne skitse omtalte demonstrationsdag foregik i 1988 og den næste i 1989, hvor antallet af undervisnings – demonstrationsstande i forhold til året før var forøget ganske betydeligt, og derfor også havde gjort os dybt afhængige af, om vi kunne tiltrække tilstrækkeligt mange resursepersoner, som jo stadig for størstedelen bestod regeringsansatte konsulenter, som ikke alle var lige villige til at tage del, med mindre de tilgodesås med betaling i både pose og sæk. Ved den første FD var problemet ikke så stort fordi det kun drejede sig om ganske få personer, og de fik så hvad de forlangte. Men denne gang drejede det sig om 14 personer og derfor begyndte jeg at stille spørgsmål ved om dette nu også var helt rimeligt, eftersom det arbejde de forventedes at skulle præstere jo i virkeligheden måtte ligge inden for den forpligtelser, som deres regeringsansættelse jo i virkeligheden pålagde dem. Dette havde vi så en hel del tovtrækkeri om, da jeg måtte formode, at deres forlangende sikkert grundede sig på, at de jo af erfaring vidste, at der hvor oversøiske udviklingspenge var i spil, var der normalt ingen smalle steder hvad betalingen angik, hvorfor de da også holdt hårdt på deres ret til diæter foruden alt det andet, som jeg ellers kunne tilbyde dem så som fri transport, fri overnatning og fri fortæring. Men da jeg jo også udmærket vidste at de, måske, for så vidt ifølge deres ansættelse kunne tro at de havde retten på deres side, men at jeg på den anden side også foreholdt dem, at dette ikke var noget de skulle gøre for hverken min eller for min organisations skyld, men for deres eget kenyanske samfunds skyld, og at jeg da oprigtigt håbede, at disse arrangementer også ville kunne fortsætte den dag der ikke længer var nogen udenlandsk donor til at betale for det. Men i sidste ende, også ud fra devisen at et magert forlig altid er bedre end en fed proces, indgik vi et kompromis og fik dermed uden alt for mange sure miner arrangementet hevet i land. Min og Lindas ide med det var jo, ellers hvor utroligt optimistiskt dette så ellers den gang måtte have lydt, at gøre disse Field Dage (FD), som de officielt benævntes, til tilløbsstykker på linie med vore lysbilledaftener og ikke mindst på linie med vore opvisninger af danske gymnasters formåen, også hvad angår dette med at trække folk til som en form for socialt orienterede trækplastre. Og det er ud fra samme tankegang at FDerne flytter rundt imellem områdets landsbyer. Den første var i Simothwet den næste i Abosi, og så nu den foreløbig sidste i Chesoen. Og det er den, jeg i det følgende vil fortælle om.

Den foregik i maj måned 1990 og kom til at udgøre et afgørende gennembrud for den ovenfor beskrevne tanke om at gøre disse dage til noget langt mere end blot og bar en demonstration og undervisningsaktivitet, men netop også til en social begivenhed med bred folkelig tilslutning. Sociale begivenheder var jo i de oprindelige stammesamfund en meget væsentlig kraftkilde, som alle på én eller anden måde tog del i. Men det var også iblandt de første aktiviteter, som hen over de sidste hundrede års voldsomme forandringer i livsbetingelserne delvis forsvandt fra deres hverdagsliv, sikkert ikke mindst på grund af den massive nedgøring af deres oprindelige livsstil som både missionærer og kolonisatorer fra Europa stod for. Men da gamle dage jo som bekendt ikke lader sig kalde tilbage, må det dog trods alt være muligt at bløde op på den apati som tabet af disse kulturgoder uafviseligt har efterladt sig. Og den opmuntring som de to første Field Days havde skabt, viste sig nu at sætte sig igennem ved en ikke tidligere set spontan ja næsten euforisk vilje til at afsøge nye muligheder og områder for frugtbargørelse af nye mulige landvindinger. For det var faktisk ikke længer bare Lindas og mine ideer der brød de nye veje, det var også i meget høj grad deres egne lokalt baserede initiativer og fantasier der satte drivkræfterne i spil, hvorfor antallet af stande med vidt forskellige emner da også var sat ret voldsomt i vejret, og hvor hver enkelt stand helst skulle være bemandet med 2 resursepersoner som i fællesskab eller på skift ved hjælp af vidt forskellige virkemidler så som plakater, flanger, eller andre visuelle udtryk for de emner som vedkommende stand søgte at skabe opmærksomhed omkring. Og jeg skal love for at opfindsomheden i den retning ikke manglede noget. – Og vel at mærke, de fantasiudfoldelser som her var lagt for dagen var ikke noget som hverken Linda eller jeg selv havde nogen finger med i, men noget som i allerhøjeste grad bidrog til at sætte den lokale iderigdom i fokus ved at skubbe Linda og mig ud i den periferi, hvor det er vor drøm at kunne blive overflødiggjorte.

Stand nr.1 beskæftiger sig med vigtigheden af at pleje sine tænder, (med en hjemmelavet tandbørste, en lille stump af en kvist tilstrækkeligt gennemtygget til at kun de tynde fibre er tilbage og dermed gør det ud for en tandbørste). – Dog, allerstørst opsigt vakte denne tandbørste dog, da Linda tog sin protese ud og børstede den udenfor munden, for da opstod der en sand forundringslatter, som næsten ingen ende ville tage.

Ved stand nr. 2 var emnet hvordan de mange æsler, som næste ingen bruger til noget som helst, ville kunne lette husmoderen i hendes arbejde med at skaffe vand og brændsel til veje. Og da æslerne traditionelt tilhører kvinderne, på samme måde som kvæget tilhører mændene, var det naturligvis også kvinder der forklarede hvordan dette, til meget stor lettelse for dem selv i deres daglige dont, ville kunne gøres.

Ved stand nr. 3 var det den altødelæggende jorderosion, der var emnet, og kom under grundig behandling. Det er jo sådan, at hele området fra gammel tid var dækket af træer buskads eller også af et tykt græstæppe der som et hele virkede som en svamp, som var i stand til at opsuge selv meget store regnmængder, og som samtidig i tilfælde af helt ekstraordinært store regnmængder var i stand til at forhindre at jorden eroderede, men blev hvor den var. Denne svamp er nu under kraftigt nedbrud både på grund af alt for mange mennesker, men i særdeleshed også på grund af alt for meget kvæg og andre husdyr, der formeligt slider denne svamp ned med deraf følgende svigtende evne til at opsuge og holde på vandet og den deraf følgende bortskylning af de øverste frugtbare jordlag, som så enten samler sig i lavere sumpede eller på anden måde dyrkningsmæssigt set værdiløse områder eller skylles direkte ud i Viktoriasøen. Og dette truer selvsagt mange beboede områder med decideret ørkendannelse, med mindre der kollektivt tages drastiske forholdsregler i brug for dens modgåelse i form af etablering af effektive terrasser.

Ved stande nr. 4, 5 og 6 er der opført en såkaldt Zero Grasing Unit. En ministal til bare 2 – 3 køer. Og forklaringerne om de forskellige delemner omkring denne unit akkompagneredes tydeligvis af en lille kalvs højlydte kalden på sin mor. - Zero grasing betyder ingen direkte afgræsning. Med andre ord skal både græsset og køernes drikkevand serveres for køerne hjemme i stalden. Og det græs der så skal staldfodres med kommer naturligvis heller ikke fra en almindelig græsmark, men fra dette særlige napiergræs, der er en høj og tykstilket græsart, der godt kan minde lidt om sukkerrør, og i øvrigt er identisk med en høj græsart, der ofte ses i danske prydhaver, som er langt mere modstandsdygtig overfor tørke end almindelige græsser, men som altså også på grund af dets ret så grove vækst nødvendigvis må findeles med en panga (en meget stor og langbladet kniv) før det lægges foran køerne. Ideen med det, eller måske rettere nødvendigheden af det, er bl. meget andet opstået som konsekvens af det i forhold til det begrænsede til rådighed værende areal alt, alt for store kvæghold der, som andetsteds oplyst er stærkt medvirkende den verserende jorderosion, og som dertil ganske enkelt repræsenterer en fuldstændig død kapital uden noget som helst afkast, og hvis fortsatte eksistens kun opretholdes af blinde traditionsbestemte årsager, hvorimod disse bare 2 – 3 køer i en simpel åben staldkonstruktion bevisligt kan give et ganske betragteligt økonomisk afkast. - Altså såfremt den nødvendige pasning, pleje - hele tiden med adgang til rent drikkevand - gennemførers, som den skal. Herunder forklaredes også indgående om den helt nødvendige renlighed og ret så gennemførte hygiejniske standard omkring håndteringen af både mælk og de dertil anvendte redskaber. – Men også om håndteringen af det der kommer ud af køernes anden ende, komøget, der hver dag skal fjernes og bæres eller på anden måde bringes ud for at gøde det sidst afhuggede napiergræs for dermed at fremme den hurtigst mulige genvækst. - Og her er det store problem mændenes udtalte modvilje imod et kvæghold der kræver andet og mere af dem end blot at sidde i skyggen af et træ og holde øje med dem. – Og så lige dette, for dem, uløselige spørgsmål. Hvordan skal vi kunne få vores sønner gift, hvis der ikke er nogen køer at betale brudepris med?

Ved stand nr. 8, som er iscenesat af Abosi biavlerforenings medlemmer, og som fortæller historien om hvordan disse små flyvende insekter også kan bidrage til medlemmernes liv og velfærd derved, at der er udstillet forskellige typer beehives (former for hvad vi på dansk ville kalde bikuber / stader) lige fra de traditionelle udhulede træstykker ophængt i et træ til de mere avancerede måder at holde bier på med det dertil hørende tilbehør som bitavler, slør, handsker, røgblæser og andet nødvendigt grej, ligesom der også fortælles om foreningens lille honningraffinaderi hvorfra landets bedste honning sælges fra forretninger over alt i Kenya.

Ved stand nr. 9 havde en mindre kvindegruppe under ledelse af en af de katolske søstre fra sundhedsklinikken i Abosi udstillet diverse håndarbejder lige fra dekorerede kallabasser over forskellige former for traditionelt husgeråd og til hæklet, strikket baby udstyr og håndsyede beklædnings stykker, alt sammen arrangeret i en sand kunstnerisk kakofoni af rigt udfoldede, alsidige og dog ganske jordnære bestræbelser på fange de mange gæsters opmærksomhed.

Ved stand nr. 10 blev det indgående både forklaret og demonstreret hvordan på bedste og nemmeste måde etablerer et passende stort jordstykke med napiergræs og om hvordan man i det hele taget skaffer sig og håndterer det nødvendige plantemateriale, på en måde så man opnår størst mulig sikkerhed for et godt resultat.

Ved stand nr. 11 forklaredes om de forskellige kvægsygdomme deres sygdomstegn og behandlinger, med særlig vægt på mund og klovsyge og den frygtede østkystfeber.

Ved stand nr. 12 forklaredes det, at det med godt resultat kan lade sig gøre som alternativ til Zero Grasing at holde f. eks. 4 – 8 køer gående i folde der så naturligvis i størrelse skal være tilpasset det aktuelle antal køer, men det allerbedste er her, hvis der er flere folde, som køerne kan rotere imellem, således at græsset også får en hvileperiode, hvor det i fred og ro kan rekreere sin genvækst. Men også her er det en betingelse for et godt resultat, at de hele tiden har adgang til friskt rent drikkevand.

Ved stand nr. 13 er det den offentlige voksenundervisning der slår til lyd for, at mange flere voksne end tilfældet aktuelt er, burde ofre langt større opmærksomhed på denne side af tilværelsen. Det er velkendt, at det næsten udelukkende er kvinder der benytter sig af disse tilbud, og ligeså velkendt er det også, at mange mænd lægger flest mulige hindringer i vejen for at deres koner melder sig til den, givetvis på grund af frygt for at konerne derved skulle få nykker og måske sætte sig op imod mændenes dominerende stilling som familiernes overhoveder. Jeg vil lige her for egen regning tilføje som en slags forklaring på, hvorfor det er som det er? Sagen er nemlig den, at hvor mænd og kvinder i de tidligere traditionelle stammesamfund, i hvert fald hvad angår kvægnomaderne, i høj grad levede i hver deres forskellige verdener, hvor mændene drev rundt med kvæget i søgen efter den grønneste græsning og i forsvaret af deres hjort imod vilde dyr og andre stammesamfunds tyvetogter og derigennem fandt en opgave, der fyldte deres liv med indhold, imens kvinderne tog sig af børnene, kalvene og gederne samt ikke mindst af landsbyens gamle, hvilket jo må have givet kvinderne betydelige muligheder for at støtte hverandre, også i forhold til deres mænd, som så til gengæld, i hvert fald for den store parts vedkommende, gjorde en dyd ud af at indrette sig derefter. – For der lå nemlig også megen visdom gemt i den måde hvorpå de oprindelige samfunds var indrettet.

Men dette forhold er, i og med at mænd og kvinder i dagens posttraditionelle samfund ikke længer på samme måde lever hver deres hverdagsliv gået fløjten. Nu ”deler” de på en helt anden og langt mere ulige måde hverdagslivet hvilket har medført, at kvinderne billedligt talt, i forhold til mændene, ”har fået deres tænder trukket ud”, derved at de på en vis måde er blevet taget væk fra hverandres mere nære selskab og samtidig også er blevet overbebyrdede med hjemlige pligter, imens mændene på grund af tabet af deres tidligere pligter og meningsfyldte tilværelse, sikkert af bare kedsomhed, initiativløshed og mangel på sådanne krav til dem, som kunne have givet deres liv den mening, som, intet menneske kan trives foruden. Og dette har gjort dem mere irritable, og mindre hensynsfulde som partnere end de tidligere var. Opsøger man uanmeldt deres hjem, er det i de allerfleste tilfælde konen man møder, der bare kan fortælle én, at manden er på safari, omsat til godt dansk: at han mere eller mindre uden mål og med bare ”flakker” omkring. - For mig står dette som et nøgle problem som skal løses – derfor denne udførlige fortælling, der, måske, også kan give udenforstående et praj at kloges af, og forståelse af problemets store kompleksitet. - Og dermed også af voksenundervisningen / oplysningen som de nøglebegreber, de i virkeligheden er.

Ved stand 14 var det øget træplantning der blev slået til lyd for. Som allerede anført under stand 3 jorderosion, er det særdeles vigtigt at bevare eller endnu bedre forøge den vegetative del af jordens overfladebestanddele, men at denne desværre er under hastig nedbrydning. Derfor er plantning af nye træer bydende nødvendigt, dels for at sikre den nødvendige adgang til brændsel for de mange husholdningers daglige behov, men i særdeleshed for at holde jordens evne til at opsuge regnvand ved lige idet rådnende trærødder udgør vigtige forudsætninger derfor, samtidig med at den voldsomme befolkningstilvækst både nedslider og blotlægger jordens overflade og øger tilbøjeligheden til dens erodering. Men her er det ikke længere nok bare at nyplante, det er mindst lige så vigtigt at beskytte de nyplantede træer imod kvægets og i særdeleshed imod gedernes hærgen. Der findes rundt omkring mange planteskoler der har masser af planter, men de kan ikke vokse op uden omsorg.

Ved stand nr15 forklaredes om vigtigheden at være opmærksomme på avlsarbejdet betydning indenfor kvægavlen, herunder også de nye landvindinger som muligheden for insemination med tyresæd fra i forvejen afkomsundersøgte tyre, idet det dog samtidig kraftigt måtte understreges, at betingelsen for overhovedet af få gavn af disse nye muligheder er, at man nøje følger alle de anvisninger med hensyn til pasning og pleje af dyrene som allerede ved standen med Zero Grasing havde været fremført, således at en mere lemfældig traditionel måde at holde kvæg på forhånd vil udelukke enhver form for gevinst ved avlsarbejde overhovedet. Ja, at forsøg i den retning i de fleste tilfælde simpelt hen vil give bagslag derved, at det jo er en kendt sag, at østkystfeberen, som skyldes en ganske bestemt tæge, og som alt lokalt kvæg er mere eller mindre resistent overfor, hvorimod dyr der er krydsningsprodukter af lokale køer og renracede tyre, der overhovedet ingen resistens har, vil være langt mere følsomme overfor denne sygdom, hvorfor den slags krydsningsforsøg på skrømt så absolut må frarådes.

Ved stand nr. 16 fremvistes en nyttehave der var fyldt op med alle mulige former for rodfrugter grønsager og de almindeligt kendte plantefærdige frugttræer og stiklinger. Der var almindelige kartofler, sødekartofler, gulerødder, bønner, kassava, tomater og den på egnen velkendte sukumaviki (en kålplante) foruden nogle flotte ananas, somme med store frugter på, alt i alt et meget varieret sortiment af sunde nærende fødeemner til supplering af den på egnen ellers næsten enerådende ugali (majsgrød) som jo i virkeligheden udgør alt for ensidig kost, ikke mindst for børn og unge mennesker.

Ved stand nr. 17 var der anlagt et sammenlignende forsøg med gulerødder dyrket ved brug af henholdsvis kogødning og kunstgødning. Sagen er jo den, at alle farmere har masser af kogødning liggende i de ”bommaer” hvor kvæget altid opholder sig om natten, men som stort set ingen af dem gør brug af, og som endda, når de bruger gødning overhovedet, foretrækker kunstgødning, sikkert fordi det er meget lettere. Det er jo nu engang ulige lettere samtidig med majsens såning at gå med en spand eller øse og drysse kunstgødning i såbedet, end først at skulle ud og grave i bommaen og siden under stort besvær sprede komøget ud over marken. Men det illustrerer også hvor utilbøjelige disse farmere er til at besvære sig selv med arbejdsopgaver, som det er lettere at krybe uden om.

Og endelig demonstreredes ved stand nr. 18 hvordan man med et ganske godt resultat kunne sammenplante majs og bønner og derigennem ved egen høst på egen mark være i stand til at producere to vidt forskellige plantearter der ikke blot trives udmærket sammen, men i allerhøjeste grad også på allerbedste vis supplere hverandre i den daglige kostplan.

Under hensyn til den stærkt voksende interesse, som disse FDer syntes os, herunder ikke mindst vore mange lokale trofaste støtter, bestemte vi os til at lade denne FD løbe over to dage i stedet for som de to foregående gange, hvor de afvikledes over bare én dag, således at det denne gang annonceredes og henstilledes til de besøgende at være opmærksom på at førstedagen først og fremmest var beregnet på skolebørnene, og andendagen fortrinsvis for de voksne. Vi havde naturligvis også sat vejskilte op for at guide folk i de rigtige retninger, mest for gående, og det viste sig da også, at der kun kom 4 biler på førstedagen og 6 på andendagen, sandsynligvis også fordi vejrguderne ikke var med os, det havde nemlig regnet så meget, at vejene i hvert fald kun tillod 4hjulstrækkere at komme igennem til pladsen. Men på trods af vejret kom der skoleklasser fra mange forskellige af omegnens skoler. Ja der kom sågar en secondaryklasse på 40 elever + deres lærere der havde tilbagelagt ca. 100 km. i bus, men altså de sidste 7 – 8 km. til fods på grund af føret, fordi de altså bare ville være med. Ja, det væltede formeligt ind med skoleelever i deres respektive uniformer, i en sådan grad, at det blev nødvendigt at kraftigt at forøge antallet af personer pr. hold, der så blev guidet rundt til de forskellig stande efter en ganske bestemt plan, ligesom den tid de fik ved hver stand også måtte reduceres kraftigt, hvor det var mig selv der ved at tude kraftigt i bilhornet signalerede hvornår holdene skulle skifte, og da strømmen af skoleelever syntes ingen ende at ville tage, blev vi også nødt til at lade nogle hold starte op ved stand 7 – 8 eller 9 for at også de sidste hold skulle kunne nå raden rundt til nogenlunde fastsat tid. Og det var en meget stolt ung pige, Anna, der efter at have sendt det sidste hold rundt ved 15tiden kunne meddele, at der i alt havde passeret 1298 elever igennem hendes ”tælleapparat” kommende fra 12 forskellige Primary – og 4 Secondary skoler. – Og vi måtte meget trætte konstatere at hele den første dags arrangement og tidsplan havde været tæt på at drukne i sin egen succes. Og ikke mindst glædede det os naturligvis også, at alle omkring 30 resursepersoner fra diverse ministerier, som vi over to dage og nætter havde boende på fuld pension på missionen nu var lige så opsatte på den opgave der havde været dem overladt, som vi selv, og at ingen mere snakkede om udetillæg. Så der var sandelig rigtig mange gode indtryk fra en yderst vellykket dag at falde i søvn på, for igen næste morgen at vogne op til endnu en håbefuld dag.

Men i løbet af natten var der bare igen faldet en hel del regn, så vi var meget glade for at vor nærmeste overordnede fra Nairobi, vores MS koordinator Sigurd Wandel sammen med en af damerne fra kontoret allerede var kommet velbeholdne frem, ligesom en god svensk ven af os Åke Boberg fra Nakuro der var ansat som ekspert ved det store andelsprojekt Kenya Nordic Cooperative Development Program også var kommet frem, for han havde nemlig lovet at optage en videofilm fra FDen, som han havde i sinde at vise sine nordiske ekspertkolleger i det program, hvor han selv arbejdede, hvad Linda og jeg med meget små midler havde opnået at sætte i scene, som en modsætning til hvad de selv i hans program, selvom det plejede at koste det hvide ud af øjnene, alligevel kun magtede at skabe en svag afglans af. – For han var virkelig meget imponeret. – Andendagen kom ligesom førstedagen til at byde på særdeles opmuntrende besøgstal, hvor lige omkring 1200 voksne havde været igennem ”tælleapparatet”, men dertil kom så, at et ret så betydeligt antal, især voksne mænd, der ikke ønskede at være bundet til et bestemt hold, bare gik rundt efter deres eget forgodtbefindende, og derfor af gode grunde ikke var talt med som besøgende.

Afslutningsvis var der som sædvane er her i Kenya fællesspisning for særligt indbudte gæster med D. Oen. The Kilgoris District Officer Mr. Abdulhaki Yusuf Haji som æresgæst fuldt op af lokale chefer d.v.s. øvrighedspersoner. Og talerrækken bestod af mig selv, Åke Boberg, Alex Kirui, som er kontaktmanden til den amerikanske N G O (non governmental organisation, - ikke regerings afhængig organisation) som hedder, Tecnoserve, og som vi arbejder tæt sammen med i forhold til det verserende vandprojekt. Sigurd Wandel, farmeren, Raimond Soy, på hvis grund det hele foregik, og lederen af en af de medvirkende kvindegrubber, for til sidst at slutte af med æresgæsten Mr. Yusuf Haji, der udtrykte sin uforbeholdne anerkendelse af de aktiviteter, som han her havde set udfoldet. Og som en ekstra fjer i hatten til alle os der sammen havde taget slæbet, så kom arrangementet både i den landsdækkende radio og i én af de landsdækkende aviser. –

Og så endelig som en lille beskeden sidebemærkning kan jeg helt for egen regning og risiko oplyse, at Mr. Yusuf Haji, der for øvrigt var praktiserende muslim, ved en tidligere lejlighed havde honoreret mig med nogle særdeles anerkendende ord i anledning af, at jeg engang i hans påhør havde fortalt en af mine yndlingshistorier: ”Konen i Muddergrøften” som han fandt, var både rigtig god og særdeles belærende.