Afrikas stemme

Som bekendt, så har mange eventyr denne indgangsportal: ”Der var en gang”! - For mig, har mit liv i sandhed været et eventyr, endda et af de mere fantastiske, finder jeg selv. Ikke så meget på grund af det jeg nåede at udrettede, som på grund af det jeg selv lærte om det at være menneske, og for de erkendelser dette bibragte mig, og ikke mindst for den dybere indsigt i den gamle sandhed, at det du ser i det menneskes ansigt, som du møder på din vej, altid vil vise dit eget spejlbillede. – For snart en menneskealder siden, nærmere betegnet den 11. november 1984, fik jeg, som såkaldt ulandsfrivillig udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke, mit nye hjem og min nye arbejdsplads i en lillebitte landsby med bare nogle få blikskure, en katolsk missionsstation med en tilhørende, beskeden, nylig opført og for øvrigt danidafinancieret sundhedsklinik, samt to dertil hørende mindre men dog ganske dejlige beboelseshuse opført i mursten, som egentlig var beregnet til klinikkens medarbejdere, men som jeg altså fik det ene af at residere i. Både klinikken og de to huse lå på nordskråningen af en kilometerlang klippefyldt øst vest orienteret bakkekam, således at jeg fra husets veranda, havde en ganske vidunderlig udsigt over hele det mod nord, på den anden side af landevejen mellem Sotik og Kilgoris, lavere liggende dele af dette nærmest grydeformede område, hvori der i spredt orden lå et en utalligt antal runde græstækkede hytter med lerklinede vægge og vidnede om et lige så utalligt antal familiers daglige tilværelse med deres kvægs, geders fjerkræs og æslers, samt ikke at forglemme deres mange børns tilstedeværelse. Længere borte imod nord og nordvest var området omgivet af brede runde græsklædte bakker, som stort set var blottede for træer og buskads, imens der imod nordøst tårnede sig en anden klippefyldt bakke op, der i modsætning hertil var overgroet med træer og buskads, og som oppe på toppen var markeret med en politipost. Selve missionen og kirken var bygget nederst på denne bakkes sydvendte skråning, således at den var beliggende skråt overfor det hus jeg beboede og med føromtalte landevej imellem, hvis den da ellers, dens tilstand taget i betragtning, med føje kunne fortjene en så civiliseret betegnelse. Jeg var dog bekendt med, at jeg kunne bo i dette hus indtil videre, indtil klinikken eventuelt selv måtte få brug for det til en medarbejder. - De stedlige klimatiske forhold var hvad temperaturen angik meget behagelige på grund af højden over havet, som var omkring 1800m, så for det meste lå dagtemperaturen imellem 20 og 30 grader celsius og nætterne var svale, til tider ret så kølige. Nattefrost oplevede vi en enkelt gang, men ellers var det kun de ældste af egnens beboere der kunne mindes tidligere tilfælde med nattefrost.

Ja, således var altså den ydre ramme om min tilværelse som superviser for det relativt nydannede Abosi Young Farmers Cooperativ Society, for nemheds skyld kaldet Abosi Farmers. Jeg fik således, eftersom jeg jo boede i et af missionens huse, hurtigt etableret et på mange måder frugtbart samarbejde de to derværende, forholdsvis unge, latinamerikanske præster John Reyes fra Mexsiko og Carlos Fernandes fra Colombia. Missionens huse var sammen med sundhedsklinikkens de eneste med europæisk præg der var at finde i miles omkreds. Landsbyen Abosi ligger i det sydvestlige hjørne af Kenya, vel omkring 100 km. øst for Viktoriasøen og omkring 330 km vest for Kenyas hovedstad, Nairobi. Dette hændte mig altså her ca. 53 år efter at Karen Blixsen forlod sin kaffefarm ved Ngong Hills sammen med alle de mennesker der boede omkring den, som for manges vedkommende over 17 – 18 år igennem kortere eller længere åremål, netop i kraft af hendes kaffeambition, havde haft en eller anden form for supplerende udkomme hos hende samtidig med, at den også havde fyldt hendes egen tilværelse med alt hvad hjertet kunne begære af arbejde, kamp, dramatik, tab og fortrøstning. Når jeg nævner dette, så er det fordi hun, for mig, i kraft af sit vidsyn og sit skarpe intellekt kom til at rage højt op over sin egen tids hvide kolonisters mere eller mindre nedvurderende syn på Afrikas sorte folk. Hun tog derigennem de første spæde skridt i en meget lang proces, der stadig, den dag i dag, er under udvikling, og som med Guds hjælp, forhåbentligt, en dag vil placere dette kontinents sorte folk, i både andres og egne øjne, som ligeværdige borgere i et globalt folkefællesskab, der om kort eller længe vil modnes og tage form som en frugt af mange generationers kampe og lidelser, sejre og nederlag. For mig har Karen Blixsen, i form af hendes beretninger, igennem alle mine egne brydsomme, men frem for alt lykkelige, år i Kenya, forlenet mig med vigtige pejlemærker og været mig til stor inspiration. Jeg ved meget vel at KB igennem de allerseneste årtier, af kritiske røster – sorte såvel som hvide, har fået racismen skudt i skoene. Men her er det værd at erindre, at hendes karat på det felt ikke skal måles med vor tids målestok, men med den målestok der på hendes tid var gældende, og hvorom man roligt kan sige, at hendes tids hvide kolonisters nedvurdering af kolonilandenes oprindelige befolkninger florerede i fuld overensstemmelse med almindelig europæisk tankegang, de fattiges såvel som de riges. Vi hvide var jo de civiliserede, hvor de sorte var barbarer. Jeg er selv gammel nok til at være vokset op i denne vildfarelse, som nok for en stor del hentede sin legitimitet i vor egen kristentros missionsbefaling, idet vi så os selv som næstekærlighedens sande vogtere, for hvem det var en hellig pligt at frelse disse arme sorte – i virkeligheden slet og ret oprindelige - mennesker fra deres egen hedenske dårskab. Imens den omstændighed, at menneskeslagteriet i vore hjemlige kristne kernelande parallelt hermed, til tider, udviklede sig til højder, der langt overgik hvad nogen sort mand eller kvinde ville have haft fantasi til bare at forestille sig, ikke synes, hos os selv, at have vakt nogen større trang til kritisk eftertanke. Når jeg fremfører dette med fare for at blive beskyldt for trosrelativisme, (jeg regner mig selv som bekendende kristen) så er det ikke for at nedgøre mine egne ætsbrødre – og søstre, men for at give udtryk for min vilje til, i hvert fald for min egen del, at ville gøre bod for en gammel uret, som vi hvide, fordi vi netop havde magt til det, begik overfor de af vore medmennesker som vi brutalt koloniserede. Jævnfør den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865 – 1936) der skrev det berømte digt ”Hvid Mands Byrde”.

                                            Så løft en hvid mands byrde -

                                            send ud din bedste søn -

                                            at tjene andre racer

                                            for en landflygtigs løn.

                                            Hos rådvildt folk og vilde

                                            at tage tunge tørn -

                                            en tvær og kuet stamme

                                            halvt djævle og halvt børn.

Hold dette digt sammen med nedenstående beskrivelse af begrebet Stolthed, som K B for nu mange år siden formulerede det i hendes beretning om ”Den Afrikanske Farm”:

"Vort naboskab med vildtreservatet og det store vildts nærhed lige uden for vor grænse imod syd og vest, gav hele farmen et særegent præg, som om vi havde haft en stor konge som nabo. Der var stolte folk omkring os, vi følte deres nærværelse.

Barbaren elsker sin egen stolthed og hader eller nærer mistro til andres stolthed. Jeg vil være et civiliseret menneske, jeg vil elske mine modstanderes stolthed, mine folks, min elskers stolthed, og i al ydmyghed skal mit hus i vildmarken være et civiliseret sted.

Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde da han skabte os. For den stolte mand er denne tanke altid nærværende, at det er hans mål at fuldbyrde den. Han stræber ikke efter en lykke eller et velvære, som ikke er i overensstemmelse med Guds plan med ham. Hans succes er Guds tankes succes med ham, og han er forelsket i sin skæbne. Ligesom den gode borger finder lykken i opfyldelsen af sin pligt imod samfundet, sådan finder den stolte mand sin lykke i fuldbyrdelsen af sin skæbne. Han kræver en skæbne af Gud.

Mennesker uden stolthed er sig ikke bevidst, at Gud har forbundet nogen tanke med at skabe dem, og de kan tit få andre til at tvivle på at der virkelig var nogen tanke forbundet dermed. Eller også er ideen med dem gået tabt, og hvem skal da finde den igen? Disse mennesker må stole på andre folks opfattelse af hvad der er op og ned, og de må acceptere deres lykke og selve deres jeg til dagens notering. De skælver med grund for deres skæbne, løber fra den når de kan.

Elsk Guds stolthed over alle ting, din næstes stolthed og din egen. Løvernes stolthed: sæt dem ikke i zoologisk have. Jeres hundes stolthed: Lad dem ikke blive fede. Elsk jeres partifælders stolthed, og giv dem ikke lov til at føle medlidenhed med sig selv

Elsk de besejrede nationers stolthed og lad dem ære deres fader og deres moder".

Stolthed er også hvad Henrik Ibsens digt om Terrie Vigen dybest set handler om. Under englandskrigene I 1800tallets begyndelse, sejlede han fra Norge til Jylland i en åben robåd for at hente 3 tønder byg, for at sikre sin elskede, hustru og lille datter imod sultedøden. Men på hjemvejen blev han opbragt af en engelsk fregat, imens hans lille robåd med den dyre last blev sænket, og han selv ført til England som krigsfange. Da han endelig år senere kom hjem var hustru og barn for længst sultet ihjel. Digtet beskriver hans kvaler undervejs, men måske allermest gribende hans accept af den hårde skæbne og ubærlige sorg han fik at bære på, men som han ikke ville tillade at skulle bortøde resten af sine dage på. – Undertiden påstås det, at folk der i en moden alder søger ud i det fremmede f.eks. som ulandsarbejdere undertiden motiveres til at gøre det, fordi et eller andet derhjemme er gået skævt – der er noget i deres liv, som de vil væk fra for at begynde på en frisk på et helt andet sted i verden, hvor de ikke behøver at plages af ubærlige mindelser. At sådanne tilfælde forekommer, er sikkert nok, hvor mange af dem der ender lykkeligt, ved jeg intet om. Men jeg må for mig selv medgive, at det var ulykkelige hændelser der åbnede muligheden for, at jeg kunne realisere en ellers for længst skrinlagt drøm. Ikke desto mindre må jeg sige, at mine år i Kenya, var en vidunderlig tid, en tid som stadig kan hensætte mig i en salig rus af højtstemt taknemlighed. Og det samtidig med at min sorg med sin til tider ubærlige tyngde også krævede meget. Men takker være min medfødte stolthed var jeg i stand til at mobiliserede al min styrke med det ene formål, at bære vægten af dages og nætters tårer og vågen, og at omtransformere dem til glædernes trofaste søster, mit blytunge hjerte, den lønlige trøster. - Mine mange gode minder fra den tid der var gået blev trods kvalerne, det lys ved hvilket jeg generobrede min ungdoms gejst, min manddoms tålmod og min senere modenheds resignation. – Ret som Terrie gjorde det før mig! Og spørger du mig hvad jeg ville i Afrika, må mit svar blive: gøde og opmuntre stoltheden over - og venerationen for - mødrenes og fædrenes minde – de sortes så vel som vi hvides! – Og når jeg nu så mange år senere sætter mig til tasterne, har jeg egentligt svært ved med mig selv at afgøre, om det er et forsøg på, her i min alderdom, at genkalde mig mit livs eventyr, eller bare et forfængeligt forsøg på at gøre mig værdig til kommende generationer mulige ”historiske gravearbejder”? Et retrospektivt tilbageblik vil jeg kalde det. Men et tilbageblik hvor de mange tanker og overvejelser jeg igennem de snart 30 år der siden er gået, også har fået deres faste plads i min bevidsthed, således at det som et samlet hele kan tages som mit menneskelige ideals testamente.

Jeg må pointere, at det der ligger mig på sinde ikke bare er at skrive en beretning om en dansk bondes oplevelser igennem syv års arbejde for, og sammen med, Afrika og nogle få af dets sorte beboere der tilfældigvis var bosat lige i det mikroskopiske hjørne af dette enorme kontinents ubegribeligt forskelligartede landskaber. Det er også beretningen om et livs reflektioner og drømme, træden vande og forsøg på at gøre en forskel - samt vel til syvende og sidst også troen på, at der altid vil være et lys tændt et sted forude, som det er os menneskers opgave, med dedikation og tålmod, at spotte og give styrke og klarhed. Jeg bredte, især igennem mine sidste år i Kenya, af grunde som det knapt nok er mig muligt at gøre rede for, mit virkefelt ud over en langt bredere vifte af opgaver, end dem der stod nævnt i min kontraktlige forpligtelse. Måske jeg havde det ligesom de folkekirkepræster der hjemme i Danmark involverer sig i forskellige aktiviteter i deres sogns liv langt ud hvad de egentlig er forpligtet på, simpelt hen fordi de ikke kan lade være. Og heller ikke jeg kunne åbenbart lade være, også fordi jeg efterhånden, for mig selv, måtte erkende, at det at arbejde for det relativt lille antal småbønder, måske mellem 50 og 70, der var medlemmer af ”mit” kooperativ ud af de ca. 10,000 sjæle der ellers beboede det geografiske område der omfattede Abosi Sub Location. Jeg måtte efterhånden som tiden gik indse, at disse godt halvhundrede farmere ville udgøre en alt for begrænset flok i forhold til alle de andre som også ville have hjælp behov. Og til alt held for mig var det endnu i 1980erne almindeligt at man som MSfrivillig stadig havde relativt frie hænder, naturligvis med den stedlige lokale administrations godkendelse, til så at sige ”skræddersy” sit eget projekt, såfremt det også lå inden for rammerne af MS mere overordnede virkefelter. – Hvilket desværre i skrivende stund ville være aldeles utænkeligt.

I øvrigt tillader jeg mig at fortælle denne historie som et subjektivt opkog, i spring og i sej træden vande, men hele tiden båret oppe af tidlige og senere mindelser, og af hvad jeg ellers har kunnet hentet af ”kloge ord og indfald”, som lige så godt kan have været tyvstjålet fra andre, eller bare i den bedste mening refereret til. Således skrev jeg hjem til mine gamle forældre i Danmark:  

Min allerførste, nys overståede, køretur fra Nairobi og ud vest på ad nogenlunde antagelige asfalterede landeveje igennem provinsen Rift Valley, det såkaldte Hvide Højland med de mange flotte udsigter, i særlig grad den udsigt der på et tidspunkt åbnede sig mod syd ud over den monumemtale, og igennem mange, mange år udslukte vulkan ”Longonot”, der kun nogle få km. fra landevejen rejser sin kegle og sit krater, så man derfra ligefrem kan kigge ned i det, er et betagende syn der stemmer én til ydmyghed overfor moder naturs vældige kræfter. Men mest betagende fandt jeg dog de sidste 30 km ad en meget dårlig jordvej, efter kortet dog en landevej, i øsende regn og kraftig torden, hvor det flere gange mere var lykken end forstanden der forhindrede at jeg, med min splinternye gule Suzuki blev hængende i sølet. Det var nu ikke så meget på grund af den dårlige vej, tordenvejret og skybruddet, jeg ikke glemmer den tur. Det var først og sidst fordi landskabets bedårende skønhed og lysegrønne frodighed i den grad betog mig. Sagen var nemlig den, at en tørke, der havde strakt sig over flere år, hvor både mennesker og dyr døde på stribe af mangel på vand og føde, få uger forinden var ophørt. Enkelte kadavere af køer og æsler lå der stadig tilbage i vejkanterne og mindede mig om den. Men nu var regnen altså endelig kommet tilbage. Jeg havde jo netop selv, på mit forberedende sprogkursus andetsteds i Kenya, oplevet hvordan menneskene, så snart Vor Herre havde åbnet himmelens sluser for den livgivende regn, skiftede sind og fra lang tids svidende sol med deraf følgende mistrøst og bange anelser lige på en studs genvandt troen på hans nådige forsyns sejr over al jordisk elendighed og dermed åbnede for fornyet tillid til fremtiden. Den sprukne jord formeligt eksploderede i et orgie af indestængt grøde, så alt det der før var trist og goldt, bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden måtte vige for det lystfyldt grønne. En hjemmefødding fra Danmark der ikke selv har været vidne til det, vil slet ikke kunne tro det muligt. Det var nok lige netop derfor, jeg i glæde og taknemmelighed over min egen medleven i denne atmosfære af livsbekræftende håb følte mig bjergtaget af det panorama som denne køretur imod vest, der med en efterhånden ophørende regn og en gennembrydende sen eftermiddagssol spillende i Abosi Hill, som med sine omkring 2100 m. over havet udgjorde et af de få højdepunkter i det vestlige Kenya, som jeg også hjemmefra havde kunnet spottet på mit atlas, og som her i denne virkelighedernes verden også sekunderedes af et antal spredte, toppede og for manges vedkommende næsten glasagtige klippeformationer, som takket være den nedgående sols strålers rundsendte deres skiftende reflekser. Efterhånden som jeg bevægede mig stadigt længere mod vest, kunne jeg ikke dy mig for, med billederne af mange andre helt anderledes trøstesløse afrikanske landskaber i baghovedet, som jeg jo også allerede havde set, at tænke: hvor længe kan dette blive ved? Ligger der mon foran en trist halvørken og venter på mig? Eller skulle jeg mon virkelig få mit fremtidige virke i disse storslåede omgivelser?

Det er ikke spor for meget sagt, at jeg allerede på dette tidlige tidspunkt følte mig tryllebundet af dette, mit første møde på nært hold med dette ”autentiske” Afrika, med dets mennesker, dets mystik og gådefuldhed. En gådefuldhed, som set fra vort stade, som de vildfremmede folk vi er, om end med yderst ideale hensigter, nødvendigvis må mane til en form for ydmyghed. En ydmyghed som desværre ikke igennem de seneste århundreder, i mødet med vore sorte medmennesker, ligefrem har været hvide vesterlændinges stærkeste side? Jeg kan naturligvis vælge at se bort fra sådanne dybsindige overvejelser og henholde sig til den konkrete opgave jeg allerede hjemmefra har været overdraget. – For mit eget vedkommende var der ingen tvivl. Jeg måtte tage den opgave på mig, som jeg kontraktligt var forpligtet på og så i øvrigt undervejs forsøge at knække de koder der hen ad vejen måtte melde sig. Alt andet ville være mit gemyt og min nysgerrighed imod. – Og desuden er det vigtigt for mig at tilføje, at spillet imellem mennesker, og i ganske særlig grad det spil der hører med til s såkaldte civiliserede menneskers møde med oprindelige folk, er blevet en lidenskab for mig. Jeg er kommet til at tænke på, at da jeg i mine unge år som vordene selvstændig landmand tog på landbrugsskole, var en af de vigtige ting jeg lærte, at det under ukendte forhold altid, til en begyndelse, ville være en god ide at holde lav profil, stikke fingeren i jorden og lugte sig frem, og så i øvrigt bruge sin sunde fornuft. Aldrig tidligere har jeg følt denne lære mere relevant end netop her. – Min kontrakt med ”Abosi Farmers´s” lød på to år, og opgaven gik i første omgang ud på at være medlemmerne behjælpelig med at organisere en transportordning for deres mælk til den nærliggende underafdeling af Kenya Cooperative Creameries (K.C.C.), som i øvrigt få år tidligere var initieret og finansieret af Danida under det danske udenrigsministerium.

Men foranlediget af den sindsstemning som jeg, just ankommet til min nye bolig, befandt mig i, var det nu ikke lige det, som jeg i de næste to år skulle beskæftige mig med, der fyldte allermest i mine tanker. Det var derimod, mine nye omgivelsers hemmelighedsfulde væsen sammenholdt med min egen himmelråbende uvidenhed. Jeg havde et enormt behov for at få samling på mig selv, jeg gav mig til med en for mig helt uvant styrke at afsøge min sjæls inderste kroge for om muligt at finde et eller andet holdepunkt at knytte min nye tilværelse an til. Jeg følte det ligesom, jeg tror, at kaptajnen på et skib også må føle det, når han står i begreb med at skulle fastlægge en kurs igennem et ikke kortlagt farvand, som han ved er fyldt med ukendte undersøiske skær. Ja, han bliver vel nødt til, med størst mulig forsigtighed - på lykke og fromme at begive sig på vej i håb om at hans situationsfornemmelse vil kunne hjælpe ham helskindet igennem. – For mig endte tankerne op i at de udviklede sig til at blive et eksistentielt spørgsmål: - hvem er, dybest set, jeg? Og hvad har jeg at gøre her? Som så ofte før, når mine grublerier truede med at tage overhånd, tyede jeg til den sangskat, som min opvækst så lykkeligt havde beriget mig med. Jeg gik indenfor i min lille stue og satte et kasettebånd på den optager, som jeg dog, som mit allerførste praktiske gøremål på det nye sted, med en tynd ledning havde tilsluttet bilens batteri, så den kunne få Lasse og Mathildes vidunderlige danske sange til at tone ud, ikke bare i min egen lille stue, men videre ud i den kenyanske virkelighed, hvor den overraskede mig med sin hjemmevandthed, måske fordi den stille, lune luft syntes mig at bære lydene omkring på englevinger, hvor de også derude, følte jeg, blandede sig med aftenskumringens eksotiske lydtapet. Da satte jeg mig betaget på en stol og gav mig til at vegetere. Idet jeg gennemstrømmedes af en huldsalig lykkefølelse og takkede min Gud for, at jeg helt fra barnsben havde været født ind de årgange, hvor det at synge vore gamle sange endnu i bogstavelig forstand, var en integreret del af børneskolens liv og virke. Takket være dette er det kun få af de ældre danske sange, jeg ikke har et, ja, jeg tøver ikke med at sige, kærligt forhold til. Og jeg blev klar over, at for mig gælder det, at jo længere væk hjemmefra jeg er, jo mere inspiration og jo mere flyvsk tænksomhed kommer der op i mig ved at lytte til hjemstavnens sange.  – Og tydeligvis allermest når det som her sker i min ensomheds done ude i det fremmede, hvor jeg på en helt anderledes uforstyrret måde, uvilkårligt kan lade mig indfange: - I Danmark er jeg født / der har jeg hjemme / der har jeg rod / derfra min verden går! Således skriver H. C. Andersen, som jo også bevægedes stærkt af netop det fremmede, hvor han uden filter eller forbehold lod forskellighederne overtrumfe lighederne som kilde til inspiration og til kærlig omfavnelse af de rødder, af hvilke også vi suger næring og skænkes liv, og som derigennem, på samme tid og med stor kraft, animerer til oprør imod vanetænkningernes sløvende gift. Og netop her på dette sted, følte jeg, måtte jeg fuldstændigt kompromiløst, hvad enten det så måtte skyldes bekvem uvidenhed eller dovent sløvsind, tage en alvorlig tørn med min egen snigende hang til vanetænkning.

Mit møde, med dette Afrika, med dets mennesker og al dets mystiske gådefuldhed var mig en fascinerende indføring i vor klodes mangfoldighed og umådelige rigdom på forskelligheder. Forskelligheder som jeg gerne ville lære at se som vedkommende udfordringer, i stedet for, som en discipel af vesterlandsk målbevidsthed, at arbejde hen imod en strømliniet ensliggørelse, nødede jeg mig selv til spontant gå at i gang med at udforske forskellighederne som det ”livets salt”, som disse på godt og ondt altid er, og uden hvilke al menneskelig søgen syntes mig både formåls - og meningsløs. Efter en underlig nat, Ja, hvorfor den nu også var så underlig er mig uforklarligt? Måske var det bare mig selv der var underlig? Men med en gryende morgen oplevede jeg med lige dele spænding og forventning min første morgen i Abosi. Jeg var, drevet af en ganske utålmodig nysgerrighed, tidligt på benene og søgte ud på min åbne veranda endnu inden det var blevet helt lyst, hvad det her tæt på Ækvator bliver omkring klokken 7,00 året rundt. En stor del af de mange omkringboende småbønder var allerede, naturligvis også for at drage nytte af regnen såvel som af morgenkøligheden, godt i gang med at pløje med deres forspand af 4 eller 6 okser, hvor mændene styrede ploven og konerne svingede pisken over oksernes rygge imens tilråbene fra grove mandsstemmer og skingre kvindestemmer blandede sig med køers brølen, oksers snøften, æslers skryden og børns råben og fnidren henover bosteder, marker og beplantninger, godt blandet op med duernes kurrende elskovssang fra de omkringstående træer. Jeg bemærkede hvor lydt hele landskabet, ligesom den foregående aften, trådte mig i møde her i disse morgentimer, hvor der ingen vind var. Ja, de ledte uvilkårligt mine tanker hen på, at dette vel måtte dreje sig om en kantate til ære for den nye dag, orkestreret af utallige typer af instrumenter med en stor dirigent på podiet, et menneske, der ligesom jeg selv, fuld af forventning, lod sig bjergtage af højtiden omkring den nye dags komme, imens solen sindigt hævede sig op over de nære omgivelsers morgentravlhed, så vel som over de fjernere horisonters blå bjerge, på dens rejse mod zenit. Jo højere den steg og steg, des tydeligere tegnede de spredte ”sommerskyers” mørke skygger sig hen over det kuperede landskab, som de jævnt og lydefrit kom glidende hen over som var de skyernes lydige marionetter. Kvinderne, fornemmede jeg, var de mest vedholdent engagerede i den nye dags aktiviteter - eller hvilede mon arbejdets byrder tungere på dem end den gjorde på mændene? For det var tydeligvis mændene der først søgte ind i træernes skygger når solen begyndte at brænde. Det sås tydeligt, at arbejdet, i hvert fald for de flestes vedkommende ikke plagede dem særlig meget. Hvorimod de med selvsikker mine fik lokket diverse lydelig undreholdning ud af deres transistorradioer, som deres kvinder sirligt havde forsynet med små hæklede overtræk i stærke farver. Et spørgsmål, som jeg siden igen og igen har måttet stille mig selv er: hvad ville mændene mon gøre, hvis de ikke havde haft kvinderne, disse altid tålmodige, hårdtarbejdende og frem for alt smilende og glade væsener, som jeg lærte at se op til, omkring sig til at tage slæbet.

Den opgave der her var mig betroet, tænkte jeg med mit grundtvisk inspirerede resonement i baghovedet: ”Hvordan skulle jeg egentlig kunne udrette noget til gavn for disse mennesker uden først at vide noget om hvor de kommer fra, hvor de står, og hvad de tænker? Vigtige spørgsmål, som jeg næppe ville kunne få fyldestgørende svar på ved bare at iscenesætte en spørgerunde? Nej, jeg ville blive nødt til at sammenholde deres egne eventuelle udsagn med skriftlige kilder fra anden side, og disse ville, vidste jeg, kun være tilgængelige for mig på engelsk. Men desværre var min formåen på det felt, endnu var ret beskedent. Derfor måtte jeg fremover bruge de mange lange mørke aftener i min ensomhed ved petroleumslampens flakkende lys eller ved lyset fra et meget lille neonrør tilsluttet min bils batteri, imens jeg skiftevis studerede nedskrevne fortællinger fra Afrika for siden at finde frem til meningen med dem ved opslag i engelsk – dansk ordbogen. Og herved fik jeg både udvidet mine engelskkundskaber og øget mit kendskab til kipsigisstammens liv og traditioner samt meget, meget andet, som jeg heller ikke vidste noget om, men havde stort behov for kendskab til. Vel var det møjsommeligt, men også vildt spændende - og ikke mindst påkrævet. Fordi det for mig drejede sig om, at skaffe mig muliglighed for at åbne nogle sprækker ind i nogle forgangne afrikanske virkeligheders kringelkroge. Jeg opdagede jo ret hurtigt, at de allerfleste sorte folk ikke brød sig særligt om at fortælle om deres egen stammes fortid. - Som jeg måtte opfatte det, fordi de betragtede den som kompromitterende for dem selv. Jeg fandt bl. a. frem til en lille bog, som en tidlig engelsk eventyrer, Ian Orchardson, havde skrevet. Han havde igennem en årrække i 1900tallets begyndelse levet iblandt kipsigierne, talte deres sprog og havde giftet sig med en af deres kvinder, hvorved han, endda også iblandt kipsigierne selv, antoges som en af deres egne. Han fortæller bl. m. a. også hvordan både masaier og kipsigiser var i stand til at betragte de mange blodige træfninger imellem dem som regulære sportskampe, hvor de sågar kunne beslutte sig for at spise et festmåltid sammen inden de ”gik til værks” og sloges på liv og død med knive, spyd, buer og pile. Krigene gik som oftest ud på, for angriberne røveri af de angrebnes kvæg kvinder og børn, som, dersom de vandt slaget, efterfølgende bortførtes som krigsbytte og optoges i deres eget stammefællesskab. Dog ikke hvis det drejede sig om folk fra stammer der ikke havde omskæring som en del af deres tradition, som f.eks. folk fra luostammen, da disse ifølge masaiernes overbevisning, i modsætning til dem selv, i kraft af den manglende omskæring, måtte forblive børn livet igennem. Derimod kunne masaier og kipsigier, takket være store ligheder i traditioner og levevis, uden problemer, gensidigt betragte hinanden som respektfulde ”yndlingsfjender”, som de gerne krydse klinger med. Og fortællingen om disse træfninger, der som stolte beretninger var blevet overleveret fra generation til generation ved de gamles fortælleglæde, formet som de var efter den læst som netop deres særlige livsvilkår havde skabt, udgjorde de den kontinuitet der fra tidernes morgen har været slægternes, klanernes og stammernes livsnerve. Og det var nok, denne livsnerve, jeg følte, at jeg både for min egen og for deres skyld, af min samvittighed havde fået til opgave at udforske. Ikke fordi jeg ønskede dem afsløret som barbarer, men fordi jeg, som et vigtigt led i mine bestræbelser havde behov for at få dem til at forstå, at de netop ikke var barbarer, at de stadig, med god grund, kunne være stolte af deres forfædres bedrifter, at de på godt og ondt, var som alle andre mennesker på jorden. Intet i verden er så ødelæggende for mennesket, som at bære på en skyldfølelse, som det ikke kan komme ud af. Jeg ville helt overordnet sagt gerne, hvor naivt dette så end må forekomme, arbejde på i dybeste forstand at befri dem, således at de spontant og uden tyngende mindreværdskomplekser, kunne komme i gang med, sammen med andre, at opruste viljen og evnen til selv at ville være med at dreje historiens hjul i en verden der ikke mere som i fortiden, heller ikke for dem, står stille.  Men sagt i denne sammenhæng, så består livet som såkaldt ulandsfrivillig, i hvert fald i den ”aftabning” som jeg føler mig bundet til, af mange forskellige tilskyndelser. En af disse er at være lydhør for den samlede atmosfære af påvirkninger som det stedlige lokalmiljø uvægerligt vil påfører, eller måske rettere beriger én med, herunder også de mere følelsesmæssige sider af denne, som f. eks. de mere eller mindre bjergtagende stemningsbilleder, man som fremmed, og ved fantasiens mellemkomst vil have mulighed for at opfange. – Her følger en sådan aftenstemning med refleksive sidespring.

Omkring solnedgang hørtes, når vejret var godt - og det var det tit - en fredfyldt samklang af umådelig mange forskellige lyde, der tyst fortonede sig i den næsten helt vindstille aftenluft, imens røgen fra hytternes ildsteder sindigt kom sivende op igennem de mange stråtage i et sceneri, der i min fantasi kunne fremmane billedet af en eneste vidtstrakt, højtidelig offerfest, der fejredes som tak for at endnu en strålende varm og solrig dag var kommet til sin lykkelige afslutning i et solnedgangsorgie af røde og orange farvespil malet op på et kæmpe staffeli dækkende den vestlige horisont, for snart efter, som i et øksehug, at forvandlede sig til kulsort nat, som om et tykt tæppe i et snuptag var blevet trukket hen over dagværkernes frugter for siden at lægge sig hjemmevant til rette over hele landskabet som et signal til drømmenes og fantasiernes brogede domæner om at invadere og bemægtige sig menneskenes af irrationalitet beherskede sindsstemninger. Af og til med månens demonstrativt udstillede ”rygliggende banan” som medie, - eller måske snarere som en gestus til det spøgeri, der som bekendt nyder dets gebærders urovækkende tvesind hos bange menneskebørn. Men som alligevel som trøst eller modgift, eller hvad man, alt efter temperament, vælger at kalde det? giver os muligheden for at anskue vore omstændigheder uden om solskinnets blændende, eller forførende, klarhed!  – Spøgeri eller ej – i mine tankers, mine forestillingers og min ensomheds vold følte jeg mig ubetinget fri til viljesløst lade mig henføre af tropenattens hemmeligheders lystmættede fantasiscenarier, af ildfluernes uafbrudte lysstriber i mørket, imens de med overbevisende styrke bekræfter mig i den erkendelse, at Guds veje forbliver uransagelige her fra vores grønne planet, ligesom ildfluernes også er det i det blege månelys, såvel som i buldermørke - vi ser sporene, men ved aldrig hvorhen de fører. Mangen sådan aften når jeg fyldt op med taknemlighed satte mig ud på verandaen for at lade tankerne gå på langfart - konkret og i overført betydning følte jeg mig lykkelig. Ja, utallige er de aftener, jeg har siddet der, ikke sjældent til midnat eller endnu længere, og har tænkt, filosoferet, og vejet for og imod omkring livets store såvel som små spørgsmål, som jo hele tiden meldte sig som sekunderende eller blokerende instanser.  Alt, imens jeg fascineredes af den fjerne lynild, der uafladeligt blinkede nok så lystigt i den nordvestlige horisont, samtidig med at jeg aldrig glemte at sende taknemlige tanker på langfart imod fjerne nordlige egne, som jeg jo kendte så godt, – og tanken om dem, om den lysegrønne bøgeskov og om granskoven med rim eller sne på nålebesatte grene og kvister mindede mig om, at jeg ikke var en hjemløs flygtning. At der var et sted, hvor jeg hørte til. De mennesker jeg nu var iblandt, var i både sind og skind meget, meget anderledes end vi nordboer. Men var dog, ligesom os selv, rundet af en ældgammel kultur. Og jeg tænker nok, at de er ligeså nysgerrige efter at vide noget om mig, som jeg er efter at vide noget om dem, hvilket vel i grunden slet ikke noget dårligt udgangspunk, tænkte jeg, imens jeg sad og lyttede mig ind i aftenernes stilhed, til de lyde der netop kendetegnende stilhedens hørbarhed, den hvilende vinds andagtsfulde aftenfred, fjernere og nærmere hundeglam, en kalv der kalder på sin mor, en fugl der er blevet forstyrret i sin nattero og et lille barn der græder henne på sundhedsklinikken blot 200 meter herfra. Jeg lyttede til disse lyde, som elementer af, og bekræftelse på, netop stilheden, ja for mig udgjorde de i hine aftenstunder selve stilhedens sjæl i dette mit eget private, levende rum, hvor jeg også lærte mig selv at nynne stilheden ind i mit eget sind med Adam Oehlenschlagers vidunderlige sang, der hos mig, som den hjemstavnsbundne romantiker ude i det fremmede, jeg engang var, går lige til hjertet: Matte sol bag bjergets stene  / luerød du daler ned  / og nu sidder jeg alene / i min dunkle ensomhed.  / Hjemme var der intet fjeld / ak så er jeg ude vel  / skal i nat ej barnligt blunde / i min Hertas grønne lunde.  /  Tager ej min sang for andet / end et ufrivilligt suk! / Længselsfuldt heniler vandet  / aftnen er så blid og smuk. / Mangen sådan aftenstund  / sad jeg i min kære lund, / mindet vender nu tilbage, / det var årsag til min klage.

Jeg må sige, at jeg helt fra min ankomst har følt mig meget velkommen, ikke sådan at der stod en velkomstkomite og ventede på mig. Hvad der var gode grunde for, da jeg ikke havde anmeldt den på forhånd. Og det passede mig fint, da det gav mig mulighed for selv at arrangere min indflytning uden andres hjælpsomme assistance. Den første lokale beboer der kom og hilste på, var nattevagtmanden Joel. Som foruden at passe på klinikken også skulle holde øje med mit hus. Han talte et ganske forståeligt engelsk og præsenterede sig som et af medlemmerne af AF’s bestyrelse. Og var i øvrigt et meget meddelsomt menneske, som jeg efterhånden fik opbygget et særdeles godt forhold til. Når jeg siger, at Joel talte et forståeligt engelsk, må jeg dog tilføje, at det engelsk som alle afrikaner taler, er en del anderledes end det engelsk som vi europæere taler. Hvor vi har vores forskellige accenter, der har afrikanere, som jeg har oplevet det, en helt anden sprogtone, som man lige skal have tid til at vænne sig til. I begyndelsen har jeg sikkert ofte set noget spørgende ud. Nu skal jeg da også afholde mig fra at prale af mine egne kundskaber i den retning. Jeg begyndte først for alvor at lære engelsk, da jeg som 56årig af MS var blevet antaget som ulandsfrivillig og havde fået anvist Kenya som ”mit land”. Et af de allerførste steder hvor jeg på eget initiativ præsenterede mig var på den katolske mission, hvor præsterne Carlos og John residerede. Også der blev jeg overmåde venligt modtaget, og det var så ubetinget hos dem jeg hentede det allermeste af den viden om lokalsamfundet, som det ikke ville have været godt for mig at være foruden. Derfor følte jeg det også næsten som en pligt at gå til messe på min første søndag i mine nye omgivelser. Men jeg blev dog noget overrumplet over at jeg også blev bedt om at meddele mig til menigheden for at fortælle hvem jeg var, og hvad jeg var kommet til Abosi for. Det var jeg komplet uforberedt på. Men jeg fik dog i min befippelse sagt et eller andet, som tilsyneladende faldt i god jord. Og det blev så min allerførste oplevelse af, at lokalbefolkningen i bed forstand så på mig med stor venlighed, ja, vel i grunden ligefrem med en sympati, der ikke var til at tage fejl af. Og det var naturligvis en tilkendegivelse, som jeg tog til hjertet. En anden person, som jeg også har grund til at omtale i denne forbindelse er den hollandske nonne, Søster Mari Johanni. Hun flyttede ind det føromtalte hus magen til mit en 2 -3 uger efter min egen ankomst. Hun må have været 65 år gammel og kom fra det hollandske missionshospital i Kilgoris. Det sagdes om hende at hun var en ”skrap madamme”, og det faktisk også, hvad hun var. Hun havde virket i Kilgoris i mange år, og havde også både hjertet, sjælen og tilligemed været den ledende kraft og inspirator i opbygningen af det derværende og i alle måder velfungerende hospital. Hun var kommet dertil den gang området omkring Kilgoris der naturligvis også omfattede Abosi bare 25 km. derfra, stadig var hjemsted for savannens fauna af alle mulige, større og mindre vilde dyr og ikke mindst hjemsted for masaierne. Men Søster MJ, som jeg vil omtale hende, slog sig ned der ude midt i det rene vilde bushland, med en jernvilje som man vist skal lede længe efter. Og det lykkedes hende da også over en periode på omkring 30 år, naturligvis med en ganske betydelig bistand fra hjemlandet, at få opbygget et meget fornemt og velfungerende hospital, der blev kendt viden om for sine, i kenyansk kontekst, helt usædvanlige kompetencer. Men nu var hun altså blevet ældre, og var vel blevet årsag til rigelig mange kontroverser i forhold til hospitalets yngre kræfter, kenyanere såvel som hollændere. Om hun ligefrem var blevet vist væk, tvivler jeg på. Det er nok mere rigtig at sige, at hun selv valgte at flytte til denne relativt nyetablerede klinik i Abosi. Hvor hun måske har tænkt, at hun med sin jernvilje og med sit stadig usvækkede gåpåmod bedre kunne møde de udfordringer, som for hende var selve hendes livs mening.. Og der begyndte hun så på opbygningen af sit hospital nr. 2., om end det denne gang ikke blev til det helt store kompleks, som hun havde været den drivende kraft i, som i Kilgoris. Men mere om hende senere.

Mine foreløbige indtryk fra introduktionsrunden, hvor jeg sammen med min tolk (det var jo kun få af dem, der beherskede engelsk) besøgte en hel del af AF’s medlemmer var noget blandede, ikke fordi jeg ikke alle vegne blev godt og venligt modtaget. Men det var det, at alles forventninger til mig syntes mig noget banale. De vidnede ikke om at den entusiasme og initiativrigdom, som efter hvad jeg havde fået indtryk af, altid skulle være en forudsætning for, at et udviklingsprojekt i MS regi, overhovedet kunne komme på tale, var til stede her. De fleste havde jo tydeligvis den forestilling, at det var mig der skulle hjælpe dem med at finde ud af, hvad det det i det hele taget var, de skulle foretage sig. Og det lovede ikke særlig godt, frygtede jeg! – Det værste var næsten, at de reelt set forventede af mig, at jeg skulle optræde som en slags ”heksedoktoren”, der kunne bibringe dem noget af den hvide mands verden med fremskridt og rigdom, uden at de dog selv mente sig i stand til hverken at have nogen ide om eller mulighed for, for alvor selv at skulle tage stilling. – Det som de allerhelst ville, var rent ud sagt, at høste den hvide mands overflod, som tak for deres venlighed imod mig. – Deres drøm ville de altså med andre ord gøre til min hovedpine! En hovedpine som jeg dog til alt held ved Lasse og Mathildes hjælp kunne drive på flugt. Derfor var det da også, disse skønne danske sange, der blev min faste tilflugt, når min helt åbenbare notorisk ringe evne til at greje min egen manglende ”ekspertise” i forhold til disse svære, ulandsanliggender, så som forståelse for de sortes passivitet, og samtidig forventning om stor, aktiv hjælp fra mig. Eller skulle jeg bare vende det døve øre til, på samme måde som jeg var nødt til at gøre det, når en tilfældig mig ukendt person forklarede mig, at han desværre var kommet til Sotik uden penge, og nu var der altså lige et par billige sko, som han stod og manglede. Han forsikrede mig naturligvis samtidig højtideligt om sin ærlighed – men glemte alligevel igennem næsten 7 år hvad han skyldte mig. – Hvad kan en stakkels fremmed godgører overhovedet stille op overfor en sådan bevidst, bedragerisk systematik? – Men på den anden side, så var det også en kendsgerning, at jeg igennem i hvert fald de første 4 -5 år ikke behøvede at låse min dør, fordi det blev mig fortalt, at lokale beboere aldrig ville finde på at stjæle, og da slet ikke fra deres egne - åbenbart mig selv indbefattet. En regel herom havde været gældende talløse generationer tilbage i tiden. Og den der alligevel forbrød sig risikerede at få en hånd hugget af. ” Men denne landsbytornerosensøvn” fik desværre det afgørende dødsstød med bilernes fremtrængen, som åbnede mulighed for at tyvene, som de fremmede de altid var, nemt og bekvemt kunne komme langvejs fra.

Det var almindeligt kendt, også her langt ude i det rene nowhere, at hvide menneske elskede at have tjenestefolk omkring sig. Og jeg vidste også udmærke, at de allerfleste af mine danske kolleger i Kenya og alle andre af MS samarbejdslande betjente sig af lokal hushjælp, ikke mindst til madlavning, og måske var det en skuffelse for nogle abosifolk, der nok havde set hen til et ekstra jobopslag. Men noget sådant var mig inderligt imod, dog, med undtagelse af hjælp til de mere trivielle gøremål såsom vask, opvask, rengøring, og eventuel forberedelse af grøntsager, fjerkræslagtning eller lignende der alt sammen kunne klares om formiddagen, når jeg alligevel ikke var hjemme. Fra min forgænger havde jeg overtaget en af lokalsamfundet udpeget enlig kone, der havde været forstødt af sin ægtemand på grund af barnløshed. Det var nemlig, opdagede jeg hurtigt, meget vigtigt for mig at kunne være helt alene med mig selv, i særlig grad når dagene løb mod enden. – Lad mig kalde det min ensomheds hyrdetimer. Hjemve led jeg aldrig af, men til gengæld havde jeg stor brug for at holde fast i mig selv, imens jeg afsøgte alt dette fremmede. For øvrigt, så var min hushjælp noget af det allermest trofaste man kan forestille sig – hun var ærligheden og redeligheden selv. Ja, hun vidste simpelt hen ikke alt det gode, hun var parat til at gøre for mig, ikke underligt, at jeg hurtigt kom til at sætte overordentlig stor pris på hende. Hun talte kun få ord engelsk, og jeg forstod kun få ord kipsigis, men misforståelser var ikke desto mindre meget, meget sjældne. Jeg husker kun en enkelt gang, Hvor jeg af en god veninde fra Uganda havde fået en barkhat foræret. Det var en meget flot hat, Som jeg ofte nød at pryde mig med, men den tålte ikke godt vand eller anden væde. Men alligevel var den en skønne eftermiddag, jeg kom hjem fra arbejde, kommet ud at hænge på tørresnoren.. Den blev i hvert fald aldrig mere den flotte hat, den havde været. Men alligevel fortsatte jeg at gå med den, for mine sorte counterparts går alligevel med næsten hvad som helst, og hvide mennesker, bortset fra missionens præster, så jeg kun sjældent. Men så en gang på min fødselsdag gav en af mine kvindelige kolleger mig en ganske nydelig, men først og fremmest langt mere præsentabel, hat i fødselsdagsgave, idet hun pointerede, at så ville hun altså heller ikke se mig med den vanskabte bør på hovedet mere. Og det blev enden på barkhatten, som jeg ellers havde fået en vis veneration for. Den var ligesom blevet mit varemærke - tegnet på min, sikkert for nogle af mine kolleger, ret så provokerende egenart. En egenart som vist  på en eller anden måde er mig Gudgiven.

Allerede igennem mine første år i Abosi lagdes nok grunden til det, som det projekt, som ”Abosi Farmers” på lidt længere sigt udviklede sig til. Som tiden gik, blev det mig nemlig stadig mere klart, at det at begrænse projekter til kun at omfatte relativt få mere eller mindre selektivt udvalgte medlemmer af et ellers relativt stort lokalsamfund, ikke i det lange løb ville være nogen god ide, da dette alt for let ville kunne inspirere til mistænksomhed og bagtalelse, og dermed til splittelse i stedet for til den fællesfølelse der altid, og det ikke mindst i traditionelle afrikanske samfund, aldeles nødvendige incitamenter til knæsættelse af begrebet, at løfte i flok. Derfor arbejdede jeg bevidst hen imod at gøre projektet til et samfundsudviklingsprojekt for hele abosiområdet omfattende en lille halv snes landsbyer med en samlet befolkning på omkring 10,000 mennesker. Hvilket så betød at det ikke kun drejede sig om landbrugsudvikling, men stort set om hvad som helst, af samfundsmæssig interesse, der ville være egnet til at fremme en mere overordnet progressiv udvikling i hele det område der udgjordes af Abosi Sub Location. Nu kunne jeg måske have forventet, at AF, som forening, ville have modsat sig en sådan udvikling, Men det gjorde den på ingen måde, måske dels fordi AF’s medlemmer var nogenlunde ligeligt spredt ud over samme geografiske område, og dels fordi det var en udvikling der kun ville kunne sætte sig igennem i et langsomt og nærmest glidende tempo, og også på en måde, så ingen umiddelbart med føje ville kunne føle sig tilsidesat. Og endelig, så tror jeg, at min alder, jeg var nu omkring 60 år gammel, betød, at de lyttede til hvad jeg sagde, på næsten samme måde som de ville have lyttet til en af deres egne aldrende stammefolk. Mange, både kvinder og mænd, var begyndt, i stedet for at omtale mig som Mr. Arne, at omtale mig som Djamorta, som var navnet på den aldersgruppe, som jeg ville have tilhørt, havde jeg været en af deres egne stammefolk. Og det kunne jeg jo kun tage som en meget varm tillidserklæring. Som jeg fra min side nødvendigvis på alle måder måtte forsøge at leve op til. – Og her må jeg, med læsernes tilladelse citere en lille ordveksling fra Exupery’s ”Den lille Prins” som jeg har læst både forfra og bagfra. Dette lille klip fra den lille prins’ samtale med kongen der bedyrede, at han herskede over alt og alle. Da prinsen hører det, vil han så gerne have at kongen befaler solen at gå ned, for han elsker nemlig solnedgange! Hvortil kongen svarer: Hvis jeg befaler en general at flyve fra blomst til blomst som en sommerfugl, eller at skrive et skuespil, eller at forvandle sig til en havørn, og generalen ikke udfører ordren. Hvem ville da have skylden, han, eller jeg? Det ville De Deres Majestæt, svarede den lille prins afgjort. – Ja der kan du se. Det gælder om at forlange det af den enkelte, som han kan præstere, sagde kongen. Autoritet bygger først og fremmest på fornuft. Hvis du befaler dit folk at styrte sig i havet, gør det oprør. Jeg har ret til at kræve lydighed, fordi mine befalinger er rimelige.

Ud fra dette rimelighedsprincip, som jeg hele tiden forsøgte at holde mig for øje, viderebragte jeg de tanker og visioner til landsbyboerne, som jeg forestillede mig bedst muligt korresponderede med hvad jeg med rimelighed kunne forvente, at disse deres aktuelle tankeverdener in mente ville kunne forholde sig til. Idet jeg ud fra min hjemme fra Danmark medbragte ”Kresten Koldske” læresætning, at en lærers fornemste opgave i forhold til eleverne ikke er at fylde en kurv med steril lærdom - steril i den forstand at denne lærdom ikke på forhånd er knyttet til nogen konkret opgave  - men derimod at tænde en brand i elevernes bevidsthed, der aldrig kan brænde ud. For først da kan den konkrete lærdom finde afløb i forhold til dagens og vejens problemer og opgaver, og det er først ved dette nødvendige afløb, at enhver form for lærdom kan transformeres til praktisk udvikling. Først da vil dagens akutte fordringer, som en svamp i vand, kunne suge den lærdom til sig som fordringerne kræver.

Når jeg fremhæver, at grunden til at dette danske skolesyn er med i min afrikanske hverdag, næsten allerede fra begyndelsen, så er det fordi min arbejdsdag mange gange var fyldt op med deltagelse i rent sociale begivenheder så som deltagelse i f.eks. deres årligt tilbagevendende ceremonier omkring omskærelse af drenge såvel som piger, deltagelse i familiefestligheder, religiøse højtider, eller også der var bare tale med tilfældige farmere, der søgte et godt råd i et eller andet spørgsmål, ikke nødvendigvis landbrugsfagligt, eller som bare så det at have en hvid mand på besøg som en fjer i hatten. Nu kunne min medinddragelse i disse tilsyneladende ”småtterier” jo ses som mit job uvedkommende, da de jo ikke rigtig førte nogen steder hen i forhold til min opgave, men sådan var det det nu slet ikke. For det hjalp mig med at blive fortrolig med en bredere kreds af beboere, ligesom de med mig. Og nok så vigtigt, det hjalp med til at de kunne opfatte mig som èn der seriøst interesserede sig for både dem selv og til deres tilværelse mere generelt. Men det der nok i særlig grad medvirkede til, at jeg altid, hvor jeg kom, følte mig, ikke bare vel modtaget, men i høj grad også hjerteligt modtaget var sikkert min ”ambulancekørsel”. Jeg havde nemlig ikke opholdt mig i Abosi ret længe, inden nogen kom og bad mig om at køre et familiemedlem på hospitalet. Og jeg tænkte med det samme, ja, hvorfor ikke? Og selvom jeg ikke kunne gøre det gratis, så holdt jeg mig til at forlange, at de betalte benzinen – og en lille smule mere, imens jeg på ingen måde ønskede at kunne blive beskyldt for at lave forretning ud af det. Og tiden, mente jeg, ville jeg sagtens kunne afse. Og så var det jo da også, fra min side, en gestus overfor dem i nødsituationer. Og det var mig ligegyldigt om de var medlemmer af AF eller ej. Derfor blev det efterhånden en ret omfattende bibeskæftigelse jeg der havde fået mig, men da det alt overvejende var om natten de kom og spurgte mig, influerede det ikke meget på mit daglige arbejde. Og sandt at sige, jeg gjorde det, om ikke lige for fornøjelses skyld, så dog alligevel gerne. Og de var altid flinke til at betale mig hvad jeg forlangte, men vejene var jo desværre for det meste mere eller mindre problematiske, især i perioder med rigelig regn. Utallige er de nætter, hvor en gruppe mennesker er kommet til mit hus, ofte med en patient lagt på en stige eller anden form for sammenflikket båre, ja en trillebør kunne også bruges. Men uanset transportmidlet, så så det for mig altid besværligt ud, skønt det for dem bare var en naturlig del af tilværelsen, og det helt uanset om de kom lige fra nabolaget eller mere fjernliggende landsbyer. Dog skal de siges at jeg ikke altid var helt alene om denne kørsel. Præsterne havde jo også en bil, men langt de fleste folk var jo medlemmer af alle mulige andre menigheder, og har måske ikke så gerne villet søge hjælp hos katolikkerne. Jeg mindes især en af de allerførste gange. Det var hen imod aften og endnu inden jeg havde nået at spise min aftensmad, at Søster MJ kom med en middelaldrende mand, der havde hovedet indsvøbt i en blodrød forbinding, der givetvis for ikke ret længe siden havde været kridhvid. Han talte ikke selv engelsk, men havde foruden MJ en ledsager med til at tale for sig, det blev mig fortalt, at den tilskadekomne havde haft en batalje med en nabo, som havde hugget ham oven i hovedet med en panga, - en ca. 50 -60 cm. lang og temmelig kraftig kniv, som i mere fredelige sysler bl. a. også brugtes til at fælde træer med. Så det var ikke underligt, at han var blevet ilde tilredt. Han ville gerne køres til et hollandsk missionshospital i nærheden af Sotik ca. 35 km. væk. Og det gjorde jeg naturligvis gerne. Da vi nåede frem til hospitalet var det imidlertid blevet helt mørkt, og jeg tænkte, at jeg måtte have aftensmaden, til gode indtil jeg var vel hjemme igen. Jeg skulle bare vente og se om han ville blive indlagt, eller om han kunne komme med hjem igen. Jeg ventede og ventede, jeg tænker at der mindst gik et par timer inden ledsageren dukkede op og fortalte, at den sårede skulle køres til Nakuro, ca. 170 km. væk, til et distriktshospital, hvor han skulle røntgenfotograferes. Ja, jeg ville selvfølgelig nødig være skyld i, at manden gik hen og døde, fordi jeg ikke ville køre ham til Nakuro. Så skønt det efterhånden var godt hen på aftenen og min mave skreg på mad imens sulten tog til, gjorde jeg ingen indvendinger. Jeg måtte bare tage den tørn med. Men 170 km er langt, når det er buldermørkt, og der er ret mange tunge lastbiltransporter i begge retninger, det drejer sig nemlig for de 100 km. vedkommende om hovedvejen fra Mombasa ude på kysten til Ugandas hovedstad Kampala ved Viktoriasøen og af en landevej at være med så megen tung trafik er den ikke særlig bred og på steder heller ikke særlig godt vedligeholdt. Desuden havde jeg hørt om, og allerede også selv set havarerede lastvogne i vejsiderne, uden anden afmærkning end tilfældige emner, ofte afhuggede grene hvis sådanne var at finde i nærheden? Men dem får man bare ikke særlig let øje på i mørket, så det gælder bare om at køre forsigtigt og se sig godt for. Og er man velvant med kenyanske lastbil - og busschauffører, så ved man, at hensynsfuldhed fra deres side ofte er en by i Rusland. Så jeg må nok indrømme, at den tur var mig noget af en prøvelse, ikke mindst fordi jeg, særlig når det gjaldt kørsel i mørke, stadig nærmest var novice i Kenyas trafikale virvar og venstrekørsel. Men frem kom vi, og vi fik manden lempet ind i receptionen, hvorefter jeg igen satte mig til at sove indtil ledsageren kom ud og fortalte hvordan det gik? Igen ventede jeg nogle timer, og da han endelig kom fortalte han, at manden ikke kunne røntgenundersøges før efter daggry hvor byens gadebelysning slukkedes, før ville der nemlig ikke være spænding nok på elnettet. Derfor skulle han nu indlægges, men han ville gerne, at jeg var med ved indlæggelsen, af hvilken grund blev jeg aldrig klar over. Vi fulgte manden ind til sengen hvor han skulle ligge. Og jeg må nok sige, at det var noget af en chokerende oplevelse for en velfærdsdansker. Vi gik igennem flere meget store sengerum, hvor der i mange senge, der på ingen måde var bredere end hospitalssenge i DK, lå to store mandfolk i ske, og adskillige steder lå der også en mand på en madras inde under sengene. Det siger sig selv at i et rum hvor så mange ligger så tæt og prutter og dunster, må luften nødvendigvis blive noget indelukket, en indelukkethed der kraftigt forstærkes af tropenattens lune natteluft udenfor og af luftskiftets helt åbenbare utilstrækkelighed. Men heldigvis, så kunne vi dog nu køre hjem i dagslys. Hjem til en dag hvor rekreation, eftertanke og mad krævede ikke så helt lidt ud over det sædvanlige.

Som tidligere nævnt havde Østafrika ved min ankomst nylig været plaget af langvarig tørke med katastrofale virkninger og eftervirkninger. Men det sås ikke på menneskene, og hørtes heller ikke fra dem. Havde jeg ikke selv spurgt ind til de vanskeligheder, der under denne tørke havde tårnet sig op for dem, igen i særlig grad for kvinderne, ville jeg intet have hørt om det. Men realiteten var, at jo mere tørken bed sig fast, jo mere desperat blev folks indbyrdes kamp om vandet. Mange kilder tørrede ud, og til sidst måtte de grave sig ned i flodsengene, imens vandet stadig langsommere og langsommere sivede frem. Og ikke kun menneskene skulle have vand, det skulle kvæget også. Så når dagslyset hen på eftermiddagen begyndte at tage af, eller måske endnu tidligere, stillede kvinderne op i kø med deres plastdunke for kun meget meget langsomt at kunne søbe det sparsomme vand op med en konservesdåse. Men ikke alle nåede at få vand inden morgenlyset meldte sig. For så kom mændene med deres kvæg som havde førsteret, imens kvinderne, hvad enten de havde fået vand eller ej, kunne gå hjem og komme igen når til næste ombæring. Intet under at dødeligheden var stor blandt både mennesker og dyr. Og der er ingen tvivl om, at de har bedt til Gud om at få vand, men de har ikke beklaget sig, for at beklage sig over livets tilskikkelse, fik jeg indtryk af, ville ligesom være under deres værdighed. Det var med denne viden i bagagen tilligemed et hav af andre, som jeg heller ikke havde let ved at rumme, at jeg gik i gang med arbejdet, der i første omgang bestod i at gå rundt og besøge medlemmerne af Abosi Farmers for at lære dem at kende, noget der under ingen omstændigheder kunne overstås i en håndevending, for Afrikas folk giver sig altid god tid, og for overhovedet at komme i kontakt med dem, må man også selv give sig god tid, helt uanset hvor svært dette så kan være for os fortravlede hvide ”tidsslaver”, men uomgængeligt er det. Har man vigtige ting på hjerte, som man ønsker forstået, må man ”knæle” og bede højere magter tilflyde sig tålmodighedens nådegave. Det er ikke sådan at de sorte folk i modsat fald bliver synligt uvenlige, snarere tvært imod, men de har bare ingen strøm på ”modtageren”. Forbindelsen kan ikke sluttes. Af samme grund var det, at jeg, bortset fra til de medlemmer der boede allerlængst væk, sammen med en ung mand, der var ansat af mig selv som tolk, bevægede mig rundt til fods under min introduktionsrunde. Jeg kunne egentlig godt have taget bilen, for selvom det var meget småt med veje, var det, bortset fra i tilfælde af kraftig, vedvarende regn, muligt at køre, fordi der heller ikke var ret mange der havde indhegnet deres marker, så der kunne findes en ”udvej” ved om ikke andet, så at køre tværs over en mark eller to, som jo for en meget stor del lå med græs. Men det var generelt de samme spørgsmål jeg hele vejen igennem blev præsenteret for. Ligesom jeg også i dybt taknemlige vendinger blev takket for, at jeg var kommet den lange vej fra Danmark for at hjælpe dem med den udvikling, som de så brændende ønskede sig. Mange gav også udtryk for deres beundring for Danmark fordi vi havde et meget højt udviklet kvægsektor, hvor de især fremhævede, vor store smøreksport, som de åbenbart må have hørt om, da de gik i skole. Deres afsluttende spørgsmål drejede sig, i forskellig iklædning, om hvad jeg ellers mente, at jeg ville kunne hjælpe dem med? Hvorpå mine svar blev nogenlunde lige så generelt formulerede, som deres spørgsmål havde været det. Jeg måtte skuffe dem med, at jeg ikke troede, at jeg ville kunne gøre så meget hverken fra eller til i forhold til deres udvikling, idet jeg måtte henlede deres opmærksomhed på, det grundlæggende forhold, at udvikling er det enkelte menneskes eller samfunds egen sag. Men jeg pointerede dog, at jeg var kommet til dem for at give dem en hånd med i en eventuel udvikling, som de på eget initiativ selv ville være rede til at gøre en aktiv indsats for.

Hvad der omtrent fra min allerførste dag i Abosi slog mig var folks ligefremme, ja, man kunne ligefrem sige længsel, efter at underordne sig et eller andet, som de følte var dem overmægtigt.  Vilkår som vi hvide ville føle os rystede ved bare at høre om, synes ikke at antaste dem synderligt. Om dette er evne eller vilje ved jeg ikke – måske begge dele. – Men udover at de måske mere eller mindre hemmeligt i smug, begrundet i deres viden om at noget sådant ikke harmonerer med kristen praksis, alligevel har haft betjent sig af gamle ritualer med påkaldelse af regnguder og lignende, fremkalder sådanne tilskikkelser ikke, i hvert fald ikke for os fremmede at se. - Hvor tilsvarende ulykker hos os utvivlsomt ville fremkalde rene undergangsstemninger, synes de for dem bare at sortere under dagligdagenes gudgivne vilkårligheder, og som sådan ikke noget der er ophævelser værdige. Personligt tror jeg, at det er deres dybt religiøse livsopfattelse der gør dem ”usårlige”. Imens det måske hos os er den på mange måder gudsfornægtende livsopfattelse som vi europæere, i hvert fald overfladisk set, synes at dyrke, der gør os langt mere sårbare for ulykker. Eller er det til syvende og sidst noget helt andet ved os mennesker, der så viseligt gør sig gældende? For det kan jo også være, at menneskets omstændigheder naturnødvendigt vil fremkalde den i hvert enkelt tilfælde nødvendige reaktion til sikring af altings balance, således at hårde vilkår i sig selv befordrer religiøs gudstro som modtræk, hvorimod lykkelige / heldige vilkår befordrer overmod med deraf følgende gudsfornægtelse. Såfremt denne slutning er plausibel, kan den vel også forklare baggrunden for, at de sorte ikke så let lader sig slå ud, men til gengæld heller ikke bryder sig om forandringer i deres grundlæggende livsvilkår. Jo – specielt mange af mændene vil nok gerne kunne nyde ”hvid” status og velstand, men de er bare ikke så meget med på at ville betale den pris, som denne nødvendigvis vil indebære. Ønsker de alvorligt at lægge deres gamle livsform bag sig – så rimeligt nok, men det er som om de slet ikke forstår sammenhængen imellem ”moderne” livsform og den indsats, som er dens forudsætning. Vi hvide modtager forandringer i vore grundlæggende livsvilkår med relativ fortrøstning eller endda ofte med glæde og kommer dem i møde med forventning, men vi lader os så til gengæld lettere slå ud. Og her ligger nok en af de rigtig svære opgaver, som jeg i fremtiden vil komme til at bakse med. Jeg har set mange fattige farmere leje ”maskinstation” til at pløje deres jord, selvom de sagtens selv kunne gøre det, imens de roligt og mageligt satte sig til rette i skyggen under et træ for at få musik i øregangene fra deres transistor, og i øvrigt med stolthed forsikrede sig selv om at de dermed var blevet ”udviklede”. At de så måtte betalte for denne ”udvikling” med familiens velfærd, forstod de ikke. Men foreholdt jeg dem at dette, økonomisk set, var en meget dårlig disposition, kunne de lyse op i et stort smil og forundret spørge: pløjer I ikke med traktor i Danmark? Hvad jeg i sandhedens interesse måtte bekræfte. – Men kan du da så fortælle mig hvorfor det er en dårlig ide, at jeg gør det? Prøvede jeg så at forklare hvorfor, ved at sige: for det første, så har du okserne til at trække din plov, de bestiller nu intet. Du har selv tiden til det, men sætter dig under et træ og ser uvirksomt til imens traktoren gør dit arbejde. Og for det andet betyder det, at du hyrer en traktor, at du i virkeligheden dermed må betale dyr arbejdskraft til de mennesker i et fremmed land, der har fabrikeret traktoren med den tilhørende plov, endda i et land hvor arbejdslønnen i forhold til din betalingsevne er himmelråbende høj. Og endelig, så ved du jo godt, at du i forvejen mangler penge til mange livsnødvendige ting i forhold til din families basale behov. Men efter at du har betalt for denne pløjning bliver din pengemangel endnu meget større, end den i forvejen var. – Men at få almindelige mennesker, der aldrig har lært at tænke i pengeøkonomiske baner, til at fatte dette er ikke nogen let opgave. Men den er ikke desto mindre meget nødvendig. – Og hvordan kan dette så gøres uden samtidig at komme til at såre deres stolthed?

I mit indsatsområde boede udelukkende folk af Kipsigis stammen, der oprindelig, ligesom folk af Masai stammen, var kvægnomader. Faktisk kun med den forskel, at hvor masaierne stadig, til trods for at det ikke længere er muligt at flytte fra sted til i søgen efter de bedste græsningsmuligheder for deres kvæg, stædigt har forsøgt at holde fast i deres gamle traditioner og fordringer omkring deres livsførelse, der har kipsigierne været langt mere indstillede på at indordne sig de nye tiders vilkår. Tidligere, og til en vis grad stadigvæk, holdt Masaierne på, at de havde en gudgiven ret til alt kvæg på jorden, så de derfor, på livet løs, og med fred i sjælen kunne frarøvede kvæg fra alle naboer med andet stammetilhør, ja, faktisk hjemtog de jo blot hvad der var deres retmæssige ejendom, hævdede de. Hvor Kipsigiserne med årene havde tilegnet sig en langt mindre traditionsbestemt og mere moderne indstilling. I begyndelsen af 1900tallet, da de hvide for alvor satte turbo på koloniseringen af Kenya var kipsigierne, om end modvilligt, mere tilbøjelige til at lade sig bruge og inspirere af de fremmede magthavere, imens masaierne hellere lagde sig til at dø, end frasagde sig deres livsstil og værdighed. Dermed havde kipsigierne, til en vis grad, taget de hvides tilstedeværelse ad notam og forsøgt at indrette sig så godt som muligt, men stadigt med deres livsgrundlag, kvæget, som basis og værdimåler, om end mulighederne, med årene, blev stærkt beskårede af de hvides beslaglæggelse af en betragtelig den af deres bedste jord. Som tidligere anført, så er både masaier og kipsigier traditionelt nomadefolk. Hos masaierne regnedes det overhovedet at kradse i jorden i den hensigt at dyrke den for utænkeligt – ja, det var ligefrem helligbrøde. Deres daglige føde bestod af kød og mælk foruden af blod som de tappede fra en blodåre i kvægets hals.  Hos kipsigierne gjaldt det ligeledes, at de traditionelt, bortset fra at kvinderne dyrkede lidt hirse, til brug ved ølbrygningen, heller ikke befattede sig med at dyrke jorden. Det var først noget op i 1900tallet hvor voksende befolkningstæthed og stadig flere munde at mætte afstedkom fødevareknaphed, der igen forstærkedes af de hvides beslaglæggelse af stadig større arealer til dyrkning af afgrøder som kaffe, te og bomuld der som bekendt er salgbare på verdensmarkedet. Dette fik de engelske koloniherrer til at introducerede majsen som supplement til det, som de sorte ellers havde levet af, men som dog stadig krævede et vist mål af opdyrket land, land der så ikke længere stod til deres rådighed som græsningsareal for kvæget. En helt nødvendig forudsætnig for nomadelivet er nemlig store landarealer med få mennesker. Det ansloges at Kenyas befolkning ved forrige århundredeskifte udgjorde omkring 1½ million mennesker, hvilket naturligvis fristede mange hvide nybyggere til at invadere landet, hvor de næsten ingen mennesker fandt, som de kunne tage jorden fra. (kun ca. 20 % af Kenyas jord er dyrkbar). Så når befolkningen i dag anslås til 30 millioner fordrer det meget store omstillinger, og desuden at en masse mennesker bliver trængt ud i halvørkenlignende områder med tvivlsom dyrknigsværdi. Undervejs i alt dette har nomaderne naturligvis måttet skippe det frie liv på savannen til fordel for bofasthed og kultivering af en stadig større del af de tilgængelige jordarealer for overhovedet at få noget at putte i munden. Den vedholdende befolkningseksplosion i reservaterne, sammen med de traditionelle livsformers tilbagetog under indtryk af den nye tids krav, fik igennem nogle årtier i midten af 1900tallet en del kipsigier fra Kericho distriktet små 100km. nordøst for Abosi til at vende tilbage til gamle dages søgen efter nye græsgange, hvor der endnu var jomfruelig jord at finde. Og det var disse folks migration der førte til at Abosiområdet så at sige blev erobret dels fra de vilde dyr og dels fra masaierne. Området bestod på det tidspunkt af en blanding af kuperet urskov og savanne og havde et rigt dyreliv bestående af de sædvanlige både små og store kød – og planteædere. Men området betragtedes af masaierne som deres retmæssige domæne. - Hvis man ellers kan sige sådan, for i virkeligheden accepterede hverken kipsigier eller masaier disse nymodens ideer om at kunne eje jord. Jord var, ifølge deres livsopfattelse, noget der var der, og hvis der ikke var nogen, hvor man kom frem, eller hvis man følte sig stærk nok til at drive eventuelle okkupanter væk, så var der frit slag. Masaierne gav da heller ikke godvilligt slip på abosiområdet. Følgelig var stammmekrigene imellem dem også igennem de første årtier af 19hundredetallet, ja, helt op i 1960erne både blodige og grumme. Men samtidig var de også, efter hvad jeg har kunnet skønne mig til, for de migrerende kipsigier fra forholdsvis mere udviklede områder en ikke helt uvelkommen ”flugt” tilbage til ”de gode gamle dage” hvor skærmydsler imellem disse evindeligt rivaliserende stammer både hørte med til dagens orden, unge krigeres heroisering og måske ikke mindst til den kamp for tilværelsen, som for alle mennesker jorden rundt udgør en væsentlig drivkraft.

Derfor, når disse kipsigier her bare 20 – 30 år efter deres bosætning på stedet, fortalte mig om disse, for mig at se, grufulde sammenstød, så var det ikke uden stolthed, ikke bare over at have trængt masaierne tilbage, men også over den gru, bål og brand parret med dødsforagt hvormed dette var foregået. At det her drejede sig om bevidst gennemførte blodige skærmydsler, som en del af disse, mine kommende arbejdsfæller, selv havde taget aktiv del i, uden at jeg ellers kunne sætte en finger på deres menneskelighed i øvrigt, havde jeg svært ved at kapere, men samtidig stod det mig klart, at om jeg nogensinde ville gøre mig håb om at udrette noget som helst på dette sted, Så måtte forudsætningen være, at jeg seriøst og fordomsfrit prøvede at grave mig ned i deres historiske baggrund, for, om muligt, at lære at forstå motiverne for deres gøren og laden i stort og småt. Jeg måtte erkende, at ud fra mine egne begreber om menneskelighed forstod jeg ikke deres stolthed over at have massakreret andre mennesker. Men uanset dette, så ville enhver form for bedrevidende belæring være en falliterklæring overfor den opgave, jeg havde foran mig.

Det skal nævnes, at for mændene her er mange køer det samme som en velspækket bankbog ville være for en dansker. Køerne har de for at kunne tælle hovederne, og er der mange, er de rige, og kan så købe sig flere koner at avle børn på. Om køerne giver mælk er underordnet. Hvor vi i Danmark avler efter en høj mælke / kød ydelse, kan det ligeså godt være at de avler efter flotte horn. Men fælles for dem alle er også, at uanset at de foretager sig mange ting, som vi finder både mærkelige og tåbelige, er de umådeligt venlige, gæstfri og (tilsyneladende) åbenhjertige, ligesom de altid lytter eftertænksomt efter, når jeg svarer på deres spørgsmål, eller hvad som helst andet jeg har at sige, selvom jeg undertiden nok kunne havde en fornemmelse af, at de i virkeligheden ikke forstod særlig meget. Det kan med rette siges, at det at føre en dialog med dem meget let, hvis ikke man er tålmodig og i bedste forstand opsøgende, bliver til et: Goddag mand – økseskaft. Og det skyldes ikke alt sammen de sprogvanskeligheder der følger af, at Kenya har engelsk som myndigheds - og administrationssprog, Kiswahili som nationalsprog og så ca. 30 – 40 forskellige stammesprog fordelt ud over landet, som for det meste fortrinsvis tales af de ældre generationer samt det store flertal af kvinderne. Men selvom Kiswahili er nationalsprog, ser det alligevel ud til at engelsk vinder frem på dets bekostning, også fordi engelsk synes at være ungdommens sprog. Men at sprogforvirringen, hvis jeg må benævne den sådan, som en faktor med uheldige virkninger på mange områder synes oplagt. Det, er ikke det, at der tales mange sprog, men det at der ikke gives et sprog som alle forstår, og det må nødvendigvis være en udfordring, også selvom det jo er en omstændighed, som de fleste samfund i verden i stigende grad har. Hvad langtidskonsekvensen af at bedsteforældre, i stort tal, er ude af stand til at tale med deres børnebørn og omvendt kan næppe forudsiges.  En trøst kan det måske nok være, at det sikkert er et overgangsfænomen. – Der samme sagde ræven, som bekendt, til sig selv, da den blev flået.

Nu vidste jeg jo godt, at selvom dette AF havde Young Farmers i navnet, så udgjordes det næsten udelukkende af godt og vel middelaldrende folk, og desuden var medlemstallet på omkring et halvt hundrede ikke ret mange ud af områdets omkring langt mere end tusind farmere + deres familier. Derfor kunne det heller ikke overraske, at den undersøgelse jeg satte i værk, for at estimere den mælkemængde, der eventuelt ville være at transportere til mejeriet gav som resultat, at der det meste af året ville være så lidt, at et sådant arrangement langtfra ville være lønsomt. Jeg diskuterede naturligvis dette med AF´s bestyrelse, og konklusionen overraskede dem meget, jeg måtte naturligvis også påpege, at medlemstallet i forhold til det potentiale området ellers måtte kunne byde på, var alt for lavt, at det ville være godt med flere medlemmer. Men hvad dette problem angik, henviste de, i hvert fald i begyndelsen, noget nølende, som om de ikke rigtig brød sig om at snakke om det, til en gruppe andre farmere, der foretog hvad de betegnede som hemmeligt ”mulvarpearbejde”, med det forsæt at ødelægge AF, altså slet og ret konspiration, dog fandt jeg det hele noget uldent, uigennemsigtigt som det var. Men at tænke mere på transportordning måtte i  mindste være udelukket. Nu skulle vi bare diskutere os frem til hvilken aktivitet til fremme af medlemmernes indtjening, der kunne tænkes at være mest lønsom. En aktivitet som også MS ville kunne godtage som grundlag for min fortsatte tilstedeværelse på stedet. 

I samarbejde med bestyrelsen besluttede vi derfor at udarbejde en plan for opbygning af et mindre grovvareudsalg, som også stod højt på deres ønskeliste. Da det allerede havde været til diskussion farmerne imellem, og det ville jo også, om end på en lidt anden måde, kunne stimulere kvægbruget ved at lette farmernes adgang til kraftfoder, kunstgødning, kemikalier og andre relevante hjælpestoffer i landbruget. Nu var det sådan, at Danida også gjorde sig anstrengelser i den retning. Igennem nogle år havde Danida nemlig arbejdet med såkaldte nøglefærdige udviklingsprojekter, der i Kenya gik under betegnelsen ”Turn Key Projekts”. Det vidste nogle af farmerne, og de gik meget stærkt ind for at vi gik til Danida med vort ønske. Der var bare det ved det, at jeg også, selvom disse projekter endnu var forholdsvis nye, vidste en hel del om dem. Og de informationer, jeg havde, var ikke opløftende. Der fandtes endda et par eksempler indenfor mindre end 25 km. fra Abosi. Det drejede sig om folk, for det meste i lokalsamfundenes mere magtfulde positioner der gik sammen og lod sig registreret som et Coop. Society under det relevante ministerium, hvorefter de ansøgte Danida om at blive bevilliget en grovvareforretning, og fik de ja, hvad, på landsbasis, temmelig mange åbenbart fik, blev det hele med varelager og alt hvad dertil hørte stillet gratis op lige for næsen af dem. De har sikkert nok, som betingelse for bevillingen skullet gennemgå forskellige kurser for at lære at drive en sådan forretning, hvad de da også har sat pris på, fordi kurserne i reglen foregik på et finere konferencecenter med god forplejning og overnatning inkluderet, måske endda i Nairobi, hvor de ellers sjældent kunne komme. I det hele taget et tilbud man skulle være idiot for ikke at tage imod. Senere er nøglen til herlighederne så blevet udleveret. Hvor megen kontrol der efterfølgende har været med driften skal jeg ikke kunne sige? Men det korte af det lange var, at anlæggene efter ganske få år, kom til at ligge tomme og ubenyttede hen, uden at nogen vidste hvor værdierne var blevet af. Derfor satte jeg mig da også, til bestyrelsens forundring og misbilligelse, lodret imod at medvirke til dette. Jeg foreholdt dem baggrunden, idet jeg pointerede, at de, såfremt de måtte ønske det, på egen hånd kunne kontakte Danida. Men at jeg, i så fald, agtede at forlade Abosi. Men at det naturligvis helt ville bero på deres eget valg. Som alternativ foreslog jeg, at hvis de ellers ville være med til det, ville jeg være åben for, at vi sammen lokalt og ved egne anstrengelser projekterede og opførte en mere beskeden ”grovvarehandel” der så når tiden kom, og den stod klar, for AF´s regning skulle drives som en del af foreningsaktiviteterne. Idet jeg pointerede, at de på den måde selv som reelle beslutningstagere ville være langt mere involverede, først i etableringsprocessen og senere i driften. Idet jeg fremhævede det som et lærestykke og en spydspids for hele egnens udvikling.

Som jeg nok kunne forvente, havde de svært ved at følge min tankegang. Jeg vægtede fremme af en demokratisk udvikling af f.eks., som her, de enkelte medlemmers aktive medvirken, så de også i praksis ville kunne føler sig ansvarlige som medejere af virksomheden. Jeg fornemmede, at noget sådant ville være dem fremmed og stride imod deres umiddelbare, nedarvede måde at overleve på, som jo nok, for dem, har haft gode og vægtige historiske baggrunde, men som netop derfor kommer til at udgøre en alvorlig og vanskeligt overkommelig hindring for den nødvendige nytænkning, som alene vil kunne hjælpe dem videre frem. Men her kan en dansk udvekslingsarbejder, selv ude i det fremmede, hente hjælp og inspiration i gamle Grundtvigs kendte læresætning: ”For den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han /hun først ej havde kær”! Her er det at respekten for den andens ståsted skal stå sin prøve ved, ud fra det universelle i kærlighedsbuddet at hente evnen til at leve sig ind i den andens tankeunivers, og på én og samme tid give klare udmeldinger uden at give dem anstrøg af kategorisk overtalelse. Før hen drejede det sig for dem ret og slet om at opnå mest muligt gevinst med mindst mulig indsats – kunne man, med gevinst, narre eller bedrage hvide, eller sorte folk fra fremmede stammer, sås det som en ærlig sag, ja, rent faktisk betragtedes det som en heltegerning. Den mulige årsag til dette kan ligger i, at deres traditionelle livserfaringer grundlagdes i et statisk overlevelsessamfund, hvor man brugte de muligheder der bød sig til, og såfremt der intet var, tog man det ad notam som uafvendeligt, og affandt sig, om nødvendigt også uden nogen form for synlig eller skjult protest, med døden. Guds vilje satte man sig ikke op imod, heller ikke i fjerne tider længe før nogen missionær havde tænkt på at omvende dem til kristendommen. Heroverfor står fremtidens livserfaring, som må og skal indhøstes i et dynamisk samfund bygget op omkring en generering af både materiel og social velfærd, der for at kunne matche op - og nedgangstider kræver en vis grad af økonomisk rygstød og økonomiseren med tilvejebragte fælles livsgoder, og med ærlig - og, redelighed som ufravigelig forudsætniger. Når det ofte, af skeptikere i donorlandene fremføres, at udviklingshjælp er nytteløs, ja, i mange tilfælde direkte skadelig, så er det efter min mening dette, der dybest set er problemet. Det er velkendt, at ord i mange menneskelige forhold er en kilde til misforståelser, fordi realiteten er, at mennesker altid, uanset det sagte, har en tilbøjelighed til at høre netop det, som de allerhelst vil høre. Og hvis der så oven i købet også er kulturelle barrierer på spil, som ligger skjult i hver sin parts selvforståelse, så bliver det nødvendigt ved ærlige, fortrolige samtaler, så at sige, at forhandle sig frem til en fælles tolkning af ordnes betydning, og det siger sig selv, at noget sådant kræver tålmodighed, men efter mine erfaringer også en god del behændighed, som jeg ikke tror, man kan studere sig til, men må bero på en evne hos den enkelte, der, måske, kan udvikles. – Hermed være ikke sagt, at jeg mestrede den! Men især tålmodigheden som vel de fleste, om nødvendigt, kan lægge sig efter, er næsten altid en mangelvare på begge sider, fordi begge parter ivrer efter at se de resultater, jo hurtigere jo bedre. Med det resultat at der alt for tit rammes ved siden af. Og der er, tror jeg, fordi modtagernes forventninger styres af deres eget traditionsbestemte, statiske tankeunivers, der synes at udelukke en forståelse af det, for dem, temmelig abstrakte begreb, der ligger til grund for bistandens dybere ide om at være hjælp til selvhjælp for derigennem at kunne udgøre en spore for deres egen indsats i deres egne bestræbelser. Imens giverne på den anden side også styres af deres dynamiske tankeunivers, der ikke umiddelbart levner forståelse for, at nogen kan være i tvivl om bistandens ide, om at være hjælp til selvhjælp. Og hertil føjer sig så det problem, at ligegyldigt hvor grundigt vi forklarer, hvad det betyder, og ligegyldigt hvor ærligt de giver udtryk for, at de har forstået det. Så vil de alligevel alt for ofte glemme det igen og handle med denne selvhjælp ud fra deres eget instinktive tankegods der tilsiger dem, at det de har fået er en gave, som de kan gøre med hvad de vil, om det så er at købe bolcher for den. Derfor er det, at selvom et givent projekt kan ende med at gøre alle glade, modtagerne fordi der er nogen der har været lydhøre for deres åbenbare behov og har rakt dem en hjælpende hånd, som de i øvrigt altid i bevægende takketaler kvitterer for, og de hvide donorer fordi de føler sig berigede af den uforbeholdne glæde og taknemlighed de overøses med som tak for deres generøse, hjælp, som så lægges oven på den velkendte, menneskeligt set, spontane glæde ved at hjælpe andre. - Imens alle i virkeligheden, bjergtaget af deres fælles glæde, har bedraget sig selv ved ikke at have været opmærksomme på den himmelråbende, gensidige uvidenhed om hinandens dybere kulturelt betingede livsindstillinger, ønsker og intentioner. Eksemplet med ovennævnte grovvareforretninger er godt nok iblandt de mere naive af slagsen.  Men dette er, som jeg forstår det, et meget mere omfattende problem end selv garvede bistandsfolk i almindelighed synes at bemærke, og opstår mere som regelen end som undtagelsen.  Og det skønt enden på det hele bliver, at donormidlerne er spildt, og at modtagerne ikke har fået andet, end det vi mandfolk fra de kolde egne får ved at tisse i bukserne. Men her bliver jeg dog nødt til at tilføje, at det er mit bestemte indtryk, at det i de mange tilfælde hvor det er kvinderne, der rækkes den hjælpende hånd til projekter, hvori de selv er eneansvarlige, altså uden mændenes indblanding, er problemet meget, meget mindre. Kvinderne synes mig at repræsentere en helt anden form for pålidelighed.

Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg trods alt, føler en vis solidaritet med mine kønsfæller. Men jeg kan alligevel ikke helt lade være med komme med, om ikke undskyldninger, så dog formildende forklaringer på mændenes i mange tilfælde noget mistrøstige skudsmål. Men ser man på følgerne af mere end 150 års udvikling i den afrikanske samfundsudvikling, så er et af de træk der i særlig grad falder mig i øjnene den medfart som familiestrukturerne har været udsat for, For 100 år siden levede kvinderne i deres bosteder sammen med børn, gamle og de mindre husdyr og røgtede uden mændenes indblanding alle de opgaver der var forbundet med bostedets velbefindende, imens mændene vandrede omkring med kvæget i søgen efter de bedste steder for græsning, foruden at de jo også var krigere og skulle forsvare stammens og klanens ære og ejendom. mænd og kvinder levede i vid udstrækning hver deres liv med hver deres nøje fastlagte domæner, på helt samme måde som det havde været igennem mange, mange slægtled. Og det kunne ingen drømme om at sætte spørgsmålstegn ved. Men med koloniseringens indtog begyndte ting at forandre sig, dog ikke i nær samme grad for kvindernes vedkommende som for mændenes, i begyndelsen gik det langsomt, men efterhånden som de nye tider kom væltede ind og umuliggjorde mændenes hidtidige livsstil blev de stadig mere frustrerede og stadig flere af dem endte i identitetsløshed, simpelt hen fordi de skulle til, under helt nye ukendte vilkår, at arbejde for føden, hvad de godt nok altid havde gjort. Men hvor de tidligere udførte dette arbejde i frihed og med lyst fandt de både den ny tids arbejdsvilkår, som blev dem budt af koloniherrerne, som de følte sig nedgjorte af, og også arbejdets karakter som var dem dræbende kedsommeligt, for mange helt ulideligt. I forhold til det frie liv, som deres ophav havde haft var dette uudholdeligt slaveri. Hvorimod kvindernes tilværelse ikke nær i samme grad har været udsat for forandringer. De kunne stadig passe deres dont med at tage vare deres hjemlige sysler, næsten som de også gjorde det i gamle dage, og blev derfor heller ikke presset ud i de samme alvorlige identitetskrise som mændene var blevet. Senere er det så at man efterhånden, som de reformerede samfundsstrukturer med kolonitiden som forbillede er kommet op at stå med en masse administrative opgaver der skal varetages, har man videreført kolonitidens helt tåbelige regler, der kræver disse opgaver løst af dertil uddannede folk, som der så ganske vilkårligt rokeres rundt med efter tilsyneladende tilfældige ”turnusregler” der ikke sjældent afhænger af de administrative chefers sympati eller antipati, der også tillader, at folk man ikke bryder sig om kan forvises til de mest afsides egne, alt imens disses familier stadig forbliver hjemme på deres bosteder, med den følge at manden meget sjældent for lejlighed til overhovedet at se kone og børn. Det er i det hele taget almindeligt at mænd bor og arbejder væk fra hjemmet – hvis de da ellers er så heldige overhovedet at have noget arbejde, med alle de uheldige konsekvenser, som dette uundgåeligt medfører. Selvfølgelig har kvinderne også måttet lægge ryg til store forandringer fordi ægtemændenes fravær dels de facto gør dem til eneforsørgere, eftersom disse har deres egen tilværelse et helt andet sted i landet og måske ikke bidrager ret meget til hjemmets fornødenheder, ja, sikkert også i en del tilfælde ikke er velkommen på grund af diverse unoder, frustrationer og ægteskabelige problemer med druk eller andet. Derfor er det uafviseligt, at det er kvinderne der holder landet gående, ved at det er dem der bærer langt den største del af forsørgerbyrderne ved siden af at de også har ansvaret for en stor del af arbejdet i landbruger. Men så er spørgsmålet, om ikke alle vi der så gerne vil hjælpe kvinderne burde overveje at gøre det på en anden måde. For eks. ved at målrette vor bistand med fokus på at gøre en helt anderledes målrettet indsats for at undgå alle disse forfejlede projekter som netop er med til at styrke mændenes uheldige egenskaber, ved de spildte penge går direkte i de mænds lommer, hvis moralske habitus er længst væk fra kvindernes. Men for at nå dertil kræves det af os, at vi i langt højere grad end hidtil giver os tid til at sætte os ind i de bagvedliggende og i høj grad kulturelt betingede årsager til miseren. Man kunne naturligvis prioritere bistanden til kvinderne højere og lavere til mændene. Men den budgetstøtte som i de senere år er blevet almindelig imellem donorlandenes og modtagerlandenes regeringer, tror jeg ikke på kommer nogen trængende til gode. Men tilsyneladende foretrækker vi fra vor side fortsat at pudser vor egen godgørenhedsglorie ved at sende alt for mange kostbare kræfter ud i den blå luft, til skade for både os selv og dem vi hjælper. Jeg vil ikke hermed sige at alt er omsonst, men blot pege på, at når det der virker sammenholdes med det, der skader, kan vi måske være heldige, at det går lige op. Jeg har med vilje ikke i denne forbindelse nævnt de tilfælde af bevidst svindel som også, til ubodelig skade, forekommer, fordi jeg ser dette som et problem, der må bekæmpes uafhængigt af det ovenfor beskrevne. Endelig vil jeg kraftigt understrege, at det ikke med dette har været min intention at advokere for en begrænsning af vor danske ulandsbistand. Tvært imod er det et forsøg på at gøre opmærksom på nogle faldgruber, som, efter min mening har været ofret for lidt opmærksomhed, for derved, forhåbentligt, at medvirke til at bane vejen for en større forståelse for nødvendigheden af at vi giver solidariteten, verdens folkeslag imellem, en højere prioritet fremover – ikke bare som en barmhjertighedsgestus, men som et helt nødvendigt led i forsvaret af den civilisation der ligger til grund for vor egen livsopfattelse og vort eget verdenssyn.

I mine allerførste år i Abosi, havde jeg på mange måder svært ved at finde den rette ”melodi”, for nu at sige det på den måde. Det må jo erkendes at projektet, som jeg, som superviser, var sendt ud for at assistere, var kommet til verden på en lidt speciel måde. Sagen var den, at der igennem nogle få år gennem MS havde været udstationeret en dansk sygeplejerske på den sundhedsklinik, hvor jeg nu havde fået min bopæl. Denne sygeplejerske skulle på et tidspunkt afløses af en anden, og for denne anden, som også var fra Danmark, traf det sig, at hun på det 6ugers obligatoriske forberedelseskursus, der foregik i MS´ses kursuscenter i Tanzania, brændte varm på en anden vordende ulandsfrivillig. Men problemet for dette unge forelskede par var, at han skulle sendes til Zambia, og da det naturligvis ikke var rart for dem med en afstand på flere tusind kilometer imellem sig, fik de udvirket, at han i stedet kunne sendes ud i et træplantningsprojekt i Kenya. Der ville godt nok stadig være ca. 400 km. imellem dem, men det var dog i samme land, og her var afstanden imellem dem reduceret til ca. 400 km. Men som allerede nævnt, havde store dele af Østafrika i lang tid været plaget af ekstrem tørke og den forelskede yngling gik og plantede og plantede, hvor intet kunne gro, så efter nogen tid blev hans træplantningsprojekt opgivet, og selv fik han af MS lov til at tage derhen, hvor han allerhelst ville være, nemlig hos sin elskede i Abosi. Hvor han så skulle se sig om efter et eller andet meningsfuldt han kunne finde, at beskæftige sig med til gavn for lokalsamfundet, indtil hans kontrakt ville udløbe ca. 14 måneder senere. Og i Abosi mødte han naturligvis den vagtmand, der holdt øje med klinikken og dens lager af medicin og andet udstyr om natten. Og da han hørte om denne unge mands ankomst og MS’ses opfordring til ham, om at finde på et eller andet meningsfuldt at hjælpe lokalsamfundet med, bliver han aldeles omgående fyr og flamme, han er nemlig selv en af områdets mange større og mindre farmere der med lys og lygte søger efter nye indkomstmuligheder og fandt her en god chance for et nyt afsæt. Så disse to, den danske bistandsmand og den kenyanske farmer, besluttede at de ville prøve at starte et såkaldt Cooperativ Society, med det formål at få etableret en transportordning, så de kunne få deres mælk kørt til mejeriet i Sotik. Og det lykkedes altså for dem at få tilslutning af ca. 50 af områdets, måske omkring 1000 småfarmere. Det var ikke mange, men dog nok til at de kunne få cooperativet registreret hos det relevante ministerium. Og da dette temmelig omstændelige forehavende var lykkedes og kommet på plads, var kontrakten udløbet, klinikken overdraget til lokale kræfter og det unge par rejst hjem til DK for at gifte sig, imens jeg kunne tage over. Men sagen var jo, at imens den normale forretningsgang i disse sager med åbning af nye projekter er, at en i forvejen etableret forening, som er i gang med den aktivitet, som de har kastet sig over, beslutter sig til at prøve igennem intensivering af deres indsats at gøre sig interessant og dermed også værdig til med rimelig udsigt til succes at komme i betragtning som modtager af MS’ses bistand. Men i dette tilfælde fik jeg jo på mange måder, specielt i starten, at mærke, at her var det lige omvendt. At MS rent faktisk havde sendt mig ud til Abosi for at gøre reklame for mig selv. Nok var der en lille kreds af folk, der bød mig velkommen til mit arbejde. Men denne kreds var, fandt jeg snart ud af, for det første ikke ret stor og i forhold til områdets medlemspotentiale nærmest forsvindende lille, og for det andet nok også en smule forbeholden. De ville meget gerne hjælpe mig til rette, men de ville samtidig, fornemmede jeg, græde tørre tårer, og være parat til at skippe mig, ifald de ikke syntes, at de fik nok gevinst af min tilstedeværelse.

Men alt dette holdt jeg for mig selv. Lod som ingenting og gik i gang med hvad der nu kunne byde sig, også ind imellem med gøremål der intet havde med cooperativet at skaffe og konstaterede til min udelte glæde, at ingen gjorde ophævelser over det. Min største bekymring gik faktisk på risikoen for, at nogle af mine kolleger kom på besøg og begyndte at grave i hvad jeg fik tiden til at gå med. Jeg havde set, at der, fra tid til anden, opstod konflikter os kolleger imellem, der kunne udvikle sig i ret ubehagelig retning, og kom man i søgelyset for ikke at gøre det, kontrakten lød på, kunne det måske udvikle sig hvad som helst. Men heldigvis, så lå Abosi afsides og så langt fra alfar vej, at ingen sådan lige kom forbi, måske også fordi ”landevejen” herud var kendt for sin ufremkommelighed i regnvejr. Men det var nu ellers ikke, fordi jeg lå på den lade side. For det første læste jeg alt hvad jeg orkede og kunne få fat i om afrikanske forhold, afrikansk kultur og religion, som stort set alt sammen kun fandtes på engelsk. Derfor brugte jeg også megen tid og mange kræfter på at forbedre mit engelsk for at kunne tilegne mig, og om muligt forstå, bare en smule af de lokale menneskers gøren og laden. For foruden dette ville jeg mangle en vigtig nøgle til den ”dør”, som jeg forudsås at skulle kunne åbne. Sagen var dertil, at selvom ikke særlig mange af de lokale beboere, herunder naturligvis også medlemmerne af AF, talte et, om end for de flestes vedkommende noget gebrokkent, engelsk, så var der mange flere der, mere eller mindre godt, forstod det. Kiswahili kunne også have været relevant, men på grund ovennævnte studier måtte jeg give engelsk den højeste prioritet, da det at tilegne mig begge sprog faldt mig helt uoverkommeligt.

Men nu tilbage til AF. Det endte heldigvis med, at der alligevel, til min udelte glæde, samledes tilslutning til mit forslag, så vi kunne gå i gang med planlægningen af denne grovvarehandel, som vi så sammen udarbejde et projektforslag til, som der så, da MS ikke på det tidspunkt udover rene bagateller, var egentlig projektbærende, var nødvendigt at få godkendelse af og midler til hos Danida. Men det regnede man på MS kontor i Nairobi for en ren formssag, da det jo ikke var noget større beløb det drejede sig om. Men der viste sig, at vi havde gjort regning uden vært. For Danidas landbrugskyndige konsulent, som jo var den der egenhændigt kunne vende tommelfingeren op eller ned og som helt tydeligt ingen forståelse havde for mine, efter hans mening, alt for luftige og uigennemtænkte ideer om en udviklingsstrategi, som han absolut ingen sympati havde for, vendte tommelfingeren nedad, men tilføjede dog, at jeg selvfølgelig var velkommen til at sende en ny ansøgning, såfremt jeg senere ville fremkomme med et mere fornuftigt projektforslag. Det må vel så så have været den ovenover beskrevne hvide elefant, han har haft i tankerne som værende ”fornuftig”. Men dertil satte han trumf på, ved at føje spot til skade i form af en direkte uforskammethed, idet han i øvrigt satte et stort spørgsmål ved mine evner som udvikler i Afrika, som efter hans formening lå langt under en standard som Danida på nogen måde kunne godkende. Så vidt jeg kunne forstå på MS landekontor i Nairobi, som jo også; trods alt, havde et ord at sige i sagen, indhøstede den pågældende konsulent en reprimande for sin uforskammede opførsel. Men nogen personlig undskyldning så jeg aldrig. – Og selvfølgelig heller ingen midler til projektets realisering.

Det var naturligvis uden sammenligning mig der måtte indkassere den største skuffelse af dette helt uventede afslag. Farmerne, som jo nok, fordi jeg nu en gang var hvid, havde sat deres lid til min autoritets ufejlbarlighed højt, var alligevel slet ikke uvante med at få noget stillet i udsigt som aldrig blev til virkelighed, godt nok tiest fra deres egne myndighedspersoners side. Men alligevel var det tydeligt for mig, at dette kunne komme til at koste mig al den tillid hos farmerne, som jeg efterhånden mente at have oparbejdet, og skete det, ville min fortsatte tilstedeværelse i Abosi, formentlig, blive temmelig umulig, Jeg husker meget tydeligt, at jeg var på vej til Nairobi for konsultation på landekontoret, da jeg i Sotik, hvor jeg den gang havde min postboks, fandt svaret fra Danida, som efter at jeg havde læst det, gjorde mig de resterende 300 km til Nairobi meget, meget lange. Derinde mødte jeg dog stor forståelse, og de trøstede mig da så meget de kunne, og lovede mig at tilstille Danida en kraftig protest, men desuagtet måtte jeg fastholde, at jeg, når jeg igen var tilbage i Abosi, igen ville overveje min stilling, og mest sandsynligt opgive den. Så det var bestemt ikke nogen rar melding, jeg havde at overbringe AF´s medlemmer, som faktisk reagerede mere uvenligt på den, end jeg havde forventet. De stillede mig nemlig det pinagtige, men særdeles kontante spørgsmål, om jeg ikke godt ville fortælle dem, hvad jeg nu efter næste 1 ½ års tilstedeværelse hos dem, havde udrettet til gavn for dem? Ingen ting, måtte jeg nødvendigvis erkende. Under den påfølgende samtale med bestyrelsen, opfangede jeg, trods de sprogvanskeligheder som jo hele tiden havde været der, tilfældigvis en henkastet bemærkning, som åbenbart ikke havde været beregnet for mig. Men jeg gik dem på klingen og forlangte en forklaring. Herefter viste det sig, at de helt fra begyndelsen, da de fortalte mig om den gruppe af farmere, der bestræbte sig på ødelægge AF, havde ført mig bag lyset, og at formanden for AF og formanden for omtalte gruppe var en og samme person. Jeg blev naturligvis både dybt rystet, meget vred og brugte nu, da de selv havde forsynet mig med en god grund til at revse dem, et temmelig kraftigt sprog i mit forsøg på, dels at afreagere og dels at gøre dem min vrede begribelig. Men da jeg aldrig har hørt til iblandt de mest koleriske gemytter, slap mine ukvemsord dog ret hurtigt op, så min mere forsonlige side igen kunne få rum til at gelejde mig tilbage i mine vante folder, hvilket så åbenbart inviterede et af bestyrelsesmedlemmerne til med en nærmest beklagende og gennemført troskyldig mine på at erklære ”Men du spurgte jo aldrig”? – Hvad der så i øvrigt er op og ned på den sag, har jeg aldrig forsøgt at få rede på. Blot taget denne bemærkning til mig som et vidnesbyrd om deres, og i øvrigt sikkert også de allerfleste andre sortes måde at omgås sandheden på, en måde som jeg ser som værende en dybt nedarvet ”overlevelsesleg” i en verden hvor livet og døden engang var ligeværdige kombattanter i stammernes, klanernes og enkeltindividernes livsforståelse, som med alle tings opløsning i modernitetens syrebad i vor egen tid mere og mere rettes ind på hudfarvernes tvekampe for identitet og suveræne pejlemærker. Vi mærker det som fremmede hvide, når vi tilfældigt møder dem på gader og stræder eller andetsteds, hvordan de med største præcision spotter os som håbløse novicer i kunsten at tolke fattige folkefærds labyrintiske finurligheder og evne til at imitere lige netop den attitude hvormed de mest behændigt fører deres mere velbeslåede ofre bag lyset.

Det minder mig om, at en af mine holdkammerater på vor allerførste dag på gaden i Nairobi blev afkrævet 100 shilling for en skopudsning, skønt prisen ellers normalt var 5 eller deromkring, og han betalte! – Ja der kan man se hvad det er, der gør dem til rene mestre i narrestreger, som vi tilmed selv giver dem blod på tanden til! – Der var også denne yderst sympatiske unge mand, der, da borgerkrigen rasede i Uganda, standsede mig på gaden i Nairobi og fortalte, at han var krigsflygtning derfra, og var, for ikke at blive taget af det kenyanske politi og sendt tilbage, nødt til hurtigst muligt at komme videre til Tanzania, men han manglede bare 300 shilling. – Jeg skulle blot give ham min adresse, så ville han sende pengene tilbage, så snart han var nået frem. – Ja, sådan har de professionaliseret sig i ren erhvervsmæssig bedragerivirksomhed, som de skjuler bag en maske af ”umisforståelige” gentlemansmil - går den, så går den! Og opfindsomheden udvikles og forfines stadigvæk, forstår jeg. Og hvis vi hvide folk i Afrika tror, at vi kan udrydde, eller bare minimere uvæsenet ved hjælp af moralske opstød, så er vi gået fejl i byen. Den eneste mulighed vi har, tror jeg, er at vi giver os til at more os over vor egen godtroenhed og i øvrigt helt anderledes målrettet lærer os selv at afsløre deres finter. – Og så ellers huske på, at så længe det er os der har det økonomiske overtag, har vi jo muligheden for, i påkommende tilfælde, at ”lukke for det varme vand”, da ingen bistand, trods alt, altid vil være bedre, end en bistand der går 100 % i de forkerte lommer, og derved kun medvirker til at øge de svageste befolkningsgruppers trængsler.

Men uanset hvad, så var jeg var blevet usikker på om jeg overhovedet kunne have mere at gøre her i Abosi. Et var, at AF’s bestyrelse havde forsøgt at føre mig bag lyset. Men noget helt andet var, at jeg, på trods af mine hidtidige oplevelser i Kenya, der langsomt var begyndt at bundfælle sig i min bevidsthed, trods alt også var noget, der holdt mig fast, for der var også noget ved disse mennesker der udfordrede mig, en eller anden ubestemt gådefuldhed, der vakte min nysgerrighed, og dertil blev jeg nødt til overfor mig selv at indrømme, ja, at deres umiddelbarhed havde påvirket mig i en grad, så jeg var kommet til at holde af dem. Det var som om, at samarbejdet med dem på sin vis var at ligne ved et spil, der vel nok, fra tid til anden, ville kunne sætte mig grå hår i hovedet, men som også i høj grad æggede min hang til selv at spille med. Jeg havde det vist lidt som forne tiders guldgravere i Alaska - når de først var smittet af guldfeberen, var der ikke mere nogen vej tilbage. Jeg havde opdaget, at jeg sagtens kunne leve med deres ”finurligheder”. – Eller havde jeg måske bare havde bestemt mig for at gøre en dyd ud af nødvendigheden? og kunne det i grunden ikke også være spændende at gå på opdagelse i deres mange krog – og smutveje som jo i virkeligheden, efter nærmere eftertanke, fascinerede mig langt mere end de irriterede mig? Jeg mindes, at jeg for mange år siden så en agerhøne ligge og sprælle vildt i et tæt buskads, men opdagede siden, at der intet var i vejen med den, det den var ude på, var bare at narre en ræv på jagt efter mad, og dens besynderlige opførsel var altså en bortledningsmanøvre, der skulle narre rævens opmærksomhed væk fra dens små kyllinger, der tryggede sig lige i nærheden. Og på samme måde gjaldt det her for mig om at aflure de sorte deres, hvert fald for mig som hvid, ofte besynderlige men uden tvivl, for dem selv, lidenskabelige spil med ord, statur og mimik, og måske derved få held til at afkode nogle af deres ellers ukendte veje ind i et hemmelighedsfuldt tankeunivers.

Noget helt andet var jo dog stadigvæk, at jeg var nødt til for mig selv at erkende, at den tillid som de hidtil rent umiddelbart havde haft til mine evner og muligheder som vejleder for dem, tilligemed den respekt de havde næret for mig på grund af disse muligheder for, overfor mine foresatte i MS / Danida, at sætte mig igennem, på deres vegne, havde fået et alvorligt knæk. For det var jo ikke nok, at jeg sagde ja til dem. De skulle også sige ja til mig. Det allerværste ville dog være, om de kun på skrømt sagde ja til mig. Derfor overvejede jeg seriøst at kaste håndklædet i ringen og enten få anvist en opgave andetsteds i Afrika eller rejse tilbage til Danmark med uforrettet sag. Dette sidste var dog noget, som jeg meget nødigt ville. Men inden jeg nåede at få taget den endelige beslutning, løb jeg tilfældigvis på en hollandsk kollega ved navn Jan Houman, der ligesom jeg selv arbejdede med kvægdrift, blot i et nabodistrikt. Jeg faldt i snak med ham, og han fortalte om sit projekt, der helt specielt rettede sig imod mælkeproduktion. Hans projekt, der allerede havde løbet over en årrække, omfattede et langt større område, end mit. Og da jeg nu kunne forstå, at han havde et langt mere indgående kendskab til de sorte, og i særlig grad til kipsigierne, end jeg, i den relative korte tid jeg havde haft til min rådighed, fortalte jeg ham om min egen situation og bad ham om et godt råd? Og hans svar var, at jeg, efter hans mening, ikke nødvendigvis skulle forlade Abosi. Men det springende punkt ville, ifølge ham, være om jeg ville være i stand til at genvinde den tillid hos dem, som jeg helt åbenbart havde mistet? Han mente dog, at jeg måske kunne have en god chance. Og anbefalede mig at indbyde farmerne til en workshop, det som vi på godt dansk ville kalde et landbrugsfagligt højskolekursus med forplejning og overnatning på stedet, men det skulle være af mindst 3 dages varighed, ligesom det var helt nødvendigt, at det foregik så langt fra deltagernes hjem, at de umuligt ville kunne tage hjem om aftenen. Fordi hvis dette var muligt, ville de højest sandsynligt ikke møde op den næste dag, simpelt hen fordi de garanteret ikke i første omgang ville finde at arrangementet havde noget som helst at sige dem. Han advarede mig derfor kraftigt imod, af finansielle grunde, at afholde workshoppen hjemme i Abosi. Og som en særlig gestus der blev mig et helt uvurderligt, godt rygstød, og som glædede mig vildt meget, tilbød han, at han, hvis jeg måtte ønske det, vederlagsfrit ville overlade mig to af sine egne mest betroede lokalt ansatte medarbejdere (landbrugskonsulenter), som havde stor erfaring med denne type workshops til at assistere mig, og de havde ikke mindst, stor erfaring med at omgås farmere af netop denne stamme. Jeg fandt naturligvis, dette tilbud over al måde både generøst og udtryk for en ærlig vilje til at ville række en betrængt kollega en hjælpende hånd. Derfor blev jeg da også omgående ”fyr og flamme”. For dette var dog næsten alt for godt, til at det kunne være sandt. 

Jeg fandt frem til en katolsk mission i Sotik, der netop havde de nødvendige faciliteter til sådanne arrangementer, og hvorfra mine kursister bestemt ikke ville have mulighed for at tage hjem om aftenen. Jeg bad også min gode ven og i mange sager fortrolige, Father Carlos fra missionen, hvor jeg boede, om at være mig behjælpelig. Han talte lokalsproget flydende, hvorfor det ville være mig en stor hjælp, at have ham med. Jeg vidste jo kun alt for godt, hvor let en sprogforvirring ville kunne opstå, når vanskelige emner skulle gennemgås og debatteres. Dertil nød han stor agtelse iblandt de lokale beboere, og det hvad enten de bekendte sig til den katolske menighed eller ej. Han var, uden at forklejne andre, det som jeg ville kalde en mand af høj karat, som jeg mange gange havde prist mig lykkelig for at kunne rådføre mig med i mange spørgsmål, således altså også her. Han indvilligede uden videre i at medvirke som en form for bisidder. Og så var der jo det med finansieringen? Det måtte jeg en tur til MS i Nairobi for at få opklaret. Proceduren i den slags sager, var jo ellers temmelig tidkrævende. Men jeg gjorde, så godt jeg kunne, rede for min situation, dels for de muligheder der muligvis ville kunne åbne sig såfremt jeg med omgående virkning kunne få dette kursus finansieret, og dels for den konsekvens jeg ville være nødt til at drage, hvis sagen, af proceduremæssige årsager, måtte udsættes i længere tid, som helt klart måtte være, at jeg med øjeblikkelig virkning forlod Abosi. Idet jeg kraftigt understregede, at det alene var afslaget fra Danida, der havde bragt mig i en sådan tvangssituation. Men til min store glæde gav koordinatoren mig på stående fod grønt lys for denne workshop, hvilket faktisk slet ikke var almindeligt. Således at jeg med det samme kunne tage tilbage til Abosi for, mere detaljeret, at forberede workshoppen. Jeg havde kort tid forinden i den katolske mission, stiftet bekendtskab med en helt ny guidebog kaldet ”Training for Transformation” på dansk ”opøvelse i forandring”, eller måske i denne sammenhæng mere dækkende, ”strategier for udvikling”, som netop lige var udkommet og som man på missionen havde et eksemplar af. Den var egentlig inspireret af den såkaldte befrielsesteologi, der især igennem 1970erne havde vundet udbredelse inden for den katolske kirke i særlig grad i Latinamerika. Og den var, syntes det mig, som gammel højskolemand, udkommet lige i rette øjeblik. Ja, jeg antog den ganske enkelt som en røst i ørkenen.  Idet den bibragte mig den gejst, som jeg på det tidspunkt havde meget hårdt brug for. Og dertil passede dens budskaber som fod i hose til de ideer om udvikling, som både jeg selv og folkene fra det hollandske projekt så helhjertet havde kunnet tilslutte sig.

Jeg ved meget vel, hvor langt der er fra Danmark til Kenya., og hvor himmelråbende stor forskellen imellem danskere og kenyanere er. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at der på de dybere menneskelige planer, på trods af alle forskelligheder, også er meget, som vi er fælles om. Enhver hvid vesterlænding med åbent sind, der igennem længere tid har opholdt sig i Afrika, må nødvendigvis vedgå sin fascination af de sorte folk, i hvert fald dem der stadig bor ude på landet, ikke mindst fordi de har så mange umiddelbare måder at udtrykke sig på. De evner på aldeles medrivende vis akkurat som vore egne børn, også kan gøre voksne mennesker som de tillidsfuldt giver sig hen til bløde om hjertet, ved at blande ordene, kroppens gebærder og ansigtets mimik sammen på en måde, så det munder ud i en indtagende musisk cocktail.  For vore børns vedkommende desværre kun indtil vi voksne, med det argument vi kalder ”nødvendigheden” får det pillet ud af dem. Imens vi her i Afrika støder på det igen og igen – dog mest udpræget hos kvinderne. - Er dette mon virkelig en medfødt evne, som vi i vore ”udviklede” omstændigheder bryster os af at være vokset fra, men som vi alligevel i mødet med Afrika, måske nok mange gange med blandede følelser, da vi jo nødigt vil virke naive, må erkende er en af deres helt særegne, kulturelt betingede udtryk for et livssyn, der ikke så let forstyrres af de barske vilkår, som deres dage og år ofte er kendetegnet ved. Men der er for mig ingen tvivl om, at det også har noget at gøre med deres religiøsitet, som også er udgangspunktet for deres nærmest stående forbehold for alt der måtte kunne have med den fremtid at gøre, som jo slet ikke har eksisteret i deres traditionelle tankeunivers: ”om Gud vil”? som de sammen med bønnerne, før hvert måltid, ja, mange gange også før de drikker bare en kop te, opfatter som lige så styrkende for sjælen, som føden og teen er det for legemet. Dette, ligesom, løfter et ansvar fra deres skuldre, som de ved, de ikke magter at bære alene. Og dette har vel at bemærke – intet at gøre med det, som missionærerne, for langt over hundrede år siden påduttede dem. Deres religiøse tilgang til tilværelsen er af langt, langt ældre dato. Vi sekulariserede vesterlændinge har derimod en stærk tilbøjelighed til at mene, at det bl.a. er denne religiøsitet, der står i vejen for, at de kan arbejde sig ud af deres fortrædeligheder. For som en af mine danske kolleger sagde til mig, da han besøgte mig i Abosi og så landsbyens nye kirke, som beboerne var så stolte af, at de selv havde skillinget sammen til: Hvad om de nu i stedet havde skillinget sammen til en teknisk skole, som de dog ville kunne have fået lidt gavn af? -  Men ligesom de sorte har visse egenskaber, som vi, i fald vi ellers bryder os om dem, godt kan misunde dem, så har vi også egenskaber, som de sorte misunder os. Eller er det måske bare fordi, vi hver for sig, indfanges af det, der er anderledes? For os er der stor forskel på at være hjemme hos os selv, og at være fremmed i det fremmede. Er man ude, ser man på sit land og på sig selv med ganske andre øjne, end man ville gøre hjemme. – Og dette kan være i såvel positiv som negativ betydning. Jeg er en gang stødt på udtrykket ”udviklingsturisme”, som betegnelse for mennesker fra den rige verden, der for at sige det kort, rejser ud for at frelse verden. Og det kan de være så optagede af, at de rent ud sagt af dårlig samvittighed over deres egen herkomst ligefrem ser ned på denne, for med deres ideale forestillinger om kampen imod alverdens elendighed som baggrund, at gå op i en højere enhed med dem de vil hjælpe. Noget sådant er, som jeg ser det, en misforståelse, som blot fører til den absurditet, som man ikke sjældent også ser resultater af i bistandsmiljøerne, der måske lidt groft sagt viser sig ved at de sorte, på skrømt eller for alvor ønsker sig hvide, og de hvide modsat på skrømt eller for alvor ønsker sig sorte. Og det kommer der i bedste fald kun blålys ud af. Det, at vi af vore gode hjerter, eller hvad man nu ellers ville kalde det? er rejst ud for at hjælpe andre er en seriøs beslutning, som kun kan få mening gennem mødet imellem forskellighederne. Man kan sammenligne det med et lærer elev forhold, hvor forudsætningen for at deres fælles projekt kan lykkes altid vil være, at de hver for sig holder fast i hver deres særlige rolle, fordi det netop er spændingsforholdet i rollefordelingen der gør, at begge parter kan inspireres til nye positioner og nye indsigter. Vil man derimod i ligemageriets navn forsøge at være venner går spændingen tabt, og der kommer intet, eller kun et såre svagt ”lys i lampen” derved.

Dette, som almindelig selvlært, menneskefødt, og i Danmark opvokset, at kunne magte den på mange måde helt overmodige opgave, det er, at blande sig selv ind i ukendte historiske og kulturelle sammenhænge med intention om at sætte, ikke kun tilsyneladende men også i bredeste forstand virkelige livsbefordrende aftryk, uanset om man nok så helhjertet er gået ind i det,, er egentlig, mener jeg, en temmelig umulig opgave, der nærmest er at ligne ved, at en mand spørger et tilfældigt ukendt menneske om at kurere sig for en sygdom, som hverken behandleren eller den behandlede har kendskab til. Men gør man det så alligevel. Og det er vi jo mange der idet mindste har forsøgt os med, så er det af største vigtighed, at begge parter ved, hvad det er, de har gang i. Er denne gensidige forståelse ikke tilstede, så er alle muligheder åbne for den åndelige og materielle voldtægt der igennem århundreder har redet, måske i særlig grad det afrikanske kontinent, som en mare, og som har medført så mange ubeskrivelige lidelser. Vi, som har hjemme i Danmark, og oplever det ene vidunderlige forår og efterår efter det andet, fordi årstiderne, tålmodigt og regelmæssigt, og i takt med vor egen livsrytme og dennes mangeartede åndelige og praktiske gøremåls skiften efter et skema der med relativ stor sikkerhed kan aflæses på kalenderen, lever vore liv på vilkår, der hvad angår elementernes så vel som de menneskelige modsætningers indvirkning på vore forestillinger om hvad lykkelige omstændigheder er for en størrelse, er, om ikke ganske, så dog for så vidt, at de ikke behøver at fylder os med større daglige, tyngende bekymringer, end vi selv føler, at vi kan stå model til. Men her i Afrika er det meget anderledes, her møder vi på en helt anderledes uoverskuelig måde vægten af de store kontrasters dramatiske vilkårligheder, det være sig menneskelige modsætninger, klimaets troløshed, og dertil folkeslagenes tusindårige fra hånden og i munden livsform fulgt op af den indbyrdes krigeriske variant af begrebet sameksistens, som legitimeres ved heroisering af dødsforagten. Og så på trods af disse ods synes der dog alligevel, uophørligt, og til os vesterlændinges stadige forundring, at være overskud nok til at nære deres livsviljes helt ustyrlige frodighed og fabelagtige evne til ufortrødent at leve i fortrøstning til forsynets, eller til Guds styrelse af skæbnens uransagelige veje, og til videreførelse at den evige tvekamp med ærkefjenden:” modløshedens altid truende malstrøm”. - De fortalte mig en historie om en klan af deres stamme, der på grund af sult og tørke var nødt til at foretage en lang vandring med alt hvad de ejede af kvæg, geder og husgeråd for at finde rigeligere græsning til deres livsgrundlag, deres kvæg. Men undervejs var der en af deres gamle kvinder, som var blind, og hvis kræfter var udtømte og derfor egentlig forventede af dem, at de efterlod hende til hyænerne. Men da de på samme tid kom forbi en af stammens andre klaners bosteder forhandlede de med dem om at overlade den gamle kvindes videre skæbne til dem, og de enedes om at betale for det med en ko. Men da disse folk jo også havde småt med føde, og da den fremmede kvinde, som nævnt, var blind og derfor ikke kunne se, hvad de gav hende at spise, tog de det ikke så nøje med det. Men så var der imidlertid sket det, at kvinden havde fået et fortroligt forhold til en af bostedets mindre drenge, der endnu ikke havde lært at fifle med sandheden. Ham spurgte hun, hvad det egentlig var, hun fik at spise, og han svarede hende, hvad sandt var, at det var efterbyrden fra en ko som netop havde kælvet. - Og i selv samme øjeblik skete et jordskælv så hele klanen med alt hvad der hørte den til forsvandt ned i en dybt spalte der åbnede sig under dem og igen lukkede sig over dem. Moder Jord havde opslugt dem. Og ingen har siden set dem. – Dette er en historie, som er lige så sand som dagen er lys. For enhver kender stedet, hvor det skete. Selv jeg, som dog ellers som fremmed var kommet langvejs fra, blev gjort bekendt med den, fordi mine sorte medmennesker, ved hjælp af deres nogle gange ordløse og nogle gange med en ren ordflom oversvømmet sprogdragt delagtiggjorde mig i den fordi den, som de betroede mig, bærer på en vigtig viden, som er god at have med sig som ballast, når vi nu ved, at verden er så fuld af fristelser og af onde hensigter.

Mit møde med det rigtige Afrika, med dets mennesker og med al den mystiske gådefuldhed som hører dette kontinent til, var mig en sand åbenbaring af, og billede på, mangfoldigheden i vor klodes umådelige rigdom på forskelligheder. Forskelligheder, som jeg hen ad vejen kom til at lære at se som vedkommende udfordringer, og som jeg, i stedet for, som en ellers tro discipel af vesterlandsk målbevidsthed, at arbejde på en strømliniet ensliggørelse af, spontant gik i gang med at udforske som det ”livets salt” uden hvilke al menneskelig skabertrang ville sløves og løbe ud i lutter meningsløshed. Den opgave der her var mig betroet, tænkte jeg, med en dansk bondes grundtvisk inspireret resonement i baghovedet: ”Hvordan skulle jeg egentlig kunne udrette noget til gavn for disse mennesker uden først at skaffe mig viden om hvor de kommer fra, hvor de står og hvad de tænker? Vigtige spørgsmål, som jeg havde en fornemmelse af ikke at kunne få fyldestgørende svar på ved bare at udspørge dem? Det er jo nu engang således med os mennesker, at vi faktisk lever livet ud af en sammenhæng, der overordnet set er bestemmende for vor gøren, laden og kulturelle egenart, og som på mange felter udspiller sig langt mere ubevidst, end bevidst. Og hvis nogen, som for os er fremmede, ville finde på at udspørge os danskere om baggrunden for at vi handler sådan eller sådan, ville de allerfleste af os ikke, og da slet ikke på stående fod, kunne svare derpå. Vi måtte først på en eller anden måde, måske endda ved at skulle ud og grave i flimrende historiske kilder, få det afklaret med os selv. De sorte har det sikkert på samme måde. Og deres blufærdighed omkring deres fortid taget i betragtning ville de helt sikkert vige udenom eller direkte undslå sig. Men de har til alt held for både for dem selv og for os fremmede, ud af deres egen kreds, fostret historisk bevidste mennesker, der i lyset af de voldsomme forandringer som deres samfund allerede har gennemlevet, har erkendt nødvendigheden af kunne byde nye livsformer og livstolkninger velkommen, som noget der ikke bare vokser ud af den blå luft, men som, om det skal blive til velsignelse for kommende slægter, også gerne skulle være vokset ud af deres egne rødder, der stikker så uendelig dybt i den afrikanske muld. Og takket være dette har også jeg kunnet få adgang til noget, der viste sig værdifuldt i forhold til mit videre arbejde. Bl. a. fandt jeg frem til en mand ved navn Ian Orchardson, der godt nok ikke var sort, men derimod var hvid englænder, men som igennem en årrække i 1900tallets begyndelse havde levet iblandt kipsigierne, talte deres sprog, og havde giftet sig med en af deres kvinder, hvorved han, også iblandt kipsigierne selv, antoges som en af deres egne. Han fortæller bl. m. a. hvordan både masaier og kipsigiser nærmest kunne betragte deres blodige træfninger som regulære sportskampe, hvor de sågar kunne beslutte sig for at spise et festmåltid sammen, inden de ”gik til værks” og sloges på liv og død med knive, spyd, buer og pile. Og disse bataljer angik som oftest, for angriberne, de angrebnes kvæg, kvinder og børn, som, dersom de vandt slaget, optoges i de sejrendes ejendom og stammefællesskab som krigsbytte. Dog ikke hvis drejede sig om folk fra stammer der ikke havde omskæring som en del af deres tradition, som f.eks. folk fra luostammen, da disse ifølge masaiernes overbevisning, i modsætning til dem selv, i kraft af manglende omskæring forblev børn hele livet igennem. Man kan sige, at masaier og kipsigier derimod, takket være sammenfald i tradition og livsform, gensidigt betragtede hinanden som respektfulde ”yndlingsfjender”, som de med god samvittighed, og glad hengivenhed krydsede klinger med. Disse beretninger har været overleveret fra generation til generation via de gamles fortælleglæde, og formet som de var efter den læst som netop deres særlige livsvilkår havde skabt, udgjorde de den kontinuitet der har været slægternes, klanernes og stammernes livsnerve. Og det er ret beset denne livsnerve, som jeg med respekt og veneration må forsøge, efter ringe evne, at være med til at give ny livskraft, så de igen ved egne kræfter kan dreje deres egen histories hjul. Det falder mig ind, efter det jeg allerede har oplevet, at det slet ikke er usandsynligt at de langt tilbage i tiden i deres møde med den vestlige civilisation blev grebet af en underlegenhedsfølelse der både ribbede dem for deres dybt rodfæstede livsopfattelse, deres sunde skepsis overfor det fremmede, og ikke mindst overfor deres stolthed, og derfor alt for villigt gjorde en dyd ud af at kaste sig i støvet for denne fremmede overmagt, som de dog samtidig med at de så op til for deres ubegribelige kunnen, også inderst inde må have foragtet for deres respektløshed. Imens vi hvide vesterlændinge på den anden side, følte os kaldede af Gud til at underlægge os hele verden - måske også i nogen grad som resultat af en lidt for fri tolkning af Jesu missionsbefaling: ”Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple”! Der er jo i virkeligheden ingen der ved hvad Jesus konkret har sagt, så det vi kalder Jesu ord beror alt sammen på senere mundtlige overleveringer, skriv tolkninger, men ved så vel missionærernes, som ved den samlede kristenheds velmente ignorering af denne kendsgerning, har disse folkeslag, der både var mørke i huden og ”formørkede i sind og sjæl” nok angiveligt udgjort en ”lækkerbisken” ud over det almindelige for kristen fundamentalisme, og dette, hvad enten så deres tilstedeværelse i Afrika skyldtes gejstlige eller verdslige engagementer. Realiteten var jo den, at hvide missionærer og kolonisatorer, fordi de havde fælles rødder i vor vesterlandske, kristne kultur, i høj grad arbejdede hånd i hånd. Det er blevet mig fortalt, at, i hvert fald nogle af de hvide missionærer i mødet med de sorte forklarede dem, at deres egne religiøse sædvaner og trosforhold, som jo alt sammen bare beroede på tilfældige, mundtlige overleveringer, uden sandhedsværdi på ingen måde ville kunne måle sig med det, de ville blive velsignet med såfremt de ville frasige sig deres gamle tro og lade sig døbe ind i den nye. ”Og alt vedrørende denne tro står nedfældet i denne bog, bedyrede de, og viste Bibelen frem”. Og hvad kunne de sorte, på skrift, fremvise som modargument hertil – intet. - Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, fandt engang anledning til at udtrykke på en måde, så det ikke kunne misforstås: ”Det begyndte med, at vi ejede den jord vi stod på, og de (englænderne) havde Bibelen i deres hænder. Men så lærte de os, at vi skulle lukke vore øjne og bede til deres Gud. – Det gjorde vi så, men da vi igen åbnede vore øjne, kunne vi se, at nu var det os, der havde deres Bibel i vore hænder, imens det var dem der havde vores jord i deres hænder! – Og så står vi alle sammen her i dag med alle vore genvordigheder, gensidige beskyldninger og nedvurderinger, som der ingen lette løsninger findes på. Derfor er der ingen vej uden om at vi, sorte som hvide, må finde sammen om i fællesskab - og hver for sig – at erkende, at vi hver på vores måde, som mennesker, svigtede vore dyreste adelsmærker: viljen til at forsvare ethvert menneskes egen førstefødselsret. – Så det, som det her og nu drejer sig om, er ikke nødvendigvis at dele sol og vind lige, fordi gjort gerning ikke står til at ændre! Det drejer sig derimod om at vi i stedet ufortrødent arbejder sammen om at forsone os med fortidens fejltagelser og fra dette udgangspunkt forsøger, efter bedste evne, at hjælpe hverandre på vej i en verden, der på få årtier, for os alle sammen, har forandret sig til ukendelighed. - Det er en gigantisk opgave der ligger foran os, hvad enten så hudfarven er sort eller hvid.

Jeg var nu gået i gang med den mere detaljerede planlægning af den før annoncerede kommende workshop, vel vidende, at den ville betyde knald eller fald både for mig selv og for mit arbejde her. Det, som jeg havde i tankerne var, at gøre den til noget nær en kopi af et højskolekursus hjemme i Danmark, dog uden det sanglige islæt, da jeg, stort set, ikke i dette land havde oplevet andre end kvinder og børn synge. Jeg fornemmede, at højskoletanker nærmest ville have lav status iblandt mine frivilligkolleger, mange af den var jo unge nok til at jeg mageligt kunne have været deres far, og selvom jeg ikke af den grund på nogen måde følte mig tilsidesat iblandt dem, så nærede jeg absolut ingen illusion om at kunne rådføre mig nogen af dem om dette forehavende. Jeg var uden tvivl den eneste i flokken der overhovedet kunne komme på sådanne tanker i forbindelse med udviklingsarbejdet, og det skyldtes givetvis at jeg selv, i min egen ungdom, godt nok med baggrund i 2. Verdenskrigs rædsler, havde oplevet den magi der kunne springe af gode, ærkedanske Kresten Kold’s ide om først at live op og siden lyse op, og af gamle Grundtvigs kloge ord: ” Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet / men først og sidst med folkerøst / oplysningen om livet”! Det jeg satte mig for var altså at introducere min, helt igennem personlige og rent dansk inspirerede oplevelse omkring mobilisering et samfunds skjulte kræfter for om muligt at kalde til dåd, og dette overfor et fremmed folkeslag med helt andre livserfaringer og levevilkår end dem, som jeg selv var rundet af. – Kunne dette kun fremtræde unikt for en ganske bestemt hændelse et ganske bestemt sted på verdenskortet, eller skulle det mon vise sig at være impulser af mere almenmenneskelig karakter, som der også ville kunne aktiveres andetsteds på vor klode?

I dagene op til workshoppen, kørte jeg området tyndt sammen med Joel Langat, den føromtalte nattevagt på klinikken, som også var bestyrelsesmedlem i AF, simpelt hen for at overtale så mange farmere som muligt til at deltage, selvom jeg også udmærket vidste, at selv om de sagde ja, kunne jeg alligevel ikke på nogen måde være sikker på, at de også ville møde op. I den retning er afrikanske mænd uberegnelige. Og ved kursusstart kl.14 den maj 1986 vidste jeg intet om hvor mange, der ville komme. Jeg kunne ikke en gang være sikker på at der ville komme så mange, at det workshoppen med rimelighed ville kunne gennemføres. De eneste jeg kunne være nogenlunde sikker på ville komme var de 10 facilitatorer mig selv inklusive og to gæster. Men til min fortrøstning kom der dog 17 kursister, ikke så mange som jeg havde håbet, men dog nok til at det ikke af den grund kunne ende i fiasko. Men allerførst vil jeg referere til min overordnede tilgang til dette, efter hvad jeg ved, den allerførste danske, højskoleinspirerede workshop arrangeret i et udviklingsland overhovedet. Og denne tilgang der hedder ”Frihed og Udvikling” er forfattet af det selvstændige Tanzanias første præsident, Julius K Nyerere og er skrevet som et indlæg i den ovenfor omtalte bog: Training for Transformation”.

”Frihed og udvikling er knyttet lige så tæt sammen som kylling og æg. Uden kylling kommer der ingen æg, og uden æg kommer der ingen kylling. Og på selv samme måde forholder det sig med Begreberne frihed og udvikling. Uden udvikling ingen frihed og uden frihed vil udvikling være en umulighed. Udvikling befordrer frihed – forudsat at det er udvikling af de brede befolkningslag. Folket kan ikke blive udviklet, men kan kun udvikle sig selv! Selvom det er muligt for en fremmed at bygge en anden mands hus, er han ikke i stand til at bibringe denne mand den stolthed og selvbevidsthed, han som menneske kunne have følt ved selv at bygge huset. Disse vigtige følelser kan kun skabes inde i én selv ved eens egne handlinger. Man udvikler sig, sagt med andre ord, ved det man gør. Folket udvikler sig selv ved at tage deres egne beslutninger, og ved at udvide deres egen formåen og færdigheder og derigennem få adgang og tillid til deres egen fulde deltagelse som ligeværdige i det samfunds liv, som de selv er en del af. Mennesket udvikler sig selv ved deltagelse i frie diskussioner om et nyt forehavende og ved at følge med i den senere beslutningsproces, imens ingen bliver udviklet ved at blive styret ind i nye forehavender på samme måde som en kvæghjord drives til vandingsstedet, eller til nye græsgange. Folket kan rent faktisk kun udvikles ved hjælp af sig selv, sin egen fantasi og sin egen nysgerrighed.