Cordoba – et lysende håb i en usikker tid

Da Linda og jeg i efteråret 2004 besøgte provinsen Andalusien i Spanien var det naturligvis i høj grad kystegnene omkring ”Kosta del sol” der i første omgang havde tiltrukket vor opmærksomhed. Vi ankom med fly fra Santiago de Compostela, efter at vi for 5. og sidste gang havde gennemført pilgrimsvandringen ad de gamle stier og veje helt fra den franske grænse oppe i Pyrenærene. Og vi landede i Malaga og tog toget ud til kysten. Men derforuden havde, i hvert fald jeg, en meget væsentlig ambition om også at besøge Cordoba og først og fremmest Alhambra. Alhambra - Det røde Slot – der er bygget af maurerne imellem 1248 og 1354 ligger tæt på byen Granada og er Spaniens største turistattraktion, hvorfor der da også, af samme grund, forlods fordres forudbestilling af adgangsbilletter dertil. Det er arkitektonisk og skønhedsmæssigt helt udenfor enhver sammenligning det smukkeste bygningsværk vi nogetsteds har besøgt. – Ja, det er simpelthen umuligt for almindelige mennesker som os at beskrive – man må ganske enkelt holde på sit vejr for overhovedet selv at kunne suge det ind i sin bevidsthed, men forbliver alligevel ude af stand til at rumme det, endsige videreformidle det til andre.

Meget anderledes er det da på en måde heller ikke hvad angår den store moské i Cordoba, om end på en helt anden måde, da denne jo, i hvert fald for mig, står som et religiøst / kulturelt mesterværk af dimensioner, som også i vor moderne sekulariserede tidsalder kan have et budskab, ikke mindst til os moderne mennesker, om hvad det dybest set er, der får mennesker til, så at sige, at overgå sig selv i kreativ udfoldelseslyst og skabertrang. - Ved, som nutidsmenneske, helt bogstaveligt, at færdes midt i denne overdådighed af energi, præcisions - og menneskelige skabelsesudfoldelser, og ikke at forglemme den vilje til i fællesskab der nødvendigvis også må have ligget bag dette enorme byggeri, må man nødvendigvis stemmes til ærbødighed.

Jeg stødte for nogen tid siden på en artikel om et besøg i netop denne moské, som i meget høj grad også dækkede mine tanker, da jeg selv sammen med Linda besøgte den i forbindelse med turen til Andalusien i 2004. Artiklen der var skrevet af Kjeld Koplev, som jo af de fleste danskere er en kendt person fra sin tid som TVvært. Og netop som jøde er han så også, ligesom jeg selv er det, dybt engageret i den for tiden verserende uro, for ikke at bruge et langt kraftigere udtryk, om disse løbende konflikter imellem visse fundamentalistiske kristne - og muslimske kredse. En uro der ikke, medmindre der fra disse kredses egen side udvises et gensidigt mådehold i de respektive involveredes oratoriske udladninger, som, måske tilligemed et vægtigt modspil fra vore egne, Gud ske Lov, også meget store og mere besindige, befolkningssegmenter i både Danmark og i den øvrige verden, kan mødegå denne dødsens farlige trussel rettet direkte imod os alle sammen – herunder også, og ikke mindst de mange jødiske minoriteter rundt omkring i verden, såvel som mod vore egne kristne brødre, som har hjemme i de store dele af verden der domineres af muslimske flertalsbefolkninger.

Og jeg må jo nok sige, at denne artikel også, for mig, igangsatte fornyede overvejelser omkring dette besøg, som jo fandt sted på et tidspunkt, hvor fronterne endnu ikke var trukket lige så hårdt op, som de siden hen er blevet.

Jeg husker tydeligt, at vi, da vi hen over den 238 meter lange bro Puente Romano, der forbinder. Rio Guadalquivirs to bredder, følte os godt overophedede, var på vej til moskeen i Cordoba, hvor termometret der midt på dagen, selvom vi allerede var helt henne omkring begyndelsen af november, viste over 25 grader, og vi var svedige.
Men vi tog os sammen, for der lige foran os lå målet for alle strabadserne - lang ventetid på en busafgang fra Malaga - en lang busrejse i en varm bus - men dog alligevel en for os nordboer højest usædvanlig rejse igennem et for os meget fremmed landskab kendetegnet ved Andalusiens ustandseligt rigt afvekslende og hele tiden bakkede men tørre nærmest vissengrønt farvede landskaber, der var overbroderede med mindre landsbyer, alle med en kirke som midtpunkt, og dette lige midt i alle disse vidtstrakte lave olivenlunde – eller marker - om man vil, på vor vej til en af verdens største og smukkeste moskeer.

Men for mig var mødet med moskeen her i Cordoba ikke opfyldelsen af en gammel drøm. Det var faktisk først her sommeren forinden, at vi - nok mest mig - da vi gav os til at finde ud af hvilke seværdigheder der ellers, bortset fra Costa del Sol, Alhambra og drybstenshulerne ved Nerja, der er kendt for at være iblandt de flotteste i verden, kunne være i Andalusien, overhovedet blev opmærksom på eksistensen af denne historisk, arkitektonisk, religiøst og skønhedsmæssigt ganske enestående perle af et bygningsværk, som moskéen i Cordoba virkelig er. Men dertil så repræsenterer selve byen Cordoba, for os at se, stadig efter disse mere end syv århundreder siden maurernes fordrivelse, sindbillede på den mauriske bykulturs langtidsholdbarhed, og ikke mindst på dennes helt unikt dragende skønhed, man ligesom slet ikke kan få nok af. Jeg kunne tilføje, at det er en form for skønhed, der synes mig at udgøre en form for en fastlandsparallel til den lige så gamle, økultur, som vi i vor Kenyatid kom til at sætte stor pris på, nemlig swahilikultur på øen Lamu, den østafrikanske udpost i det Indiske ocean, som vi ikke kunne undgå at falde for, hvor det her i Cordoba billedligt talt, for os, udgør en imaginær pilgrimsrejse tilbage til en tid i europæisk - mellemøstlig samdrægtighedshistorie, hvor opdyrkningen af positive incitamenter muslimer, jøder og kristne imellem var i fokus, og hvor de levede fredeligt side om side i en periode på knap 800 år, fra 711 til 1492, hvor disse tre verdensreligioner sammen udviklede en af de mest frugtbare perioder i europæisk historie – dette være sig materielt, økonomisk, videnskabeligt så vel som kulturelt.

Man kan så også se min interesse for, og helt bevidste intention om, at mobilisere et modstykke til den hverdag, vi nu til daglig lever i Danmark – Europa – ja, for den sags skyld i snart sagt hele verden. Hverdage, hvor der tales hadefuldt om anderledes troende og tænkende. Hvor begrebet medmenneskelighed, for alt for mange mennesker synes mig enten at være sat på stand by eller være slet ikke eksisterende. Og jeg skriver det som en protest imod nogle særdeles almindelige, men til gengæld aldeles fatale fejlopfattelser af historiske begivenheder, hvor jeg i stedet vil argumentere  for, at disse begivenheder netop beviser det mulige der til alle tider, bag ved alle forskellighederne, altid vil være for et frugtbart samarbejde, og jeg gør det ved at henviser til det, som jeg her med egne øjne har set, dette at det engang for godt nok længe siden var muligt for islam, kristendom og jødedom at virke og udvikle sig sammen. - Moskeen i Cordoba – bygget imellem år 784 og 987 - er et af resultaterne af denne mangehundredårige samdrægtighed, der ulykkeligvis blev sat en stopper for ved katolikkernes korstog i Andalusien i 1492. Et korstog, der afsluttede mange års samdrægtighed – med en ”sejr” der blev fejret ved, at de sejrende rev landets mange tusinde moskeer ned og byggede kirker på grundene. Således at jeg hver gang jeg her i Andalusien har øjnet en kirke, ikke kan lade være med tænke på, at den står på fundamentet af en nedrevet moske. Og her er virkelig mange kirker. - Det, som mange politikere i dag undsiger, blev bevist i den periode; nemlig at de tre store monoteistiske religioner kunne leve fredeligt side om side.

Dronning Isabella og kong Ferdinands sejr resulterede også i, at den katolske kirkes inkvisition begyndte at hærge landet med provisoriske domstole, heksebrændinger og fordrivelsen af jøder og arabere. Men hvor gerne de nye katolske magthavere end ville det, magtede de ikke at destruere moskeen her i Cordoba. Den var med sin mere 20.000 kvadratmeter verdens næststørste moske – kun overgået af den i Mekka. Og den var for omfangsrig til at rive ned. De katolske sejrherrer kunne kun indvie moskeen til kirke, helliggøre den som kristent gudshus, men de kunne ikke destruerede den.

Oppe ved indgangen til moskeen myldrede det med turister. De skubbede og masede omkring os. Deres busser ventede på dem på den anden side af floden, fordi de skulle skynde sig videre ud i det klassiske Andalusien, der har så mange eksotiske oplevelser, at byde på, og derfor har så mange steder man da virkelig skal besøge. Men først skulle vi altså sluses det samme sted hen. - Og oppe ved indgangen til den mere end 1.300 år gamle moske mødtes vi for at købe adgangstegn. Billetten gav os det første varsel om, hvad der ventede os. For 8 euro, stod der, får jeg adgang til katedralen i Cordoba – ikke til moskeen. Først med meget mindre skrift står der godt nok også: ”Adgang til den forhenværende moske”.

Ved billetlugen stod det gamle Europas klassiske turister fra Holland, Tyskland, England og Skandinavien i kø. Her flokkes også den ny verdens amerikanere, kinesere og japanere, som skubbede og masede imod de mange nyrige europæere fra Polen og det nære Rusland. Der herskede simpelt hen en babylonsk forvirring af sprog, hvor guiderne råbte op for at overdøve hinanden, imens de holdt små flag og håndtasker i vejret, i håb om at netop deres gæster ikke skulle blive væk i mennesketumlen. - Vi læser os til, at moskeen i Cordoba midt i 700-tallet blev bygget som en respektfuld cadeau til alle moskeers moder, den store Ummayade-moské i Syriens hovedstad. Derfor vender den, som den eneste moske i verden, ikke mod Mekka, men mod Damaskus.  Og det fortaltes, at mere end 35.000 overværede fredagsbønnen i moskeens storhedstid, dengang Cordoba var en af verdens største byer og tilligemed det absoluttet midtpunkt for den arabiske kultur på den spanske halvø.

Vi stod nu i køen for at komme ind i den moské den var målet for vor lange busrejse, og ville snart forsøge at danne os et indtryk af, hvordan dette klassiske arabiske bygningsværk i det hele taget tog sig ud, før de kristne vandaliserede stedet. Og vi blev ikke skuffede. I hvert fald Ikke over moskéen. Den viste sig helt bestemt at være rejsen værd. Allerede den store brolagte appelsingård, Patio de los Naranjos, der ligger uden for moskeen, aftvang sig vor respekt. Her vaskede de andagtssøgende hænder og fødder i en af de mange små fontæner, inden de fortsatte ind i moskeens renhed. Der var skyggefuldt og køligt i appelsinlunden, og vi satte os et øjeblik for at svale af inden besøget i denne vældige bygning. – Og det var en svimlende oplevelse at træde ind i dette arabiske andagts- og bederum, som har rødder helt tilbage til 785. Et øjeblik tænkte jeg på, at når moskéen virkede så overvældende på os, hvordan må den så ikke have virket på 800-tallets indbyggere i Cordoba? Ja, givet er da i hvert fald, at en ganske betragtelig del af disse selv må have været aktive og engagerede medvidere, eller direkte medvirkende, ved byggeriet, hvilket tydeligt fremgik af den præcision som hele projektet helt ned i de mindste detaljer bærer så tydeligt et præg af.

Loftet løftes af 885 søjler af marmor, granit og jaspis der så igen bar på 1.312 dobbelte buer malet i røde og grå striber. Søjlerne og buerne er arrangeret i 19 sideskibe, der hver for sig ’stråler’ ud fra et imaginært centrum. Ingen af søjlerne er ens. Kun få har samme højde. For hver og én har moskeens bygherrer hentet i gamle romerske bebyggelser rundt omkring på Middelhavets kyster. Det virker, som om arkitekterne, der tegnede moskeen i kølvandet på arabernes indtog i Andalusien i 711, rent rumligt har villet demonstrere universets uendelighed.  Og det må til fulde siges at være lykkes. Efter et par minutter i rummet fornemmer vi, at bygherren også har villet anskueliggøre menneskets placering i denne universelle storhed. - Bygningens budskab er enkelt og klart: Her er ingen synlige grænser. Her er alle muligheder åbne. Her begynder min verden. Herfra kan jeg drage ud til min gerning. – Eller som H.C. Andersen århundreder senere udtrykte det for os danskere: ”Herfra min verden går”.
Moskéen er et rum skabt til indsigt og fordybelse. En stilhedens katedral. Her får vore tanker fred, her banker blodet en kende langsommere, her opløses stress og jag i dyb eftertanke. Og her dæmper vi automatisk vore stemmen for til sidst at tie helt stille. – Gik bare stumt omkring i rummet og oplevede, hvad det ville sige at være til, og at vederkvæges af roen og velsignes af freden. 

Men med ét ødelægges renheden, roen splintres, freden og uendeligheden forsvinder, så snart jeg når ind i midten af den store moske og næsten fysisk overfaldes af den katolske katedral. der for at fremvise overlegenhed efter uddrivelsen af araberne i 1200-tallet - for at demonstrere deres krigsmagt, deres sejr, deres vilje til dominans for enhver pris, rev de kristne spanske sejrherrer 180 søjler ud af moskeen og smækkede en katolsk katedral op midt inde i det smukke, uendelige rum. Modsat stilheden ude i moskeen føles det som om det her hele tiden larmer her i den såkaldt hellige katedral. Her demonstreres ikke uendelighed, men en voldsom her og nu - trang til magtudøvelse. Hvor moskeen indbyder til bøn og fordybelse, er katedralen profanerende og prangende.

Hvor moskeen giver mennesker mulighed for at vokse, er kapellet skabt til at undertrykke mennesker, vise, at vi er de små, og at kirken er stor. Her krymper jeg krymper mig ganske uvilkårligt. Her er det kirken, der er mægtig, det er den, der er rig, den, der bærer magten, og ikke mindst den, der udøver magten. - Mennesket er den undergivent. Her er guld og glimmer. Her er røgelse og udvendighed. Her prales med kilotunge 24-karats guldfigurer. Her udstilles den rigdom, som kirken har frastjålet de fattige under dække af skatter. Her føler vi os små og ubetydelige og her hånes vi så at sige for vores egen magtesløshed. Hvor moskeens himmel var inden for rækkevidde, lå lavt og tæt på mig som menneske, kupler den katolske himmel sig himmelvidt over mit hoved. Her føler jeg mig milevidt fra min egen Gud. Det føles som om himlen er et fjernt sted, hvor Gud gemmer sig for mig. Ja, denne form for surrogatkatedral, må vi som kristne da nødvendigvis vedgå, ikke kan andet end at komme til at vække en form for afsky, som måske allerbedst kan udtrykkes ved det gamle danske mundheld, som ”en hund i et spil kegler”, – og må også, for os som kristne mennesker dersom vi føler os som Jesu sande disciple, gøre os skamfulde.

Historien om Al-Andalus, om de 800 frugtbareste år i Spanien og Europa, er på mange måder en fortælling om håb, samdrægtighed og ubegrænset tillid. Også selv om den selvfølgelig ikke er lydefri. Det, der begyndte år 711, hvor de første arabere tog over Gibraltarstrædet og landede i det sydlige Spanien, har stadig betydning for os. Beretningen om de næste 800 år, hvor treenigheden af muslimer, jøder og kristne kom til at præge hele Europa med deres kulturelle energi, videnskabelige nysgerrighed og landbrugsmæssige eksperimenter, er en vigtig fortælling i vores historie. Ikke mindst fordi årerne frem til 1492, hvor de kristne fordrev araberne, regnes for de mest menneskeligt tolerante år i vores historie. - Det, som mange politikere i dag undsiger, blev bevist i denne periode; nemlig at de tre store monoteistiske religioner kunne leve fredeligt side om side.

Jøder, kristne og muslimer befrugtede hinanden. Sammen reddede de antikkens værker og viden over i vor tid, oversatte Platon og alle de øvrige af antikkens store tænkere og digtere, de skabte i samdrægtighed en digtekunst, ny og unik, de konstruerede bygningsværker, som hele verden stadig valfarter til, og de udviklede vandings- og landbrugsmetoder, som fortsat er i brug, de kreerede det moderne sygehusvæsen, ligesom de også skabte en behandling af psykisk syge, som anvendes den dag i dag. – Men som der desværre i disse år her i Danmark, hvor Danmark dog stadig rangerer iblandt verdens allerrigeste lande, gøres blodig vold på grund af såkaldte ”nødvendige” besparelser. – Men den gang i Al-Andalus, som det arabiske Spanien kom til at hedde, praktiseredes sine steder, fortælles det, alle tre religioners helligsteder under samme tag og i samme hus. Muslimerne brugte det om fredagen, jøderne om lørdagen, og de kristne om søndagen. Meget enkelt og ligetil. Samme Gud, samme forfader og i mange tilfælde de samme profeter.

Nomadernes gæstfrihed afspejles i alle tre religioner. De indeholder alle budskabet om næstekærlighed og prædiker alle tanken om ikke at gøre mod andre, hvad du ikke ville ønske andre gøre mod dig selv. Arabernes indflydelse i det sydlige Spanien er fortsat stor, her 500 år efter de blev fordrevet. - Man kan spore den i flamingoens sentimentale tekster, der er ekkoer af arabisk lyrik. - Man kan smage de arabiske risretter, når spanierne stolte sætter paellaen på bordet. Det arabiske præg ses overalt i bybilledet. Pladser, stræder og torve minder mange steder om arabisk byplanlægning, og mange bygninger præget af maurisk byggestil går igen i både de store og mindre byer i hele Andalusien. Ligesom det spanske sprog har gloser fra det arabiske. - Jo, det er skam godt en gang imellem at blive mindet om, at vi har samme Gud, og at vi alle sammen har Abraham som forfader. Engang drog vi alle sammen ud fra den samme oase, men i ørkenen gik vi vild. Vi mistede for en tid kontakten med hinanden og spredtes, om ikke for alle vinde, så i forskellige retninger. Men indimellem krydses vore veje stadigvæk. Ja, vi er i og med den globalisering, som vi må antage som værende kommet for at blive, blevet så tæt sammenfiltrede, at en tilbagevenden til fortidens etnisk, folkeligt og religiøst langt mere afgrænsede samfundsopbygninger aldrig mere vil kunne blive andet end nostalgiske drømmerier uden nogen gang på vor lille grønne planet. Vi har simpelt hen, hvis vi da ellers overhovedet ønsker at overleve, intet andet valg end at finde sammen i samdrægtighed. Og modeller herfor vil kunne hentes ud af middelalderens lysende eksempel- disse næsten 800 års uhyre frugtbare sameksistens imellem de kristne – muslimerne og jøderne.